2 Mosebog 31-33
Dette er Biblen på dansk
31 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 2 Se, jeg har kaldet Bezalel, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme 3 og fyldt ham med Guds Ånd, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i alskens Arbejde 4 til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og Kobber 5 og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde, kort sagt til at udføre alskens Arbejde. 6 Og se, jeg har givet ham Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme til Medhjælper, og alle kunstforstandige Mænds Hjerte har jeg udrustet med Kunstsnilde, for at de kan udføre alt, hvad jeg har pålagt dig, 7 Åbenbaringsteltet, Vidnesbyrdets Ark, Sonedækket derpå og alt Teltets Tilbehør, 8 Bordet med dets Tilbehør, Lysestagen af purt Guld med alt dens Tilbehør, Røgelsealteret, 9 Brændofferalteret med alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke, 10 Pragtklæderne, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans Sønners Klædet til Brug ved Præstetjenesten, 11 Salveolien og den vellugtende Røgelse til Helligdommen. Ganske som jeg har pålagt dig, skal de udføre det.
12 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 13 Du skal tale til Israeliterne og sige: Fremfor alt skal I holde mine Sabbater, thi Sabbaten er et Tegn mellem mig og eder fra Slægt til Slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder. 14 I skal holde Sabbaten, thi den skal være eder hellig; den, som vanhelliger den, skal lide Døden, ja enhver, som udfører noget Arbejde på den, det Menneske skal udryddes af sin Slægt. 15 I seks Dage må der arbejdes, men på den syvende Dag skal I holde en fuldkommen Hviledag, helliget Herren; enhver, som udfører Arbejde på Sabbatsdagen, skal lide Døden. 16 Israeliterne skal holde Sabbaten, så at de fejrer Sabbaten fra Slægt til Slægt som en evig gyldig Pagt: 17 Den skal være et Tegn til alle Tider mellem mig og Israeliterne. Thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen og Jorden, men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig.
18 Da han nu var færdig med at tale til Moses på Sinaj Bjerg, overgav han ham Vidnesbyrdets to Tavler, Stentavler, der var beskrevet med Guds Finger.
32 Men da Folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget, samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: "Kom og lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!" 2 Da sagde Aron til dem: "Riv de Guldringe af, som eders Hustruer, Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!" 3 Så rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til Aron. 4 Og han modtog dem af deres Hånd, formede Guldet med en Mejsel og lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: "Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!" 5 Og da Aron så det, byggede han et Alter for den, og Aron lod kundgøre: "I Morgen er det Højtid for Herren!" 6 Tidligt næste Morgen ofrede de så Brændofre og bragte Takofre og Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege.
7 Da sagde Herren til Moses: "Skynd dig og stig ned, thi dit Folk, som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde; 8 hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!" 9 Og Herren sagde til Moses: "Jeg har iagttaget dette Folk og set, at det er et halsstarrigt Folk. 10 Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!" 11 Men Moses bønfaldt Herren sin Gud og sagde: "Hvorfor Herre skal din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med vældig Kraft og stærk Hånd? 12 Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du vilde gøre dit Folk! 13 Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg har talet, og de skal eje det evindelig!" 14 Da angrede Herren den Ulykke han havde truet med at gøre sit Folk.
15 Derpå vendte Moses tilbage og steg ned fra Bjerget med Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, Tavler, der var beskrevet på begge Sider, både på Forsiden og Bagsiden var de beskrevet. 16 Og Tavlerne var Guds Værk, og Skriften var Guds Skrift, ridset ind i Tavlerne. 17 Da hørte Josua Støjen af det larmende Folk, og han sagde til Moses: "Der høres Krigslarm i Lejren!" 18 Men han svarede: "Det er ikke sejrendes eller slagnes Skrig, det er Sang, jeg hører!" 19 Og da Moses nærmede sig Lejren og så Tyrekalven og Dansen, blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og sønderslog dem ved Bjergets Fod. 20 Derpå tog han Tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i Ilden og knuste den til Støv, strøde det på Vandet og lod Israeliterne drikke det. 21 Og Moses sagde til Aron: "Hvad har dette Folk gjort dig, siden du har bragt så stor en Synd over det?" 22 Aron svarede: "Vredes ikke, Herre! Du ved selv, at Folket ligger i det onde, 23 og de sagde til mig: Lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten! 24 Da sagde jeg til dem: De, der har Guldsmykker, skal rive dem af! De bragte mig da Guldet, og jeg kastede det i Ilden, og så kom denne Tyrekalv ud deraf!"
25 Da Moses nu så, at Folket var tøjlesløst til Skadefryd for deres Fjender, fordi Aron havde givet det fri Tøjler, 26 stillede han sig ved Indgangen til Lejren og sagde: "Hvem der er for Herren, han komme hid til mig!" Da samlede alle Leviterne sig om ham, 27 og han sagde til dem: "Så siger Herren, Israels Gud: Bind alle Sværd om Lænd og gå frem og tilbage fra den ene Indgang i Lejren til den anden og slå ned både Broder, Ven og Frænde!" 28 Og Leviterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den Dag faldt der af Folket henved 3000 Mand. 29 Og Moses sagde: "Fra i Dag af skal I være Præster for Herren, thi ingen skånede Søn eller Broder, derfor skal Velsignelse komme over eder i Dag."
30 Næste Dag sagde Moses til Folket: "I har begået en stor Synd ; men nu vil jeg stige op til Herren, måske kan jeg skaffe Soning for eders Synd!" 31 Derpå gik Moses atter til Herren og sagde: "Ak, dette Folk har begået en stor Synd, de har lavet sig en Gud af Guld. 32 Om du dog vilde tilgive dem deres Synd! Hvis ikke, så udslet mig af den Bog, du fører!" 33 Herren svarede Moses: "Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette af min Bog! 34 Men gå nu og før Folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre det hen; se, min Engel skal drage foran dig! Men til sin Tid vil jeg straffe dem for deres Synd!" 35 Og Herren slog Folket, fordi de havde lavet Tyrekalven, den, Aron lavede.
33 Herren sagde til Moses: "Drag nu bort herfra med Folket, som du førte ud af Ægypten, til det Land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob med de Ord: Dit Afkom vil jeg give det! 2 Jeg sender en Engel foran dig, og han skal drive Kana'anæerne, Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne bort 3 til et Land, der flyder med Mælk og Honning. Men selv vil jeg ikke drage med i din Midte, thi du er et halsstarrigt Folk; drog jeg med, kunde jeg tilintetgøre dig undervejs!" 4 Da Folket hørte denne onde Tidende, sørgede de, og ingen tog sine Smykker på. 5 Da sagde Herren til Moses: "Sig til Israeliterne; I er et halsstarrigt Folk! Vandrede jeg kun et eneste Øjeblik i din Midte, måtte jeg tilintetgøre dig. Tag du dine Smykker af, så skal jeg tænke over, hvad jeg vil gøre for dig!" 6 Da aflagde Israeliterne deres Smykker fra Horebs Bjerg af.
7 Moses plejede at tage Teltet og slå det op udenfor Lejren i nogen Afstand derfra; han gav det Navnet "Åbenbaringsteltet". Enhver som vilde rådspørge Herren, gik ud til Åbenbaringsteltet uden for Lejren. 8 Men hver Gang Moses gik ud til teltet, rejste alt Folket sig op og stillede sig alle ved Indgangen til deres Telte og så efter Moses, indtil han kom ind i Teltet. 9 Og når Moses kom ind Teltet, sænkede Skystøtten sig og stillede sig ved Indgangen til Teltet; da talede Herren med Moses. 10 Men når alt Folket så Skystøtten stå ved Indgangen til Teltet, rejste de sig alle op og tilbad ved Indgangen til deres Telte. 11 Så talede Herren med Moses Ansigt til Ansigt, som når den ene Mand taler med den anden, og derpå vendte Moses tilbage til Lejren; men hans Medhjælper Josua, Nuns Søn, en ung Mand, veg ikke fra Teltet.
12 Moses sagde til Herren: "Se, du siger til mig: Før dette Folk frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; og dog har du sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har fundet Nåde for mine Øjne! 13 Hvis jeg nu virkelig har fundet Nåde for dine Øjne, så lær mig dine Veje at kende, at jeg kan kende dig og finde Nåde for dine Øjne; tænk dog på, at dette Folk er dit Folk!" 14 Han svarede: "Skal mit Åsyn da vandre med, og skal jeg således føre dig til Målet?" 15 Da sagde Moses til ham: "Hvis dit Åsyn ikke vandrer med, så lad os ikke drage herfra! 16 Hvorpå skal det dog kendes. at jeg har fundet Nåde for dine Øjne, jeg og dit Folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der således vises os, mig og dit Folk, en Udmærkelse fremfor alle and1e Folkeslag på Jorden?" 17 Herren svarede Moses: "Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi du har fundet Nåde for mine Øjne, og jeg kalder dig ved Navn."
18 Da sagde Moses: "Lad mig dog skue din Herlighed!" 19 Han svarede: "Jeg vil lade al min Rigdom drage forbi dig og udråbe Herrens Navn foran dig, thi jeg viser Nåde, mod hvem jeg vil, og Barmhjertighed, mod hvem jeg vil!" 20 Og han sagde: "Du kan ikke skue mit Åsyn, thi intet Menneske kan se mig og leve." 21 Og Herren sagde: "Se, her er et Sted i min Nærhed, stil dig på Klippen der! 22 Når da min Herlighed drager forbi, vil jeg lade dig stå i Klippehulen, og jeg vil dække dig 1ned min Hånd, indtil jeg er kommet forbi. 23 Så tager jeg min Hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit Åsyn kan ingen skue!"