2 Mosebog 1-3
Bibelen på hverdagsdansk
Israelitternes slavetilværelse i Egypten
1 Her er navnene på Jakobs sønner, som fulgte ham til Egypten sammen med deres familier: 2 Ruben, Simeon, Levi og Juda, 3 Issakar, Zebulon og Benjamin, 4 Dan og Naftali, Gad og Asher. 5 Josef var allerede i Egypten. I alt bestod Jakobs familie af 70 personer.[a]
6 Som årene gik, døde Josef og hans brødre og hele deres generation. 7 Men deres efterkommere fik mange børn og børnebørn, og de blev med tiden så mange, at de fyldte hele det område, de boede i.
8 Der var nu en ny konge i Egypten, og han kendte ikke noget til Josef eller til, hvad han havde udrettet. 9 „De israelitter er efterhånden så talrige og stærke, at de er ved at blive en trussel imod os,” sagde kongen til sine embedsmænd. 10 „Det må vi få sat en stopper for, ellers risikerer vi, at de i krigstilfælde slutter sig til vores fjender og flygter ud af landet.”
11 Så gjorde egypterne dem til slaver og satte brutale slavefogeder over dem, som skulle udmatte dem med hårdt arbejde. De tvang dem til at bygge to nye forsyningscentre for Farao—byerne Pitom og Ramses. 12 Men jo mere egypterne mishandlede og undertrykte israelitterne, jo flere blev de. Egypterne blev bange for dem, 13 og derfor lod de dem arbejde endnu hårdere. 14 De var skånselsløse i deres krav og tvang dem til at lave mursten og mørtel til de egyptiske byggeprojekter foruden al slags hårdt markarbejde og drev i det hele taget rovdrift på deres arbejdskraft. 15 Faraos næste påfund var at give følgende ordre til de hebræiske jordemødre Shifra og Pua: 16 „Når I hjælper hebræerkvinderne med at føde, skal I dræbe alle drengebørnene. Lad kun pigerne leve.” 17 Jordemødrene frygtede imidlertid Gud mere end kongen, og derfor nægtede de at gøre, som han sagde. De lod drengene leve.
18 Da kaldte kongen dem til sig og sagde: „I lader jo drengene leve! Hvorfor gør I ikke, som jeg har sagt?”
19 „Herre,” sagde de. „De hebræiske kvinder er ikke som de egyptiske. De føder så hurtigt, at vi simpelt hen ikke kan nå frem i tide!”
20-21 Gud velsignede jordemødrene på grund af deres gudsfrygt, så de ikke selv havde problemer med at få børn, og han var stadig med israelitterne, så de blev endnu mere talrige og mægtige. 22 Så gav Farao den egyptiske befolkning følgende ordre: „Kast alle nyfødte hebræiske drenge i Nilen! Pigerne kan få lov at leve.”
Moses’ første år
2 På den tid var der en familie, hvor både manden og konen var fra Levis stamme. 2 Konen blev gravid og fødte en søn, og da hun så, hvor dejlig drengen var, skjulte hun ham de tre første måneder. 3 Da hun ikke længere kunne skjule barnet, lavede hun en kurv af papyrusrør og gjorde den vandtæt med beg og tjære. Så lagde hun barnet i kurven og satte den ud mellem sivene ved Nilens bred. 4 Drengens storesøster gemte sig i nærheden for at se, hvad der ville ske med ham.
5 Kort efter kom en af Faraos døtre ned til Nilen for at bade. Imens gik hendes hofdamer langs flodens bred. Da prinsessen fik øje på kurven mellem sivene, sendte hun en af hofdamerne hen for at hente den. 6 Da hun åbnede kurven, så hun den lille dreng, som lå og græd, og hans gråd rørte hende dybt. „Det må være en af de hebræiske drenge!” udbrød hun.
7 Så trådte drengens søster frem og spurgte prinsessen: „Skal jeg få fat i en hebræisk kvinde, der kan amme barnet for dig?”
8 „Ja, gør det!” svarede prinsessen. Så skyndte pigen sig hjem og hentede sin mor.
9 „Tag dette barn med hjem og pas ham for mig,” sagde prinsessen til moderen. „Jeg skal nok betale dig for det.” Så tog moderen barnet med hjem og passede ham.
10 Nogle år senere, da drengen var blevet ældre, bragte moderen ham tilbage til prinsessen, som adopterede ham. Hun gav ham navnet Moses,[b] for hun sagde: „Jeg trak ham op af vandet.”
Moses flygter til Midjans land
11 Mange år senere, da Moses var blevet voksen, gik han en dag ud for at se til sine israelitiske landsmænd. Han så, hvor hårdt de blev tvunget til at arbejde. Han så også, hvordan en egypter gennembankede en af de hebræiske slaver—en af hans egne landsmænd! 12 Efter at have set sig om til alle sider for at være sikker på, at der ikke var nogen vidner, slog Moses egypteren ihjel og skjulte ham i sandet.
13 Næste dag, da han igen gik derud, så han to hebræere i slagsmål. „Hold op med det!” råbte han til ham, der havde startet kampen, „du slår jo en af dine egne landsmænd!”
14 „Hvad bilder du dig ind?” vrissede urostifteren. „Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder? Du vil måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog egypteren ihjel?” Da blev Moses bange, for han var klar over, at alle nu vidste, hvad han havde gjort. 15 Da Farao hørte om det, gav han ordre til, at Moses skulle arresteres og henrettes. Men Moses flygtede til Midjans land,[c] hvor han satte sig ved en brønd.
16 Der var en præst i Midjan, som havde syv døtre. De kom nu for at hente vand og fylde vandtrugene, så deres fars får kunne drikke. 17 Samtidig kom nogle hyrder til brønden, som ville jage pigerne væk, men Moses lagde sig imellem og hjalp dem. Han trak også vand op til deres får.
18 Da pigerne kom hjem til deres far, Reuel, udbrød han: „I kommer tidligt hjem i dag! Hvordan kunne I give fårene vand så hurtigt?”
19 „En egypter hjalp os mod hyrderne,” forklarede de. „Og han trak endda vand op fra brønden til fårene!”
20 „Hvor er han nu?” spurgte faderen. „I lod ham vel ikke bare blive stående ude ved brønden? Inviter ham til at spise sammen med os.”
21 Moses tog imod invitationen og slog sig ned hos familien. Efter nogen tid gav Reuel ham en af sine døtre, Zippora, til kone. 22 Hun fødte en dreng, som Moses kaldte Gershom,[d] for—som han sagde: „Jeg bor jo som udlænding i et fremmed land.”
23 Nogen tid efter døde den egyptiske konge, men israelitterne stønnede stadig under det hårde slavearbejde. De råbte i fortvivlelse til Gud, 24 og han hørte deres klage. Han havde jo givet sit løfte om velsignelse og hjælp til Abraham, Isak og Jakob. 25 Gud så på israelitternes situation og havde dyb medfølelse med dem.
Gud kalder Moses ved den brændende busk
3 Moses vogtede nu får for sin svigerfar, præsten i Midjan, som også kaldtes Jetro. Han drev dyrene over i den fjerne ende af ørkenområdet og kom til Guds bjerg, Horeb. 2 Der viste Herrens engel sig for ham som en flammende ild midt i en tornebusk. Moses var forundret over, at busken stod i flammer uden at brænde op, 3 så han tænkte: „Jeg må hen og se, hvorfor busken ikke brænder op.” 4 Da Gud så, at Moses var på vej hen for at se på den, råbte han til ham fra busken: „Moses! Moses!”
„Ja, det er mig!” svarede Moses.
5 „Kom ikke nærmere!” advarede Gud. „Men tag dine sandaler af, for du står på et helligt sted. 6 Jeg er dine forfædres Gud—Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.” Ved de ord dækkede Moses sit ansigt med hænderne, for han var bange for at se Gud.
7 Herren fortsatte: „Jeg har set, hvordan mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig. Jeg føler med dem i deres lidelser, 8 og jeg er kommet ned for at befri dem fra egypterne. Jeg vil føre dem ud af Egypten og ind i deres eget gode land, hvor der er masser af plads—et land, der flyder med mælk og honning. Det er landet, hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. 9 Israelitternes skrig er nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne har undertrykt dem med hårdt arbejde. 10 Derfor sender jeg nu dig til Farao, for du skal føre mit folk, israelitterne, ud af Egypten.”
11 „Jamen, det kan jeg da ikke,” indvendte Moses. „Jeg kan da ikke møde frem foran Farao. Og hvordan skulle jeg kunne føre israelitterne ud af Egypten?”
12 Men Gud sagde: „Jeg vil være med dig! Lad dette være et tegn på, at det er mig, som har sendt dig: Efter at du har ført folket ud af Egypten, skal I tilbede mig ved det bjerg, du står ved lige nu.”
13 „Men,” indvendte Moses, „hvis jeg går til Israels folk og fortæller dem, at deres forfædres Gud har sendt mig, vil de med det samme spørge: ‚Hvad hedder den Gud?’ Hvad skal jeg så sige til dem?”
14 „Jeg er den, som altid er!” svarede Gud. „Du skal fortælle dem, at ‚jeg er’ har sendt dig til dem. 15 Sig til dem, at Jahve,[e] deres forfædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har sendt dig til dem. Det har altid været mit navn, og sådan skal jeg huskes fra slægt til slægt. 16 Tag nu af sted og kald alle Israels ledere sammen. Fortæl dem, at Jahve, deres forfædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, viste sig for dig, og at han sagde til dig: ‚Jeg har set, hvordan egypterne har behandlet jer. 17 Og jeg lover at befri jer fra elendigheden i Egypten og føre jer ind i det land, hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor—et land, der flyder med mælk og honning.’ 18 De israelitiske ledere vil tage imod dit budskab. Derefter skal I sammen gå til Egyptens konge og sige: ‚Jahve, vores Gud, har åbenbaret sig for os. Derfor vil vi gerne rejse tre dagsrejser ud i ørkenen for at ofre til ham. Giv os nu din tilladelse.’ ”
19 Jahve fortsatte: „Jeg ved godt, at egypterkongen ikke uden videre vil lade jer rejse—ikke medmindre han bliver tvunget til det. 20 Jeg vil tvinge ham ved at slå hårdt ned på hele Egypten, og så vil han til sidst give efter og lade jer rejse. 21 Og jeg vil sørge for, at egypterne bliver venligt stemt og giver jer gaver, så I ikke skal rejse bort med tomme hænder. 22 De hebræiske kvinder skal bede alle de egyptiske kvinder, der bor i nærheden af dem som fremmede, om juveler, sølv, guld og fine klæder, og I skal give jeres sønner og døtre det på. På den måde får I lov at plyndre egypternes rigdomme.”
Footnotes
- 1,5 Det vil sige Jakob selv, hans 12 sønner, Dina og hans sønnesønner, hvoraf to var døde i Kana’an.
- 2,10 Navnet minder om et ord, der betyder „trukket op af vandet”.
- 2,15 Midjans land ligger i det nuværende Saudi-Arabien, øst for den del af Det Røde Hav, som hedder Aqaba bugten. Muligvis blev dette område befolket af et folk, der nedstammer fra Abrahams søn Midjan, jf. 1.Mos. 25,2. Sandsynligvis hørte hele Sinaihalvøen under Egyptens herredømme indtil en linie fra Egyptens Bæk til Etzjon-Geber (Eilat), og Moses kom således uden for Egyptens herredømme.
- 2,22 Det minder om „en fremmed dér” på hebraisk.
- 3,15 Guds personlige navn, Jahve, minder om det hebraiske ord for „Han vil være” eller „Det skal ske”. Efter senere jødisk tradition kan man ikke udtale Guds personlige navn, men man bruger ordet „Herren” i stedet for (på hebraisk adonaj). Derfor er det blevet tradition at sige og skrive „Herren” i stedet for Jahve.
Exodus 1-3
New International Version
The Israelites Oppressed
1 These are the names of the sons of Israel(A) who went to Egypt with Jacob, each with his family: 2 Reuben, Simeon, Levi and Judah; 3 Issachar, Zebulun and Benjamin; 4 Dan and Naphtali; Gad and Asher.(B) 5 The descendants of Jacob numbered seventy[a] in all;(C) Joseph was already in Egypt.
6 Now Joseph and all his brothers and all that generation died,(D) 7 but the Israelites were exceedingly fruitful; they multiplied greatly, increased in numbers(E) and became so numerous that the land was filled with them.
8 Then a new king, to whom Joseph meant nothing, came to power in Egypt.(F) 9 “Look,” he said to his people, “the Israelites have become far too numerous(G) for us.(H) 10 Come, we must deal shrewdly(I) with them or they will become even more numerous and, if war breaks out, will join our enemies, fight against us and leave the country.”(J)
11 So they put slave masters(K) over them to oppress them with forced labor,(L) and they built Pithom and Rameses(M) as store cities(N) for Pharaoh. 12 But the more they were oppressed, the more they multiplied and spread; so the Egyptians came to dread the Israelites 13 and worked them ruthlessly.(O) 14 They made their lives bitter with harsh labor(P) in brick(Q) and mortar and with all kinds of work in the fields; in all their harsh labor the Egyptians worked them ruthlessly.(R)
15 The king of Egypt said to the Hebrew midwives,(S) whose names were Shiphrah and Puah, 16 “When you are helping the Hebrew women during childbirth on the delivery stool, if you see that the baby is a boy, kill him; but if it is a girl, let her live.”(T) 17 The midwives, however, feared(U) God and did not do what the king of Egypt had told them to do;(V) they let the boys live. 18 Then the king of Egypt summoned the midwives and asked them, “Why have you done this? Why have you let the boys live?”
19 The midwives answered Pharaoh, “Hebrew women are not like Egyptian women; they are vigorous and give birth before the midwives arrive.”(W)
20 So God was kind to the midwives(X) and the people increased and became even more numerous. 21 And because the midwives feared(Y) God, he gave them families(Z) of their own.
22 Then Pharaoh gave this order to all his people: “Every Hebrew boy that is born you must throw into the Nile,(AA) but let every girl live.”(AB)
The Birth of Moses
2 Now a man of the tribe of Levi(AC) married a Levite woman,(AD) 2 and she became pregnant and gave birth to a son. When she saw that he was a fine(AE) child, she hid him for three months.(AF) 3 But when she could hide him no longer, she got a papyrus(AG) basket[b] for him and coated it with tar and pitch.(AH) Then she placed the child in it and put it among the reeds(AI) along the bank of the Nile. 4 His sister(AJ) stood at a distance to see what would happen to him.
5 Then Pharaoh’s daughter went down to the Nile to bathe, and her attendants were walking along the riverbank.(AK) She saw the basket among the reeds and sent her female slave to get it. 6 She opened it and saw the baby. He was crying, and she felt sorry for him. “This is one of the Hebrew babies,” she said.
7 Then his sister asked Pharaoh’s daughter, “Shall I go and get one of the Hebrew women to nurse the baby for you?”
8 “Yes, go,” she answered. So the girl went and got the baby’s mother. 9 Pharaoh’s daughter said to her, “Take this baby and nurse him for me, and I will pay you.” So the woman took the baby and nursed him. 10 When the child grew older, she took him to Pharaoh’s daughter and he became her son. She named(AL) him Moses,[c] saying, “I drew(AM) him out of the water.”
Moses Flees to Midian
11 One day, after Moses had grown up, he went out to where his own people(AN) were and watched them at their hard labor.(AO) He saw an Egyptian beating a Hebrew, one of his own people. 12 Looking this way and that and seeing no one, he killed the Egyptian and hid him in the sand. 13 The next day he went out and saw two Hebrews fighting. He asked the one in the wrong, “Why are you hitting your fellow Hebrew?”(AP)
14 The man said, “Who made you ruler and judge over us?(AQ) Are you thinking of killing me as you killed the Egyptian?” Then Moses was afraid and thought, “What I did must have become known.”
15 When Pharaoh heard of this, he tried to kill(AR) Moses, but Moses fled(AS) from Pharaoh and went to live in Midian,(AT) where he sat down by a well. 16 Now a priest of Midian(AU) had seven daughters, and they came to draw water(AV) and fill the troughs(AW) to water their father’s flock. 17 Some shepherds came along and drove them away, but Moses got up and came to their rescue(AX) and watered their flock.(AY)
18 When the girls returned to Reuel(AZ) their father, he asked them, “Why have you returned so early today?”
19 They answered, “An Egyptian rescued us from the shepherds. He even drew water for us and watered the flock.”
20 “And where is he?” Reuel asked his daughters. “Why did you leave him? Invite him to have something to eat.”(BA)
21 Moses agreed to stay with the man, who gave his daughter Zipporah(BB) to Moses in marriage. 22 Zipporah gave birth to a son, and Moses named him Gershom,[d](BC) saying, “I have become a foreigner(BD) in a foreign land.”
23 During that long period,(BE) the king of Egypt died.(BF) The Israelites groaned in their slavery(BG) and cried out, and their cry(BH) for help because of their slavery went up to God. 24 God heard their groaning and he remembered(BI) his covenant(BJ) with Abraham, with Isaac and with Jacob. 25 So God looked on the Israelites and was concerned(BK) about them.
Moses and the Burning Bush
3 Now Moses was tending the flock of Jethro(BL) his father-in-law, the priest of Midian,(BM) and he led the flock to the far side of the wilderness and came to Horeb,(BN) the mountain(BO) of God. 2 There the angel of the Lord(BP) appeared to him in flames of fire(BQ) from within a bush.(BR) Moses saw that though the bush was on fire it did not burn up. 3 So Moses thought, “I will go over and see this strange sight—why the bush does not burn up.”
4 When the Lord saw that he had gone over to look, God called(BS) to him from within the bush,(BT) “Moses! Moses!”
And Moses said, “Here I am.”(BU)
5 “Do not come any closer,”(BV) God said. “Take off your sandals, for the place where you are standing is holy ground.”(BW) 6 Then he said, “I am the God of your father,[e] the God of Abraham, the God of Isaac and the God of Jacob.”(BX) At this, Moses hid(BY) his face, because he was afraid to look at God.(BZ)
7 The Lord said, “I have indeed seen(CA) the misery(CB) of my people in Egypt. I have heard them crying out because of their slave drivers, and I am concerned(CC) about their suffering.(CD) 8 So I have come down(CE) to rescue them from the hand of the Egyptians and to bring them up out of that land into a good and spacious land,(CF) a land flowing with milk and honey(CG)—the home of the Canaanites, Hittites, Amorites, Perizzites, Hivites(CH) and Jebusites.(CI) 9 And now the cry of the Israelites has reached me, and I have seen the way the Egyptians are oppressing(CJ) them. 10 So now, go. I am sending(CK) you to Pharaoh to bring my people the Israelites out of Egypt.”(CL)
11 But Moses said to God, “Who am I(CM) that I should go to Pharaoh and bring the Israelites out of Egypt?”
12 And God said, “I will be with you.(CN) And this will be the sign(CO) to you that it is I who have sent you: When you have brought the people out of Egypt, you[f] will worship God on this mountain.(CP)”
13 Moses said to God, “Suppose I go to the Israelites and say to them, ‘The God of your fathers has sent me to you,’ and they ask me, ‘What is his name?’(CQ) Then what shall I tell them?”
14 God said to Moses, “I am who I am.[g] This is what you are to say to the Israelites: ‘I am(CR) has sent me to you.’”
15 God also said to Moses, “Say to the Israelites, ‘The Lord,[h] the God of your fathers(CS)—the God of Abraham, the God of Isaac and the God of Jacob(CT)—has sent me to you.’
16 “Go, assemble the elders(CW) of Israel and say to them, ‘The Lord, the God of your fathers—the God of Abraham, Isaac and Jacob(CX)—appeared to me and said: I have watched over you and have seen(CY) what has been done to you in Egypt. 17 And I have promised to bring you up out of your misery in Egypt(CZ) into the land of the Canaanites, Hittites, Amorites, Perizzites, Hivites and Jebusites—a land flowing with milk and honey.’(DA)
18 “The elders of Israel will listen(DB) to you. Then you and the elders are to go to the king of Egypt and say to him, ‘The Lord, the God of the Hebrews,(DC) has met(DD) with us. Let us take a three-day journey(DE) into the wilderness to offer sacrifices(DF) to the Lord our God.’ 19 But I know that the king of Egypt will not let you go unless a mighty hand(DG) compels him. 20 So I will stretch out my hand(DH) and strike the Egyptians with all the wonders(DI) that I will perform among them. After that, he will let you go.(DJ)
21 “And I will make the Egyptians favorably disposed(DK) toward this people, so that when you leave you will not go empty-handed.(DL) 22 Every woman is to ask her neighbor and any woman living in her house for articles of silver(DM) and gold(DN) and for clothing, which you will put on your sons and daughters. And so you will plunder(DO) the Egyptians.”(DP)
Footnotes
- Exodus 1:5 Masoretic Text (see also Gen. 46:27); Dead Sea Scrolls and Septuagint (see also Acts 7:14 and note at Gen. 46:27) seventy-five
- Exodus 2:3 The Hebrew can also mean ark, as in Gen. 6:14.
- Exodus 2:10 Moses sounds like the Hebrew for draw out.
- Exodus 2:22 Gershom sounds like the Hebrew for a foreigner there.
- Exodus 3:6 Masoretic Text; Samaritan Pentateuch (see Acts 7:32) fathers
- Exodus 3:12 The Hebrew is plural.
- Exodus 3:14 Or I will be what I will be
- Exodus 3:15 The Hebrew for Lord sounds like and may be related to the Hebrew for I am in verse 14.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.
Holy Bible, New International Version®, NIV® Copyright ©1973, 1978, 1984, 2011 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.
NIV Reverse Interlinear Bible: English to Hebrew and English to Greek. Copyright © 2019 by Zondervan.