Añadir traducción en paralelo Imprimir Opciones de la página

10 Døde Fluer gør Salveblanderens Olie stinkende, lidt Dårskab ødelægger Visdommens Værd. Den vise har sin Forstand tilhøjre, Tåben har sin til venstre, Hvor Dåren end færdes, svigter hans Forstand, og han røber for alle, at han er en Dåre. Når en Herskers Vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din Plads; thi Sagtmodighed hindrer store Synder. Der er et Onde, jeg så under Solen; det ser ud som et Misgreb af ham, som har Magten: Dårskab sættes i Højsædet, nederst sidder de rige. Trælle så jeg højt til Hest og Høvdinger til Fods som Trælle. Den, som graver en Grav, falder selv deri; den, som nedbryder en Mur, ham bider en Slange; den, som bryder Sten, kan såre sig på dem; den, som kløver Træ, er i Fare. 10 Når Øksen er sløv og dens Æg ej hvæsses, må Kraft lægges i; men den dygtiges Fortrin er Visdom. 11 Bider en Slange, før den besværges, har Besværgeren ingen Gavn af sin Kunst. 12 Ord fra Vismands Mund vinder Yndest, en Dåres Læber bringer ham Våde; 13 hans Tale begynder med Dårskab og ender med den værste Galskab. 14 Tåben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske; hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det? 15 Dårens Flid gør ham træt, thi end ikke til Bys ved han Vej. 16 Ve dig, du Land, hvis Konge er en Dreng og hvis Fyrster holder Gilde ved Gry. 17 Held dig; du Land, hvis Konge er ædelbåren, hvis Fyrster holder Gilde til sømmelig Tid som Mænd og ikke som drankere. 18 Ved Ladhed synker Bjælkelaget; når Hænderne slappes, drypper det i Huset. 19 Til Morskab holder man Gæstebud, og Vin gør de levende glade; men Penge skaffer alt til Veje. 20 End ikke i din Tanke må du bande en Konge, end ikke i dit Sovekammer en, som er rig; thi Himlens Fugle kan udsprede Ordet, de vingede røbe, hvad du siger.

11 Kast dit Brød på Vandet, Thi du får det igen, går end lang Tid hen. Del dit Gods i syv otte Dele, thi du ved ej, hvad ondt der kanske på Jorden. Er Skyerne fulde af Regn, så gyder de den ud over Jorden; og falder et Træ mod Syd eller Nord; så bliver det liggende der, hvor det falder. Man får aldrig sået, når man kigger efter Vinden, og aldrig høstet, når man ser efter Skyerne. Som du ikke kender Vindens Vej eller Fostret i Moders Liv, så kender du ej heller Guds Virke, han, som virker alt. Så din Sæd ved Gry og lad Hånden ej hvile ved Kvæld; thi du ved ej, om dette eller hint vil lykkes, eller begge Dele er lige gode. Lyset er lifligt, at skue Solen er godt for Øjnene; ja, lever et Menneske mange År, skal han glæde sig over dem alle og komme Mørkets Dage i Hu, thi af dem er der mange i Vente; alt, hvad der kommer, er Tomhed.

Glæd dig, Yngling, i din Ungdom, vær vel til Mode i Livets Vår; gå, hvor dit Hjerte lyster, og nyd, hvad dit Øje skuer; men vid, at for alle disse Ting skal du kræves til Regnskab af Gud. 10 Slå Mismod ud af dit Sind, hold Sygdom fjernt fra din Krop; thi Ungdom og Livsgry er Tomhed!

12 Tænk På ding Skaber i Ungdommens Dage, førend de onde Dage kommer og Årene nærmer sig, om hvilke du vil sige: "I dem har jeg ikke Behag!" før Sol og Lys og Måne og Stjerner hylles i Mørke og der atter kommer Skyer efter Regn, Tiden, da Husets Vogtere bæver, de stærke Mænd bliver krumme, da Møllepigerne svigter, fordi de er få, og de bliver mørke, som kigger ved Gluggerne, da begge Gadedørene lukkes, mens Møllen går med dæmpet Lyd, da man står op ved Spurvenes Kvidder og alle Sangens Døtre hvisker, da man også ængstes for Bakker, og Rædsler lurer på Vejen, da Mandeltræet blomstrer; Græshoppen slappes og Kapersbærret svigter, nu Mennesket går til sin evige Bolig og Sørgetoget går gennem Gaden, førend Sølvsnoren brister og Guldskålen brydes itu, før Krukken slås i Stykker ved Kilden og det søndrede Hjul falder ned i Brønden og Støvet vender tilbage til Jorden som før og Ånden til Gud, som gav den. Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, alt er Tomhed.

Endnu skal siges, at Prædikeren var viis; han gav også Folket Kundskab; han granskede og ransagede og formede mange Ordsprog. 10 Prædikeren søgte at finde Fyndord og optegnede sanddru Lære, Sandhedsord. 11 Som Pigkæppe er de vises Ord, som inddrevne Søm, der sidder tæt; de er givet af en og samme Hyrde. 12 Endnu skal siges: Min Søn, var dig! Der er ingen Ende på, som der skrives Bøger, og megen Gransken trætter Legemet. 13 Enden på Sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans Bud! Thi det bør hvert Menneske gøre. 14 Thi hver en Gerning bringer Gud for Retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.

10 Et par døde fluer kan få en hel flaske parfume til at stinke, og en smule tåbelighed kan overdøve mange visdomsord. Den vises tanker er hans styrke, tåbens tanker er hans svaghed. Man kan genkende en tåbe, bare man ser ham gå hen ad vejen.

Hvis din overordnede bliver vred på dig, skal du ikke sige op af den grund. Selv alvorlige misforståelser kan glattes ud, hvis du tager det ganske roligt.

En anden uretfærdighed har jeg lagt mærke til, og det er en fejl, som magthavere ofte begår: De giver tåbelige personer en høj stilling, men overser dem med de store evner. Jeg har endda set slaver ride som fyrster, og fyrster gå til fods, som var de slaver.

Den, der graver en grav, må passe på ikke selv at falde i den. Den, der nedbryder en gammel mur, skal passe på ikke at blive bidt af en slange i buskadset. Den, der arbejder i et stenbrud, skal passe på ikke at få en sten ned over sig. Den, der fælder træer, skal passe på ikke at blive knust under et af dem. 10 Hvis øksen er sløv, må der lægges flere kræfter i under arbejdet. Den kloges visdom kan hjælpe ham, så hans arbejde lykkes. 11 Hvis slangen bider, før den er tæmmet, hjælper det ikke, at slangetæmmeren er nok så dygtig.

Visdom og tåbelighed

12 En vismands ord bringer ham ære og fremgang, men tåbens ord giver ham store problemer. 13 Fordi hans udgangspunkt er tåbeligt, bliver hans konklusion det rene sludder. 14 Tåber snakker og snakker, men hvem kan vide, hvad fremtiden bringer? 15 En tåbe kan blive så udmattet af sit arbejde, at han ikke engang kan finde vejen hjem.

16 Det er en ulykke for et land at have en tåbelig konge, som tillader landets ledere at være fulde fra morgenstunden. 17 Det er godt for et land at have en forstandig konge, som har styr på landets ledere, så de kun fester på de rette tidspunkter—og uden at blive fulde. 18 Den dovne blæser på, at taget er utæt, og bjælkerne er ved at rådne. 19 Fest fører til latter, og vin gør munter, har man penge, kan man få det hele. 20 Tænk aldrig en ond tanke imod kongen. Tal ikke ondt om dem, der sidder ved magten, ikke engang hjemme i dit eget soveværelse. En lille fugl kunne synge om, hvad du sagde i smug.

Vejledning for vise

11 Invester vidt og bredt, du skal nok få udbytte af det med tiden. Fordel dine investeringer på mange hænder, for du ved ikke, hvilke ulykker der kan ske.

Når skyerne er tunge og sorte, kommer der altid regn. Et træ kan falde til den ene eller anden side, men der er ingen tvivl om, at det vil ramme jorden. Den, der venter på det helt ideelle vejr, får hverken sået eller høstet. Gud har skabt alle ting, og hans handlinger går over vores forstand, ligesom vi ikke forstår, hvordan vinden blæser, eller hvordan fosteret formes i moderens liv. Du bør plante meget forskelligt, for du ved ikke, om det ene eller det andet lykkes, ja, måske lykkes det hele.

Et råd til de unge—husk at leve, mens du gør det

Det er rart at kunne nyde livet. Uanset hvor længe du lever, så vær taknemmelig for hver eneste dag, du kan nyde. Når du først er død, bliver alt til mørke og håbløshed.

Glæd dig og nyd livet i din ungdom. Følg dit hjerte og brug dine evner. Men husk, at du en dag skal stå til regnskab over for Gud. 10 Spild ikke tiden med bekymringer og problemer, for barndom og ungdom forsvinder som dug for solen.

12 Tænk på din Skaber, mens du er ung,
    for de dystre dage kommer, før du aner det.
Engang vil du sige til dig selv:
    „Det er ikke længere en glæde at leve.”
Tænk på din Skaber, før livet rinder ud,
    som solen forsvinder om aftenen,
som månen og stjernerne blegner om morgenen,
    som skyen fordufter, når den er tømt for regn.
Tænk på din Skaber, før hænderne ryster,
    før din ranke ryg bøjes af ælde,
før tænderne bliver få,
    før synet begynder at svigte,
før hørelsen langsomt forsvinder,
    så du ikke hører larmen fra livet omkring dig,
før du vågner samtidig med fuglene,
    men alligevel ikke kan nyde deres sang,
før det bliver en kamp at gå op ad en bakke,
    og du bliver bange for at falde om på vejen,
før håret bliver hvidt som nyfalden sne,
    og du dårligt kan slæbe dig af sted,
        og før din appetit på livet er forbi.
Da nærmer du dig gravens rand,
    og dine pårørende går sørgende omkring.

Ja, tænk på din Skaber, før sølvsnoren brister,
    før den gyldne lampe slukkes,
før hjertet slår det sidste slag,
    og livets hjul går i stå.
Da vender støvet tilbage til jorden, hvorfra det kom,
    og ånden vender tilbage til Gud, som gav den.

Der er ingen mening, livet er uden mening.
    Det hele er meningsløst.

Epilog

Fordi Prædikeren var så vis, delte han ud af sin visdom til folket. Han samlede mange ordsprog og satte dem i system, 10 så de præcist og rammende udtrykte den sandhed, han ville formidle. 11 Den vises ordsprog er som hyrdens pigstav, hans ord står fast som søm, der er hamret i bund, og de kommer fra en af samfundets spidser.

12 Pas på, min søn, for der er ingen ende på alle de meninger, som luftes i alskens bøger. At studere for meget gør dig bare træt.

13 Efter at alt det her er sagt, er min konklusion: Hav ærefrygt for Gud og adlyd hans befalinger, for det er alle menneskers pligt. 14 Gud vil dømme alle vores handlinger—onde som gode—ja, selv de skjulte motiver.

Paulus, Apostel, ikke af Mennesker, ikke heller ved noget Menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde, og alle Brødrene, som ere med mig, til Menighederne i Galatien: Nåde være med eder og Fred fra Gud Fader og vor Herre Jesus Kristus, som gav sig selv for vore Synder, for at han kunde udfri os af den nærværende onde Verden, efter vor Guds og Faders Villie, ham være Æren i Evigheders Evighed! Amen.

Jeg undrer mig over, at I så snart lade eder føre bort fra ham, som kaldte eder til Kristi Nåde, hen til et anderledes Evangelium; hvilket dog ikke er et andet, men det er kun nogle, som forvirre eder. og ville vende op og ned på Kristi Evangelium. Men selv om vi eller en Engel fra Himmelen forkynder eder Evangeliet anderledes; end vi have forkyndt eder det, han være en Forbandelse! Som vi før have sagt, så siger jeg nu igen: Dersom nogen forkynder eder Evangeliet anderledes, end I have modtaget det, han være en Forbandelse! 10 Taler jeg da nu Mennesker til Villie, eller Gud? eller søger jeg at behage Mennesker? Dersom jeg endnu vilde behage Mennesker, da var jeg ikke en Kristi Tjener.

11 Men jeg kundgør eder, Brødre! at det Evangelium, som er forkyndt af mig, er ikke Menneskeværk; 12 thi heller ikke jeg har modtaget det eller er bleven undervist derom af noget Menneske, men ved Åbenbarelse at Jesus Kristus. 13 I have jo hørt om min Vandel forhen i Jødedommen, at jeg over al Måde forfulgte Guds Menighed og søgte at udrydde den. 14 Og jeg gik videre i Jødedommen end mange jævnaldrende i mit Folk, idet jeg var langt mere nidkær for mine fædrene Overleveringer. 15 Men da det behagede Gud, som fra min Moders Liv havde udtaget mig og havde kaldet mig ved sin Nåde, 16 at åbenbare sin Søn i mig, for at jeg skulde forkynde Evangeliet om ham iblandt Hedningerne: da spurgte jeg straks ikke Kød og Blod til Råds, 17 drog heller ikke op til Jerusalem, til dem, som før mig vare Apostle, men jeg drog bort til Arabien og vendte atter tilbage til Damaskus. 18 Senere, tre År efter, drog jeg op til Jerusalem for at blive kendt med Kefas og blev hos ham i femten Dage. 19 Men nogen anden af Apostlene så jeg ikke, men kun Jakob, Herrens Broder. 20 Men hvad jeg skriver til eder - se, for Guds Åsyn vidner jeg, at jeg ikke lyver. 21 Derefter kom jeg til Syriens og Kilikiens Egne. 22 Men personlig var jeg ukendt for Judæas Menigheder i Kristus; 23 de hørte kun sige: Han, som forhen forfulgte os, forkynder nu Evangeliet om den Tro, som han forhen vilde udrydde; 24 og de priste Gud for mig.

Indledende hilsen

Dette brev er fra Paulus, der er kaldet til at tjene Jesus som apostel. Min kaldelse kommer ikke fra et menneske eller en gruppe mennesker. Den kommer fra Jesus Kristus selv og fra Gud, vores Far, som oprejste ham fra de døde. Jeg og alle vennerne, som er sammen med mig her, sender mange hilsener til jer, som tilhører de kristne menigheder i provinsen Galatien. Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.

I ved, hvordan Jesus gav sit liv, for at vi kunne få tilgivelse for vores synder og blive sat fri fra de onde tanker og vaner, som hører denne verden til. Han gik i døden for os, fordi det var Guds vilje, han, som er vores Far. Han skal have æren i al evighed. Amen.

Galaterne er ved at svigte det sande budskab om Guds nåde

6-7 Jeg er chokeret over, at I så hurtigt har vendt jer fra Gud, som kaldte jer til at leve i Kristi nåde. Vi bragte jer det glædelige budskab om Jesus, men I har nu taget imod et andet budskab, som bestemt ikke er glædeligt. Der er nogen, der skaber forvirring iblandt jer ved at fordreje glædesbudskabet fra Kristus. Hvis nogen bringer jer et budskab, der går imod det, vi forkyndte for jer, bliver han ramt af Guds dom. Det gælder også, hvis vi selv eller en engel gør det. Lad mig sige det en gang til, fordi det er så vigtigt: Guds dom vil ramme enhver, der kommer med et andet budskab end det, I allerede har taget imod!

Paulus’ autoritet som apostel

10 I kan godt se, at jeg ikke taler mennesker efter munden. Jeg ønsker kun at gøre Guds vilje og tjene ham. Hvis jeg bare sagde det, folk gerne vil høre, kunne jeg ikke tjene Kristus.

11-12 Jeg understreger for jer, kære venner, at det budskab, jeg har forkyndt jer, ikke er noget, som mennesker har fundet på, eller noget, jeg har lært under mine studier. Det er Jesus Kristus selv, der har åbenbaret det for mig.

13 I har hørt om, hvordan jeg engang levede som rettroende jøde. Jeg forfulgte de kristne af al magt og forsøgte at udrydde Guds menighed. 14 Jeg var helt opslugt af at studere og følge vores jødiske traditioner, og jeg var langt mere fanatisk i min religiøse overbevisning end mine jævnaldrende. 15-16 Men Gud besluttede at åbenbare sin Søn for mig, og da blev jeg klar over, at han, allerede før jeg blev født, havde udvalgt mig til at forkynde budskabet om Jesus for mennesker af alle folkeslag. Det gjorde han alene på grund af sin nåde og kærlighed. Da jeg fik den åbenbaring, spurgte jeg ikke straks mennesker til råds, 17 og jeg tog ikke til Jerusalem for at blive belært af dem, som allerede var apostle før mig. Nej, jeg begav mig straks ud i den arabiske ødemark og vendte senere tilbage til Damaskus.

18 Først tre år efter, at Jesus havde vist sig for mig, tog jeg til Jerusalem for at lære apostlen Peter at kende, og jeg blev hos ham i to uger. 19 Jeg så ikke noget til de andre apostle, undtagen Jesu bror, Jakob. 20 Gud er mit vidne på, at det, jeg skriver her, er den absolutte sandhed. 21 Efter opholdet i Jerusalem tog jeg til Syrien og Kilikien. 22 De kristne menigheder i Judæa havde aldrig mødt mig personligt. 23 Men de havde gentagne gange hørt, at den mand, som før i tiden forfulgte dem, nu udbredte den selv samme tro, som han før prøvede at udrydde. 24 Og de takkede Gud for, hvad der var sket med mig.