Amos 6-9
Dette er Biblen på dansk
6 Ve Zions sorgløse mænd og de trygge på Samarias bjerg, I ædle blandt førstegrødefolket, hvem Israels Hus søger til; 2 (drag over til Kalne og se, derfra over til det store Hamat og ned til Filisternes Gat: Er de bedre end disse Riger, deres Område større end eders?)
3 I, som afviser Ulykkesdagen og bringer Urettens Sæde nær. 4 De ligger på Elfenbenslejer, henslængt på deres Bænke; af Hjorden æder de Lam og Kalve fra Fedesti; 5 de kvidrer til Harpeklang og opfinder Strengeleg som David; 6 de drikker Vinen af Kander og salver sig med ypperste Olie, men sørger ej over Josefs Skade. 7 Derfor skal de nu føres bort forrest i landflygtiges Flok. Dagdrivernes Skrål får Ende, lyder det fra Herren, Hærskarers Gud.
8 Den Herre Herren svor ved sig selv: Afsky har jeg for Jakobs Hovmod, hans Borge vækker mit Had; jeg prisgiver Byen og dens fylde. 9 Og er der end hele ti Mænd i eet Hus de skal dog dø. 10 Og levnes der een, så trækkes han frem af sin Slægtning og den, som røer når Ligene hentes af Huse. Og han siger til ham inderst i Huset: "Er der flere hos dig?" Hin svarer: "Ingen!" Da siger han: "Tys!" Thi Herrens Navn tør de ikke nævne.
11 Thi Herren, se, han byder og slår det store Hus i Stykker, det lille Hus i Splinter.
12 Løber mon Heste på Klipper, pløjes mon Havet med Okser? Men I vender Retten til Gift og Retfærds Frugt til Malurt; 13 I glæder jer over Lodebar og siger: "Mon ikke det var ved vor Styrke, vi tog Karnajim? 14 Thi se, jeg rejser et Folk imod eder, Israels Hus, lyder det fra Herren, Hærskarers Gud; Trængsel bringer det eder fra Egnen ved Hamat til Arababækken.
7 Således lod den Herre Herren mig skue: Se, græshopper kom til syne, da Efterslætten var ved at gro frem, Efterslætten efter Kongens Høst. 2 Og da de var ved helt at afæde Jordens Urter, sagde jeg: "Herre, Herre, tilgiv dog! Hvorledes skal Jakob stå det igennem, så lille han er?" 3 Og Herren angrede. "Det skal ej ske!" sagde Herren.
4 Således lod den Herre Herren mig skue: Se, den Herre Herren kaldte Ild frem til Straf, og den fortærede det store Verdensdyb; men da den vilde til at fortære Agerlandet, 5 sagde jeg: "Herre, Herre, hold inde! Hvorledes skal Jakob stå det igennem, så lille han er?" 6 Og Herren angrede. "Ej heller det skal ske!" sagde den Herre Herren.
7 Således lod han mig skue: Se, Herren stod på en Mur med et Blylod i Hånden.
8 Og Herren sagde til mig:"Hvad ser du, Amos?" Jeg svarede: "Et Blylod!" Da sagde Herren: "Se, jeg sænker Loddet i mit Folk Israel: jeg vil ikke spare det længer.
9 Isaks Høje bliver øde, Israels Helligdomme styrtes, med Sværd står jeg op mod Jeroboams Hus."
10 Men Amazja, Betels Præst sendte Bud til Kong Jeroboam af Israel og lod sige: "Amos stifter en Sammensværgelse imod dig midt i Israels Hus; Landet kan ikke bære alle hans Ord. 11 Thi således siger Amos: For Sværdet skal Jeroboam dø, og Israel skal bortføres fra sin Jord." 12 Og Amazja sagde til Amos: "Seer, gå din Vej og se at komme til Judas Land! Der kan du tjene dit Brød og profetere. 13 Men i Betel må du ikke profetere længer, thi det er kongens Helligdom og Rigets Tempel." 14 Amos svarede Amazja: "Jeg er hverken Profet eller Profetlærling: jeg er Fårehyrde og avler Morbærfigen; 15 men Herren tog mig fra Hjorden og sagde til mig: Gå hen og profeter for mit Folk Israel! 16 Så hør nu Herrens Ord! Du siger: Du må ikke profetere mod Israel, ej prædike mod Israels Hus! 17 Derfor, så siger Herren: Din Hustru bliver Skøge i Byen, dine Sønner og Døtre skal falde for Sværd; din Jord skal udskiftes med Snor, og selv skal du dø på uren Jord. Og bort fra sin Jord skal Israel føres."
8 Således lod Herren mig skue: Se, der var en kurv sommerfrugt. 2 Og han sagde: "Hvad ser du, Amos?" Jeg svarede: "En kurv Sommerfrugt!" Da sagde Herren til mig: "Enden er kommet for mit Folk Israel; jeg vil ikke længer bære over med det."
3 Paladsets Sangerinder skal jamre på denne Dag, så lyder det fra den Herre Herren. Dynger af Lig er henkastet alle Vegne.
4 Hør, I, som knuser de fattige, gør det af med de arme i Landet 5 og siger: "Hvornår er Nymånen omme, så vi kan få solgt noget Korn, Sabbaten, så vi kan åbne vort Kornsalg, gøre Efaen lille og Sekelen stor og med Svig gøre Vægten falsk 6 for at købe den ringe for Sølv, den fattige for et Par Sko og få Afaldskornet solgt?" 7 Herren svor ved Jakobs Stolthed: Aldrig glemmer jeg een af deres Gerninger!
8 Må Jorden ej skælve derover og enhver, som bor på den, sørge? Den stiger overalt som Nilen og synker som Ægyptens Flod. 9 På hin Dag lader jeg det ske, så lyder det fra den Herre Herren, at Solen går ned ved Middag, og Jorden bliver mørk ved højlys Dag. 10 Jeg vender eders Fester til Sorg og alle eders Sange til klage, lægger Sæk om alle Lænder, gør hvert et Hoved skaldet, bringer Sorg som over en enbåren, en bitter Dag til sidst.
11 Se, Dage skal komme, lyder det fra den Herre Herren, da jeg sender Hunger i Landet, ikke Hunger efter Brød, ikke Tørst efter Vand, men efter at høre Herrens Ord. 12 Da vanker de fra Hav til Hav, flakker fra Nord til Øst for at søge Herrens Ord, men finder det ej. 13 Den Dag vansmægter af Tørst de fagre Jomfruer og unge Mænd, 14 som sværger ved Samarias Synd, som siger: "Ved din Gud, o Dan!" "Ved din Skytsgud, o Beersjeba!" de skal falde, ej mere stå op.
9 Herren så jeg; han stod ved alteret og sagde: Til Søjlehovedet slår jeg, så Dørens Tærskel ryster. Jeg rammer dem alle i Hovedet, de sidste dræber jeg med Sværd; ingen af dem skal undfly, ingen af dem skal reddes. 2 Bryder de ind i Dødsriget, min Hånd skal hente dem der; stiger de op til Himlen, jeg styrter dem ned derfra; 3 skjuler de sig på Karmels Top, jeg finder og henter dem der; gemmer de sig for mig på Havsens Bund, jeg byder Slangen bide dem der; 4 vandrer de som Fanger for deres Fjender, jeg byder Sværdet dræbe dem der. Jeg fæster mit Øje på dem til Ulykke, ikke til Lykke.
5 Herren, Hærskarers Herre, som rører ved Jorden, så den skælver, så alle, som bor på den, sørger, så den stiger overalt som Nilen og synker som Ægyptens Flod, 6 han, som bygged sin Højsal i Himlen, som fæstned sit Hvælv på Jorden, kalder ad Havets Vande og gyder dem ud over Jorden, Herren er hans Navn.
7 Er I mig ej som Ætiopiens Børn, Israeliter, lyder det fra Herren; har jeg ikke ført Israel op fra Ægyptens Land, Filisterne fra Kaftor, Aram fra Kir?
8 Se, den Herre Herrens Øjne er vendt mod det syndige Rige, og jeg udsletter det af Jorden. Dog vil jeg ikke helt udslette Jakobs Hus, lyder det fra Herren; 9 thi se, jeg byder, at Israels Hus skal sigtes blandt alle Folkene, som man sigter med Sold, uden at et Korn falder til Jorden. 10 For Sværdet skal alle Syndere i mit Folk dø, de, som siger: "Os når Ulykken ikke; den kommer ikke over os."
11 På hin dag rejser jeg Davids faldne Hytte; jeg tætter dens Revner, opfører, hvad der sank i Grus, og bygger den som i gamle Dage, 12 så de tager Edoms Rest i Eje og alle de Folk, over hvilke mit Navn er nævnt, lyder det fra Herren, som fuldbyrder dette.
13 Se, Dage skal komme, lyder det fra Herren, da Plovmand følger Høstmand i Hælene og Drueperser Sædemand, da Bjergene drypper med Most og alle Høje flyder. 14 Da vender jeg mit Folk Israels skæbne, og de skal bygge de ødelagte byer og bo deri, de skal plandte vingåre og drikke vinen, anlægge haver og spise frugten. 15 Jeg planter dem i deres jord, og de skal aldrig mere rykkes op af deres jord, som jeg gav dem, siger herren din Gud.
Amos 6-9
Bibelen på hverdagsdansk
6 Ve jer, der tager den med ro i Jerusalem og lever sorgløst i Samaria. I betragter jer selv som de bedste ledere i det bedste land, og Israels folk kommer til jer for at få råd og hjælp. 2 Men tænk på, hvordan det er gået Kalno[a] og den tidligere storby Hamat. Og hvad med filisterbyen Gat? Når de blev lagt i ruiner, hvad så med jer? Er jeres byer og lande bedre end deres? 3 I tror, at dommen er langt borte, men jeres handlinger bringer den tæt på.
4 I nyder livet henslængt på jeres elfenbensudsmykkede senge og divaner. I frådser i fede lamme- og kalvestege, 5 mens I synger viser og spiller på lyrer fra Davids tid. 6 I drikker vin af de hellige offerskåle og bruger de bedste aromatiske olier på jer selv i stedet for at faste og sørge over Israels forfald. 7 Derfor skal I blive de første, som føres i eksil. Jeres lystige fester får en brat ende.
8 Herren, den almægtige Gud, har svoret ved sig selv: „Jeg hader Israels hovmod og foragter deres paladser. Derfor overgiver jeg deres by med alle dens indbyggere i fjendens hånd.”
9 Om så ti mænd skjuler sig i et hus, skal de alle dø. 10 Hvis en slægtning kommer for at hente de døde i huset og begrave dem, råber han måske ind i huset, om der er flere tilbage. Hvis svaret er: „Nej!” vil han sige: „Pas på, nævn ikke Herrens navn, for at han ikke skal høre dig!” 11 For når først Herren har afsagt sin dom, skal både små og store huse jævnes med jorden.
12 Lader man heste galopere på klipper? Lader man okser pløje havet? Men I har stik imod al fornuft vendt retten til uret og erstattet det gode med det onde. 13 I praler over at have besejret de magtesløse og er stolte over, hvad I har kunnet udrette i egen kraft.
14 „Åh, Israels folk,” siger Herren, den almægtige Gud. „Jeg sender et fremmed folk imod jer. De vil hærge jeres land fra Lebo-Hamat i nord til Arabadalen mod syd.”
Tre syner om dom over Israel
7 Herren viste mig følgende syn: Efter at den tidlige afgrøde var klar til høst (den, som kongen får en del af), og de andre afgrøder var begyndt at komme op, lod Herren græshopper invadere landet, 2 og de åd alle grønne planter. Da råbte jeg: „Herre, min Gud, tilgiv dit folk! Hvordan skal Israel overleve? Det er jo kun et lille folk!” 3 Da forbarmede Herren sig og sagde: „Hvad du så, vil alligevel ikke ske!”
4 Derpå viste Herren mig et andet syn: Jeg så en regn af ild nærme sig. Den opbrændte havet og var i gang med landjorden. 5 Da råbte jeg: „Herre, min Gud, stands ilden! Hvordan skal Israel overleve? Det er jo kun et lille folk!” 6 Da forbarmede Herren sig og sagde: „Hvad du så denne gang, vil heller ikke ske!”
7 Så viste Herren mig et tredje syn: Han stod på en lodret mur med et blylod i hånden. 8 Så spurgte han mig: „Amos, hvad ser du?” „Et blylod,” svarede jeg, og han fortsatte: „En mur, der ikke er lodret, skal rives ned,[b] og når mit folk, Israel, ikke handler ret, er jeg nødt til at skride ind. 9 Israels offerhøje skal fjernes, deres afgudsaltre skal rives ned, og Jeroboams kongeslægt skal udryddes.”
Amos og Amatzja
10 Amatzja, som var afgudspræst i Betel, sendte nu besked til kong Jeroboam: „Amos taler ondt imod dig. Vi kan ikke længere tolerere hans profetier. 11 Han siger, at du vil blive slået ihjel og Israels folk blive ført bort som slaver.”
12 Derefter tog Amatzja hen til Amos og sagde: „Se at komme væk herfra, profet! Rejs hjem til Judas land! Der kan du sikkert leve af at profetere. 13 Men her i Betel må du ikke tale mere, for her ligger kongens helligdom, Israels riges tempel.”
14 Amos svarede: „Jeg er hverken profet eller står i lære som profet. Jeg er hyrde og frugtavler. 15 Men Herren sagde til mig: ‚Gå hen og profetér imod mit folk Israel!’ 16 Men nu har Herren en besked til dig. Fordi du sagde, at jeg skulle holde op med at fantasere og profetere imod Israel, 17 så hør hvad Herren siger til dig: ‚Du kommer til at dø i et fremmed land, og dine sønner og døtre bliver slået ihjel. Din jord bliver delt ud til andre, og din kone ender som prostitueret i byen. Og Israels folk bliver som sagt ført i eksil!’ ”
Dommen står fast
8 I et syn viste Gud Herren mig en kurv fuld af modne figner.
2 „Hvad ser du, Amos?” spurgte han. Jeg svarede: „En kurv fuld af modne figner.”
Da sagde Herren til mig: „Mit folk Israel er modent til straf, og denne gang vil jeg ikke forbarme mig. 3 Når straffen kommer, bliver afgudstemplets[c] festsange erstattet af sørgesange, for der ligger lig overalt.” Men ingen tør gå i rette med Gud.[d]
4 Hør her, I, som tramper på de svage og udnytter de fattige. 5-6 Når det er helligdag eller sabbat, længes I efter, at dagen skal være forbi, så I kan komme til at sælge jeres korn igen. I blander avner i kornet, bruger falske vægte og snyder, så vandet driver af jer. I tager gerne et par sko i pant og sælger de fattige som slaver, når de ikke kan betale. 7 Hør, hvad Herren siger til jer: „Jeg glemmer ikke jeres onde handlinger. 8 Derfor vil der komme et jordskælv, og alle, som bor i landet, kommer til at ryste af skræk. Jorden vil hæve sig og synke ned igen, som når Nilen går over sine bredder. 9 På dommens dag vil solen forsvinde ved middagstid og mørket indhylle jorden midt på dagen.
10 Jeg gør jeres festdage til sørgedage og jeres lystige viser til klagesange. I skal klæde jer i sæk og aske og klippe håret af som tegn på jeres fortvivlelse. I vil opleve en ulidelig smerte, som havde I mistet jeres førstefødte søn. 11 Der kommer en dag,” erklærer den almægtige Gud, „da jeg sender hunger over landet, ikke sult efter brød eller tørst efter vand, men en længsel efter at høre fra Herren. 12 Folk vil rejse fra øst til vest og fra nord til syd i håb om at få et ord fra Herren. Men de får intet. 13 Smukke unge piger og stærke unge mænd segner af udmattelse og tørst efter Herrens ord, 14 og de, som dyrker afguderne i Samaria, Dan og Be’ersheba, vil falde for aldrig at rejse sig igen.”
Israel rammes af Guds straf, men en rest bliver reddet
9 Derpå så jeg i et syn Herren stå ved siden af alteret og give følgende befaling: „Slå på søjlehovederne, så afgudstemplet styrter sammen og murbrokkerne knuser alle i nærheden. Resten vil falde i krig. Ingen slipper bort. 2 Hvis de kunne flygte ned i dødsriget, kunne jeg stadig hente dem op. Hvis de kunne stige op til himlen, kunne jeg stadig hente dem ned. 3 Hvis de prøver at gemme sig i Karmelbjergets klippehuler, skal jeg nok finde dem. Hvis de kunne søge tilflugt på havets bund, ville jeg befale havuhyret at fortære dem. 4 Selv hvis de føres i eksil, vil jeg give befaling om, at de skal dræbes dér. Jeg holder øje med dem overalt, men det er for at straffe dem, ikke for at redde dem.”
5 Når Herren, den Almægtige, sender et jordskælv, vil alle, som bor i landet, fyldes af rædsel. Jorden vil hæve sig og synke ned igen som Egyptens flod. 6 Herrens bolig har sit fundament på jorden, men den rækker ind i Himlen. Han opsamler vandet fra havet og lader det falde ned på jorden. Herren er hans navn.
7 Han siger: „Israels folk, tror I, at I er bedre end kushitterne? Jeg førte jer ud af Egypten, men jeg førte også filistrene ud af Kaftor og aramæerne ud af Kir.
8 Jeg har fæstet blikket på denne oprørske nation og vil fjerne den fra jordens overflade. Dog vil jeg ikke fuldstændigt udrydde Jakobs efterkommere. 9 Jeg har besluttet at sigte Israels folk i deres eksil og fjerne alt det værdiløse. 10 Alle selvsikre syndere skal falde for sværdet.
Davids rige skal genrejses
11 Til sin tid vil jeg genopbygge Davids rige. Jeg vil udbedre skaderne, genopbygge det, som blev revet ned, og få det op at stå igen, så det bliver som før. 12 Derefter skal Israels folk overtage resterne af Edom og de andre folkeslag, som også tilhører mig.” Det er Herren, der siger det, og han vil gøre det.
13 Herren siger: „Engang bliver der igen fremgang og frugtbarhed, så man ikke bliver færdig med at høste, før det er tid til at pløje, og så man ikke bliver færdig med at presse druerne, før det er tid til at plante. Bjergskråningerne vil dryppe af druernes saft. 14 Jeg vil sætte mit folk, Israel, fri af fangenskabet. Da skal de genopbygge deres ødelagte byer og flytte ind i dem. De skal plante vingårde og drikke vinen derfra. De skal anlægge haver og nyde frugten deraf. 15 Jeg planter dem tilbage i deres land. Aldrig mere skal de rykkes op fra det land, jeg har givet dem.” Herren, Israels Gud, har talt!
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.