Add parallel Print Page Options

Livet synes uden mening

Denne bog er af Prædikeren, som var søn af David og konge i Jerusalem.

Der er ingen mening, livet er uden mening.
    Det hele er meningsløst.

Hvad får man ud af al sin møje?
    Alt det, man her i livet må døje?
Generationer kommer og går,
    men verden kører videre og består.
Solen står op, og solen går ned
    dag efter dag i uendelighed.
Vinden blæser mod syd og skifter om i nord,
    det hele kører rundt, men ændrer ikke spor.
Floder hælder vand i havet uden stop,
    alligevel bliver havet aldrig fyldt op.
Vandet fordamper og kommer tilbage til floden,
    sådan kører det bare rundt på hele kloden.
Alting er så kedsommeligt,
    fordi det er så forudsigeligt.
Det er altid det samme, man ser,
    altid det samme, man hører.
Hvad der før er sket, vil ske igen,
    Hvad der før er gjort, vil blive gjort igen.
        Der er intet nyt under solen.
10 Der er intet nyt, der kommer op i nutiden,
    som ikke også er sket i fortiden.
11 De gamles heltemod huskes ikke mere,
    i fremtiden vil nutiden ikke eksistere.

Menneskelig visdom kommer til kort

12 Jeg, Prædikeren, var konge over Israel og boede i Jerusalem. 13 Jeg besluttede mig for grundigt at udforske alt, hvad der foregår på jorden, og jeg kom til det resultat, at det er et træls og slidsomt liv, Gud har givet menneskene.

14 Jeg så, at alt, hvad folk foretager sig, er omsonst, det er som at bygge luftkasteller. 15 Man kan ikke gøre det falske ægte, og man kan ikke afhjælpe alle mangler.

16 Jeg sagde til mig selv: „Jeg har større viden end nogen anden konge før mig i Jerusalem. Jeg er den klogeste og mest intelligente.” 17 Derfor har jeg tænkt meget over fordelen ved at have visdom og kundskab frem for at være dum og uvidende. Men jeg opdagede, at selv det var formålsløst. 18 Jo mere visdom, des større lidelse, jo mere kundskab, des større smerte.

Findes livets mening i rigdom og forlystelser?

Jeg sagde til mig selv: „Lad mig prøve livets goder. Nu vil jeg have det sjovt og nyde livet.” Men også det var meningsløst. Det er tåbeligt at le hele tiden. Hvad opnår man ved at more sig dag ud og dag ind? Jeg forsøgte at komme i godt humør ved at drikke vin og slå mig løs, imens jeg tænkte over, hvordan man bedst kan bruge sit korte liv her på jorden.

Jeg lagde store planer og førte dem ud i livet: Jeg byggede huse og plantede vingårde, anlagde haver og parker med alle mulige frugttræer, gravede damme med vand til mine plantager. Jeg købte mandlige og kvindelige slaver ud over dem, der blev født i min husstand. Jeg ejede flere kvægflokke og fåreflokke end nogen anden i Jerusalem før mig. Jeg samlede guld og sølv og købte sjældne kostbarheder fra andre konger og lande. Jeg havde sangere og sangerinder og hengav mig til sanselig nydelse med et stort harem. Således overgik jeg alle tidligere konger i Jerusalem både i visdom og store bedrifter.

10 Alt, hvad jeg fik øje på, købte jeg. Jeg nægtede ikke mig selv nogen fornøjelse, men glædede mig over alt, hvad jeg fik udrettet. Det var lønnen for mit store slid. 11 Men da jeg tænkte nærmere over det, jeg havde opnået, syntes det mig alligevel helt omsonst. I virkeligheden havde jeg ikke gjort noget af værdi.

Er livets mening at få visdom?

12 Derfor gav jeg mig til at sammenligne visdom med tåbelighed. Hvad ellers skulle jeg finde på? 13 Jeg indså, at visdom er at foretrække frem for tåbelighed, ligesom lys er at foretrække frem for mørke. 14 Den vise tænker over hvilke konsekvenser, hans handlinger får for fremtiden, mens tåben famler rundt i mørke. Men jeg indså også, at den samme skæbne rammer os alle. 15 Så tænkte jeg: „Når både tåben og jeg lider samme skæbne, hvad gavner så al min visdom? Så er selv det at søge visdom jo meningsløst!” 16 Både den vise og tåben skal dø, og ingen af dem huskes for evigt, for med tiden bliver alting glemt. 17 Da blev jeg led ved livet, for uanset hvad vi foretager os, er det alt sammen meningsløst.

Ligger livets mening i at få succes?

18 Jeg blev frustreret over mit slid og slæb, for alt det, jeg har bygget op, må jeg jo overlade til min efterfølger. 19 Og hvem ved, om det bliver en vismand eller en tåbe? Alligevel er jeg tvunget til at overlade resultatet af alle mine anstrengelser i hans hænder. Hvor meningsløst!

20 Det ærgrede mig at tænke på alt det arbejde, jeg havde udført. 21 Man har slidt og slæbt for at realisere sine planer med visdom, kundskab og dygtighed kun for at overlade sit livsværk til en anden, som ikke har rørt en finger. Det er jo meningsløst og direkte uretfærdigt! 22 Hvad får man ud af alle de anstrengelser og bekymringer, man gør sig her i livet? 23 Kun lidelser og skuffelser. Selv om natten finder tankerne ingen hvile. Hvor meningsløst!

Livet som en gave

24 Det bedste, man kan gøre, er derfor at spise og drikke og glæde sig over sit arbejde. Jeg indså, at denne glæde egentlig er en gave fra Gud. 25 For hvem kan spise eller glæde sig uden at være taknemmelig til Gud? 26 Han giver jo visdom, kundskab og glæde til dem, der ønsker at gøre hans vilje. Men syndere giver han det slidsomme arbejde at samle rigdom for derefter at give det til dem, der gør hans vilje. Altså er synderes slid meningsløst.

Tid til alt

Alt i livet har sin egen tid:
Tid til at fødes og tid til at dø,
    tid til at plante og tid til at høste,
tid til at dræbe og tid til at læge,
    tid til at bryde ned og tid til at bygge op,
tid til at græde og tid til at le,
    tid til at sørge og tid til at danse,
tid til at dænge sten på en mark[a] og tid til at samle dem,
    tid til at omfavne og tid til ikke at omfavne,
tid til at finde og tid til at miste,
    tid til at gemme og tid til at kassere,
tid til at flænge og tid til at lappe,
    tid til tavshed og tid til tale,
tid til at elske og tid til at hade,
    tid til krig og tid til fred.

Gud er suveræn

Hvad har man så ud af alt sit slid? 10 Gud har givet menneskene mange ting at beskæftige sig med. 11 Alt har han skabt, så det har sin tid og tjener hans plan. Men skønt han har lagt evigheden i vores hjerter, fatter vi dog ikke hans plan og virke fra begyndelsen til enden. 12 Derfor er det bedste, man kan gøre, at glæde sig og nyde livet, så længe det er muligt, 13 for det at spise og drikke og finde tilfredsstillelse i sit arbejde er en Guds gave.

14 Jeg ved, at hvad Gud gør, står ikke til at ændre. Man kan hverken lægge noget til eller trække noget fra. Hans hensigt er, at vi skal have ærefrygt for ham.

15 Hvad der sker nu, er allerede sket før, og hvad der sker i fremtiden, er også sket før. Gud lader historien gentage sig.

16 Jeg lagde også mærke til, at der var gudløshed og ondskab, hvor der burde være retfærdighed og godhed, 17 og jeg sagde til mig selv: „Når tiden er inde, vil Gud dømme de gode såvel som de onde.” 18-19 Gud lader verden gå sin gang for at lade os forstå, at den samme skæbne venter både mennesker og dyr: Alle indånder de den samme luft, og alle skal de dø en dag. Mennesket er i det stykke ikke bedre stillet end et dyr, for begges liv synes at være uden formål. 20 Alle ender samme sted, for af jord er de kommet, og til jord skal de blive. 21 Hvem ved, om menneskets ånd går opad, og dyrets ånd går nedad?

22 Jeg fandt altså, at det bedste for et menneske er at glæde sig ved sit arbejde. Ingen af os kan vide, hvad der sker efter døden.

Livets uretfærdighed

Dernæst iagttog jeg, hvordan folk ud over jorden blev undertrykt. Jeg så deres tårer, men ingen hjalp dem, for det var undertrykkerne, der havde magten. Da tænkte jeg: „De døde er heldige, for de har det bedre end de levende. Og allerheldigst er de, som ikke er født endnu og derfor ikke har oplevet ondskaben på jorden!”

Menneskets motivation for at arbejde

Jeg indså også, at når folk arbejder hårdt for at opnå succes, er det fordi de er motiveret af ønsket om at overgå hinanden. Men også det er meningsløst. Tåber derimod sidder med foldede hænder uden at arbejde, og derfor lider de sult. De vil hellere tage det roligt og sulte end slide sig ihjel uden at kunne se meningen med det.

En anden meningsløshed så jeg på jorden: Mange bor alene uden børn eller søskende, men alligevel slider de i det fra morgen til aften. De kan aldrig få rigdom nok. Mon de tænker: „Hvorfor slider jeg mig selv op i stedet for at nyde livet?” Hvor er det tomt og meningsløst!

Ensomhed og fællesskab

Det er godt, når to deles om arbejdet, for så går det lettere. 10 Hvis den ene falder, kan den anden hjælpe ham op. Men den, der er alene og falder, har ingen til at hjælpe sig op.

11 Og hvis man ligger to i samme seng, kan man lettere holde varmen, end hvis man ligger alene. 12 Den, der kæmper alene, er lettere at overvinde end to, der kæmper og forsvarer hinanden. Men tre er endnu bedre, for en trestrenget snor brister ikke så let.

Berømmelse giver ikke livet mening

13 En, der er ung og fattig, men klog, er bedre stillet end en gammel konge, som nægter at tage imod råd. 14 Sådan en ung person kan være født ind i fattigdommens fængsel og alligevel drive det til noget, måske endda blive konge. 15 Alle er ivrige efter at hjælpe ham og følger ham begejstret. 16 Han kan blive konge over et stort folk, men alligevel blive forkastet af den næste generation. Også det er meningsløst.

Ærefrygt for Gud

17 Når du går til Guds hus, så tænk over dine handlinger. Det er bedre at lytte og tage ved lære end at bringe ofre som en tåbe, der ikke kender sine egne fejl.

Footnotes

  1. 3,5 Jf. 2.Kong. 3,25.