En menighed i Thessaloniki grundlægges under kraftig modstand

17 Paulus og hans ledsagere lagde turen om ad Amfipolis og Apollonia og ankom til Thessaloniki, hvor jøderne havde en synagoge. ² Som sædvanlig ønskede Paulus først at tale til jøderne, og de følgende tre sabbatter tog han ind i synagogen og debatterede med dem om, hvad der står i Skrifterne. ³ Han forklarede dem, at det var Guds plan, at Messias skulle lide døden og derefter genopstå fra de døde. „Og den Jesus, som jeg fortæller jer om,” sagde Paulus til slut, „han er den Messias, som vi har ventet på!” ⁴ Nogle af jøderne blev overbevist og kom til tro. Det samme gjorde et stort antal grækere, som tidligere var konverteret til jødedommen, deriblandt en del af byens fremtrædende kvinder.

⁵ De jøder, som ikke tog imod budskabet, blev fanatiske modstandere. De fik samlet noget rakkerpak fra gaden og fik stemningen pisket godt op i hele byen. Sammen med hoben stormede de Jasons hus for at få fat i Paulus og Silas og slæbe dem for øvrigheden. ⁶ Da de ikke kunne finde dem, trak de i stedet Jason og nogle af de andre kristne ud af huset og førte dem hen til byens ledere. De råbte deres anklager ud: „Der er nogle folk, som har forårsaget oprør andre steder i verden, og de er nu kommet til vores by for at gøre det samme her. ⁷ Jason har taget imod dem, og de gør alle sammen oprør mod kejseren. De påstår nemlig, at der findes en anden konge, en, der hedder Jesus!” ⁸ På den måde fik de gjort byens ledere og alle de tilstedeværende yderst urolige, ⁹ men Jason og de andre kristne fik dog lov at gå, efter at der var stillet kaution for dem.

Menigheden i Berøa grundlægges

¹⁰ Allerede samme nat blev Paulus og hans medarbejdere sendt af sted til Berøa. Den næste sabbat gik de som sædvanlig ind i synagogen for at forkynde budskabet om Jesus. ¹¹ Jøderne i Berøa var mere storsindede end dem i Thessaloniki. De lyttede opmærksomt til budskabet, og dag efter dag studerede de Skrifterne for at se, om det var sandt, hvad de fik fortalt. ¹² Mange af jøderne kom til tro, foruden en del af de fremtrædende græske kvinder og også mange græske mænd.

¹³ Men da jøderne i Thessaloniki fik at vide, at Paulus nu også var i gang med at forkynde Guds ord i Berøa, tog de derhen for at ophidse befolkningen imod ham. ¹⁴ Menighedens ledere eskorterede derefter hurtigt Paulus ud til kysten, mens Silas og Timoteus blev tilbage. ¹⁵ De, der fulgte Paulus ned til båden, sejlede med ham helt til Athen, hvorfra de vendte tilbage til Berøa med besked til Silas og Timoteus om hurtigst muligt at komme ned til ham.

Paulus i Athen

¹⁶ Mens Paulus ventede på dem i Athen, blev han mere og mere opbragt over alle de afgudsbilleder, han så rundt omkring i byen. ¹⁷ I synagogen om sabbatten debatterede han med de jøder og grækere, som kom der, og på ugens andre dage talte han med de mennesker, han traf på torvet.

¹⁸ På et tidspunkt faldt Paulus i snak med en gruppe filosoffer, både epikuræere og stoikere. Nogle sagde: „Sikke dog et snakkehoved!” Andre sagde: „Han vil vist have os til at tro på nogle nye, fremmede guder.” De kendte jo intet til Jesus, og det med opstandelsen fra de døde kunne de slet ikke forholde sig til. ¹⁹ De besluttede så at tage ham med hen til byens højeste rådsforsamling, Areopagos. „Vi vil gerne høre noget mere om den nye lære, som du kommer med,” sagde de. ²⁰ „Det lyder jo temmelig fremmed for os, men vi vil gerne vide, hvad det hele går ud på.” ²¹ Det var nemlig sådan, at både byens indfødte borgere og tilflytterne fik meget tid til at gå med at fortælle og høre sidste nyt.

²² Så stod Paulus frem midt i Areopagos forsamlingen og sagde: „Højtærede mænd her i Athen! Jeg har lagt mærke til, at I er meget interesserede i åndelige spørgsmål. ²³ Da jeg spadserede gennem byen, så jeg de mange religiøse symboler, som I bruger i jeres gudsdyrkelse. Der var blandt andet et alter med inskriptionen: ‚For en ukendt gud’. Den Gud, som I dyrker uden at kende, ham vil jeg gerne fortælle jer om. ²⁴ Der er en Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den. Han er Herre over både himlen og jorden. Han bor ikke i menneskeskabte templer. ²⁵ Han har heller ikke brug for, at mennesker skal sørge for hans fornødenheder. Tværtimod, det er ham, der giver menneskene liv og ånde og alt andet. ²⁶ Han lod alle racer nedstamme fra det samme menneske og spredte folkeslagene ud over hele jorden. Han har fastsat, hvor længe hvert folkeslag skal bestå, og hvor dets grænser skal gå. ²⁷ Han skabte menneskene med en længsel efter Gud, så de i deres famlen måske kunne finde ham. Han er nemlig ikke ret langt borte fra en eneste af os, ²⁸ for han giver os liv, bevægelse og eksistens, ligesom en af jeres egne digtere har sagt: ‚Vi tilhører også hans slægt.’ ²⁹ Når vi er i slægt med Gud, så ligner vi ham, og så skal vi ikke tænke på Gud som et billede i guld, sølv eller sten, et billede, der er formet ud fra menneskelig tankegang og kunstnerisk dygtighed. ³⁰ Nok har Gud båret over med tidligere tiders uvidenhed, men nu befaler han, at alle mennesker, hvor de end er, skal vende om til ham. ³¹ Han har nemlig fastsat en dag, hvor han vil afsige sin retfærdige dom over alle mennesker i hele verden. Det vil han gøre sammen med en bestemt mand, som han har udvalgt til den opgave, og for at hjælpe alle mennesker til at tro det, har han oprejst ham fra de døde.”

³² Da forsamlingen hørte, at nogen skulle være genopstået fra de døde, gav nogle sig til at le, mens andre sagde: „Det vil vi høre mere om en anden gang.” ³³ Så forlod Paulus dem, ³⁴ men der var nogle få mænd, der sluttede sig til ham og kom til tro, blandt andre Dionysios, som selv var medlem af Areopagos forsamlingen. Desuden var der en kvinde, der hed Damaris, og flere andre.

Menigheden i Korinth grundlægges

18 Derefter forlod Paulus Athen og rejste videre til Korinth. ^2-3 Dér traf han en jøde, som hed Akvila. Hans kone hed Priskilla. Deres arbejde var at sy telte, ligesom Paulus gjorde, så han fik lov til at bo hos dem og arbejde sammen med dem. Akvila stammede oprindelig fra Pontus, men han og hans kone var netop ankommet fra Italien, for kejser Claudius havde givet ordre til, at alle jøder skulle forvises fra Rom. ⁴ Hver sabbat var Paulus i synagogen, hvor han debatterede med og søgte at overbevise både jøder og grækere. ⁵ Da Silas og Timoteus kom ned til Korinth fra Makedonien, var Paulus helt opslugt af at forkynde Guds ord og søge at overbevise jøderne om, at Jesus virkelig var den ventede Messias. ⁶ Men da jøderne hånende afviste ham, rystede Paulus symbolsk^[a] støvet af sin kappe og sagde: „Det er jeres egen skyld, hvis I går fortabt. Jeg kan ikke tage ansvaret for det. Fra nu af vil jeg forkynde budskabet om Jesus for de andre folkeslag.”

⁷ Han flyttede så sin undervisning fra synagogen over til et hus, som lå lige ved siden af og tilhørte Titius Justus, en græker som var gået over til jødedommen, men nu var kristen. ⁸ Synagogeforstanderen Krispus og hele hans husstand kom også til tro på Herren. Mange af byens indbyggere kom for at lytte til Paulus, og mange kom til tro, hvorefter de blev døbt.^[b]

^9-10 En nat havde Paulus et syn, i hvilket Herren sagde til ham: „Du skal ikke være bange, for jeg vil beskytte dig, så ingen gør dig fortræd. Fortsæt med at tale og giv ikke op, for jeg har et stort folk i denne by.” ¹¹ Så blev Paulus i Korinth i halvandet år og underviste i Guds ord.

¹² Mens Gallio var guvernør i den romerske provins Akaja,^[c] gennemførte jøderne en samlet aktion mod Paulus og fik ham slæbt hen til guvernøren. ¹³ Dér kom de frem med følgende anklage: „Manden her overtaler folk til at dyrke Gud på en måde, som er imod vores lov.” ¹⁴ Men da Paulus skulle til at forsvare sig, vendte Gallio sig til jøderne og sagde: „Hør engang, I jøder, havde der været tale om en grov forbrydelse eller anden lovovertrædelse, så ville jeg godt have hørt på jer. ¹⁵ Men når det drejer sig om ordstrid og magtkampe inden for jeres egen religion, så må I klare det selv. Den slags sager vil jeg ikke dømme i.” ¹⁶ Så jog han dem væk fra domstolen.

¹⁷ Alle^[d] greb nu fat i synagogeforstanderen, Sostenes, og slog løs på ham lige uden for domstolen, men det tog Gallio sig ikke af.

Paulus rejser tilbage til Antiokia via Efesos og Jerusalem

¹⁸ Efter den hændelse blev Paulus endnu en tid i Korinth, før han besluttede at tage tilbage til provinsen Syrien sammen med Priskilla og Akvila. Så tog de afsked med menigheden og kom ned til havnebyen Kenkrea. Her lod Paulus sit hår klippe, da tiden for hans naziræerløfte var udløbet.^{[e] 19} De gik om bord i et fragtskib og ankom til Efesos, hvor Paulus efterlod Akvila og Priskilla. Mens skibet lossede i havnen, havde Paulus tid til at aflægge et besøg i synagogen for at debattere med jøderne der. ²⁰ De bad ham blive nogle dage, men det kunne han ikke. ²¹ Da han tog afsked med dem, sagde han: „Om Gud vil, kommer jeg tilbage til jer.” Derefter sejlede han videre med skibet sydpå langs kysten.

²² Da de ankom til Cæsarea, fortsatte Paulus rejsen til fods mod Jerusalem. Efter at have aflagt et kort besøg i menigheden dér, tog han videre til Antiokia. ²³ Dér blev han et godt stykke tid, og da han igen rejste ud, tog han til den frygiske del af provinsen Galatien, hvor han tog rundt og styrkede disciplene i troen.

Apollos

²⁴ På den tid kom en jøde ved navn Apollos fra Alexandria i Egypten til Efesos. Han var en veltalende mand og var godt kendt med Skrifterne. ²⁵ Hjemme i Alexandria havde han lært om Jesus, og nu talte han begejstret om det og underviste korrekt ud fra det, han vidste, selv om den eneste dåb, han havde hørt om, var Johannes’ dåb. ²⁶ Da han frimodigt stod og talte om Jesus i synagogen, inviterede Priskilla og Akvila ham med hjem og gav ham yderligere undervisning. ²⁷ Apollos ville gerne rejse over til Akaja, og menighedens ledelse opmuntrede ham til at gøre det. De skrev til de kristne menigheder dér og bad dem tage godt imod ham. Og da han kom derover, blev han ved Guds nåde til stor hjælp for de troende der. ²⁸ Når der var offentlig debat, tilbageviste han med stor kraft alle de jødiske argumenter, idet han ud fra Skrifterne beviste, at Jesus var den lovede Messias.

En stærk menighed grundlægges i Efesos

19 Mens Apollos opholdt sig i Korinth, rejste Paulus videre fra Galatien gennem det indre højland og kom ned til Efesos. ² Der traf han en flok disciple og spurgte dem: „Fik I Helligånden, dengang I kom til tro?”

„Vi har ikke engang hørt, at der findes en hellig Ånd,” svarede de.

³ „Hvilken dåb blev I da døbt med?” spurgte han.

„Johannes Døbers dåb,” svarede de.

⁴ „Johannes døbte dem, der havde taget afstand fra deres synd, og han sagde til folk, at de skulle tro på én, som kom bagefter ham, det vil sige Jesus.” ⁵ Så snart de hørte det, lod de sig døbe til at tilhøre Herren Jesus. ⁶ Og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede. ⁷ Der var omkring 12 mænd i alt.

⁸ I de følgende tre måneder kom Paulus til stadighed i synagogen, hvor han frimodigt debatterede med jøderne og talte overbevisende om Guds rige. ⁹ Men nogle af dem nægtede hårdnakket at tage imod budskabet, og de talte offentligt imod dem, som blev kaldt „Vejen”. Så forlod Paulus synagogen og tog gruppen af disciple med sig over i Tyrannos’ forelæsningssal, hvor de holdt daglige samtaler. ¹⁰ Det fortsatte de næste to år, så alle indbyggere i provinsen Asien, både jøder og grækere, fik anledning til at høre Herrens ord.

¹¹ Gud udførte usædvanlige undere gennem Paulus’ tjeneste ¹² med det resultat, at folk kappedes om at få fat i de arbejdsforklæder eller tøjstykker, som Paulus havde brugt. Når tøjstykkerne derefter blev lagt på syge mennesker, blev de syge helbredt, mens andre blev befriet fra onde ånder.

¹³ Nogle jødiske eksorcister, som rejste fra by til by, brugte også Jesu navn, når de prøvede at uddrive onde ånder. De sagde: „Jeg befaler jer at forsvinde i kraft af den Jesus, som Paulus forkynder!” ¹⁴ Der var blandt andet syv sønner af den jødiske ypperstepræst Skeuas, som prøvede det. ¹⁵ Men da de gjorde det, svarede den onde ånd: „Jesus kender jeg, og jeg ved, hvem Paulus er, men I—hvem er I?” ¹⁶ Manden, der havde den onde ånd i sig, fór løs på dem og mishandlede dem, så de til sidst måtte flygte ud af huset, forslåede og med tøjet revet af.

¹⁷ Den historie blev hurtigt kendt blandt både jøder og grækere i Efesos. Alle blev grebet af ærefrygt, og de var fulde af lovord om Herren Jesus og hans magt. ¹⁸ Som følge af den hændelse kom mange af de nye troende og fortalte åbent om de hemmelige ting, de før havde været involveret i, ¹⁹ og en hel del kom med deres okkulte bøger, som så blev brændt på et stort bål. Man optegnede bøgernes værdi og fandt ud af, at det svarede til 50.000 sølvstykker. ²⁰ Som følge af Herrens magt fik budskabet flere og flere tilhængere.

Uroligheder og modstand i Efesos

²¹ Derefter besluttede Paulus under ledelse af Helligånden at rejse gennem Makedonien og Akaja til Jerusalem. „Og når jeg har været dér, må jeg videre til Rom,” sagde han. ²² Han sendte sine to hjælpere, Timoteus og Erastos, i forvejen til Makedonien, mens han selv blev endnu en tid i provinsen Asien.

²³ På den tid opstod der en del røre i Efesos omkring dem, der blev kaldt „Vejen”. ²⁴ En velstående forretningsmand ved navn Demetrios havde mange folk i arbejde med fremstilling af små sølvkopier af Artemistemplet. ²⁵ Han sammenkaldte til et møde med alle byens øvrige sølvsmede og sagde til dem: „Mine herrer! I ved alle, at vi tjener godt ved at lave vores sølvting. ²⁶ I har også hørt om den mand, der hedder Paulus. Han har fået en masse mennesker både her i Efesos og i hele Asien til at tro på, at de guder, vi fremstiller, ikke er sande guder. ²⁷ Ikke alene giver det vores erhverv et dårligt ry, men der er fare for, at vores store gudinde Artemis’ tempel vil miste sin betydning, og at den gudinde, som hele Asien, ja hele verden, dyrker, vil blive vanæret!” ²⁸ Den tale satte blodet i kog hos folk, og de begyndte at råbe: „Stor er efesernes Artemis!” ²⁹ Ophidselsen bredte sig, og snart var hele byen i oprør. Alle stormede mod friluftsteatret. De greb fat i Paulus’ to rejsekammerater, Aristark og Gajus fra Makedonien, og slæbte dem med for at anklage dem. ³⁰ Paulus ville også selv være gået hen på teaterpladsen, men disciplene holdt ham tilbage. ³¹ Desuden sendte nogle af provinsens ledende mænd, som var venner med Paulus, bud til ham om ikke at sætte livet på spil.

³² Inde i teatret råbte og skreg folk i munden på hinanden, og det hele var én stor forvirring. De fleste var ikke engang klar over, hvad de var der for. ³³ Nogle af jøderne fik øje på Alexander. De satte ham hurtigt ind i sagen og fik ham skubbet frem. Han vinkede med hånden og forsøgte at komme med et forsvar. ³⁴ Men da alle kunne se, at han var jøde, råbte de i kor i næsten to timer: „Stor er efesernes Artemis!” ³⁵ Til sidst lykkedes det byrådets formand at berolige dem så meget, at han kunne få ørenlyd. „Borgere i Efesos!” råbte han. „Alle ved, at Efesos er centrum for tilbedelsen af vores berømte Artemis, hvis billede faldt ned til os fra himlen. ³⁶ Når det er en kendsgerning, som ikke kan diskuteres, så er der ingen grund til at blive foruroliget eller gribe til overilede handlinger. ³⁷ I har ført de mænd herhen, skønt de hverken har stjålet noget i templet eller har hånet vores gudinde. ³⁸ Hvis Demetrios og hans sølvsmede har en klage imod dem, er der domstole og fastlagte dage for retsmøder, og dommerne kan straks tage sig af sagen. Lad os derfor bruge de lovlige instanser. ³⁹ Og hvis I har andre ting at klage over, så kan det ordnes ved et lovligt indkaldt folkemøde, ⁴⁰ for vi risikerer at blive anklaget for oprør efter det, der er sket i dag. Der er ingen fornuftig grund til at lave sådan et spektakel.” Med disse ord fik han forsamlingen opløst.