Add parallel Print Page Options

14 Nogle af Israels ældste kom til mig og satte sig lige over for mig. Så kom Herrens Ord til mig således; Menneskesøn! Disse Mænd har lukket deres Afgudsbilleder ind i deres Hjerte og stillet det, der blev dem Årsag til Skyld, for deres Ansigt - skulde jeg lade mig rådspørge af dem? Tal derfor med dem og sig: Så siger den Herre Herren: Hver den af Israels Hus, som lukker sine Afgudsbilleder ind i sit Hjerte og sættet det, der blev dem Årsag til Skyld, for sit Ansigt og så kommer til Profeten, ham vil jeg, Herren, selv svare trods hans mange Afgudsbilleder for at gribe Israels Hus i Hjertet, fordi de faldt fra mig med alle deres Afgudsbilleder. Sig derfor til Israels Hus: Så siger den Herre Herren: Vend om, vend eder bort fra eders Afgudsbilleder og vend eders Ansigt bort fra alle eders Vederstyggeligheder! Thi hver den af Israels Hus og af de fremmede, der bor i Israel, som skiller sig fra mig og lukker sine Afgudsbilleder ind i sit Hjerte og sætter det, der blev ham Årsag til Skyld, for sit Ansigt og så kommer til Profeten, for at denne skal rådspørge mig for ham, ham vil jeg, Herren, selv svare; jeg retter mit Åsyn mod den mand og gør ham til Tegn og Mundheld og udrydder ham af mit Folk; og I skal kende, at jeg er Herren. Men lader Profeten sig lokke til at sige et Ord, så er det mig, Herren, der har lokket ham, og jeg udrækker min Hånd imodham og udrydder ham af mit Folk Israel. 10 De skal begge bære deres Skyld, Spørgeren og Profeten skal være lige skyldige, 11 for at Israels Hus ikke mere skal fare vild fra mig og blive urent ved alle sine Overtrædelser; da skal de være mit Folk, og jeg vil være deres Gud, lyder det fra den Herre Herren.

12 Herrens Ord kom til mig således: 13 Menneskesøn! Når et Land troløst synder imod mig, og jeg udrækker min Hånd imod det og bryder Brødets Støttestav for det og sender Hungersnød over det og udrydder Folk og Fæ, 14 og disse tre Mænd var i dets Mtidte: Noa, Daniel og Job, så skulde kun de tre redde deres Liv ved deres Retfærdighed, lyder det fra den Herre Herren. 15 Eller lader jeg Rovdyr fare igennem Landet og gøre det folketomt, så det bliver øde og ingen tør gå derigennem for de vilde Dyr, 16 og disse tre Mænd var i dets Midte - så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: De skulde ikke redde deres Sønner eller Døtre; de selv alene skulde reddes, men Landet måtte blive øde. 17 Eller lader jeg Sværdet komme over dette Land og siger: "Sværdet skal fare igennem Landet!" og udrydder Folk og Fæ deraf, 18 og disse tre Mænd var i dets Midte - så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: De skulde ikke redde deres Sønner eller Døtre; de selv alene skulde reddes. 19 Eller sender jeg Pest over dette Land og udgyder min Harme over det med Blod og udrydder Folk og Fæ deraf, 20 og Noa, Daniel og Job var i dets Midte - så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: De skulde ikke redde Søn eller Datter; de selv alene skulde redde deres Liv ved deres Retfærdighed. 21 Men så siger den Herre Herren: Og dog, når jeg sender mine fire grumme Straffedomme, Sværd, Hunger, Rovdyr og Pest, over Jerusalem for at udrydde Folk og Fæ deraf, 22 se, da skal der levnes en Flok undslupne, som fører Sønner og Døtre ud derfra; se, de skal drage hid til eder, og I skal se deres Færd og Gerninger; da skal I trøste eder over den Ulykke, jeg har bragt over Jerusalem, alt det, jeg har bragt over det. 23 De skal være eder en Trøst, når I ser deres Færd og Gerninger, og I skal skønne, at jeg ikke uden Grund gjorde alt, hvad jeg lod det times, lyder det fra den Herre Herren.

15 Herrens Ord kom til mig således: Menneskesøn! Hvad har Vinstokken forud for alle andre Træer, Ranken, som står iblandt Skovens Træer? Tager man Gavntræ deraf? Eller tager man deraf en Knag til at hænge alskens Redskaber på? Når den så oven i købet har været givet Ilden til Føde, så at Ilden har fortæret begge dens Ender, og Midten er svedet, duer den så til noget? Se, da den endnu var uskadt, brugtes den ikke til noget, endsige at den skulde kunne bruges til noget nu, da Ilden har fortæret den og den er svedet. Derfor, så siger den Herre Herren: Som det går Vinstokken blandt Skovens Træer, hvilke jeg giver Ilden til Føde, således giver jeg Jerusalems Indbyggere hen; jeg vender mit Åsyn imod dem; af Ilden slap de ud, men Ild skal dog fortære dem; og I skal kende, at jeg er Herren, når jeg vender mit Åsyn imod dem. Og jeg gør Landet øde, fordi de var troløse, lyder det fra den Herre Herren.

Fordømmelse af afgudsdyrkelsen

14 En dag kom nogle af Israels ledere til mig for at spørge Herren til råds. Da sagde Herren til mig: „De mænd dyrker afguderne i deres hjerter og lever i åben synd. Hvorfor skulle jeg rådgive dem? Sig til dem: Hør, hvad Gud Herren siger: De israelitter, som dyrker afguder i det skjulte, og som tillader sig at synde, men alligevel kommer til min profet for at spørge mig til råds, vil jeg give et svar, der passer sig til deres afguderi. Jeg vil straffe dem i håbet om, at Israels folk vil opgive deres afguder og vende tilbage til mig.

Derfor skal du give hele Israels folk følgende budskab fra Gud Herren: Tag afstand fra jeres afguder og jeres afskyelige handlinger. Alle de israelitter og de fremmede, der bor iblandt dem, som vender sig fra mig og i det skjulte dyrker afguder, der fører dem ud i synd, men alligevel kommer til min profet for at spørge mig til råds, vil jeg personligt tage mig af. Jeg vil straffe dem, så de bliver et eksempel til skræk og advarsel. Jeg vil udrydde dem af mit folk, så I kan indse, at jeg er Herren. Men hvis en profet lader sig lokke til selv at give dem et svar, er det mig, der har lokket ham, for at jeg kan få ham udryddet af Israels folk. 10 Spørgeren og den falske profet er begge skyldige og får den samme straf, 11 så Israels folk kan lære ikke at forlade mig og gøre sig urene ved syndige handlinger. Da skal de være mit folk, og jeg vil være deres Gud, siger jeg, Herren.”

12 Herren sagde til mig: 13 „Du menneske, hvis mit folk gør oprør imod mig, så må jeg straffe dem med hungersnød, så både mennesker og dyr mister livet. 14 Selv hvis Noa, Job og Daniel havde været i live, ville deres gudfrygtighed kun kunne redde dem selv. De ville ikke kunne afværge katastrofen.

15 Eller hvis jeg sendte rovdyr, som dræbte folk i hele landet, og ingen længere turde færdes udendørs, 16 ville end ikke Noas, Jobs og Daniels gudfrygtighed kunne redde deres egne børns liv, så meget mindre resten af folket. Kun de selv ville blive reddet.

17 Eller hvis jeg straffede landet med krig og befalede fjendens hær at udrydde både mennesker og dyr, 18 ville end ikke Noas, Jobs og Daniels gudfrygtighed kunne redde deres egne børns liv, så meget mindre resten af folket. Kun de selv ville blive reddet.

19 Eller hvis jeg udøste min vrede ved at sende en sygdomsepidemi over landet, som gjorde det af med både mennesker og dyr, 20 ville end ikke Noas, Jobs og Daniels gudfrygtighed kunne redde deres egne børns liv, så meget mindre resten af folket. Kun de selv ville blive reddet.

21 Så kan I måske forstå, hvor forfærdeligt det bliver, når jeg snart straffer Jerusalem med krig, hungersnød, rovdyr og epidemier. 22 Men jeg vil lade en rest overleve og lade dem og deres børn komme til jer i Babylonien. Når I så hører om al den ondskab, de har bedrevet, vil I bedre kunne forstå, hvorfor jeg var nødt til at straffe Jerusalem så hårdt, 23 og I vil kunne indse, at de fortjente den straf, de har fået.”

Jerusalem—en uduelig vinstok

15 Herren sagde til mig:

„Du menneske, hvad kan man bruge træet fra en vildtvoksende vinstok til? Det kan ikke sammenlignes med skovens andre træer. Man kan ikke engang bruge det til at lave knager eller kroge af. Prøver man at bruge det til brændsel, brænder de tynde grene alt for hurtigt, mens stammen har svært ved at fænge. Det kan altså hverken bruges til forarbejdning eller som brændsel.

Jerusalems indbyggere er som en vildtvoksende vinstok, jeg har kastet på bålet. Jeg vil sørge for, at de, der undslap ilden første gang, kommer på det næste bål. Da vil I indse, at jeg er Herren. Ja, jeg lægger landet øde, fordi de gjorde oprør imod mig.”

Mine Brødre! Eders Tro på vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, være ikke forbunden med Persons Anseelse! Når der nemlig kommer en Mand ind i eders Forsamling med Guldring på Fingeren, i prægtig Klædning, men der også kommer en fattig ind i smudsig Klædning, og I fæste Øjet på den, som bærer den prægtige Klædning og sige: Sæt du dig her på den gode Plads, og I sige til den fattige: Stå du der eller sæt dig nede ved min Fodskammel: ere I så ikke komne i Strid med eder selv og blevne Dommere med slette Tanker? Hører, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden fattige til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, som han har forjættet dem, der elske ham? Men I have vanæret den fattige! Er det ikke de rige, som underkue eder, og er det ikke dem, som slæbe eder for Domstolene? Er det ikke dem, som bespotte det skønne Navn, som er nævnet over eder?

Ganske vist, dersom I opfylde den kongelige Lov efter Skriften: "Du skal elske din Næste som dig selv", gøre I ret; men dersom I anse Personer, gøre I Synd og revses af Loven som Overtrædere. 10 Thi den, som holder hele Loven, men støder an i eet Stykke, er bleven skyldig i alle. 11 Thi han, som sagde: "Du må ikke bedrive Hor," sagde også: "Du må ikke slå ihjel." Dersom du da ikke bedriver Hor, men slår ihjel, da er du bleven en Lovens Overtræder. 12 Taler således og gører således, som de, der skulle dømmes efter Frihedens Lov. 13 Thi Dommen er ubarmhjertig imod den, som ikke har øvet Barmhjertighed; Barmhjertighed træder frimodigt op imod Dommen.

14 Hvad gavner det, mine Brødre! om nogen siger, han har Tro, men ikke har Gerninger? mon Troen kan frelse ham? 15 Dersom en Broder eller Søster er nøgen og fattes den daglige Føde, 16 og en af eder siger til dem: Går bort i Fred, varmer eder og mætter eder, men I ikke give dem det, som hører til Legemets Nødtørst, hvad gavner det? 17 Ligeså er også Troen, dersom den ikke har Gerninger, død i sig selv. 18 Men man vil sige: Du har Tro, og jeg har Gerninger. Vis mig din Tro uden Gerningerne, og jeg vil af mine Gerninger vise dig Troen. 19 Du tror, at Gud er een; deri gør du ret; også de onde Ånder tro det og skælve. 20 Men vil du vide, du tomme Menneske! at Troen uden Gerninger er unyttig? 21 Blev ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort af Gerninger, da han ofrede sin Søn Isak på Alteret? 22 Du ser, at Troen virkede sammen med hans Gerninger, og ved Gerningerne blev Troen fuldkommet, 23 og Skriften blev opfyldt, som siger: "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed", og han blev kaldet Guds Ven. 24 I se, at et Menneske retfærdiggøres af Gerninger, og ikke af Tro alene. 25 Ligeså Skøgen Rahab, blev ikke også hun retfærdiggjort af Gerninger, da hun tog imod Sendebudene og lod dem slippe bort ad en anden Vej? 26 Thi ligesom Legemet er dødt uden Ånd, således er også Troen død uden Gerninger.

Vurder ikke folk efter deres status

Kære venner, er det virkelig i overensstemmelse med jeres tro på Herren Jesus Kristus, herlighedens Herre, at I vurderer mennesker efter deres sociale status? Lad os sige, at der kommer en ind i jeres menighedsforsamling, som er elegant klædt med guldringe på fingrene. Samtidig kommer også en fattig og snavset person ind. Så skynder I jer hen for at tage imod den rige og anviser ham den bedste plads, men til den fattige siger I bare: „Du kan stå i gangen!” eller: „Sæt dig her på gulvet!” Er det nu ikke en underlig opførsel? Mon ikke der er noget galt med jeres motiver?

Tænk jer om, kæreste venner! Har Gud ikke netop udvalgt dem, der er fattige i denne verdens øjne, til at være rige i troen? Er det ikke dem, der vil få del i den herlighed, som Gud har lovet alle, der elsker ham? Hvordan kan I så vise ringeagt for de fattige? Er det ikke de rige, der undertrykker jer? Er det ikke dem, der slæber jer for retten? Er det ikke dem, der håner Jesus Kristus, jeres Herre?

Kærlighedens lov

I skulle hellere følge det ædle princip, som udtrykkes i skriftordet: „Du skal elske din næste som dig selv.” I gør jer skyldige i synd, når I vurderer folk efter deres sociale status. I bryder Guds lov. 10 Den, der overtræder bare ét af lovens bud, er lige så skyldig som den, der overtræder dem alle. 11 Gud, som sagde, at du ikke må bryde ægteskabet, sagde også, at du ikke må begå drab. Så hvis du begår drab,[a] overtræder du loven, også selvom du ikke har brudt ægteskabet.

12 I skal tale og handle som mennesker, der skal dømmes efter kærlighedens lov, den lov, der sætter i frihed. 13 Og der vil ikke være nogen barmhjertighed for dem, der ikke viser andre barmhjertighed. Det er jo bedre at vise barmhjertighed end at fordømme.[b]

Samspillet mellem tro og handling

14 Hvad får man ud af at have en tro, som man ikke giver udtryk for i handling? Den slags tro giver ikke adgang til det evige liv. 15 Hvis man har venner, der mangler både tøj og mad, 16 og man siger til dem: „Husk nu at tage noget varmt tøj på og sørg for at få noget at spise! Farvel, og Gud velsigne jer!”, uden at man giver dem hverken mad eller tøj, hvad hjælper det så? 17 Hvis troen står alene uden at give sig udtryk i handling, er den død.

18 Måske vil nogen indvende: „Nogle tror, andre handler!” Hertil vil jeg svare: „Jeg kan vise dig min tro gennem mine handlinger. Men hvordan kan jeg se din tro, hvis du ikke handler på den? 19 Tror du virkelig, det er tilstrækkeligt bare at have en trosbekendelse, der siger: ‚Jeg tror på én, sand Gud.’? Det er godt, at du tror på den ene, sande Gud! Det gør de onde ånder også, men de ryster alligevel af skræk for dommens dag.

20 Tænk dig om! Skal jeg forklare dig, hvorfor tro, der ikke omsættes i handling, er værdiløs? 21 Tænk på vores forfar Abraham. Var det ikke, fordi han handlede i lydighed, at han opnåede Guds anerkendelse? Han var jo villig til endog at ofre sin søn, Isak, på alteret. 22 Kan du ikke se, at der var et samspil mellem hans tro og hans lydighed? Hans tro blev først til sand tro, ved at han handlede på den. 23 Det er derfor, Skriften siger, at Gud accepterede ham på grund af hans tro.[c] Ja, han blev kaldt for ‚Guds ven’.” 24 Heraf kan I se, at man får del i frelsen gennem lydighedshandlinger, og ikke gennem „tro” alene.

25 Selv den prostituerede Rahab er et eksempel på tro, der viste sig i handling. Reddede hun ikke livet på grund af, hvad hun gjorde? Hun nøjedes ikke med kun at „tro”, men hun handlede ved at skjule de israelitiske udsendinge og hjælpe dem med at slippe bort ad en anden vej. 26 Ligesom kroppen dør, når åndedrættet hører op, sådan dør troen, hvis den ikke giver sig udtryk i handling.

Footnotes

  1. 2,11 Græsk har et stort antal forskellige ord for begrebet „myrde, slå ihjel”. Det ord, der bruges her, er tæt forbundet med et hebraisk ord, som også kan betyde „slå i stykker, ødelægge, angribe voldeligt.” Også i 4,2 og 5,6 samt flere andre steder i NT har ordet sandsynligvis en svagere betydning end drab, en betydning, som bygger på hebraisk tankegang.
  2. 2,13 Ordret: „barmhjertighed triumferer over dom/fordømmelse.” Meningen er uklar, men jf. 4,11-12.
  3. 2,23 Jf. 1.Mos. 15,6.