2 Mosebog 7-9

Bibelen på hverdagsdansk

7 „Hør nu engang, Moses,” sagde Herren. „Jeg vil vise Farao, at det er Gud selv, der står bag dig, og din bror Aron skal være den, der fører ordet. ² Sig alt det, jeg fortæller dig, videre til Aron, så han kan sige det videre til Farao. Han skal forlange, at Israels folk får lov at forlade Egypten. ³ Men jeg vil gøre Farao stædig, og derefter vil jeg gøre mange tegn og undere i Egypten. ⁴ Når Farao så ikke vil høre på jer, vil jeg straffe Egypten med store katastrofer, hvorefter jeg vil føre mit talrige folk ud. ⁵ Når egypterne ser min magt, og hvordan jeg tvinger dem til at lade mit folk rejse, vil de komme til at forstå, at jeg er Herren!”

⁶ Så var Moses og Aron parat til at gøre, som Herren havde befalet. ⁷ Moses var på det tidspunkt 80 år gammel, og Aron var 83.

Staven forvandles til en slange

⁸ Dernæst sagde Herren til Moses: ⁹ „Når Farao kræver, at I skal gøre et under for at bevise din Guds magt, skal Aron smide sin stav på jorden foran Farao, og den vil blive forvandlet til en slange.”

¹⁰ Så gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som Herren havde befalet: Aron smed sin stav på gulvet foran Farao og hans hoffolk, og staven blev straks forvandlet til en slange. ¹¹ Men Farao kaldte på sine vismænd og troldmænd, og de var i stand til at efterligne miraklet ved hjælp af deres magi. ¹² Deres stave blev til slanger ligesom Arons, men Arons slange slugte troldmændenes slanger. ¹³ Farao var imidlertid lige stædig og ville ikke høre på dem—nøjagtig som Herren havde forudsagt.

Første katastrofe: Vand bliver til blod

¹⁴ Så sagde Herren til Moses: „Farao er lige stædig og nægter at lade folket rejse. ¹⁵ Gå derfor hen til ham i morgen tidlig, når han går ned til Nilen. Vent på ham ved bredden og sørg for at have staven, der blev til en slange, parat. ¹⁶ Sig til ham: Herren, hebræernes Gud, sendte mig til dig for at sige: ‚Lad mit folk rejse, så de kan tilbede mig i ørkenen!’ Endnu har du ikke bøjet dig for kravet, ¹⁷ men nu siger Herren til dig: ‚Du skal få at se, at jeg er Herren!’ Jeg slår nu Nilens vand med denne stav, og vandet vil blive til blod! ¹⁸ Fiskene vil dø, og floden vil komme til at stinke, så dit folk vil nægte at drikke vand fra den.”

¹⁹ Og Herren fortsatte: „Sig så til Aron, at han skal pege ud over alle Egyptens vande med sin stav. Når han gør det, vil vandet i alle landets floder, kanaler, damme og vandreservoirer forvandles til blod. Ja, selv vandet i alle trækar og stenkrukker vil blive til blod.”

²⁰ Moses og Aron gjorde, som Herren havde befalet. Moses rakte sin stav ud og slog på vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans folk, ²¹ så vandet blev til blod, fiskene døde, og alt flodvandet stank. Egypterne kunne ikke længere drikke det. Vand blev til blod overalt i Egypten. ²² De egyptiske troldmænd brugte deres magi til at gøre det samme. Farao blev endnu mere stejl og ville ikke høre på Moses og Aron—nøjagtig som Herren havde forudsagt. ²³ Han vendte sig om og gik tilbage til sit palads, som om der intet var sket. ²⁴ Imens gravede egypterne brønde langs floden for at finde rent vand, for de kunne jo ikke drikke vandet i floden. ²⁵ Sådan gik der syv dage.

Anden katastrofe: Frøer

²⁶ Derpå sagde Herren til Moses: „Gå hen til Farao og giv ham denne besked fra mig: Lad mit folk rejse, for at de kan tilbede mig. ²⁷ Hvis du stadig nægter, vil jeg lade mængder af frøer plage dit land fra ende til anden. ²⁸ Nilen skal komme til at vrimle med frøer, og frøerne vil trænge ind i dit palads og dit soveværelse—ja, helt op i din seng. De vil myldre ind i alle egypternes huse, selv ind i bageovnene og op i gryderne. ²⁹ Frøerne vil kravle rundt på dig og dine hoffolk—ja, på alle landets indbyggere.”

8 Og Herren gav Moses besked om, at Aron med sin stav skulle pege ud over landets floder, alle kanalerne og dammene, så frøerne kunne invadere landet. ² Aron adlød, og der vrimlede frøer frem overalt. ³ Men ved hjælp af deres magi fik også troldmændene frøer til at vrimle frem.

⁴ Da kaldte Farao Moses og Aron til sig og sagde: „Bed Jahve om at fjerne frøerne fra mig og mit folk, så vil jeg give jeres folk tilladelse til at rejse ud og tilbede jeres Gud.”

⁵ „Hvornår vil du have, jeg skal bede for dig, dine tjenere og dit folk?” spurgte Moses. „Når jeg beder, vil frøerne forsvinde fra jeres huse og kun være i floden.”

⁶ „I morgen!” sagde Farao.

„Det skal ske,” svarede Moses. „Så vil du forstå, at der ikke findes nogen så mægtig som vores Gud, Jahve. ⁷ Alle frøer vil forsvinde fra dig og dine huse, dine tjenere og dit folk. Kun de frøer der findes i Nilen, vil blive tilbage.”

⁸ Moses og Aron forlod nu Farao, og Moses bad Herren om at udrydde frøerne. ⁹ Herren gjorde, hvad Moses bad om. Frøerne døde i husene, i gårdene og på markerne. ¹⁰ De blev samlet i store dynger, og det stank over hele landet. ¹¹ Men da Farao så, at han var blevet fri for frøerne, kom stædigheden over ham igen, og han nægtede at lade folket rejse—nøjagtig som Herren havde forudsagt.

Tredje katastrofe: Myg

¹² Så sagde Herren til Moses: „Sig til Aron, at han skal slå på jordens støv med sin stav. Så vil støvet i hele Egypten blive forvandlet til myggesværme.” ¹³ Moses og Aron gjorde igen, som Herren havde befalet, og pludselig vrimlede det med myg over hele landet, og de angreb både mennesker og dyr. ¹⁴ Troldmændene forsøgte igen at gøre miraklet efter, men denne gang kunne de ikke. Myggene sad tæt på både mennesker og dyr.

¹⁵ „Det er et tegn fra Gud!” udbrød troldmændene. Men Farao var lige stædig og hårdhjertet, og ville ikke lade folket rejse—nøjagtig som Herren havde forudsagt.

Fjerde katastrofe: Fluer

¹⁶ Så sagde Herren til Moses: „Stå tidligt op i morgen og gå Farao i møde, når han er på vej til floden. Sig til ham fra mig af: Lad mit folk rejse ud for at tilbede mig. ¹⁷ Hvis du stadig nægter, vil jeg sende store sværme af fluer over dig, dine tjenere og hele dit folk. Dine huse og egypternes huse vil blive fyldt med fluer, og jorden vil blive dækket af dem. ¹⁸ Men i Goshens land, hvor israelitterne bor, vil jeg gøre en undtagelse, så der ingen fluer vil være. Så må du vel kunne fatte, at jeg er Herren, og at jeg har magten her i landet. ¹⁹ Jeg vil gøre forskel på mit folk og dit folk. Det her mirakel skal ske i morgen.”

²⁰ Og Herren gjorde, som han havde sagt: Vældige sværme af fluer trængte ind i Faraos palads og i hans tjeneres huse og i hvert eneste hjem i Egypten, så hele landet var forpestet af fluer.

²¹ Da kaldte Farao Moses og Aron til sig og sagde: „Så tag da af sted og bring ofre til jeres Gud, men gør det inden for landets grænser. Tag ikke ud i ørkenen.”

²² Men Moses svarede: „Nej, det går ikke an. Egypterne vil afsky den måde, vi ofrer til vores Gud på. Hvis vi gør noget for øjnene af dem, som de finder afskyeligt, vil de så ikke stene os? ²³ Vi bliver nødt til at rejse tre dagsrejser ud i ørkenen for at ofre til Herren, vores Gud, sådan som han har befalet os.”

²⁴ „Ja ja, så rejs da,” sagde Farao modstræbende, „men tag ikke for langt væk! Og skynd jer så at bede til jeres Gud om, at de fluer må forsvinde!”

²⁵ „Så snart jeg er ude af paladset, skal jeg bede vores Gud om at udrydde fluerne,” svarede Moses. „Og fluerne vil forsvinde fra dig, dine tjenere og dit folk i morgen. Men pas på, at du ikke igen narrer os og nægter at lade folket rejse hen og ofre til Herren.”

²⁶ Så forlod Moses Farao og bad Herren om at fjerne fluerne, ²⁷ og Herren gjorde, som Moses bad: Alle fluerne forsvandt fra Farao, hans tjenere og hans folk. Ikke én eneste blev tilbage. ²⁸ Men også denne gang blev Farao hård og stædig, så han ikke lod israelitterne rejse.

Femte katastrofe: Kvægpest

9 „Gå tilbage til Farao,” befalede Herren, „og sig til ham: Herren, hebræernes Gud, siger: ‚Lad mit folk rejse for at tilbede mig.’ ² Hvis du stadig plager dem og nægter at lade dem rejse, ³ vil Herren sende en pest, som vil slå jeres køer, heste, æsler, kameler, får og geder ihjel. ⁴ Men Herren vil igen gøre forskel mellem israelitterne og egypterne. Ikke et eneste af israelitternes husdyr skal dø.”

⁵ Herren satte en frist og sagde: „I morgen skal det ske!” ⁶ Den næste dag skete det, som Herren havde sagt: Alle^[a] egypternes husdyr døde, men ikke et eneste af israelitternes dyr døde. ⁷ Da sendte Farao folk ud for at se efter, og de bekræftede, at ingen af israelitternes husdyr var døde. Men hans hjerte var forhærdet, og han lod stadig ikke israelitterne rejse.

Sjette katastrofe: Bylder

⁸ Derpå sagde Herren til Moses og Aron: „Tag nogle håndfulde sod fra smelteovnen og lad Moses kaste soden op i luften, mens Farao ser på det. ⁹ Så vil der komme en støvsky over Egypten, som vil få betændelse og bylder til at bryde ud på både mennesker og dyr over hele landet.”

¹⁰ Så tog de sod fra ovnen og gik til Farao, og mens Farao så på det, kastede Moses soden op i luften, og både mennesker og dyr blev fulde af betændte bylder. ¹¹ Troldmændene kunne ikke klare sig imod Moses eller beskytte sig imod bylderne. Betændelsen angreb dem såvel som alle andre egyptere. ¹² Men Herren gjorde Farao endnu mere stædig, så han stadig ikke ville lade folket rejse—nøjagtig som Herren havde sagt til Moses.

Syvende katastrofe: Hagl

¹³ Så sagde Herren til Moses: „I morgen tidlig skal du gå til Farao og sige: Herren, hebræernes Gud, siger: Lad mit folk tage af sted for at tilbede mig. ¹⁴ Denne gang vil jeg sende en katastrofe, der for alvor vil gå ud over dig og dine hoffolk og hele dit folk. Da skal du indse, at der ikke findes en Gud som mig i hele verden. ¹⁵ Jeg kunne for længst have gjort det af med dig og dit folk, så I blev udryddet fra jordens overflade, ¹⁶ men jeg har gjort dig til konge, fordi jeg vil demonstrere min magt på dig, og for at mit navn kan blive kendt over hele jorden. ¹⁷ Du tyranniserer stadig mit folk og vil ikke lade dem rejse. ¹⁸ Så i morgen ved denne tid vil jeg sende et haglvejr værre end nogensinde i Egyptens historie. ¹⁹ Sørg for, at alle husdyr og alle markarbejdere kommer indenfor i sikkerhed, for hvert eneste menneske og dyr, der ikke er under tag, vil dø i haglvejret.”

²⁰ De af Faraos tjenere, som troede på, hvad Herren havde sagt, skyndte sig at få deres husdyr og slaver indendørs, ²¹ men de, som ignorerede Herrens ord, lod deres slaver og dyr blive ude på marken.

²² Så sagde Herren til Moses: „Løft din hånd mod himlen, så vil der falde hagl på mennesker og dyr og alle markens afgrøder over hele Egypten.” ^23-24 Da Moses løftede sin stav mod himlen, sendte Herren et frygteligt tordenvejr. Lynene glimtede uafladeligt, og haglene faldt tungt over hele Egypten. Det var så voldsomt, at man aldrig havde oplevet noget lignende i hele Egyptens historie. ²⁵ Landet lå i ruiner. Mennesker og dyr på markerne blev dræbt, træer blev splintret, markens afgrøder blev slået ned. ²⁶ Kun i Goshens land, hvor israelitterne boede, faldt der ingen hagl.

²⁷ Da sendte Farao i al hast bud efter Moses og Aron. „Nu indser jeg min fejl,” sagde han. „Herren har ret, og jeg og mit folk har uret. ²⁸ Bed dog Herren om at standse tordenen og haglvejret. Jeres folk kan rejse med det samme.”

²⁹ „Godt,” svarede Moses, „så snart jeg er ude af byen, vil jeg udrække mine hænder i bøn til Herren, og både hagl og torden vil holde op. Det skal være dig et tegn på, at Herren har al magt på jorden. ³⁰ Alligevel ved jeg, at du og dine hoffolk endnu ikke er villige til at bøje jer for Gud.”

³¹ Den dag blev al hør og byg ødelagt, for katastrofen kom på en årstid, hvor byggen stod med aks og hørren i blomst. ³² Hvede og spelt blev ikke beskadiget, for de kommer senere.

³³ Så forlod Moses Farao. Da han kom ud af byen, rakte han hænderne ud i bøn til Herren. Straks standsede tordenen og haglvejret, og regnen holdt op. ^34-35 Men da Farao så, at regnen, tordenen og haglene var holdt op, fortsatte han med sit oprør. Han blev hård igen og nægtede stadig at lade israelitterne rejse—nøjagtig som Herren havde forudsagt.