Add parallel Print Page Options

Tænk, før du taler, så du ikke lover Gud noget, du ikke kan opfylde, for Gud er i Himlen, og du er på jorden. Pas derfor på ikke at love for meget. Har man for mange bekymringer, kan man få mareridt. Bruger man for mange ord, kan man komme til at fortale sig. Når du aflægger et løfte til Gud, så sørg for at opfylde det, for Gud glæder sig ikke over en tåbe. Du skal holde, hvad du lover. Det er bedre ikke at love noget end at love noget, du ikke kan holde. Lad ikke dine uoverlagte ord gøre dig skyldig i synd, så du må erkende over for præsten, at du ikke mente, hvad du sagde. Hvorfor gøre Gud vred, så han tager det fra dig, du har arbejdet for? Dagdrømmeri og tomme ord fører kun til skuffelser. Hav hellere ærefrygt for Gud.

Rigdom og magt giver ikke livet mening

Hvis du ser retten blive krænket og de magtesløse blive undertrykt af magthaverne, skal du ikke undre dig, for en embedsmand bliver selv undertrykt af sine overordnede, som igen bliver undertrykt af højere myndigheder. Alle udnytter jordens afgrøde, ja, selv kongen forlanger sin del af udbyttet.[a]

Den, der elsker penge, kan aldrig få penge nok. Den, der stræber efter rigdom, vil aldrig være tilfreds med sine indtægter. Hvor meningsløst! 10 Jo mere man ejer, jo flere er der om at bruge det. Hvad fordel har da ejeren af sin rigdom—bortset fra synet af pengene? 11 De, der arbejder hårdt, sover godt, uanset om de har meget eller lidt at spise, men de riges overflod fører let til søvnløshed.

12 En anden ulykkelig hændelse, jeg har set, er, når mennesker samler sig rigdom, men pludselig mister det hele. 13 Der kan ske et uheld, så der intet er tilbage til arvingerne. 14 De må forlade verden lige så tomhændede, som de blev født, uanset hvor hårdt de har arbejdet. 15 Hvor er det frustrerende! Hvad får de ud af alt deres slid? Det hele har været formålsløst! 16 Desuden har de levet deres liv i mørke, overvældet af mismod, smerte og bitterhed.

Nyd livet, mens du har det

17 Så mener jeg, det er bedre, at vi spiser og drikker og finder glæde i vores arbejde hver dag, Gud giver os at leve her på jorden. Sådan er menneskets lod. 18 Det er en gave fra Gud at blive velsignet med velstand, at få lov til at nyde den og samtidig kunne glæde sig over sit arbejde. 19 Så bekymrer man sig ikke om livets korthed, for man er optaget af den glæde, Gud giver en lige nu.

Jeg har bemærket endnu en meningsløs uretfærdighed, som tynger menneskeheden: Gud giver nogle mennesker stor rigdom og ære, så de får alt, hvad de ønsker. Men giver han dem ikke mulighed for at nyde det, og andre overtager det hele, da er det smerteligt og meningsløst.

Hvis en mand så fik 100 børn og levede et langt liv, men ikke var i stand til at nyde sin velstand, så mener jeg, det havde været bedre for ham at være dødfødt. For selv om et fosters død ikke giver mening, og det forsvinder ud i glemslens mørke uden at få et navn, og selv om det aldrig så dagens lys eller fik lov at leve blot en enkelt dag, så hviler det i fred i modsætning til den rige mand, der ikke kan nyde sin rigdom. Om så han levede 2000 år uden at kunne nyde livet, hvad var det hele da værd?

Mennesker arbejder for at overleve, men det er, som om de aldrig har nok. Alle skal dø en gang, og i den henseende er den vise og verdenskloge ikke bedre stillet end tåben. Det er bedre at glæde sig over, hvad man rent faktisk har, end at fantasere om, hvad man ikke kan få, for det er lige så meningsløst som at prøve at fange vinden.

10 Alt, hvad der sker, er forudbestemt, og vi ved, at det er omsonst at argumentere med Gud om ens skæbne. 11 Jo mere man argumenterer, jo mindre mening giver det. Så hvad nytte er det til?

12 Hvem kan i øvrigt sige, hvad der er bedst for et menneske i de få og meningsløse år, vi lever som skygger på jorden? Hvem kan fortælle, hvad fremtiden vil bringe, når vi engang er døde?

Tanker om livet

Et godt ry er vigtigere end kostbar parfume, ligesom den dag, man dør, er vigtigere end den dag, man blev født. Det er vigtigere at gå til begravelse end at gå til fest, for døden indhenter os alle, og det bør man altid huske på. Sorg er vigtigere end latter, for det giver én noget at tænke over. Den kloge tænker over dødens alvor, mens tåben slår tiden ihjel med morskab.

Det er bedre at lytte til en vismands kritik end til en tåbes ros. En tåbes latter er som tjørnekviste, der knitrer lystigt under gryden, men hurtigt brænder ud. Det er der intet formål med. Uhæderlighed gør den vise til en tåbe, bestikkelse gør sindet korrupt. At kunne føre en sag igennem til sin afslutning er vigtigere end at kunne begynde den, tålmodighed er bedre end stolthed. Lad dig ikke provokere til vrede, for det er tåbeligt at gå rundt og bære nag. 10 Lad være at sukke efter „de gode, gamle dage”, for det afslører din mangel på visdom.

11 Det er godt at få en arv, og det er godt at have visdom. 12 Både visdom og rigdom giver sikkerhed i livet, men visdommen har dog et fortrin: Den er bedre til at holde et menneske i live.

13 Tænk på, hvordan Gud handler. Hvem kan rette det ud, som han har gjort skævt? 14 Glæd dig, når du oplever fremgang. Men når modgangen kommer, så husk på, at begge dele kommer fra Gud, og du kan aldrig vide, hvad fremtiden bringer.

15 Jeg har set mange uretfærdige ting i mit liv. Jeg har set et godt menneske dø i en al for ung alder, og jeg har set et ondt menneske leve længe på trods af sin ondskab. 16 Tro ikke, at Gud automatisk velsigner dig på grund af din store godhed eller visdom. Du kunne blive dybt skuffet. 17 På den anden side er det farligt at være ond eller tåbelig. Du kunne risikere at dø i en ung alder. 18 Lyt til begge advarsler, for et gudfrygtigt menneske vil følge begge råd.

19 Ti officerer kan beskytte en by, men visdom giver endnu mere beskyttelse, 20 for intet menneske er så godt, at det altid handler rigtigt og aldrig synder.

21 Lyt ikke til alt, hvad der bliver sladret om, for du kunne risikere at høre din egen tjener kritisere dig, 22 og du ved jo, hvor ofte du selv har kritiseret andre.

23 Jeg tænkte dybt over alt, hvad jeg så, for jeg ville gerne forstå det hele, men det lykkedes dog ikke. 24 Livets mening og dybe sammenhæng overgår min forstand. Intet menneske forstår det til bunds. 25 Alligevel undersøgte jeg alle ting grundigt og stillede spørgsmål for gennem visdom at kunne forstå tingenes sammenhæng. Jeg var sikker på, at gudløshed er tåbeligt, og tåbelighed er vanvid.

26 Jeg fandt også ud af noget andet: En forførende kvinde er dødsensfarlig. Hendes lidenskab er en fælde og hendes arme som lænker. Den, der lever ret for Gud, kan undslippe fælden, men en synder bliver et let bytte.

27-28 Jeg har efterhånden stillet mange spørgsmål om livet og opdaget mange ting, men hvad jeg virkelig søgte efter, fandt jeg ikke. Blandt 1000 mænd fandt jeg kun én eneste, der var retskaffen, og blandt kvinder fandt jeg ingen.

29 Jeg er overbevist om, at Gud har skabt menneskene, som de bør være. De har bare så mange sære ting for.

Hvem vil ikke gerne have visdom? Hvem vil ikke gerne kunne finde en løsning på problemerne? Visdom gør et menneske mere forstående og mindre hård.

Adlyd Gud og kongen

Adlyd kongens befalinger, som du er forpligtet til over for Gud. Gør ikke oprør mod kongen, for han straffer dem, der er ulydige imod ham. Bag kongens befaling er der myndighed og magt, og ingen vover at sætte spørgsmålstegn ved hans beslutning. Den, der adlyder hans befalinger, kan færdes trygt, og den vise ved, at når tiden er inde, vil retfærdigheden ske fyldest. Der kommer et tidspunkt, hvor dommen afsiges, for menneskenes ondskab tynger dem ned. Ingen kender fremtiden, og hvem kan vide, hvornår dommens time kommer?

Ingen er herre over vinden, så de kan spærre den inde, og ingen er herre over, hvornår de skal dø. Ingen slipper for militærtjeneste under en krig, og den gudløse slipper heller ikke for sin dom.

De gode og de onde

Jeg har tænkt dybt over verdens tilstand, hvor det ene menneske har magt til at undertrykke det andet. 10 Jeg har set onde mennesker færdes hjemmevant i helligdommen og blive rost ude i byen til trods for al deres ondskab. Ja, selv ved deres begravelse blev de rost til skyerne. Hvor meningsløst! 11 Hvis en forbrydelse ikke straffes med det samme, får mennesker mod til at fortsætte med deres ondskab. 12 Selv om en ond person begår 100 forbrydelser, og det lykkes ham at undgå straf, så er jeg dog overbevist om, at de gudfrygtige er bedre stillet, netop fordi de frygter Gud. 13 Men de onde går det ikke godt. De oplever ikke livets aften, hvor skyggerne bliver lange, for de frygter ikke Gud.

14 Endnu en uretfærdighed er udbredt på jorden: Det sker, at ulykker rammer de gode i stedet for de onde, og at de onde får den belønning, som de gode havde fortjent. Er det ikke meningsløst? 15 Derfor kan man lige så godt nyde livet, så længe man har det. Spis, drik og vær glad. På den måde får man dog nogen trøst midt i det hårde liv, Gud har givet menneskene på denne jord.

16 Da jeg søgte efter visdom, iagttog jeg dag og nat, hvad mennesker foretog sig på jorden. 17 Jeg så, at Guds værk var så stort, at ingen kan fatte det, uanset hvor ihærdigt de prøver at forstå det. De, der påstår at være kloge nok til at fatte det, har ikke forstået noget som helst.

Footnotes

  1. 5,8 Teksten er uklar.