Dom over de fornemme kvinder

4 Hør her, Israels fornemme kvinder: I ligner det fede slagtekvæg på Samarias bjerg. I undertrykker de svage og mishandler de fattige. I forlanger hele tiden, at jeres mænd skal komme med drikkevarer.” ² Herren siger: „Så sandt jeg er den hellige Gud, skal I ikke undslippe straffen. Man skal sætte kroge i jer og trække jer ud som med en fiskestang. ³ I bliver drevet ud gennem huller i bymuren i en lang række og bliver smidt på Hermons bjerg.^[a]” Gud har talt!

Israels folk fremturer i deres oprør mod Gud

⁴ „Tag I bare til Betel og dyrk jeres afguder. Gå til Gilgal og gør oprør imod mig. Bring jeres ofre hver morgen og jeres tiende hver tredje dag. ⁵ Brænd frisk brød som takoffer. Pral af jeres frivillige offergaver. Det er jo det I elsker!” siger den almægtige Gud.

⁶ „Jeg sørgede for hungersnød i hver eneste by,” siger Herren. „Men alligevel vendte I ikke om til mig.”

⁷ „Jeg holdt regnen tilbage tre måneder før høsten. Jeg lod det regne i én by, men ikke i en anden. Én mark fik regn, mens en anden tørrede ud. ⁸ Folk fra tre byer flokkedes til én by for at få vand at drikke, men der var aldrig nok. Alligevel vendte I ikke om til mig,” siger Herren.

⁹ „Jeg sendte sygdomme over jeres korn- og vinmarker. Græshopper ødelagde jeres figen- og oliventræer. Men I vendte ikke om til mig,” siger Herren.

¹⁰ „Jeg ramte jer med plager og katastrofer som i sin tid i Egypten. Jeg lod jeres unge mænd og jeres heste blive dræbt i krig, så det stank af lig i jeres lejr. Men I vendte ikke om til mig,” siger Herren.

¹¹ „Jeg ødelagde nogle af jeres byer, som jeg ødelagde Sodoma og Gomorra. I blev som et forkullet stykke træ, reddet ud af ilden. Men I vendte ikke om til mig,” siger Herren.

¹² „Derfor kommer straffen over jer. Gør dig klar til at møde din Gud, Israel! ¹³ Husk på, at jeg er den, som dannede bjergene og skabte vinden. Jeg åbenbarer mine planer for mennesker, og jeg skabte lys ud af mørket. Jeg vandrer på jordens bjergtoppe. Mit navn er Herren, den almægtige Gud!”

Endnu et kald til omvendelse

5 Israel, lyt til den klagesang, jeg synger over dig:

³ Gud Herren siger: „Den by, som sender 1000 mænd i krig, får kun 100 tilbage, og den by, som sender 100, får kun 10 tilbage.”

⁴ Herren siger til Israels folk: „Søg mig, så skal I leve! ⁵ Søg ikke afguderne i Betel, Gilgal og Be’ersheba, for Gilgal bliver ført i eksil, og Betel bliver jævnet med jorden.”

⁶ Ja, søg Herren, så skal I leve. Ellers vil han komme imod jer som en fortærende ild, og ingen af Betels afguder kan slukke den.

⁷ I lader hånt om retfærdighed og foragter hæderlighed.

⁸ I burde søge Herren, som skabte Syvstjernen og Orion; han, som udskifter nattens mørke med morgenlys og gør dag til nat; han, som opsamler havets vand og lader det øse ned på jorden. Herren er hans navn. ⁹ Han sender ødelæggelse over stærke byer og nedbryder alle deres forsvarsværker.

¹⁰ Hvorfor hader I dem, der taler sandhed, og dem, der fælder retfærdige domme? ¹¹ I tramper på de fattige og lægger urimelige afgifter på deres kornhøst. Derfor skal I ikke opleve at nyde livet i de fornemme stenhuse, I er ved at bygge, eller fylde jer med vinen fra de vingårde, I er ved at anlægge.

¹² „Jeg ved alt om jeres oprør mod mig og jeres mange synder,” siger Herren. „I undertrykker de uskyldige og tager imod bestikkelse, så de svage forhindres i at få deres ret.”

¹³ I den slags onde tider tvinges den kloge til tavshed. ¹⁴ Søg det gode og flygt fra det onde, så I kan få lov at leve. Først da vil Herren, den Almægtige, være med jer, sådan som I påstår, han er. ¹⁵ Had det onde og elsk det gode. Lad retfærdigheden sejre i retten. Så vil Gud, den Almægtige, måske tilgive den rest af folket, som overlever.

Dommens dag bliver en sørgedag

¹⁶ Herren, den Almægtige, siger: „Når straffen kommer, vil folk græde på gaden i fortvivlelse, og på torvene vil de sørge over de døde. Landmændene kaldes ind til byen for at deltage i sorgen, og alle grædekoner kommer i arbejde. ¹⁷ I alle vingårdene vil der lyde fortvivlede råb, når jeg går igennem landet og ødelægger dem.”

^18-20 „Gid Herren dog ville gribe ind!” siger I. Men I aner ikke, hvad der vil ske, når jeg griber ind! Det bliver en sorgens dag, ikke en glædens dag. Til den tid går det jer som en mand, der nok undslipper en løve, der har jaget ham, men løber lige i favnen på en bjørn, og når han derefter søger skjul i et hus, bliver han bidt i hånden af en slange. Når jeg griber ind, bliver det en sorgens dag!

²¹ Herren siger: „Jeg hader jeres religiøse fester! Jeg er led ved jeres hykleriske højtider! ²² Selvom I bringer mig brændofre og afgrødeofre, vil jeg ikke tage imod dem. Jeg vil ikke røre ved fedtet fra jeres takofre. ²³ Spar mig for jeres larmende sange. Jeg er træt af at lytte til jeres musik. ²⁴ Lad godheden strømme som en flod, retfærdigheden risle frem som en uudtømmelig kilde. ²⁵ Bragte I slagtofre og afgrødeofre til mig de 40 år i ørkenen? ²⁶ Nu kan I tage de gudebilleder med, I selv har lavet, inklusive Sakkut og stjerneguden Kevan, ²⁷ for I bliver sendt i landflygtighed langt borte, øst for Damaskus.” Herren, den almægtige Gud, har talt!

6 Ve jer, der tager den med ro i Jerusalem og lever sorgløst i Samaria. I betragter jer selv som de bedste ledere i det bedste land, og Israels folk kommer til jer for at få råd og hjælp. ² Men tænk på, hvordan det er gået Kalno^[b] og den tidligere storby Hamat. Og hvad med filisterbyen Gat? Når de blev lagt i ruiner, hvad så med jer? Er jeres byer og lande bedre end deres? ³ I tror, at dommen er langt borte, men jeres handlinger bringer den tæt på.

⁴ I nyder livet henslængt på jeres elfenbensudsmykkede senge og divaner. I frådser i fede lamme- og kalvestege, ⁵ mens I synger viser og spiller på lyrer fra Davids tid. ⁶ I drikker vin af de hellige offerskåle og bruger de bedste aromatiske olier på jer selv i stedet for at faste og sørge over Israels forfald. ⁷ Derfor skal I blive de første, som føres i eksil. Jeres lystige fester får en brat ende.

⁸ Herren, den almægtige Gud, har svoret ved sig selv: „Jeg hader Israels hovmod og foragter deres paladser. Derfor overgiver jeg deres by med alle dens indbyggere i fjendens hånd.”

⁹ Om så ti mænd skjuler sig i et hus, skal de alle dø. ¹⁰ Hvis en slægtning kommer for at hente de døde i huset og begrave dem, råber han måske ind i huset, om der er flere tilbage. Hvis svaret er: „Nej!” vil han sige: „Pas på, nævn ikke Herrens navn, for at han ikke skal høre dig!” ¹¹ For når først Herren har afsagt sin dom, skal både små og store huse jævnes med jorden.

¹² Lader man heste galopere på klipper? Lader man okser pløje havet? Men I har stik imod al fornuft vendt retten til uret og erstattet det gode med det onde. ¹³ I praler over at have besejret de magtesløse og er stolte over, hvad I har kunnet udrette i egen kraft.

¹⁴ „Åh, Israels folk,” siger Herren, den almægtige Gud. „Jeg sender et fremmed folk imod jer. De vil hærge jeres land fra Lebo-Hamat i nord til Arabadalen mod syd.”

Guds tjenere på jorden blandt jøderne

7 Derefter så jeg fire engle stå ved de fire verdenshjørner. De holdt jordens fire vinde tilbage, så de ikke kunne blæse over land og hav eller mod noget træ. ² En femte engel trådte frem i den østlige horisont, og han havde den levende Guds segl med sig. Han råbte med høj røst til de fire engle, som havde fået magt til at skade både jord og hav: ³ „Rør ikke jorden eller havet eller noget træ, før vi har mærket vores Guds tjeneres pander med hans segl.” ⁴ Jeg hørte tallet på de beseglede. Det var 144.000 af alle Israels stammer, ^5-8 12.000 fra hver af de 12 stammer: Juda, Ruben, Gad, Asher, Naftali, Manasse, Simeon, Levi, Issakar, Zebulon, Josef og Benjamin.

Den store flok i Himlen af frelste fra alle folkeslag

⁹ Derefter lagde jeg mærke til en stor flok mennesker, som stod foran Lammet og Guds trone i Himlen, klædt i lange, hvide dragter og med palmegrene i hænderne. Der var mennesker fra alle folkeslag og sprog, og der var så mange, at ingen kunne tælle dem. ¹⁰ De råbte: „Frelsen kom fra vores Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet!”

¹¹ Alle englene stod i en kreds omkring Guds trone og de 24 medregenter og de fire levende væsener. De faldt på knæ foran tronen, og med ansigtet mod jorden hyldede de Gud: ¹² „Ja, det er rigtigt! Gud skal have ære, tak og lovprisning i al evighed. Han har al herlighed, visdom, kraft og magt. Amen!”

¹³ En af medregenterne vendte sig til mig og sagde: „Ved du, hvem de mennesker i hvide dragter er? Ved du, hvor de er kommet fra?”

¹⁴ „Nej, herre,” svarede jeg, „men du ved det.”

„De er kommet ud af den store trængsel,” sagde han. „De har gjort deres dragter rene i Lammets blod, så de er helt hvide. ¹⁵ Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans helligdom. Han, som sidder på tronen, vil tage sig af dem, ¹⁶ og de skal aldrig mere sulte eller tørste eller døje under sol og hede. ¹⁷ Lammet, der står ved tronen, vil være deres hyrde og lede dem til kilden med det livgivende vand, og Gud vil tørre hver tåre af deres kinder.”