Add parallel Print Page Options

Jeg, Nebukadnezar, levede en magelig og ubekymret tilværelse her i mit palads. Men en nat havde jeg en drøm, som forfærdede mig, og de syner, jeg så, gjorde mig skrækslagen. Jeg tilkaldte alle Babyloniens astrologer, præster og vismænd, for at de skulle fortælle mig, hvad drømmen betød, og de kom alle sammen. Men da jeg fortalte dem, hvad jeg havde drømt, var der ingen af dem, der kunne tyde drømmen for mig. Til sidst kaldte jeg Daniel ind, ham som jeg har opkaldt efter min gud og givet navnet Belteshazzar. Han har de hellige guders ånd[a] i sig.

„Belteshazzar,” sagde jeg til ham, „du er den klogeste af alle mine vismænd! Jeg ved, at de hellige guders ånd er i dig, og at du kan løse ethvert mysterium. Lad mig fortælle dig min drøm, så du kan tyde den for mig:

Jeg så et stort træ, som stod midt på jorden. Det var meget højt, og det blev ved med at vokse, til toppen nåede himlen. Det kunne ses af alle ud over jorden. Bladene var friske og grønne, og grenene var fulde af frugt, så der var mad nok til alle. De vilde dyr søgte ind i træets skygge, fuglene byggede rede i dets grene, og alle levede af træets frugt.

10 Derefter så jeg i drømmen en budbringer, en engel, komme ned fra Himlen, 11 og han råbte: ‚Fæld træet, så dyrene flygter, og fuglene flyver væk! Hug grenene over! Riv bladene af og spred frugterne! 12 Men lad stubben med rødderne være. Lad den stå i græsset med en lænke af jern og bronze omkring.

Han skal leve under åben himmel og gå rundt på græsmarkerne sammen med dyrene. 13 Tag hans menneskeforstand fra ham, så han lever som et dyr i syv år.

14 Denne dom er bragt af engle, for at alle mennesker kan forstå, at den højeste Gud er Konge over alle konger, og at han ønsker ydmyge ledere.’

15 Ja, Belteshazzar, det var, hvad jeg så i min drøm. Fortæl mig nu, hvad det betyder. Ingen af vismændene i mit rige kunne tyde min drøm. Men du kan, for de hellige guders ånd er i dig.”

Daniel tyder drømmen

16 Daniel, som jeg kaldte Belteshazzar, stod længe tavs og med et forfærdet udtryk i ansigtet. Til sidst sagde jeg: „Belteshazzar, du skal ikke være bange for at fortælle mig betydningen!”

Belteshazzar svarede: „Deres Majestæt, gid det forfærdelige, som denne drøm forudsiger, gjaldt Deres fjender og ikke Dem! 17 Det træ, De så, og som voksede sig stort og nåede himlen, så alle på jorden kunne se det, 18 som havde friske grønne blade og frugt nok til føde for alle, i hvis skygge dyrene hvilede, og i hvis grene fuglene byggede rede, 19 det træ er Dem selv, Deres Majestæt! De er blevet stor og mægtig, så Deres storhed når til himlen og Deres magt til jordens yderste grænser.

20 Det, De derefter så—at en engel kom ned fra Himlen og sagde: ‚Fæld træet og ødelæg det, men lad stubben med rødderne blive stående bundet med en lænke af jern og bronze. Han skal leve under åben himmel, og lad ham æde græs som dyrene, indtil der er gået syv år’— 21 det betyder, at den almægtige Gud har besluttet, hvad der skal ske med Dem: 22 De vil blive udstødt af menneskenes samfund og skal leve som et dyr. De kommer til at æde græs som kvæget og blive udsat for vejr og vind. I syv år skal De leve på den måde, indtil De indser, at den almægtige Gud er Herre over alle jordiske kongeriger, og at han giver magten til hvem, han vil. 23 Men når stubben med rødderne blev efterladt i jorden, betyder det, at han vil give Dem kongeværdigheden igen, så snart De erkender, at det er Himlens Gud, som har magten. 24 Lyt derfor til mit råd: Opgiv Deres syndige liv og gør, hvad der er ret. Hold inde med Deres ondskab og vær barmhjertig over for de fattige. Så vil det måske alligevel gå godt for Dem.”

Drømmens opfyldelse

25 Det viste sig, at alt, hvad Daniel havde sagt, gik i opfyldelse. 26 Tolv måneder senere, da jeg, kong Nebukadnezar, opholdt mig på taget af mit palads i Babylon, 27 udbrød jeg: „Se, hvor prægtig Babylon er blevet! Jeg har opført denne storslåede by og gjort den til min kongelige residens som et udtryk for min enestående magt og til ære for mig, som den store konge, jeg er.”

28 Endnu inden jeg havde talt færdig, lød der en stemme fra Himlen: „Det skal du vide, kong Nebukadnezar, at nu bliver kongedømmet taget fra dig! 29 Du vil blive udstødt af menneskenes samfund og kommer til at leve som et dyr og æde græs som kvæget. I syv år skal du leve på den måde, indtil du indser, at den almægtige Gud er Herre over alle jordens konger, og at han giver magten til hvem, han vil.”

30 Det varede ikke længe, før det hele gik i opfyldelse. Jeg blev udstødt af menneskenes samfund og måtte æde græs som kvæget. Jeg levede under åben himmel, til mit hår blev langt og stift som ørnefjer, og mine negle blev som fuglekløer.

31 Da syv år var gået, bad jeg Himlens Gud om nåde, og jeg fik min forstand igen. Da priste jeg den almægtige Gud og tilbad ham, som lever for evigt. Hans herredømme er evigt, og hans rige får aldrig ende. 32 Alverdens nationer er intet at regne i sammenligning med ham. Han råder over en hær af engle og gennemfører sin vilje blandt jordens folk. Ingen kan sætte sig op imod ham eller gå i rette med ham.

33 Jeg fik således min forstand igen og fik min tidligere kongelige ære og værdighed tilbage. Mine rådgivere og embedsmænd opsøgte mig, og jeg blev genindsat på tronen med endnu større magt og herlighed end før. 34 Derfor priser, ophøjer og ærer jeg, kong Nebukadnezar, i dag Himlens Konge. Alt, hvad han gør, er retfærdigt og godt, og han ydmyger dem, der fremturer i hovmod.

Skriften på væggen

Kong Belshazzar af Babylonien holdt engang en stor fest for 1000 af sine højtstående embedsmænd, og de tog rigeligt for sig af de våde varer. Påvirket af vinen gav Belshazzar ordre til, at man skulle hente de guld- og sølvbægre, som hans berømte forgænger, Nebukadnezar, havde taget som krigsbytte fra templet i Jerusalem, så han selv, hans embedsmænd, hans koner og medhustruer kunne drikke af dem. 3-4 Guld- og sølvbægrene, der stammede fra templet i Jerusalem, blev så hentet, og kongen, hans embedsmænd, hans koner og medhustruer drak af dem, alt imens de skålede for deres afguder af guld og sølv, bronze og jern, træ og sten.

Men pludselig kom en menneskehånd til syne, og den skrev noget på paladsets væg lige over for lysestagen. Da kongen så hånden, der skrev, blev han bleg som et lagen. Han var så skrækslagen, at hans knæ rystede, og hans ben dårligt kunne bære ham. „Få fat i alle mine astrologer, præster, spåmænd og vismænd!” råbte han. Og da de ankom til paladset, sagde han til dem: „Den, der kan læse skriften på væggen og forklare, hvad det betyder, skal blive klædt i kongelige purpurklæder, få en guldkæde om halsen og blive udnævnt til rigets tredjemægtigste mand.”

Alle kongens vismænd strømmede nu ind i salen, men ingen af dem kunne læse skriften eller forklare betydningen. Det gjorde kong Belshazzar endnu mere bange. Også embedsmændene var lamslåede.

10 Ved al den råben og ståhej kom enkedronningen ind i festsalen. „Deres Majestæt længe leve!” sagde hun. „Du behøver ikke at se så bleg og forskræmt ud! 11 Der er en mand her i dit rige, som har de hellige guders ånd i sig. Han er så fyldt med viden, visdom og indsigt, at man skulle tro, han var en gud. Derfor gjorde kong Nebukadnezar ham til overhoved for alle astrologerne, præsterne, spåmændene og vismændene i Babylonien. 12 Hans navn er Daniel, eller Belteshazzar, som Nebukadnezar plejede at kalde ham. Få fat i ham, for han er fyldt med overnaturlig kundskab og indsigt. Han kan tyde drømme, løse gåder og opklare indviklede mysterier. Han skal nok fortælle dig, hvad skriften betyder.”

13 Daniel blev straks hentet og ført frem for kongen. „Er du den Daniel, som kong Nebukadnezar førte hertil som fange fra Juda?” spurgte Belshazzar. 14 „Det siges, at gudernes ånd bor i dig, og at du har enestående viden, indsigt og visdom. 15 Alle mine vismænd og astrologer har været her og forsøgt at læse skriften på væggen dér, så de kunne fortælle mig, hvad der står, men de var ikke i stand til det. 16 Men jeg hører, at du kan tyde drømme og løse indviklede mysterier. Hvis du kan læse skriften og fortælle mig betydningen af ordene, vil jeg klæde dig i kongelige purpurklæder og hænge en guldkæde om din hals, og du skal blive rigets tredjemægtigste mand.”

17 „Jeg skal gerne læse skriften for Deres Majestæt og forklare, hvad den betyder,” svarede Daniel. „Men behold blot Deres gaver eller giv dem til en anden. 18 Lyt til mine ord, Deres Majestæt! Den almægtige Gud gav i sin tid Deres forgænger Nebukadnezar magt og herredømme, ære og herlighed. 19 Alverdens folkeslag levede i frygt for ham, for han henrettede eller benådede folk efter forgodtbefindende. Han forfremmede nogle og fratog andre deres stilling, akkurat som han havde lyst til. 20 Men da han blev hovmodig, stolt og indbildsk, stødte Gud ham fra tronen og fratog ham al ære og værdighed. 21 Han blev udstødt af menneskenes samfund og levede som et dyr hos vildæslerne. Han spiste græs som kvæget og levede under åben himmel, indtil han langt om længe erkendte, at den almægtige Gud er herre over alle jordiske konger, og at Gud udvælger, hvem han vil, til at herske og regere.

22 Deres Majestæt, De ved, hvad der skete med Nebukadnezar, men alligevel har De ikke ydmyget Dem for Himlens Gud! 23 Tværtimod har De vist foragt for ham! De beordrede, at man skulle hente sølv- og guldbægrene fra hans tempel, og sammen med Deres embedsmænd, koner og medhustruer drak De af dem og skålede for Deres afguder af guld og sølv, bronze og jern, træ og sten, afguder, som hverken kan høre eller se eller fatte noget som helst. Men den Gud, som har magten over Deres liv og fremtid, viste De ingen ære! 24 Derfor sendte han hånden, der skrev ordene på væggen. 25 Der står: MENÉ, MENÉ, TEKÉL og PARSÍN[b]

26 MENÉ (talt) betyder: Gud har talt Deres riges dage og gjort ende på dem.

27 TEKÉL (vejet) betyder: De er blevet vejet på Guds vægt og fundet for let.

28 PARSÍN (delt) betyder: Deres rige skal deles mellem Medien og Persien.”

29 På Belshazzars befaling blev Daniel derefter klædt i kongelige purpurklæder, en guldkæde blev hængt om hans hals, og han blev udnævnt til rigets tredjemægtigste mand. 30 Allerede samme nat blev kong Belshazzar dræbt.

Daniel i løvekulen

Efter Belshazzars død overtog mederen Dareios[c] magten over det babyloniske storrige i en alder af 62 år. Han opdelte riget i 120 provinser og indsatte en guvernør i hver provins. Over dem satte han tre statholdere, som de skulle stå til regnskab for, så riget blev effektivt administreret. Daniel var en af dem.

Daniel udviste større administrative evner end de andre statholdere og guvernører, for han sad inde med en helt speciel visdom, og kong Dareios overvejede at gøre ham til rigets øverste administrative leder. De andre statholdere og guvernører blev derfor misundelige på Daniel, og de søgte at finde noget ved hans embedsførelse, som de kunne anklage ham for. Men de kunne ikke finde noget at kritisere, for Daniel var ærlig og ikke det mindste korrupt eller forsømmelig. „Vi kan ikke finde noget at anklage ham for, hvad hans arbejde angår,” konstaterede de. „Men måske vi kan finde noget i hans gudsdyrkelse.”

I samlet trop gik de derfor til kongen og sagde: „Deres Majestæt længe leve! Vi statholdere, guvernører, rådgivere og andre højtstående embedsmænd er blevet enige om, at De burde udstede en lov, som siger, at hvis nogen i de næste 30 dage beder en bøn til nogen anden end Dem—det være sig til en gud eller til et menneske—skal de kastes for løverne. Vi opfordrer Dem til personligt at underskrive denne lov, så den ifølge medisk-persisk tradition ikke kan omstødes.” 10 Kong Dareios udstedte da en sådan lov.

11 Selvom Daniel vidste besked med den nye lov, gik han alligevel hjem og knælede, som han plejede, i det værelse ovenpå, hvor vinduerne stod åbne i retning af Jerusalem. Han blev ved med at bede og takke Gud tre gange dagligt, som han altid havde gjort. 12 De misundelige embedsmænd stormede da ind i Daniels hus og fandt ham i færd med at bede til Gud. 13 Straks gik de hen til kongen. „Deres Majestæt husker nok den lov, De lige har udstedt,” begyndte de. „Hvis nogen i de næste 30 dage beder en bøn til nogen anden end Dem—det være sig til en gud eller til et menneske—så skal de kastes for løverne.”

„Jo,” svarede kongen, „det står fast efter den medisk-persiske tradition. Loven kan ikke trækkes tilbage.”

14 „Men Daniel, en af de bortførte judæere, er ligeglad med Dem og Deres lov. Han beder stadig til sin Gud tre gange om dagen.”

15 Da kongen hørte det, blev han meget ked af det og spekulerede på, hvordan han mon kunne redde Daniel. Hele resten af dagen prøvede han at finde en udvej til at hjælpe Daniel.

16 Om aftenen troppede mændene igen op hos kongen. „Deres Majestæt,” sagde de. „Vi vil gerne minde Dem om, at De ifølge medisk-persisk tradition ikke kan tilbagetrække en lov, De selv har underskrevet.”

17 Så blev Daniel hentet og kongen sagde til ham: „Gid din Gud, som du tjener så trofast, må redde dig ud af det her!” Derpå blev Daniel kastet ned til løverne, 18 og man hentede en stor sten, som blev lagt over løvekulens åbning. Til sidst forseglede kongen stenen både med det kongelige segl og regeringens segl, så det var umuligt at ændre noget i den sag. 19 Derpå vendte kongen tilbage til paladset. Men han ville ikke spise, aflyste sin sædvanlige aftenunderholdning og lukkede ikke et øje hele natten.

20 Næste morgen ved daggry stod kongen op og skyndte sig hen til løvekulen. 21 Endnu inden han var nået helt derhen, råbte han sørgmodigt: „Åh, Daniel, du den levende Guds tjener! Mon den Gud, som du tjente så trofast, kunne redde dig fra løverne?” 22 Straks svarede Daniel: „Deres Majestæt længe leve! 23 Min Gud sendte en engel og lukkede løvernes gab, så de ikke kunne skade mig. I Guds øjne er jeg nemlig uskyldig, og jeg har heller ikke gjort noget forkert over for Dem, Deres Majestæt.”

24 Kongen var ude af sig selv af glæde. Han fik straks Daniel hejst op fra løvekulen. Ikke en skramme havde han fået, for han havde sat sin lid til Gud.

25 Men de mænd, som havde udtænkt den snedige plan, blev derefter på kongens befaling hentet og kastet i løvekulen sammen med deres koner og børn, og løverne kastede sig straks over dem og knuste deres knogler.

26 Efter den oplevelse udsendte kong Dareios en meddelelse til alle sine undersåtter fra de forskellige folkeslag, stammer og sprog:

Alle gode ønsker fra kongen! 27 Jeg befaler hermed, at alle borgere i hele riget fremover skal vise respekt og ærefrygt for Daniels Gud. Han er den levende og uforanderlige Gud, hvis herredømme aldrig vil ophøre, og hvis magt aldrig vil få ende. 28 Han redder og frelser, hvem han vil. Han gør tegn og undere i himlen og på jorden. Han frelste Daniel fra løverne!

29 Således oplevede Daniel fortsat lykke og fremgang både under Dareios og den persiske kong Kyros.

Footnotes

  1. 4,5 Eller: „Den hellige Guds Ånd”. Også i næste vers.
  2. 5,25 Ordene er i sig selv ikke så vanskelige at forstå. MENÉ betyder „talt” og gentages to gange for at vise, at sagen allerede er afgjort. TEKÉL minder om både „vejet” og „fundet for let”, mens PARSÍN hentyder både til „deling” og „Persien”. Det største problem var at tyde gåden.
  3. 6,1 Det er ikke den samme Dareios, som er nævnt i Ezra og Nehemias. Adskillige konger bar samme navn.