Prædikeren 4-6
Dette er Biblen på dansk
4 Fremdeles så jeg al den Undertrykkelse, som sker under Solen; jeg så de undertryktes tårer og ingen trøstede dem; de led Vold af deres Undertrykkeres Hånd, og ingen trøstede dem. 2 Da priste jeg de døde, som allerede er døde, lykkeligere end de levende, som endnu er i Live; 3 men lykkeligere end begge den, som slet ikke er til, som ikke har set det onde, der sker under Solen. 4 Og jeg så, at al Flid og alt dygtigt Arbejde udspringer af den enes Misundelse mod den anden. Også det er Tomhed og Jag efter Vind.
5 Dåren lægger Hænderne i Skødet og æder sig selv op 6 Bedre en Håndfuld Hvile end Hænderne fulde af Flid og Jag efter Vind.
7 Og mere Tomhed så jeg under Solen. 8 Mangen står alene og har ikke nogen ved sin Side, hverken Søn eller Broder, og dog er der ingen Ende på al hans Flid og hans Øje bliver ikke mæt af Rigdom. Men, for hvis Skyld gør jeg mig Flid og nægter mig enhver Nydelse? Også det, er Tomhed og ondt Slid. 9 To er bedre faren end een, thi de får god Løn for deres Flid; 10 hvis den ene falder, kan den anden rejse sin Fælle op. Men ve den ensomme! Thi falder han, er der ingen til at rejse ham op. 11 Og når to ligger sammen, bliver de varme; men hvorledes kan den ensomme blive varm? 12 Og når nogen kan overvælde den ensomme, så kan to stå sig imod ham; tretvundet Snor brister ikke i Hast.
13 Bedre faren er en fattig Yngling, som er viis, end en gammel Konge, som er en Tåbe og ikke mere har Forstand til at lade sig råde. 14 Thi hin gik ud af Fængselet for at blive Konge, skønt han var født i Fattigdom under den andens Regering. 15 Jeg så alle, som levede og færdedes under Solen, stille sig ved den Ynglings Side, som skulde træde i Kongens Sted; 16 der var ikke Tal på alle de Mennesker, han stod i Spidsen for; men heller ikke over ham glæder de senere Slægter sig; nej, også det er Tomhed og Jag efter Vind. 17 Var din fod, når du går til Guds Hus! At komme for at høre er bedre, end at Dårer bringer Slagtoffer, thi de har ikke Forstand til andet end at gøre ondt. 5 1 Lad ikke din Mund løbe eller dit Hjerte haste med at udtale et Ord for Guds Åsyn; thi Gud er i Himmelen og du på Jorden, derfor skal dine Ord være få. 2 Thi meget Slid giver Drømme, og mange Ord giver Dåretale. 3 Når du giver Gud et Løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen Glæde ved Dårer. Hvad du lover, skal du holde. 4 Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde. 5 Lad ikke din Mund bringe Skyld over dit Legeme og sig ikke til Guds Sendebud, at det var af Vanvare! Hvorfor skal Gud vredes over din Tale og nedbryde dine Hænders Værk? 6 Thi af mange Drømme og Ord kommer mange Skuffelser; nej, frygt Gud!
7 Når du ser den fattige undertrykt og Lov og Ret krænket på din Egn, så undre dig ikke over den Ting; thi på den høje vogter en højere, og andre endnu højere vogter på dem begge. 8 Dog, en Fordel for et Land er det i alt Fald, at der er en Konge over dyrket Jord.
9 Den, der elsker Sølv, mættes aldrig af Sølv, og den, der elsker Rigdom, mættes aldrig af Vinding. Også det er Tomhed. 10 Jo mere Gods, des flere til at fortære det, og hvad Gavn har Ejeren da deraf, ud over at hans Øjne ser det? 11 Sød er Arbejderens Søvn, hvad enten han har lidt eller meget at spise; men den riges Overflod giver ikke ham Lov til at sove. 12 Der er et slemt Onde, som jeg så under Solen: Rigdom gemt hen af sin Ejermand til hans Ulykke; 13 går Rigdommen tabt ved et Uheld, og han har avlet en Søn, så bliver der intet til ham. 14 Som han udgik af sin Moders Liv, skal han atter gå bort, lige så nøgen som han kom, og ved sin Flid vinder han intet, han kan tage med sig. 15 Også det er et slemt Onde: ganske som han kom, går han bort, og hvad Vinding har han så af, at han gør sig Flid hen i Vejret? 16 Og dertil kommer et helt Liv i Mørke, Sorg og stor Kvide, Sygdom og Kummer. 17 Se, hvad der efter mit Skøn er godt og smukt, det er at spise og drikke og nyde det gode under al den Flid, man gør sig under Solen, alle de Levedage Gud giver en; thi det er den Del, man har; 18 og hver Gang Gud giver et Menneske Rigdom og Gods og sætter ham i Stand til at nyde det, og tage sin Del og glæde sig under sin Flid, da er det en Guds Gave; 19 thi da tænker han ikke stort på sine Levedage, idet Gud lader ham være optaget af sit Hjertes Glæde.
6 Der er et Onde, jeg så under Solen, og som tynger Menneskene hårdt: 2 Når Gud giver en Mand Rigdom og Gods og Ære, så han intet savner af, hvad han ønsker, og Gud ikke sætter ham i Stand til at nyde det, men en fremmed nyder det, da er dette Tomhed og en slem Lidelse. 3 Om en Mand avler hundrede Børn og lever mange År, så hans Levetid bliver lang, men hans Sjæl ikke mættes af Goder, så siger jeg dog, at et utidigt Foster er bedre faren end han; 4 thi at det kommer, er Tomhed, og det går bort i Mørke, og i Mørke dølges dets Navn; 5 og det har hverken set eller kendt Sol; det får end ikke en Grav; det hviler bedre end han. 6 Om han så levede to Gange tusind År, men ikke skuede Lykke - mon ikke alle farer sammesteds hen?
7 Al Menneskets Flid tjener hans Mund, og dog stilles hans Sult aldrig. 8 Thi hvad har den vise forud for Tåben, hvad båder det den arme, der ved at vandre for de levendes Øjne? 9 Bedre at se med sine Øjne end higende Attrå. Også det er Tomhed og Jag efter Vind.
10 Hvad der bliver til er for længst nævnet ved Navn, og det vides i Forvejen, hvad et Menneske bliver til; det kan ikke gå i Rette med ham, der er den stærkeste. 11 Thi jo flere Ord der bruges, des større bliver Tomheden, og hvad gavner de Mennesket? 12 Thi hvo ved, hvad der båder et Menneske i Livet, det Tal af tomme Levedage han henlever som en Skygge? Thi hvo kan sige et Menneske, hvad der skal ske under Solen efter hans Død?