32 Lyt til, I Himle, lad mig tale, Jorden høre mine Ord!

² Lad dryppe som Regn min Lære, lad flyde som Dug mit Ord, som Regnskyl på unge Spirer, som Regnens Dråber på Græs. ³ Thi Herrens Navn vil jeg forkynde, Ære skal I give vor Gud!

⁴ Han er Klippen, fuldkomment hans Værk, thi alle hans Veje er Retfærd! En trofast Gud, uden Svig, retfærdig og sanddru er Han. ⁵ Skændselsmennesker sveg ham, en forvent og vanartet Slægt. ⁶ Er det sådan, I lønner Herren? Du tåbelige, uvise Folk! Er han ej din Fader og Skaber, den, som gjorde og danned dig?

⁷ Kom Fortidens Dage i Hu, agt på henfarne Slægters År; spørg din Fader, han skal berette, dine gamle, de skal fortælle dig! ⁸ Da den Højeste gav Folkene Eje, satte Skel mellem Menneskenes Børn, bestemte han Folkenes Grænser efter Tallet på Guds Sønner, ⁹ men Herrens Del blev Jakob, Israel hans tilmålte Lod. ¹⁰ Han fandt det i Ørkenlandet, i Ødemarken, blandt Ørkenens Hyl; han værnede det med vågent Øje og vogtede det som sin Øjesten. ¹¹ Som Ørnen, der purrer sin Yngel ud og svæver over sine Unger, løftede han det på sit Vingefang og bar det på sine Vinger. ¹² Herren var dets eneste Fører, ingen fremmed Gud var hos ham. ¹³ Han lod det færdes over Landets Høje, nærede det med Markens Frugter, lod det suge Honning af Klippen og Olie af Bjergets Flint, ¹⁴ Surmælk fra Køer, Mælk fra Småkvæg, dertil Fedt af Lam og Vædre, af Tyre fra Basan og Bukke og Hvedens Fedme tillige, og Drueblod drak du, Vin.

¹⁵ Men da Jesjurun blev fed, slog han bagud, du blev fed, du blev tyk, du blev mæsket; da forskød han Gud, sin Skaber, lod hånt om sin Frelses Klippe. ¹⁶ De æggede ham med fremmede, med Vederstyggeligheder tirrede de ham; ¹⁷ de ofred til Dæmoner, der ej er Guder, til Guder, de ej før kendte til; til nye, der nys var kommet frem, og som ej eders Fædre frygtede. ¹⁸ Klippen, der avled dig, slog du af Tanke og glemte den Gud, der fødte dig!

¹⁹ Da Herren så det, forstødte han dem af Græmmelse over sine Børn ²⁰ og sagde: "Jeg vil skjule mit Åsyn for dem og se, hvad Ende det tager med dem; thi de er en bundfalsk Slægt, Børn, som er uden Troskab; ²¹ de ægged mig med det der ikke er Gud, tirrede mig ved deres tomme Gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et Folk, tirre dem ved et Folk af Dårer. ²² Thi der flammer en Ild i min Vrede, som brænder til Dødsrigets Dyb; den fortærer Jorden med dens Grøde og antænder Bjergenes Grunde. ²³ Jeg hober Ulykker over dem og opbruger mine Pile imod dem. ²⁴ De udmagres af Sult og hentæres af Pestglød og giftig Sot; så sender jeg Vilddyrs Tænder og Slangers Gift imod dem. ²⁵ Ude slår Sværdet Børnene ned og inde i Kamrene Rædselen både Yngling og Jomfru, diende Børn og grånende Mænd.

²⁶ Jeg satte mig for at blæse dem bort og slette deres Minde blandt Mennesker ud, ²⁷ men jeg frygtede, at Fjenden skulde volde mig Græmmelse, deres Avindsmænd tage fejl og tænke: Det var vor egen Hånd, der var stærk, ej Herren, der gjorde alt dette. ²⁸ Thi de er et rådvildt Folk, og i dem er der ikke Forstand. ²⁹ Var de vise, forstod de det og indså, hvad der venter dem selv! ³⁰ Hvor skulde een kunne forfølge tusind, og to slå ti Tusind på Flugt, hvis ikke deres klippe havde solgt dem og Herren givet dem til Pris! ³¹ Thi deres Klippe er ikke som vor, det ved vore Fjender bedst selv! ³² Thi fra Sodoma stammer deres Vinstok og fra Gomorras Marker; deres Druer er giftige Druer, og beske er deres Klaser; ³³ som Dragegift er deres Vin, som Øglers gruelige Edder. ³⁴ Er ej dette forvaret hos mig, forseglet i mine Gemmer ³⁵ til Hævnens og Regnskabets Dag, den Stund, deres Fod skal vakle? Thi deres Undergangs Dag stunder til; hvad der venter dem, kommer i Hast." ³⁶ Thi Ret skaffer Herren sit Folk og forbarmer sig over sine Tjenere, thi han ser, deres kraft er brudt, det er ude med hver og en. ³⁷ Da spørger han: "Hvor er nu deres Gud, Klippen, på hvem de forlod, sig, ³⁸ som åd deres, Slagtofres Fedme og drak deres Drikofres Vin? Lad dem rejse sig og hjælpe eder, lad dem være eder et Skjul! ³⁹ Erkend nu, at jeg, jeg er Gud uden anden Gud ved min Side. Jeg døder, jeg gør levende, jeg sårer, og jeg læger, "g ingen kan frelse fra min Hånd. ⁴⁰ Thi jeg løfter min Hånd mod Himlen og siger: Så sandt jeg lever evindelig, ⁴¹ jeg hvæsser mit lynende Sværd, og min Hånd tager fat på Dommen, jeg hævner mig på mine Fjender, øver Gengæld mod mine Avindsmænd. ⁴² Mine Pile gør jeg drukne af Blod, og mit Sværd skal svælge i Kød, i faldnes og fangnes Blod og fjendtlige Høvdingers Hoveder!"

⁴³ I Folkeslag, pris hans Folk, thi han hævner sine Tjeneres Blod; han hævner sig på sine Fjender, og skaffer sit Folks Land Soning!

⁴⁴ Og Moses kom og fremsagde hele denne Sang for Folket, han og Josua, Nuns Søn. ⁴⁵ Og da Moses var færdig med at fremsige alle disse Ord for hele Israel, ⁴⁶ sagde han til dem: "Læg eder alle de Ord på Sinde, som jeg i Dag har vidnet imod eder, for at du kan pålægge dine Sønner dem, at de omhyggeligt må handle efter alle denne Lovs Bud; ⁴⁷ thi det er ikke tomme Ord uden Betydning for eder, men af dem afhænger eders Liv, og ved at følge det Ord skal I få et langt Liv i det Land, som l skal ind og tage i Besiddelse efter at være gået over Jordan."

⁴⁸ Selv samme Dag talede Herren til Moses og sagde: ⁴⁹ "Stig op på Abarimbjerget der, Nebobjerget i Moabs Land over for Jeriko, og se ud over Kana'ans Land, som jeg vil give Israelitterne i Eje! ⁵⁰ Og så skal du dø på det Bjerg, du bestiger, og samles til din Slægt, ligesom din Broder Aron døde på Bjerget Hor og samledes til sin Slægt, ⁵¹ fordi I handlede troløst imod mig iblandt Israelitterne ved Merihat Kadesjs Vand i Zins Ørken, fordi I ikke helligede mig iblandt Israelitterne. ⁵² Thi her ovre fra skal du se ud over Landet, men du skal ikke komme derind, ind i det Land, jeg vil give Israelitterne!

33 Dette er den Velsignelse, hvormed den Guds Mand Moses velsignede Israel før sin Død ² Han sagde: Herren kom fra Sinaj, fra Seir fremstråled han for dem, brød frem i Lysglans fra Parans Bjerge og kom fra Meribat Kadesj. Ved hans højre lued Ild dem i Møde. ³ Visselig, han elsker sit Folk, alle hans hellige er i hans Hænder; og de sætter sig ved din Fod og tager mod Ord fra dig. ⁴ En Lov har Moses pålagt os. Hans Eje er Jakobs Forsamling, ⁵ og han blev Konge i Jesjurun, da Folkets Høvdinger kom sammen, og Israels Stammer forsamled sig.

⁶ Måtte Ruben leve og ikke dø, hans Mænd blive dog et Tal!

⁷ Og disse Ord sagde han om Juda: Hør, Herre, Judas Råb og lad ham komme til sit Folk! Strid for ham med dine Hænder, vær ham en Hjælp mod hans Fjender!

⁸ Om Levi sagde han: Giv Levi dine Tummim, din Yndling dine Urim, ham, som du prøved ved Massa og bekæmped ved Meribas Vand, ⁹ som sagde om sin Fader: "Jeg så ham aldrig!" som ikke brød sig om sine Brødre og ikke kendtes ved sine Sønner, thi de holdt dit Ord og holdt fast ved din Pagt. ¹⁰ De skal lære Jakob dine Lovbud og Israel din Lov, bringe Offerduft op i din Næse og Helofre på dine Altre. ¹¹ Velsign, o Herre, hans Kraft, find Behag i hans Hænders Værk. Knus Lænderne på hans Fjender, på hans Avindsmænd, så de ej rejser sig mer!

¹² Om Benjamin sagde han: Benjamin er Herrens Yndling, han bor bestandig i Tryghed, den Højeste skærmer ham og bor imellem hans Skrænter.

¹³ Om Josef sagde han: Hans Land er velsignet af Herren med det kosteligste fra Himlen oventil og fra Dybet, som ruger for neden, ¹⁴ med det kosteligste, Solen frembringer, med det kosteligste, Måneskifterne fremkalder, ¹⁵ med det bedste fra de ældgamle Bjerge og det kosteligste fra de evige Høje, ¹⁶ med det kosteligste af Jorden og dens Fylde og Nåde fra ham, der boede i Tornebusken. Det skal komme over Josefs Hoved, over Issen på ham, som er Hersker blandt sine Brødre. ¹⁷ Som den unge Okses er hans Højhed, som Vildoksens er hans Horn; med dem nedstøder han Folkene, så vidt som Jorden strækker sig. Sådan er Efraims Titusinder, sådan er Manasses Tusinder!

¹⁸ Om Zebulon sagde han: Glæd dig, Zebulon, over din Udfart, du, Issakar, over dine Telte! ¹⁹ Til Bjerget stævner de Folkeslag, der ofrer de Retfærds Ofre, thi Havets Overflod dier de og Havsandets skjulteste Skatte!

²⁰ Om Gad sagde han: Priset være han, der skaffer Plads for Gad! Han ligger som en Løve og flænger både Arme og Hjerneskal; ²¹ han udså sig en Forlodsdel, thi der tilfaldt hans Lod ham. Og Folkets Høvdinger samled sig. Han fuldbyrdede Herrens Ret og hans Beslutninger sammen med Israel!

²² Om Dan sagde han: Dan er en Løveunge, som springer frem fra Basan.

²³ Om Naftali sagde han: Naftali er mæt af Nåde og fuld af Herrens Velsignelse, Søen og Søvejen har han i Eje.

²⁴ Om Aser sagde han: Aser være den velsignede blandt Sønnerne, han være sine Brødres Yndling og dyppe sin Fod i Olie! ²⁵ Dine Portslåer er Jern og Kobber, som dine dage skal din Styrke være.

²⁶ Der er ingen som Jesjuruns Gud, der farer frem over Himmelen for at hjælpe dig, over Skyerne i sin Højhed! ²⁷ Den evige Gud er en Bolig, og hernede er de evige Arme. Fjenden drev han bort for dit Åsyn og sagde: "Tilintetgør dem!"

²⁸ Så kom Israel til at bo i Tryghed, Jakobkilden for sig selv, i et Land med Korn og Most, ja, hvis Himmel drypper med Dug. ²⁹ Held dig, Israel, hvo er som du, et Folk, der får Sejr ved Herren! Han er din Frelses Skjold, haner din Højheds Sværd. Dine Fjender slesker for dig, over deres Høje skrider du frem.

34 Derpå steg Moses fra Moabs Sletter op på Nebobjerget, til Toppen af Pisga, lige over for Jeriko; og Herren Ind ham skue ud over hele Landet: Gilead lige til Dan, ² hele Naftali, Efraims og Manasses Land, hele Judas Land indtil Havet i Vest, ³ Sydlandet og Jordanegnen, Sænkningen ved Jeriko, Palmestaden, lige til Zoar. ⁴ Og Herren sagde til ham: "Det er det Land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, da jeg sagde: Dit Afkom vil jeg give det! Nu har jeg ladet dig skue ud over det med dine egne Øjne; men du skal ikke drage derover"

⁵ Og Moses, Herrens Tjener, døde der i Moabs Land, som Herren havde sagt. ⁶ Og han begravede ham i Dalen i Moab lige over for Bet Peor. Indtil denne Dag har intet Menneske kendt hans Grav. ⁷ Moses var 120 År, da han døde; hans Øje var ikke sløvet og hans Livskraft ikke svundet. ⁸ Og Israelitterne græd over Moses i tredive Dage på Moabs Sletter, indtil Tiden for Dødeklagen over Moses var til Ende. ⁹ Og Josua, Nuns Søn, var fuld af Visdoms Ånd, fordi Moses havde lagt sine Hænder på ham, og Israelitterne adlød ham og gjorde, som Herren havde pålagt Moses.

¹⁰ Men i Israel opstod der ikke mere en Profet som Moses, hvem Herren omgikkes Ansigt til Ansigt, ¹¹ når der ses hen til alle de Tegn og Undere, Herren Ind ham udføre i Ægypten over for Farao, alle hans Tjenere og hele hans Land, ¹² og til den vældige Kraft og alt det forfærdelige og store, Moses udførte i hele Israels Påsyn.