Add parallel Print Page Options

10 Et par døde fluer kan få en hel flaske parfume til at stinke, og en smule tåbelighed kan overdøve mange visdomsord. Den vises tanker er hans styrke, tåbens tanker er hans svaghed. Man kan genkende en tåbe, bare man ser ham gå hen ad vejen.

Hvis din overordnede bliver vred på dig, skal du ikke sige op af den grund. Selv alvorlige misforståelser kan glattes ud, hvis du tager det ganske roligt.

En anden uretfærdighed har jeg lagt mærke til, og det er en fejl, som magthavere ofte begår: De giver tåbelige personer en høj stilling, men overser dem med de store evner. Jeg har endda set slaver ride som fyrster, og fyrster gå til fods, som var de slaver.

Den, der graver en grav, må passe på ikke selv at falde i den. Den, der nedbryder en gammel mur, skal passe på ikke at blive bidt af en slange i buskadset. Den, der arbejder i et stenbrud, skal passe på ikke at få en sten ned over sig. Den, der fælder træer, skal passe på ikke at blive knust under et af dem. 10 Hvis øksen er sløv, må der lægges flere kræfter i under arbejdet. Den kloges visdom kan hjælpe ham, så hans arbejde lykkes. 11 Hvis slangen bider, før den er tæmmet, hjælper det ikke, at slangetæmmeren er nok så dygtig.

Visdom og tåbelighed

12 En vismands ord bringer ham ære og fremgang, men tåbens ord giver ham store problemer. 13 Fordi hans udgangspunkt er tåbeligt, bliver hans konklusion det rene sludder. 14 Tåber snakker og snakker, men hvem kan vide, hvad fremtiden bringer? 15 En tåbe kan blive så udmattet af sit arbejde, at han ikke engang kan finde vejen hjem.

16 Det er en ulykke for et land at have en tåbelig konge, som tillader landets ledere at være fulde fra morgenstunden. 17 Det er godt for et land at have en forstandig konge, som har styr på landets ledere, så de kun fester på de rette tidspunkter—og uden at blive fulde. 18 Den dovne blæser på, at taget er utæt, og bjælkerne er ved at rådne. 19 Fest fører til latter, og vin gør munter, har man penge, kan man få det hele. 20 Tænk aldrig en ond tanke imod kongen. Tal ikke ondt om dem, der sidder ved magten, ikke engang hjemme i dit eget soveværelse. En lille fugl kunne synge om, hvad du sagde i smug.

Vejledning for vise

11 Invester vidt og bredt, du skal nok få udbytte af det med tiden. Fordel dine investeringer på mange hænder, for du ved ikke, hvilke ulykker der kan ske.

Når skyerne er tunge og sorte, kommer der altid regn. Et træ kan falde til den ene eller anden side, men der er ingen tvivl om, at det vil ramme jorden. Den, der venter på det helt ideelle vejr, får hverken sået eller høstet. Gud har skabt alle ting, og hans handlinger går over vores forstand, ligesom vi ikke forstår, hvordan vinden blæser, eller hvordan fosteret formes i moderens liv. Du bør plante meget forskelligt, for du ved ikke, om det ene eller det andet lykkes, ja, måske lykkes det hele.

Et råd til de unge—husk at leve, mens du gør det

Det er rart at kunne nyde livet. Uanset hvor længe du lever, så vær taknemmelig for hver eneste dag, du kan nyde. Når du først er død, bliver alt til mørke og håbløshed.

Glæd dig og nyd livet i din ungdom. Følg dit hjerte og brug dine evner. Men husk, at du en dag skal stå til regnskab over for Gud. 10 Spild ikke tiden med bekymringer og problemer, for barndom og ungdom forsvinder som dug for solen.

12 Tænk på din Skaber, mens du er ung,
    for de dystre dage kommer, før du aner det.
Engang vil du sige til dig selv:
    „Det er ikke længere en glæde at leve.”
Tænk på din Skaber, før livet rinder ud,
    som solen forsvinder om aftenen,
som månen og stjernerne blegner om morgenen,
    som skyen fordufter, når den er tømt for regn.
Tænk på din Skaber, før hænderne ryster,
    før din ranke ryg bøjes af ælde,
før tænderne bliver få,
    før synet begynder at svigte,
før hørelsen langsomt forsvinder,
    så du ikke hører larmen fra livet omkring dig,
før du vågner samtidig med fuglene,
    men alligevel ikke kan nyde deres sang,
før det bliver en kamp at gå op ad en bakke,
    og du bliver bange for at falde om på vejen,
før håret bliver hvidt som nyfalden sne,
    og du dårligt kan slæbe dig af sted,
        og før din appetit på livet er forbi.
Da nærmer du dig gravens rand,
    og dine pårørende går sørgende omkring.

Ja, tænk på din Skaber, før sølvsnoren brister,
    før den gyldne lampe slukkes,
før hjertet slår det sidste slag,
    og livets hjul går i stå.
Da vender støvet tilbage til jorden, hvorfra det kom,
    og ånden vender tilbage til Gud, som gav den.

Der er ingen mening, livet er uden mening.
    Det hele er meningsløst.

Epilog

Fordi Prædikeren var så vis, delte han ud af sin visdom til folket. Han samlede mange ordsprog og satte dem i system, 10 så de præcist og rammende udtrykte den sandhed, han ville formidle. 11 Den vises ordsprog er som hyrdens pigstav, hans ord står fast som søm, der er hamret i bund, og de kommer fra en af samfundets spidser.

12 Pas på, min søn, for der er ingen ende på alle de meninger, som luftes i alskens bøger. At studere for meget gør dig bare træt.

13 Efter at alt det her er sagt, er min konklusion: Hav ærefrygt for Gud og adlyd hans befalinger, for det er alle menneskers pligt. 14 Gud vil dømme alle vores handlinger—onde som gode—ja, selv de skjulte motiver.

Indledende hilsen

Dette brev er fra Paulus, der er kaldet til at tjene Jesus som apostel. Min kaldelse kommer ikke fra et menneske eller en gruppe mennesker. Den kommer fra Jesus Kristus selv og fra Gud, vores Far, som oprejste ham fra de døde. Jeg og alle vennerne, som er sammen med mig her, sender mange hilsener til jer, som tilhører de kristne menigheder i provinsen Galatien. Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.

I ved, hvordan Jesus gav sit liv, for at vi kunne få tilgivelse for vores synder og blive sat fri fra de onde tanker og vaner, som hører denne verden til. Han gik i døden for os, fordi det var Guds vilje, han, som er vores Far. Han skal have æren i al evighed. Amen.

Galaterne er ved at svigte det sande budskab om Guds nåde

6-7 Jeg er chokeret over, at I så hurtigt har vendt jer fra Gud, som kaldte jer til at leve i Kristi nåde. Vi bragte jer det glædelige budskab om Jesus, men I har nu taget imod et andet budskab, som bestemt ikke er glædeligt. Der er nogen, der skaber forvirring iblandt jer ved at fordreje glædesbudskabet fra Kristus. Hvis nogen bringer jer et budskab, der går imod det, vi forkyndte for jer, bliver han ramt af Guds dom. Det gælder også, hvis vi selv eller en engel gør det. Lad mig sige det en gang til, fordi det er så vigtigt: Guds dom vil ramme enhver, der kommer med et andet budskab end det, I allerede har taget imod!

Paulus’ autoritet som apostel

10 I kan godt se, at jeg ikke taler mennesker efter munden. Jeg ønsker kun at gøre Guds vilje og tjene ham. Hvis jeg bare sagde det, folk gerne vil høre, kunne jeg ikke tjene Kristus.

11-12 Jeg understreger for jer, kære venner, at det budskab, jeg har forkyndt jer, ikke er noget, som mennesker har fundet på, eller noget, jeg har lært under mine studier. Det er Jesus Kristus selv, der har åbenbaret det for mig.

13 I har hørt om, hvordan jeg engang levede som rettroende jøde. Jeg forfulgte de kristne af al magt og forsøgte at udrydde Guds menighed. 14 Jeg var helt opslugt af at studere og følge vores jødiske traditioner, og jeg var langt mere fanatisk i min religiøse overbevisning end mine jævnaldrende. 15-16 Men Gud besluttede at åbenbare sin Søn for mig, og da blev jeg klar over, at han, allerede før jeg blev født, havde udvalgt mig til at forkynde budskabet om Jesus for mennesker af alle folkeslag. Det gjorde han alene på grund af sin nåde og kærlighed. Da jeg fik den åbenbaring, spurgte jeg ikke straks mennesker til råds, 17 og jeg tog ikke til Jerusalem for at blive belært af dem, som allerede var apostle før mig. Nej, jeg begav mig straks ud i den arabiske ødemark og vendte senere tilbage til Damaskus.

18 Først tre år efter, at Jesus havde vist sig for mig, tog jeg til Jerusalem for at lære apostlen Peter at kende, og jeg blev hos ham i to uger. 19 Jeg så ikke noget til de andre apostle, undtagen Jesu bror, Jakob. 20 Gud er mit vidne på, at det, jeg skriver her, er den absolutte sandhed. 21 Efter opholdet i Jerusalem tog jeg til Syrien og Kilikien. 22 De kristne menigheder i Judæa havde aldrig mødt mig personligt. 23 Men de havde gentagne gange hørt, at den mand, som før i tiden forfulgte dem, nu udbredte den selv samme tro, som han før prøvede at udrydde. 24 Og de takkede Gud for, hvad der var sket med mig.