Add parallel Print Page Options

I det tredivte År på den femte dag i den fjerde Månde da jeg var bandt de landflygtige ved Floden Kebar, skete det, at Himmelen åbnede sig, og jeg skuede Syner fra Gud. Den femte Dag i Måneden - det var det femte År efter at Kong Jojakin var bortført - kom Herrens Ord til Præsten Ezekiel, Buzis Søn, i Kaldæernes Land ved Floden Kebar, og Herrens Hånd kom over ham der.

Jeg skuede og se, et Stormvejr kom fra Nord, og en vældig Sky fulgte med, omgivet af Stråleglans og hvirvlende Ild, i hvis Midte det glimtede som funklende Malm. Midt i Ilden var der noget ligesom fire levende Væsener, og de så således ud: De havde et Menneskes Skikkelse; men de havde hver fire Ansigter og fire Vinger; deres Ben var lige og deres Fodsåler som en Kalvs; de skinnede som funklende Kobber, og deres Vingeslag var hurtigt; der var Menneskehænder under Vingerne på alle fire Sider. De fire levende Væseners Ansigter vendte sig ikke, når de gik, men de gik alle lige ud". 10 Ansigterne så således ud: De havde alle fire et Menneskeansigt fortil, et Løveansigt til højre, et Okseansigt til venstre og et Ørneansigt bagtil; 11 Vingerne var på dem alle fire udbredt opad, således at to og to rørte hinanden, og to skjulte deres Legemer. 12 De gik alle lige ud; hvor Ånden vilde have dem hen gik de; de vendte sig ikke, når de gik. 13 Midt imellem de levende Væsener var der noget som glødende Kul at se til, som Blus, der for hid og did imellem dem, og Ilden udsendte Stråleglans, og Lyn for ud derfra. 14 Og Væsenerne løb frem og tilbage, som Lynglimt at se til

15 Videre skuede jeg, og se, der var et Hjul på Jorden ved Siden af hvert af de fire levende Væsener; 16 og Hjulene var at se til som funklende Krysolit; de så alle fire ens ud, og de var lavet således, at der i hvert Hjul var et andet Hjul; 17 de kunde derfor gå til alle fire Sider; de vendte sig ikke, når de gik. 18 Videre skuede jeg, og se, der var Fælge på dem, og Fælgene var på dem alle fire rundt om fulde af Øjne. 19 Og når de levende Væsener gik, gik også Hjulene ved Siden af, og når Væsenerne løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig; 20 hvor Ånden vilde have dem hen, gik Hjulene, og de løftede sig samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene; 21 når Væsenerne gik, gik også de; når de standsede, standsede også de, og når de løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene.

22 Oven over Væsenernes Hoveder var der noget ligesom en Himmelhvælving, funklende som Krystal, udspændt oven over deres Hoveder; 23 og under Hvælvingen var deres Vinger udspændt, den ene mod den anden; hvert af dem havde desuden to, som skjulte deres Legemer. 24 Og når de gik, lød Vingesuset for mig som mange Vandes Brus, som den Almægtiges Røst; det buldrede som en Hær. 25 Det drønede oven over Hvælvingen over deres Hoveder; men når de stod, sænkede de Vingerne. 26 Men oven over Hvælvingen over deres Hoveder var der noget som Safir at se til, noget ligesom en Trone, og på den, ovenover, var der noget ligesom et Menneske at se til. 27 Og jeg skuede noget som funklende Malm fra det, der så ud som hans Hofter, og opefter; og fra det, der så ud som hans Hofter, og nedefter skuede jeg noget som Ild at se til; og Stråleglans omgav ham. 28 Som Regnbuen, der viser sig i Skyen på en Regnvejrsdag, var Stråleglansen om ham at se til. Således så Herrens Herlighedsåbenbarelse ud. Da jeg skuede det, faldt jeg på mit Ansigt. Og jeg hørte en Røst, som talede.

Han sagde til mig: "Menneskesøn stå op på dine fødder så jeg kan tale med dig!" Og som han talede til mig, kom Ånden i mig og rejste mig på mine Fødder, og jeg hørte ham tale til mig. Han sagde: "Menneskesøn! Jeg sender dig til Israeliterne, de genstridige, der har sat sig op imod mig; de og deres Fædre har forbrudt sig imod mig til den Dag i Dag. Og Sønnerne har stive Ansigter og hårde Hjerter; jeg sender dig til dem, og du skal sige: Så siger den Herre Herren! Hvad enten de hører eller ej - thi de er en genstridig Slægt - skal de kende, at en Profet er kommet iblandt dem. Men du, Menneskesøn frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres Ord, når du færdes mellem Nælder og Tidsler og bor blandt Skorpioner; frygt ikke for deres Ord og vær ikke ræd for deres Ansigter, thi de er en genstridig Slægt. Du skal tale mine Ord til dem, hvad enten de hører eller ej, thi de er en genstridig Slægt.. Og du, Menneskesøn, hør, hvad jeg taler til dig! Vær ikke genstridig som den genstridige Slægt, men luk din Mund op og slug, hvad jeg her giver dig! "

Og jeg skuede, og se, en Hånd var udrakt imod mig, og i den lå en Bogrulle; 10 og han rullede den op for mig, - og der var skrevet på den både for og bag; og hvad der stod skrevet, var Klage, Suk og Ve.

Guds herlighed åbenbares for profeten i et syn

1-3 Mit navn er Ezekiel, søn af Buzi, og jeg tilhører præsteslægten. Da jeg var 30 år gammel,[a] viste Herren mig en række syner. Det begyndte på den femte dag i årets fjerde måned, og det var fem år efter, at kong Jojakin, en stor del af folket og jeg selv var ført i eksil. Jeg opholdt mig ved Kebarfloden i Babylonien, hvor jeg boede blandt de bortførte judæere. Pludselig kom Guds kraft over mig. Det var, som om himlen åbnedes, og jeg så de utroligste ting.

Først hørte jeg en voldsom vind komme fra nord. Den drev en stor sky foran sig, og ud fra skyen stod der flammer, som oplyste alt omkring den, og i centrum af flammerne var der noget, der så ud som glødende metal.

5-8 Midt i skyen var der fire levende væsener, der lignede mennesker, bortset fra, at hver af dem havde fire ansigter, fire arme og fire vinger. Deres ben skinnede som bronze og lignede menneskeben, men deres fødder lignede mest fødderne på en kalv. Armene sad neden under vingerne, en arm under hver vinge.

9-11 Hver af dem havde et menneskeansigt, der vendte fremad, et løveansigt, der vendte mod højre, et okseansigt mod venstre, og et ørneansigt, der vendte bagud. De fire vinger sad i par, og det ene par vinger var spredt ud, så de fire væsener rørte ved hinanden med vingespidserne, mens det andet vingepar var foldet sammen ind til kroppen. De kunne bevæge sig i alle retninger uden at vende sig, 12 så dér, hvor ånden i dem ønskede, at de skulle hen, bevægede de sig af sted uden at vende sig.

13-14 De levende væsener udsendte et kraftigt lys som glødende kul eller brændende fakler, og de hoppede hurtigt frem og tilbage, så det så ud som lyn, der glimtede imellem dem.

15 Mens jeg iagttog de levende væsener, opdagede jeg fire hjul på jorden under dem, ét hjul under hvert af de fire væsener. 16 Hjulene var alle ens og skinnede som ædelsten. Hjulene var lavet sådan, at der sad et andet hjul på tværs inden i dem, 17 så de kunne bevæge sig i alle fire retninger uden at dreje. 18 De fire hjul havde fælge og eger, og på kanten af fælgene sad der øjne hele vejen rundt.

19-21 Når de fire levende væsener bevægede sig fremad, bevægede hjulene sig fremad sammen med dem. Når de bevægede sig opad, bevægede hjulene sig også opad, og når de standsede, standsede hjulene også. Hvor som helst de bevægede sig hen, fulgte hjulene med, for deres ånd var i hjulene.

22 Over de levende væsener var der udspændt noget ligesom en hvælving, der glimtede som krystal. 23 Og under hvælvingen stod så væsenerne med det ene par vinger spredt ud, så de rørte hinanden, og det andet par vinger foldet ind til kroppen. 24-25 Når de bevægede sig, lød vingesuset som drønet fra et vældigt vandfald, som den almægtige Guds stemme eller som lyden af en fremstormende hær. Når de standsede, sænkede de vingerne, og der lød en tordnende røst fra krystalhvælvingen oven over dem.

26 Oven over hvælvingen var der noget, der lignede en trone af safir, og på tronen sad der en skikkelse, som lignede et menneske. 27 Det øverste af ham, fra hofterne og opefter, så ud som glødende metal, mens den nederste del, fra hofterne og nedefter, så ud som flammende ild. Rundt om ham var der en strålende krans. 28 Lyset omkring ham var som regnbuens glans, når den viser sig på himlen en regnvejrsdag. Jeg var klar over, at det var Herrens herlighed, der strålede omkring mig. Da jeg så det, kastede jeg mig ned med ansigtet mod jorden. Derpå hørte jeg en stemme, som talte til mig.

Ezekiel kaldes og udrustes til profet

Stemmen sagde: „Menneske, rejs dig op! Jeg har noget at sige til dig,” Mens stemmen talte, kom Åndens kraft over mig og rejste mig op, og jeg lyttede omhyggeligt til hans ord.

„Jeg sender dig til Israels folk, til dem, som har gjort oprør imod mig. Både de nulevende og alle deres forfædre har brudt den pagt, som jeg indgik med dem. Det er et hårdhjertet og stivnakket folk, men jeg sender dig til dem med et budskab fra mig, Herren, deres Gud. Det kan godt være, at de ikke vil høre på dig, for det er et oprørsk folk, men så ved de i hvert fald, at jeg har sendt en profet til dem. 6-7 Du skal ikke være bange for dem. Du skal ikke tage dig af, hvad de siger, selvom deres ord stikker som torne og skorpioner. Frygt ikke for deres skulende blikke, husk på, at det er et oprørsk folk. Du skal tale mit ord til dem, uanset om de vil høre på dig eller ej. Men du skal høre godt efter, hvad jeg siger til dig, og lad dig ikke smitte af deres oprørske indstilling. Luk munden op og spis det, jeg nu giver dig.”

9-10 Derefter så jeg en hånd, som rakte en bogrulle frem imod mig. Da han rullede den ud, så jeg, at den var beskrevet på begge sider, og at den var fuld af klagesange, suk og sørgelige ord.

Footnotes

  1. 1,1-3 Ordret: „i det 30. år”, meningen er omstridt.

11 Men Tro er en Fortrøstning til det, som håbes, en Overbevisning om Ting, som ikke ses. Ved den fik jo de gamle godt Vidnesbyrd. Ved Tro fatte vi, at Verden er bleven skabt ved Guds Ord, så det ikke er af synlige Ting, at det, som ses, er blevet til. Ved Tro ofrede Abel Gud et bedre Offer end Kain, og ved den fik han det Vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud bevidnede sit Velbehag i hans Gaver; og ved den taler han endnu efter sin Død. Ved Tro blev Enok borttagen, for at han ikke skulde se Døden, og han blev ikke funden, efterdi Gud havde taget ham bort; thi før Borttagelsen har han fået det Vidnesbyrd, at han har behaget Gud. Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi den, som kommer frem for Gud, bør tro, at han er til, og at han bliver deres Belønner, som søge ham. Ved Tro var det, at Noa, advaret af Gud om det, som endnu ikke sås, i Gudsfrygt indrettede en Ark til Frelse for sit Hus; ved den domfældte han Verden og blev Arving til Retfærdigheden ifølge Tro. Ved Tro adlød Abraham, da han blev kaldet, så han gik ud til et Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen. Ved Tro blev han Udlænding i Forjættelsens Land som i et fremmed og boede i Telte med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse; 10 thi han forventede den Stad, som har fast Grundvold, hvis Bygmester og Grundlægger er Gud. 11 Ved Tro fik endog Sara selv Kraft til at undfange endog ud over sin Alders Tid; thi hun holdt ham for trofast, som havde forjættet det. 12 Derfor avledes der også af en, og det en udlevet, som Himmelens Stjerner i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, det, som ikke kan tælles. 13 I Tro døde alle disse uden at have opnået Forjættelserne; men de så dem langt borte og hilsede dem og bekendte, at de vare fremmede og Udlændinge på Jorden. 14 De, som sige sådant, give jo klarlig til Kende, at de søge et Fædreland. 15 Og dersom de havde haft det, hvorfra de vare udgåede, i Tanker, havde de vel haft Tid til at vende tilbage; 16 men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han har betedt dem en, Stad. 17 Ved Tro har Abraham ofret Isak, da han blev prøvet, ja, den. enbårne ofrede han, som havde modtaget Forjættelserne, 18 til hvem der var sagt: "I Isak skal en Sæd få Navn efter dig; " 19 thi han betænkte, at Gud var mægtig endog til at oprejse fra de døde, hvorfra han jo også lignelsesvis fik ham tilbage.

Read full chapter

Trosheltene

11 Hvad er tro? Tro er grundlaget for vores håb, en overbevisning om ting, der ikke kan ses.[a] Vi har jo mange vidnesbyrd om den tro, vores forfædre havde.

Det er ved tro, vi forstår, at universet blev til på Guds befaling. Den synlige verden blev skabt ud fra den usynlige verden.

Abel troede Gud. Derfor var han i stand til at bringe et offer, der var bedre end Kains. Gud accepterede Abels gave og viste dermed, at Abel havde et ret forhold til Gud. Abel selv er død, men hans tro er et vidnesbyrd for os endnu den dag i dag.

Enok troede Gud. Derfor blev han taget op til Himlen, så han undgik at dø. Ingen kunne finde ham, for Gud havde taget ham til sig. Men inden da havde han fået det vidnesbyrd, at Gud glædede sig over ham.[b] Gud kan kun glæde sig over dem, der har tro, for de, der henvender sig til Gud, må nødvendigvis tro, at han er til, og at han belønner dem, der søger ham.

Noa troede Gud. Da Gud advarede ham om syndfloden, der skulle komme, troede han på det, selvom der ikke var nogen tegn på, at der ville komme en oversvømmelse. Han adlød Gud, og i ærefrygt for ham byggede han en ark for at redde sin familie. På den måde forkyndte Noa dommen over den onde verden, og selv blev han på grund af sin tro accepteret af Gud.

Abraham troede Gud. Da Gud bad ham om at forlade sit hjem og fædreland og rejse bort til et andet land, som Gud ville give ham og hans efterkommere i arv og eje, tog han af sted uden at vide, hvor han kom hen. Han slog sine telte op i et land, som tilhørte andre, og i tillid til Gud vandrede han fra sted til sted i det land, han var blevet lovet. Det samme gjorde Isak og Jakob, der jo fik det samme løfte. 10 Abraham så nemlig frem til at bo i byen med de evige grundvolde, som Gud selv er både arkitekt og bygmester for.

11 Sara troede Gud. Derfor kunne hun blive stammor til et helt folk til trods for, at hun var for gammel til at få børn. Hun troede på, at Gud, der havde givet løfte om en søn, var til at stole på. 12 Således blev Abraham stamfar til et helt folk. Selvom han gik på gravens rand, blev han ene mand stamfar til et folk så talrigt, at det er lige så umuligt at tælle som himlens stjerner og sandet ved havets bred.

13 Abraham og Sara, Isak og Jakob døde alle i tro uden at se løftet blive opfyldt. Men de skimtede det forude og hilste det velkommen, og de sagde helt klart, at de var som udlændinge på midlertidigt ophold på denne jord. 14 De, der taler sådan, giver udtryk for, at de er på udkig efter et hjemland. 15 Hvis de havde tænkt på det land, de oprindeligt kom fra, kunne de have vendt tilbage dertil. 16 Men de længtes efter noget endnu bedre, nemlig det himmelske hjemland. Derfor skammer Gud sig ikke ved at blive kaldt deres Gud, og han har en evig by parat til dem.

17-18 Da Gud satte Abraham på prøve, holdt Abraham fast på sin tro og var parat til at ofre sin søn Isak på alteret, også selvom det var hans eneste søn, og Gud havde lovet ham: „Det er gennem Isak, din slægt skal opbygges.”[c] 19 Abraham regnede nemlig med, at Gud kunne oprejse Isak fra de døde, hvis det skulle være. Han fik ham jo også tilbage i live som et billede på Jesu opstandelse fra de døde.

Read full chapter

Footnotes

  1. 11,1 Kan også oversættes: „Troen gør det, som ikke kan ses, til en synlig realitet.” Der er muligvis tale om, at en usynlig, åndelig virkelighed bliver synlig ved troen. På den måde får den usynlige tro konsekvenser i den synlige, fysiske verden som i vers 3 og 7 samt flere andre steder i kapitlet.
  2. 11,5 1.Mos. 5,24 (LXX).
  3. 11,17-18 1.Mos. 21,12.