7 Da sagde Herren til Moses: "Se, jeg gør dig til Gud for Farao, men din Broder Aron skal være din Profet. ² Du skal sige til ham alt, hvad jeg pålægger dig, men din Broder Aron skal sige det til Farao, for at han skal lade Israeliterne rejse ud af sit Land. ³ Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og derefter gøre mange Tegn og Undere i Ægypten. ⁴ Farao skal ikke høre på eder, men jeg vil lægge min Hånd på Ægypten og føre mine Hærskarer, mit Folk Israeliterne, ud af Ægypten med vældige Straffedomme; ⁵ og når jeg udrækker min Hånd mod Ægypten og fører Israeliterne ud derfra, skal Ægypterne kende, at jeg er Herren." ⁶ Da gjorde Moses og Aron, som Herren pålagde dem. ⁷ Moses var firsindstyve og Aron tre og firsindstyve År gammel, da de talte til Farao.

⁸ Og Herren talede til Moses og Aron og sagde: ⁹ "Når Farao kræver et Under af eder, sig så til Aron: Tag din Stav og kast den ned foran Farao, så skal den blive til en Slange!" ¹⁰ Da gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som Herren bød; og da Aron kastede sin Stav foran Farao og hans Tjenere, blev den til en Slange. ¹¹ Men Farao lod som Modtræk Vismændene og Besværgerne kalde, og de, Ægyptens Koglere, gjorde også det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster; ¹² de kastede hver sin Stav, og Stavene blev til Slanger, men Arons Stav opslugte deres Stave. ¹³ Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han hørte ikke på dem, således som Herren havde sagt.

¹⁴ Herren sagde nu til Moses: "Faraos Hjerte er forstokket, han vægrer sig ved at lade Folket rejse. ¹⁵ Gå derfor i Morgen tidlig til Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og træd frem for ham ved Nilens Bred og tag Staven, der forvandledes til en Slange, i Hånden ¹⁶ og sig til ham: Herren, Hebræernes Gud, sendte mig til dig med det Bud: Lad mit Folk rejse, at det kan dyrke mig i Ørkenen! Men hidtil har du ikke adlydt. ¹⁷ Så siger Herren: Deraf skal du kende, at jeg er Herren: Se, jeg slår Vandet i Nilen med Staven, som jeg holder i min Hånd, og det skal forvandles til Blod, ¹⁸ Fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og Ægypterne skal væmmes ved at drikke Vand fra Nilen." ¹⁹ Og Herren sagde til Moses: "Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Hånd ud over Ægypternes Vande, deres Floder, Kanaler, Damme og alle Vandsamlinger, så skal Vandet blive til Blod, og der skal være Blod i hele Ægypten, både i Trækar og Stenkar." ²⁰ Og Moses og Aron gjorde, som Herren bød; Moses løftede Staven og slog Vandet i Nilen for Øjnene af Farao og hans Tjenere, og alt Vandet i Nilen forvandledes til Blod; ²¹ Fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så Ægypterne ikke kunde drikke Vand fra Nilen, og der var Blod i hele Ægypten. ²² Men de Ægyptiske Koglere gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster, og Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som Herren havde sagt. ²³ Da vendte Farao sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde han sig på Sinde. ²⁴ Men alle Ægypterne gravede i Omegnen af Nilen efter Drikkevand, thi de kunde ikke drikke Nilvandet. ²⁵ Og således gik der syv Dage, efter at Herren havde slået Nilen.

8 Derpå sagde Herren til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så siger Herren: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! ² Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse, se, da vil jeg plage hele dit Land med Frøer; ³ Nilen skal vrimle af Frøer, og de skal kravle op og trænge ind i dit Hus og dit Sovekammer og på dit Leje og i dine Tjeneres og dit Folks Huse, i dine Bagerovne og dine Dejgtruge; ⁴ ja på dig selv og dit Folk og alle dine Tjenere skal Frøerne kravle op." ⁵ Da sagde Herren til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Hånd med Staven ud over Floderne, Kanalerne og Dammene og få Frøerne til at kravle op over Ægypten!" ⁶ Og Aron rakte sin Hånd ud over Ægyptens Vande. Da kravlede Frøerne op og fyldte Ægypten. ⁷ Men Koglerne gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster og fik Frøerne til at kravle op over Ægypten. ⁸ Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå i Forbøn hos Herren, at han skiller mig og mit Folk af med Frøerne, så vil jeg lade Folket rejse, at de kan ofre til Herren." ⁹ Moses svarede Farao: "Du behøver kun at befale over mig! Til hvilken Tid skal jeg gå i Forbøn for dig, dine Tjenere og dit Folk om at få Frøerne bort fra dig og dine Huse, så de kun bliver tilbage i Nilen?" ¹⁰ Han svarede: "I Morgen!" Da sagde han: "Det skal ske, som du siger, for at du kan kende, at der ingen er som Herren vor Gud; ¹¹ Frøerne skal vige bort fra dig, dine Huse, dine Tjenere og dit Folk; kun i Nilen skal de blive tilbage." ¹² Moses og Aron gik nu bort fra Farao, og Moses råbte til Herren om at bortrydde Frøerne, som han havde sendt over Farao; ¹³ og Herren gjorde, som Moses bad: Frøerne døde i Husene, i Gårdene og på Markerne, ¹⁴ og man samlede dem sammen i Dynger, så Landet kom til at stinke deraf. ¹⁵ Men da Farao så, at han havde fået Luft, forhærdede han sit Hjerte og hørte ikke på dem, således som Herren havde sagt.

¹⁶ Derpå sagde Herren til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Stav ud og slå Støvet på Jorden med den, så skal det blive til Myg i hele Ægypten!" ¹⁷ Og de gjorde således; Aron udrakte sin Hånd med Staven og slog Støvet på Jorden dermed. Da kom der Myg over Mennesker og Dyr; alt Støvet på Jorden blev til Myg i hele Ægypten. ¹⁸ Koglerne søgte nu også ved Hjælp af deres hemmelige Kunster at fremkalde Myg, men de magtede det ikke. Og Myggene kom over Mennesker og Dyr. ¹⁹ Da sagde Koglerne til Farao: "Det er Guds Finger!" Men Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som Herren havde sagt.

²⁰ Derpå sagde Herren til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og sig til ham: Så siger Herren: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! ²¹ Men hvis du ikke lader mit Folk rejse, se, da sender jeg Bremser over dig, dine Tjenere, dit Folk og dine Huse, og Ægypternes Huse skal blive fulde af Bremser, ja endog Jorden, de bor på; ²² men med Gosens Land, hvor mit Folk bor, vil jeg til den Tid gøre en Undtagelse, så der ingen Bremser kommer, for at du kan kende, at jeg Herren er i Landet; ²³ og jeg vil sætte Skel mellem mit Folk og dit Folk; i Morgen skal dette Tegn ske!" ²⁴ Og Herren gjorde således: Vældige Bremsesværme trængte ind i Faraos og hans Tjeneres Huse og i hele Ægypten, og Landet hærgedes af Bremserne. ²⁵ Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå hen og bring eders Gud et Offer her i Landet!" ²⁶ Men Moses sagde: "Det går ikke an at gøre således, thi til Herren vor Gud ofrer vi, hvad der er Ægypterne en Vederstyggelighed; og når vi for Øjnene af Ægypterne ofrer, hvad der er dem en Vederstyggelighed, mon de da ikke stener os? ²⁷ Lad os drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til Herren vor Gud, således som han har pålagt os!" ²⁸ Farao sagde: "Jeg vil lade eder rejse hen og ofre til Herren eders Gud i Ørkenen; kun må I ikke rejse for langt bort; men gå i Forbøn for mig!" ²⁹ Moses svarede: "Se, så snart jeg kommer ud herfra, skal jeg gå i Forbøn hos Herren, og Bremserne skal vige bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk i Morgen. Blot Farao så ikke igen narrer os og nægter at lade Folket rejse hen og ofre til Herren!" ³⁰ Derpå gik Moses bort fra Farao og gik i Forbøn hos Herren. ³¹ Og Herren gjorde, som Moses bad, og Bremserne veg bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk; der blev ikke en eneste tilbage. ³² Men Farao forhærdede også denne Gang sit Hjerte og lod ikke Folket rejse.

9 Derpå sagde Herren til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så siger Herren, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! ² Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse og bliver ved med at holde dem fast, ³ se, da skal Herrens Hånd komme over dit Kvæg på Marken, over Hestene, Æslerne og Kamelerne, Hornkvæget og Småkvæget med en såre forfærdelig Pest. ⁴ Og Herren skal sætte Skel mellem Israels Kvæget og Ægypterens Kvæg, så der ikke skal dø noget af, hvad der tilhører Israeliterne." ⁵ Og Herren satte en Tidsfrist, idet han sagde: "I Morgen skal Herren lade dette ske i Landet." ⁶ Den følgende Dag lod Herren det så ske, og alt Ægypternes Kvæg døde, men af Israeliternes Kvæg døde ikke et eneste Dyr. ⁷ Farao sendte da Bud, og se, ikke et eneste Dyr af Israeliternes Kvæg var dødt. Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han lod ikke Folket rejse.

⁸ Derpå sagde Herren til Moses og Aron: "Tag begge eders Hænder fulde af Sod fra Smelteovnen, og Moses skal kaste det i Vejret i Faraos Påsyn! ⁹ Så skal det blive til en Støvsky over hele Ægypten og til Betændelse, der bryder ud i Bylder på Mennesker og Kvæg i hele Ægypten!" ¹⁰ Da tog de Sod fra Smelteovnen og trådte frem for Farao, og Moses kastede det i Vejret; og det blev til Betændelse, der brød ud i Bylder på Mennesker og Kvæg. ¹¹ Og Koglerne kunde ikke holde Stand over for Moses på Grund af Betændelsen, thi Betændelsen angreb Koglerne såvel som alle de andre Ægyptere. ¹² Men Herren forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke hørte på dem, således som Herren havde sagt til Moses.

¹³ Derpå sagde Herren til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for Farao og sig til ham: Så siger Herren, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! ¹⁴ Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager mod dig selv og mod dine Tjenere og dit Folk, for at du kan kende, at der er ingen som jeg på hele Jorden. ¹⁵ Thi ellers havde jeg nu udrakt min Hånd for at ramme dig og dit Folk med Pest, så du blev udryddet fra Jordens Overflade; ¹⁶ dog derfor har jeg ladet dig blive i Live for at vise dig min Magt, og for at mit Navn kan blive forkyndt på hele Jorden. ¹⁷ Endnu stiller du dig i Vejen for mit Folk og vil ikke lade det rejse. ¹⁸ Se, jeg lader i Morgen ved denne Tid et frygteligt Haglvejr bryde løs, hvis Lige ikke har været i Ægypten, fra den Dag det blev til og indtil nu. ¹⁹ Derfor må du sørge for at bringe dit Kvæg og alt, hvad du har på Marken, i Sikkerhed! Thi alle Mennesker og Dyr, der befinder sig på Marken og ikke er kommet under Tag, skal rammes af Haglen og omkomme." ²⁰ De blandt Faraos Tjenere, der frygtede Herrens Ord, bragte nu deres Trælle og Kvæg under Tag; ²¹ men de, der ikke lagde sig Herrens Ord på Hjerte, lod deres Trælle og Kvæg blive ude på Marken. ²² Da sagde Herren til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så skal der falde Hagl i hele Ægypten på Mennesker og Dyr og på alle Markens Urter i Ægypten!" ²³ Da rakte Moses sin Stav op mod Himmelen, og Herren sendte Torden og Hagl; Ild for ned mod Jorden, og Herren lod Hagl falde over Ægypten; ²⁴ og der kom et Haglvejr, med Ildsluer flammende mellem Haglen, så voldsomt, at dets Lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten, siden det blev befolket; ²⁵ og i hele Ægypten slog Haglen alt ned, hvad der var på Marken, både Mennesker og Kvæg, og alle Markens Urter slog Haglen ned, og alle Markens Træer knækkede den; ²⁶ kun i Gosen, hvor Israeliterne boede, faldt der ikke Hagl.

²⁷ Da sendte Farao Bud efter Moses og Aron og sagde til dem: "Denne Gang har jeg syndet; Herren har Ret, og jeg og mit Folk har Uret; ²⁸ gå i Forbøn hos Herren, at det nu må være nok med Guds Torden og Haglvejret, så vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive længer!" ²⁹ Moses svarede ham: "Så snart jeg kommer ud af Byen, skal jeg udbrede mine Hænder mod Herren; så skal Tordenen høre op, og Haglen skal ikke falde mere, for at du kan kende, at Jorden tilhører Herren." ³⁰ Dog, jeg ved, at du og dine Tjenere endnu ikke frygter for Gud Herren." ³¹ Hørren og Byggen blev slået ned, thi Byggen stod i Aks, og Hørren i Blomst; ³² derimod blev Hveden og Spelten ikke slået ned, thi de modnes senere. ³³ Da Moses var gået bort fra Farao og var kommet ud af Byen, udbredte han sine Hænder mod Herren, og da hørte Tordenen og Haglen op, og Regnen strømmede ikke mere ned. ³⁴ Men da Farao så, at Regnen, Haglen og Tordenen var hørt op, fremturede han i sin Synd, og han og hans Tjenere forhærdede deres Hjerte. ³⁵ Faraos Hjerte blev forhærdet, så at han ikke lod Israeliterne rejse, således som Herren havde sagt ved Moses.