1 Dette er de Ord, Moses talte til hele Israel hinsides Jordan i Ørkenen, i Arabalavningen, lige over for Suf, mellem Paran og Tofel, Laban, Hazerot og Di Zahab, ² elleve Dagsrejser fra Horeb, regnede over Seirs Bjerge til Kadesj Barnea. ³ I det fyrretyvende År på den første Dag i den elevte Måned kundgjorde Moses Israelitterne alt, hvad Herren havde pålagt ham angående dem, ⁴ efter at han havde slået Amoriterkongen Sihon, der boede i Hesjbon, og Kong Og af Basan, der boede i Asjtarot og Edrei. ⁵ Hinsides Jordan i Moabs Land tog Moses sig for at fremsætte følgende Lovudlægning:

⁶ Herren vor Gud talede til os ved Horeb og sagde: "I har nu længe nok opholdt eder ved Bjerget her; ⁷ bryd derfor op og drag til Amoriternes Bjerge og til alle deres Naboer i Arabalavningen, på Bjergene, i Lavlandet, i Sydlandet og ved Kysten, til Kana'anæernes Land og Libanon, lige til den store Flod, Eufratfloden. ⁸ Se, jeg giver Landet i eders Magt; drag derind og tag det Land i Besiddelse, som jeg tilsvor eders Fædre, Abraham, Isak og Jakob, at ville give dem og deres Afkom efter dem."

⁹ Dengang talte jeg til eder og sagde: "Jeg kan ikke ene bære eder. ¹⁰ Herren eders Gud har gjort eder talrige, og se, I er nu så mange som Stjernerne på Himmelen; ¹¹ måtte kun Herren, eders Fædres Gud, gøre eder tusinde Gange så talrige endnu og velsigne eder, som han har forjættet eder; ¹² men hvorledes skal jeg ene kunne bære hele Besværet og Arbejdet med eder og eders Stridigheder? ¹³ Sørg derfor for at finde nogle kloge, forstandige.og erfarne Mænd i hver Stamme, som jeg kan sætte i Spidsen for eder!" ¹⁴ Dertil svarede I og sagde: "Det Forslag, du har fremsat, er godt!" ¹⁵ Derfor tog jeg Overhovederne for eders Stammer, kloge og erfarne Mænd, og satte dem i Spidsen for eder som Øverste over tusinde, hundrede, halvtredsindstyve eller ti og som Tilsynsmænd over eders Stammer. ¹⁶ Dengang gav jeg så eders Dommere det Påbud: "Hold Forhør, når der er Stridigheder mellem eders Landsmænd, og døm retfærdigt, når en Mand har en Sag, enten det er med en Landsmand eller med en, der bor som fremmed hos ham; ¹⁷ vis ingen Personsanseelse for Retten; hør på den ringeste som på den største og frygt ikke for nogen; thi Dommen er Guds! Men Sager, som er eder for vanskelige, skal I forebringe mig, så skal jeg holde Forhør i dem!" ¹⁸ Og dengang gav jeg eder så Pålæg om alt, hvad I skulde gøre.

¹⁹ Derpå brød vi op fra Horeb og drog gennem hele denne store, grufulde Ørken, som I selv har set, i Retning af Amoriternes Bjerge, således som Herren vor Gud havde pålagt os. Og vi kom til Kadesj Barnea. ²⁰ Da sagde jeg til eder: "I er nu kommet til Amoriternes Bjerge, som Herren vor Gud vil give os. ²¹ Se, Herren din Gud har givet Landet i din Magt, drag derfor op og tag det i Besiddelse, således som Herren, dine Fædres Gud, har sagt til dig. Frygt ikke, men vær uforsagt!" ²² Da kom I alle hen til mig og sagde: "Lad os sende nogle Mænd i forvejen til at udspejde Landet for os og bringe os Underretning om den Vej, vi skal drage op ad, og om de Byer, vi kommer til!" ²³ Jeg billigede det og udtog tolv Mænd iblandt eder, en af hver Stamme. ²⁴ De begav sig på Vej og drog op i Bjergene og kom til Esjkoldalen og udspejdede den; ²⁵ og de tog nogle af Landets Frugter med og bragte dem ned til os, og de meldte os tilbage: "Det er et herligt Land, Herren vor Gud vil give os!"

²⁶ Men I vilde ikke drage op, I var genstridige mod Herren eders Guds Befaling. ²⁷ I knurrede i eders Telte og sagde: "Af Had til os førte Herren os ud af Ægypten for at give os i Amoriternes Hånd og lade os gå til Grunde! ²⁸ Hvor er det dog, vi skal hen? Vore Brødre tog Modet fra os, da de sagde: Det er et Folk, der er større og højere end vi, og der er store Byer med himmelhøje Fæstningsværker, ja, vi så endog Efterkommere af Anakiterne der!" ²⁹ Men jeg sagde til eder: "Lad eder ikke skræmme og frygt ikke for dem! ³⁰ Herren eders Gud, der vandrer foran eder, vil selv stride for eder, som I så, han gjorde det for eder i Ægypten ³¹ og i Ørkenen, hvor du så, at Herren din Gud bar dig, som en Mand bærer sin Søn, hele den Vej I har vandret, lige til I nåede hertil!" ³² Men alligevel troede I ikke på Herren eders Gud, ³³ skønt han vandrede foran eder på Vejen for at udsøge Lejrpladser til eder, om Natten i Ilden, for at I kunde se, hvor I skulde gå, og om dagen i Skyen.

³⁴ Men da Herren hørte eders Ord, blev han vred og svor: ³⁵ "Ikke en eneste af disse Mænd, af denne onde Slægt, skal få det herlige Land at se, som jeg svor at ville give eders Fædre, ³⁶ undtagen Kaleb, Jefunnes Søn; han alene skal få det at se, og ham og hans Børn vil jeg give det Land, han har betrådt, fordi han har vist Herren fuld Lydighed!" ³⁷ Også på mig blev Herren vred for eders Skyld, og han sagde: "Heller ikke du skal komme derind! ³⁸ Josua, Nuns Søn, der står i din Tjeneste, han skal komme derind; sæt Mod i ham, thi han skal skaffe Israel det i Eje." ³⁹ Og dets små Børn, som I sagde skulde blive til Bytte, eders Børn, som i Dag ikke kender Forskel på godt og ondt, de skal komme derind, dem vil jeg give det, og de skal tage det i Besiddelse. ⁴⁰ I selv derimod skal vende om og begive eder på Vej til Ørkenen i Retning af det røde Hav!"

⁴¹ Da svarede I og sagde til mig: "Vi har syndet imod Herren! Vi vil drage op og kæmpe, som Herren vor Gud har befalet os!" Og alle iførte I eder eders Våben og vilde i Letsindighed drage op i Bjergene. ⁴² Men Herren sagde til mig: Sig til dem: Drag ikke op og indlad eder ikke i Kamp, thi jeg er ikke iblandt eder; gør I det, bliver I slået af eders Fjender!" ⁴³ Men da jeg sagde det til eder, adlød I ikke, men var genstridige mod Herrens Bud og formastede eder til at drage op i Bjergene. ⁴⁴ Da drog Amoriterne, der bor i Bjergene der, ud imod eder, og de forfulgte eder som Bier og slog eder fra Seir til Horma. ⁴⁵ Da I så kom tilbage, græd I for Herrens Åsyn; men Herren vilde ikke høre eder og låne eder Øre. ⁴⁶ Så blev I hele den lange Tid i Kadesj.

2 Så vendte vi om og brød op til Ørkenen i Retning af det røde Hav, således som Herren havde pålagt mig, og i lang Tid vandrede vi rundt om Seirs Bjerge. ² Da sagde Herren til mig: ³ "Nu har I længe nok vandret rundt om Bjergene her; vend eder nu mod Nord! ⁴ Men byd Folket og sig: Når I nu drager igennem eders Brødres, Esaus Sønners, Landemærker, de, som bor i Seir, og de bliver bange for eder, så skal I tage eder vel i Vare ⁵ for at indlade eder i Krig med dem; thi jeg vil ikke give eder så meget som en Fodsbred af deres Land; thi Esau har jeg givet Seirs Bjerge i Arv og Eje. ⁶ Fødevarer at spise skal I købe af dem for Penge, også Vand at drikke skal I købe af dem for Penge; ⁷ thi Herren din Gud har velsignet dig i alt, hvad du har taget dig for, han har sørget for dig på din Vandring gennem denne store Ørken; i fyrretyve År har, Herren din Gud nu været med dig, du har ikke manglet noget." ⁸ Derpå drog vi fra Elat og Ezjongeber ad Arabavejen gennem vore Brødres, Esaus Sønners Land, de, som bor i Se'ir; så drejede vi af og drog videre ad Vejen til Moabs Ørken.

⁹ Og Herren sagde til mig: "Du må ikke angribe Moab eller indlade dig i Krig med dem, thi jeg vil ikke give dig noget af deres Land i Eje; thi Lots Sønner har jeg givet Ar i Eje. ¹⁰ Fordum beboedes det af Emiterne, et stort og talrigt Folk, kæmpestore som Anakiterne; ¹¹ også de henregnes ligesom Anakiterne til Refaiterne, men Moabiterne kalder dem Emiter. ¹² I Se'ir boede derimod fordum Horiterne, som Esaus Sønner drev bort og udryddede foran sig, hvorefter de bosatte sig der i deres Sted, ligesom Israel gjorde ved sit Ejendomsland, som Herren gav dem. ¹³ Bryd nu op og gå over Zeredbækken! Så gik vi over Zeredbækken. ¹⁴ Der var gået otte og tredive År fra vort Opbrud fra Kadesj Barnea, til vi gik over Zeredbækken, til hele din Slægt af våbenføre Mænd var uddød af Lejren, således som Herren havde svoret dem; ¹⁵ også Herrens Hånd havde været imod dem, så de blev udryddet af Lejren til sidste Mand.

¹⁶ Men da alle våbenføre Mænd var uddøde af Folket, ¹⁷ talede Herren til mig og sagde: ¹⁸ Når du nu drager gennem Moabs Landemærker, gennem Ar, ¹⁹ og således når hen til Ammoniterne, så må du ikke angribe dem eller indlade dig i Krig med dem, thi jeg vil ikke give dig noget af Ammoniternes Land i Eje; thi det har jeg givet Lots Børn i Eje. ²⁰ Også det henregnes til Refaiternes Land; det beboedes fordum af Refaiter, men Ammoniterne kalder dem Zamzummiter. ²¹ Det var et stort og talrigt Folk, kæmpestore som Anakiterne. Men Herren udryddede dem foran dem, så de drev dem bort og bosatte sig der i deres Sted, ²² ligesom han gjorde for Esaus Sønner, der bor i Se'ir, for hvem han udryddede Horiterne, så de drev dem bort og bosatte sig der i deres Sted, og de bor der den Dag i dag. ²³ Men Avvijiterne, der boede i Landsbyer i Egnene henimod Gaza, dem drev Kaftorerne, der var udvandret fra Kaftor, bort og bosatte sig der i deres Sted. ²⁴ Bryd nu op og gå over Arnonfloden! Se, jeg har givet Hesjbons Konge, Amoriten Sihon, og hans Land i din Hånd; giv dig kun til at drive ham bort og føre Krig med ham! ²⁵ Fra i Dag af begynder jeg at vække Frygt og Rædsel for dig hos alle Folkeslag under Himmelen; blot de hører om dig, skal de ryste og bæve for dig!

²⁶ Da udsendte jeg Sendebud fra Kedemots Ørken til Kong Sihon af Hesjbon med følgende fredelige Tilbud: ²⁷ "Lad mig drage gennem dit Land; jeg skal holde mig til Vejen uden at bøje af til højre eller venstre. ²⁸ Fødevarer at spise skal du sælge mig for Penge, og Vand at drikke skal du give mig for Penge, jeg beder kun om at måtte drage igennem til Fods, ²⁹ således som Esaus Sønner, der bor i Se'ir, og Moabiterne, der bor i Ar, tillod mig, indtil jeg kommer over Jordan ind i det Land, Herren vor Gud vil give os!" ³⁰ Men Kong Sihon i Hesjbon vilde ikke tillade os at drage igennem; thi Herren din Gud forhærdede hans Ånd og gjorde hans Hjerte hårdt for at give ham i din Hånd, som det nu er sket. ³¹ Derpå sagde Herren til mig: "Se, jeg har allerede begyndt at give Sihon og hans Land i din Magt; giv dig kun til at drive ham bort for at tage hans Land i Besiddelse!" ³² Så rykkede Sihon med alle sine Krigere ud imod os til Kamp ved Jaza; ³³ og Herren vor Gud gav ham i vor Magt, og vi slog ham og hans Sønner og alle hans Krigere. ³⁴ Og vi indtog dengang alle hans Byer og lagde i enhver By Band på Mænd, Kvinder og Børn uden at lade en eneste undslippe; ³⁵ kun Kvæget tog vi selv som Bytte, tillige med hvad vi røvede i de erobrede Byer. ³⁶ Fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen, der ligger i Dalen, og til Gilead var der ikke en By, som var os uindtagelig; Herren vor Gud gav dem alle i vor Magt. ³⁷ Men på Ammoniternes Land forgreb du dig ikke, hverken det, der ligger langs Jabbokfloden, eller Byerne i Bjergene, således som Herren vor Gud havde påbudt.