Apostlene i Jerusalem accepterer, at Messias ikke kun kom for jødernes skyld

11 Det varede ikke længe før apostlene og menighederne rundt omkring i Judæa hørte, at en gruppe ikke-jøder havde taget imod Guds ord. ² Da Peter vendte tilbage til Jerusalem, måtte han stå skoleret for menighedens ledere dér. ³ „Du har besøgt en ikke-jødisk familie, og du har oven i købet spist sammen med dem!” lød anklagen. ⁴ Peter fortalte dem så fra ende til anden, hvad der var sket: ⁵ „En dag, mens jeg var i bøn i Joppe, havde jeg et syn,” forklarede han. „Noget blev sænket ned fra himlen. Det lignede en stor dug, der blev holdt oppe i de fire hjørner, og den dalede ned foran mig. ⁶ Jeg stirrede på den og så alle mulige slags pattedyr, rovdyr, krybdyr og fugle. ⁷ Så hørte jeg en stemme sige: ‚Rejs dig, Peter, slagt og spis.’ ⁸ ‚Ikke tale om, Herre!’ svarede jeg. ‚Sådan nogle urene dyr har jeg aldrig spist.’ ⁹ Men stemmen talte igen: ‚Det, som Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde urent.’ ¹⁰ Det skete tre gange, og så forsvandt det hele op i himlen.

¹¹ I det samme stod der tre mænd uden for huset, hvor jeg opholdt mig. De var kommet fra Cæsarea for at hente mig. ¹² Helligånden sagde til mig, at jeg skulle gå med dem uden at gøre indvendinger. De seks mænd, der står her, fulgte også med, og vi tog så op til mandens hus. ¹³ Da vi ankom, fortalte han os, hvordan en engel pludselig havde stået foran ham og havde sagt til ham: ‚Send bud til Joppe efter en, der hedder Simon Peter. ¹⁴ Han vil fortælle dig, hvordan du selv og hele din husstand kan blive frelst.’

¹⁵ Men så snart jeg begyndte at tale til dem, faldt Helligånden på dem, akkurat som det skete for os i begyndelsen. ¹⁶ Så kom jeg i tanke om, hvad Herren havde sagt: ‚Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligåndens kraft!’ ¹⁷ Gud gav altså de her ikke-jøder den samme gave, som vi fik, da vi var kommet til tro på Herren Jesus, Messias. Hvem er da jeg, at jeg skulle stille mig i vejen for Gud?”

¹⁸ Da de hørte den beretning, blev de først helt stille. Derefter begyndte de at lovprise Gud og sagde til hinanden: „Så er det altså Guds ønske, at det ikke kun er jøderne, der skal vende om fra deres synd og modtage det evige liv.”

Den første store menighed blandt de græsktalende folkeslag

¹⁹ De Jesus-troende, der var flygtet fra Jerusalem under den store forfølgelse efter Stefanus’ død, nåede så langt som til Fønikien, Cypern og Antiokia. Overalt fortalte de budskabet om Jesus, dog kun til jøderne. ²⁰ Men nogle af dem, der oprindeligt kom fra Cypern eller Kyrene, var græsktalende, og da de kom til Antiokia, begyndte de at tale til grækerne om Herren Jesus, ²¹ og Herrens kraft var med dem, så et stort antal kom til tro.

²² Menigheden i Jerusalem hørte, hvad der var sket i Antiokia, og derfor sendte de Barnabas derhen. ²³ Da han så, hvad Gud i sin nåde havde gjort, blev han meget glad og opmuntrede dem alle til helhjertet at holde fast ved troen på Herren. ²⁴ Barnabas var et godt menneske, fuld af Helligånd og tro. Ved hans indsats kom mange mennesker til tro på Jesus.

²⁵ Nogen tid efter rejste Barnabas videre til Tarsos for at opsøge Saul. ²⁶ Da han havde fundet ham, tog han ham med tilbage til Antiokia. I et helt år arbejdede de sammen i menigheden og underviste en stor gruppe mennesker. Det var her i Antiokia, at disciplene for første gang blev kaldt „de kristne”.^[a]

²⁷ Mens de var dér, kom nogle profeter fra Jerusalem til Antiokia. ²⁸ En af dem ved navn Agabos rejste sig ved et møde og forudsagde ved Helligånden, at der ville komme en stor hungersnød over hele verden (det skete, mens Claudius var kejser i Rom). ²⁹ Disciplene besluttede da at sende hjælp til deres medkristne i Judæa. Enhver skulle give så meget, de havde råd til. ³⁰ Derefter blev Barnabas og Saul sendt af sted for at overbringe den indsamlede gave til lederne i menigheden i Jerusalem.

Kong Agrippa begynder at forfølge menigheden i Jerusalem

12 I mellemtiden var Kong Herodes Agrippa^[b] begyndt at forfølge og mishandle nogle fra menigheden i Jerusalem, ² og han lod Jakob, Johannes’ bror, halshugge. ^3-4 Da kongen mærkede, at det faldt i god jord hos de jødiske ledere, lod han også Peter arrestere og sætte i fængsel, og han gav fire vagthold på hver fire soldater ordre til at bevogte fængslets døre. Det skete under påskehøjtiden, og kongen havde til hensigt at få ham dømt af Det jødiske Råd, så snart påsken var forbi. ⁵ Mens Peter blev stærkt bevogtet i fængslet, bad menigheden inderligt og vedvarende for ham.

Peter sættes på fri fod ved en engels hjælp

⁶ Natten før Peter skulle dømmes, lå han og sov, lænket til to soldater, mens to andre stod vagt lige uden for døren. ⁷ Pludselig lå cellen badet i et strålende lys, og en engel stod ved Peters side. Englen gav ham et puf i siden og sagde: „Rejs dig op! Hurtigt!” I det samme faldt lænkerne af hans hænder. ⁸ „Tag bælte og sandaler på,” fortsatte englen. Da det var sket, sagde han: „Tag din kappe på og følg efter mig!” ⁹ Peter fulgte med englen ud af cellen. Han troede, at det bare var noget, han drømte eller så i et syn, og ikke at det var noget, som virkelig skete. ¹⁰ De passerede den første vagtpost og kort efter den næste. De var nu fremme ved den store jernport, der førte ud i det fri. Den åbnede sig af sig selv, og de fortsatte ud gennem porten og gik sammen et stykke ned ad gaden. Derefter forsvandt englen pludselig.

¹¹ Da gik det langsomt op for Peter, hvad der egentlig var sket. „Nu forstår jeg det,” sagde han til sig selv. „Herren har virkelig sendt sin engel og reddet mig ud af kongens kløer og skånet mig for alt det, folk forventede skulle ske med mig.”

¹² Efter at have sundet sig gik han hen til Marias hus, hende, der er mor til Johannes Markus. En masse mennesker var samlet til bøn dér. ¹³ Han bankede på døren til portrummet, og en pige, som hed Rhode, gik ud for at høre, hvem det var. ¹⁴ Hun genkendte med det samme Peters stemme og blev så glædeligt overrasket, at hun helt glemte at lukke op og i stedet løb tilbage til de andre, for at fortælle dem, at Peter stod udenfor. ¹⁵ „Du er ikke rigtig klog!” sagde de, men hun blev ved med at påstå, at det var Peter, der stod udenfor. Til sidst sagde de: „Det må være hans skytsengel!” ¹⁶ Imens stod Peter og bankede og bankede. Da de endelig fik lukket op og så, at det virkelig var ham, blev de ude af sig selv af forbavselse. ¹⁷ Men Peter gjorde tegn til, at de skulle være stille, og han fortalte dem, hvordan Herren havde befriet ham fra fængslet. „Fortæl det til Jakob^[c] og de andre ledere,” sagde han. Derefter rejste han væk til et andet sted.^[d]

¹⁸ Ved daggry blev der stor opstandelse blandt de soldater, der havde stået vagt. Ingen anede, hvor Peter var blevet af. ¹⁹ Da kongen sendte bud efter ham, og man ikke kunne finde ham, kom vagterne i forhør og blev derefter henrettet. Efter den historie forlod kong Herodes Judæa og tog ophold i Cæsarea.

Herodes bliver straffet

²⁰ Nogen tid efter ankom en delegation fra Tyrus og Sidon til Cæsarea. Herodes havde haft et meget spændt forhold til de to byer, men de kom nu for at bede om fred, for de fik deres fødevarer fra det område, Herodes regerede over. Det lykkedes for delegationen at komme på venskabelig fod med Blastus, kongens kammertjener, og de fik ham til at hjælpe sig. ²¹ Et møde med kongen blev aftalt, og på den fastsatte dag iklædte Herodes sig sin kongelige dragt, satte sig på tronen og holdt en tale til dem. ²² Da han var færdig, hyldede folket ham og råbte: „Det er en gud og ikke et menneske, der taler!” ²³ I samme øjeblik ramte Herrens engel ham med en sygdom, fordi han tog imod menneskers tilbedelse i stedet for at give Gud æren. Han blev ædt op af orme og døde.

Barnabas og Saul vender tilbage til Antiokia

²⁴ Men de kristne havde fremgang, og Guds ord nåede ud til flere og flere mennesker. ²⁵ Da Barnabas og Saul havde fuldført deres opgave i Jerusalem, tog de Johannes Markus med sig og vendte tilbage til Antiokia.

Saul og Barnabas bliver udsendt på deres første missionsrejse

13 I menigheden i Antiokia var der en række profeter og lærere. Der var Barnabas, Simeon Niger, Lukius fra Kyrene, samt Manaen, der var opvokset sammen med Herodes Antipas, og endelig var der Saul. ² En dag, da menigheden holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: „Udtag Barnabas og Saul til den opgave, som jeg har udvalgt dem til!” ³ Menigheden fortsatte derefter i bøn og faste, og de lagde hænderne på dem for at sende dem af sted med Guds velsignelse.

Første stop: Cypern

⁴ Efter at Barnabas og Saul på den måde var udsendt af Helligånden, tog de ned til Seleukia, hvorfra de sejlede til Cypern. ⁵ Da skibet lagde til i den østlige havneby Salamis, gik de fra borde og opsøgte øens jødiske synagoger, hvor de forkyndte Guds ord. De havde taget Johannes Markus med på rejsen som deres hjælper. ⁶ De vandrede tværs over øen, indtil de kom til den vestlige havneby Pafos. Her traf de en jødisk troldmand og falsk profet, der hed Bar-Jesus. ⁷ Han holdt til hos guvernøren, Sergius Paulus, som for øvrigt var en begavet mand. Guvernøren inviterede Barnabas og Saul på besøg, for han ville gerne høre Guds ord. ⁸ Men Bar-Jesus, der også var kendt som Elimas,^[e] modarbejdede dem og prøvede at forhindre guvernøren i at komme til tro. ⁹ Saul, som også kaldes Paulus, blev da fyldt med Helligåndens kraft. Han så fast på Elimas og sagde: ¹⁰ „Du er et Djævelens barn, fuld af løgn og bedrag, modstander af alt, hvad der er ret og rigtigt. Hvornår vil du holde op med at modarbejde Herrens planer? ¹¹ Nu vil Herren straffe dig ved at gøre dig blind for en tid!” I det samme blev alt mørkt omkring ham, så han begyndte at famle rundt for at finde en, der kunne lede ham ved hånden. ¹² Da guvernøren så det mirakel, kom han til tro, så forbløffet var han over den kraft, der fulgte med budskabet om Herren.

Videre til Antiokia i Pisidien

¹³ Paulus og hans ledsagere sejlede derefter ud fra Pafos og ankom til havnebyen Perge i provinsen Pamfylien i Lilleasien. Her forlod Johannes Markus dem og vendte tilbage til Jerusalem. ¹⁴ Men Barnabas og Paulus fortsatte til fods ind i landet til Antiokia i provinsen Pisidien. På sabbatten gik de ind i synagogen og satte sig. ¹⁵ Efter den foreskrevne oplæsning fra Toraen og Profetbøgerne sendte synagogens ledere en besked over til dem: „Venner, hvis I har et opmuntrende ord til folket, så sig frem!”

¹⁶ Paulus rejste sig, løftede hånden for at få ro og sagde så: „Israelitter og gudfrygtige grækere, hør, hvad jeg har at sige! ¹⁷ Israels Gud udvalgte vores stamfædre, og han gjorde folket talrigt, da de levede som fremmede i Egypten. Derefter førte han dem ud af Egypten med stor kraft, ¹⁸ og han viste stor tålmodighed over for dem under de 40 års ørkenvandring. ^19-20 Han udryddede syv folkeslag i Kana’an og hjalp vores forfædre til at indtage hele det lovede land i løbet af ca. 450 år. Derefter gav han dem en række dommere til at lede landet indtil profeten Samuel. ^21-22 Men så tiggede folket om at få en konge, og Gud gav dem Saul, en søn af Kish fra Benjamins stamme. Han regerede i 40 år, indtil Gud fjernede ham og i stedet gav dem David til konge. Om ham har Gud sagt: ‚David, Isajs søn, er en mand, jeg kan stole på. Han vil gøre min vilje i alle ting.’^{[f] 23} Af Davids slægt har Gud nu udvalgt og sendt en frelser til Israels folk, sådan som han lovede, og det er Jesus.^[g]

²⁴ Men før Jesus begyndte sit virke, forkyndte Johannes Døber for hele Israels folk, at de skulle vende om fra deres synder og lade sig døbe. ²⁵ Da Johannes var ved at have afsluttet sin gerning, sagde han til folket: ‚Jeg er ikke den Messias, I venter på. Men han kommer snart, og jeg er ikke engang værdig til at løse remmen på hans sandaler.’

²⁶ Hør, venner, budskabet om frelse gælder både jer, som er Abrahams fysiske efterkommere, og jer grækere, som har ærefrygt for Gud. ²⁷ Jerusalems indbyggere og de jødiske ledere tog ikke imod Frelseren. De accepterede ham ikke som Messias, men dømte ham til døden og opfyldte derved profeternes ord, som bliver oplæst sabbat efter sabbat. ²⁸ Selv om de ikke kunne finde nogen gyldig grund til at dømme ham til døden, fik de alligevel Pilatus til at slå ham ihjel. ²⁹ Da alle disse profetier således var gået i opfyldelse, blev han taget ned fra korset og lagt i en gravhule. ³⁰ Men Gud oprejste ham fra de døde, ³¹ og i dagene derefter viste han sig flere gange for dem, der havde fulgt ham fra Galilæa til Jerusalem. De vidner nu offentligt om, hvad de har set.

^32-33 Vi står her i dag for at fortælle jer det glædelige budskab: Guds løfte til forfædrene er nu gået i opfyldelse for deres efterkommere. Det skete ved, at han sendte os Jesus som den lovede Profet.^[h] Det står også omtalt i Salme 2: ‚Du er min Søn, i dag er jeg blevet din Far.’^[i]

³⁴ Men det, at Jesus skulle opstå fra de døde, og at hans krop ikke skulle gå i forrådnelse, er antydet blandt andet i følgende skriftsted: ‚Jeg vil give jer de hellige, troværdige løfter, jeg gav David.’^[j]

³⁵ Løftet forklares ud fra en anden salme, hvor der står: ‚Du vil ikke lade din hengivne tjener gå i forrådnelse.’^[k]

³⁶ Der er ikke tale om David her, for efter at han havde tjent sin egen samtid ved at udføre Guds planer, døde han og blev begravet, og han er gået i forrådnelse. ³⁷ Men der er tale om den hellige Tjener, som Gud nu har oprejst fra de døde. Hans krop er jo ikke gået i forrådnelse.

^38-39 I skal vide, kære venner, at det er gennem Jesus, det er blevet muligt at få tilgivelse for sine synder. Det er ved at tro på ham, at enhver kan opnå Guds accept, noget som I aldrig kan opnå ved at forsøge at overholde de jødiske love og regler.^[l]

⁴⁰ Men pas på, for hvis I ikke tager imod budskabet i tro, så går det jer, som der står et sted i de profetiske bøger: ⁴¹ ‚Luk øjnene op, I vantro mennesker! I vil blive stumme af undren og gå til grunde! For jeg gør noget i jeres samtid, som I ikke vil tro på, når I får det fortalt.’^[m]”

⁴² Da mødet i synagogen var forbi, var der mange, som bad Paulus og Barnabas om at komme igen den følgende sabbat for at fortælle mere. ⁴³ En del jøder og grækere fra synagogen kom til tro på Jesus, og de fulgte med Paulus og Barnabas, som talte videre med dem og opmuntrede dem til at holde fast ved Guds nåde.

⁴⁴ Ugen efter var næsten hele byen stuvet sammen i synagogen for at høre dem forkynde om Herren. ⁴⁵ Da de jødiske ledere så det vældige opbud af mennesker, blev de jaloux og begyndte hånende at modsige alt, hvad Paulus sagde. ⁴⁶ Paulus og Barnabas lod sig dog ikke kue, men sagde: „Vi var nødt til først at bringe budskabet fra Gud til jer, som er jøder. Men når I afviser det og ikke regner jer selv for værdige til at få del i det evige liv, ja, så vender vi os til dem, der ikke er jøder. ⁴⁷ Herren har nemlig givet os følgende befaling: ‚Jeg har sat dig som et lys for folkeslagene, så du kan bringe min frelse til jordens fjerneste egne.’^[n]”

⁴⁸ Da grækerne hørte det, blev de jublende glade og lovpriste Herren for det budskab, og alle, som var beredt til at opnå det evige liv, kom til tro. ⁴⁹ Det var begyndelsen til, at Herrens ord blev kendt på hele den egn.

⁵⁰ Nu fik de jødiske ledere ophidset de fornemme græske kvinder, som var gået over til jødedommen, samt byens ledende mænd. Det lykkedes dem at oppiske en så kraftig stemning imod Paulus og Barnabas, at de blev jaget ud af byen.

⁵¹ De to apostle rystede byens støv af deres fødder som et tegn på, at de overlod dem til deres egen skæbne, og rejste så videre til Ikonion. ⁵² Men disciplene i byen blev fyldt med glæde og med Helligåndens kraft.