Add parallel Print Page Options

Hærskarers Herres Ord kom således: Så siger Hærskarers Herre: Jeg er fuld af Nidkærhed for Zion, ja i stor Vrede er jeg nidkær for det. Så siger Herren: Jeg vender tilbage til Zion og fæster Bo i Jerusalem; Jerusalem skal kaldes den trofaste By, og Hærskarers Herres Bjerg det hellige Bjerg. Så siger Hærskarers Herre: Atter skal gamle Mænd og Kvinder sidde på Jerusalems Torve, alle med Stav i Hånd for deres Ældes Skyld, og Byens Torve skal vrimle af legende Drenge og Piger. Så siger Hærskarers Herre: Fordi det i disse Dage synes det tiloversblevne af dette Folk umuligt, skulde det så også synes mig umuligt, lyder det fra Hærskarers Herre. Så siger Hærskarers Herre: Se, jeg frelser mit Folk fra Østerleden og Vesterleden og fører dem hjem, og de skal bo i Jerusalem og være mit Folk, og jeg vil være deres Gud i Trofasthed og Retfærd. Så siger Hærskarers Herre: Fat Mod, I, som i denne Tid hører disse Ord af Profeternes Mund, fra den dag Grunden lagdes til Hærskarers Herres Hus, Helligdommen, som skulde bygges. 10 Thi før disse Dage gav hverken Menneskers eller Kvægs Arbejde Udbytte; de, som drog ud og ind, havde ikke Fred for Fjenden, og jeg slap alle Mennesker løs påhverandre. 11 Men nu er jeg ikke mod det tiloversblevne af dette Folk som i fordums Dage, lyder det fra Hærskarers Herre; 12 jeg udsår Fred, Vinstokken skal give sin Frugt, Jorden sin Afgrøde og Himmelen sin Dug, og jeg giver det tiloversblevne af dette Folk det alt sammen i Eje. 13 Og som I, både Judas og Israels Hus, har været et Forbandelsens Tegn blandt Folkene, således skal I, når jeg har frelst eder,blive et Velsignelsens. Frygt ikke, fat Mod! 14 Thi så siger Hærskarers Herre: Som jeg, da eders Fædre vakte min Vrede, satte mig for at handle ilde med eder og ikke angrede det, siger Hærskarers Herre, 15 således har jeg nu i disse Dage omvendt sat mig for at gøre vel mod Jerusalem og Judas Hus. Frygt ikke! 16 Men hvad I skal gøre, er dette; Tal Sandhed hver med sin Næste, fæld i eders Porte Domme, der hvier på Sandhed og fører til Fred, 17 tænk ikke i eders Hjerter ondt mod hverandre og elsk ikke falske Eder! Thi alt sligt hader jeg, lyder det fra Herren.

18 Og Hærskarers Herres Ord kom til mig således: 19 Så siger Hærskarers Herre: Fasten i den fjerde, femte, syvende og tiende Måned skal blive Judas Hus til Fryd og Glæde og gode Højtidsdage. Elsk Sandhed og Fred!

20 Så siger Hærskarers Herre: Endnu skal det ske, at Folkeslag og mange Byers Indbyggere skal komme, 21 og den ene Bys Indbyggere skal gå til den andens og sige: "Lad os vandre hen og bede Herren om Nåde og søge Hærskarers Herre; også jeg vil med." 22 Og mange Folkeslag og talrige Folk skal komme og søge Hærskarers Herre i Jerusalem for at bede Herren om Nåde. 23 Så siger Hærskarers Herre: I hine Dage skal ti Mænd af alle Folks Tungemål gribe fat i en Jødes Kappeflig og sige: "Vi vil gå med eder; thi vi har hørt, at Gud er med eder."

Et Udsagn: Herrens Ord er over Hadraks Land, i Damaskus slår det sig ned - thi Aram forbrød sig mod Herren - det er over alle, som hader Israel, også over Hamat, som grænser dertil, Tyrus og Zidon, thi det er såre viist. Tyrus bygged sig en Fæstning og ophobed Sølv som Støv og Guld som Gadeskarn. Se, Herren vil tage det i Eje og styrte dets Bolværk i Havet. det selv skal fortæres af Ild. Askalon ser det og frygter, Gaza og Ekron skælver voldsomt, thi Håbet brast. Gaza mister sin Konge, i Askalon skal ingen bo, i Asdod skal Udskud bo, Jeg gør Ende på Filisterens Hovmod, tager Blodet ud af hans Mund og Væmmelsen bort fra hans Tænder. Også han bliver reddet for vor Gud, han bliver som en Slægt i Juda, Ekron som, en, Jebusit. Som en Vagt lejrer jeg mig formit Hus mod dem, som kommer og går; aldrig mer skal en Voldsmand gå igennem deres Land, thi nu har jeg set det med mine egne Øjne.

Fryd dig såre, Zions Datter, råb med Glæde, Jerusalems Datter! Se, din Konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig er han, ydmyg, ridende på et Æsel, på en Asenindes Føl. 10 Han udrydder Vognene af Efraim, Hestene af Jerusalem, Stridsbuerne ryddes til Side. Hans Ord stifter Fred mellem Folkene, han hersker fra Hav til Hav, fra Floden til Jordens Ende.

11 For Pagtblodets Skyld vil jeg også slippe dine Fanger ud, ja ud af den vandløse Brønd. 12 Hjem til Borgen, I Fanger med Håb! Også i Dag forkyndes: Jeg giver dig tvefold Bod!

13 Thi jeg spænder mig Juda som Bue, lægger Efraim på som Pil og vækker dine Sønner, Zion, imod dine Sønner, Javan. Jeg gør dig som Heltens Sværd. 14 0ver dem viser sig Herren, hans Pil farer ud som et Lyn. Den Herre Herren støder i Horn, skrider frem i Søndenstorm; 15 dem værner Hærskarers Herre. De opæder, nedtramper Slyngekasterne, drikker deres Blod som Vin og fyldes som Offerskålen, som Alterets Hjørner.

16 Herren deres Gud skal på denne Dag frelse dem som sit Folks Hjord; thi de er Kronesten, der funkler over hans Land. 17 Hvor det er dejligt, hvor skønt! Thi Korn giver blomstrende Ungersvende, Most giver blomstrende Møer.

10 Herren skal I bede om Regn ved Tidlig- og Sildigregnstide; Herren skaber Uvejr; Regnskyl giver han dem, hver Mand Urter på Marken. Men Husgudens Tale er Svig, Sandsigeres Syner er Blændværk: de kommer med tomme Drømme, hul er Trøsten, de giver; derfor vandrer de om som en Hjord, lider Nød, thi de har ingen Hyrde.

Mod Hyrdeme blusser min Vrede, Bukkene vil jeg bjemsøge; thi Hærskarers Herre ser til sin Hjord. Han ser til Judas Hus; han gør dem til en Ganger, sin stolte Ganger i Strid. Fra ham kommer Hjørne og Teltpæl, fra ham kommer Krigens Bue, fra ham kommer hver en Hersker. De bliver til Hobe som Helte, der i Striden tramper i Gadens Dynd; de kæmper, thi Herren er med dem. Rytterne bliver til Skamme; jeg styrker Judas Hus og frelser Josefs Hus. Jeg ynkes og fører dem hjem, som havde jeg aldrig forstødt dem: thi jeg er Herren deres Gud og bønhører dem. Efraim bliver som en Helt, deres Hjerte glædes som af Vin, deres Sønner glædes ved Synet. Deres Hjerte frydes i Herren; jeg fløjter ad dem og samler dem; thi jeg udløser dem, og de bliver mange som fordum. Blandt Folkeslag strøede jeg dem ud, men de kommer mig i Hu i det fjerne og opfostrer Børn til Hjemfærd. 10 Jeg fører dem hjem fra Ægypten, fra Assur samler jeg dem og bringer dem til Gilead og Libanon, som ikke skal være dem nok. 11 De går gennem Trængselshavet, han slår dets Bølger ned. Alle Nilstrømme tørkner, Assurs Stolthed styrtes, Ægyptens Herskerspir viger. 12 Jeg gør dem stærke i Herren, de vandrer i hans Navn, så lyder det fra Herren.

11 Libanon, luk Dørerne op, så Ild kan fortære dine Cedre! Klag, Cypres, thi Cedren er faldet. de ædle Træer lagt øde! Klag, I Basans Ege, thi Fredskoven ligger fældet! Hør, hvor Hyrderne klager, thi deres Græsgang er hærget; hør, hvor Løverne brøler, thi Jordans Tykning er hærget.

Således sagde Herren min Gud: Røgt Slagtefårene, hvis Køber slagter dem uden at føle Skyld, og hvis Sælger siger: "Herren være lovet, jeg blev rig." Og deres Hyrder sparer dem ikke. (6 Thi jeg vil ikke længer spare Landets Indbyggere, lyder det fra Herren; men se, jeg lader hvert Menneske falde i sin Hyrdes og sin Konges Hånd; og de skal ødelægge Landet, og jeg vil ingen redde af deres Hånd). Så røgtede jeg Slagtefårene for Fåreprangerne og tog mig to Stave; den ene kaldte jeg "Liflighed", den anden "Bånd"; og jeg røgtede Fårene. (Og jeg ryddede de tre Hyrder af Vejen i een Måned). Så tabte jeg Tålmodigheden med dem, og de blev også kede af mig. Og jeg sagde: "Jeg vil ikke røgte eder; lad dø, hvad dø skal, lad bortkomme, hvad bortkomme skal, og lad de andre æde hverandres Kød!" 10 Så tog jeg Staven, som hed "Liflighed". og sønderbrød den for at bryde den Overenskomst, jeg havde sluttet (med alle Folkeslag; 11 og den blev brudt samme Dag, og Fåreprangerne, som holdt Øje med mig, kendte, at det var Herrens Ord). 12 Og jeg sagde til dem: "Om I synes, så giv mig min Løn; hvis ikke, så lad være!" Så afvejede de min Løn, tredive Sekel Sølv. 13 Men Herren sagde til mig: "Kast den til Pottemageren", den dejlige Pris, de har vurderet mig til!" Og jeg tog de tredive Sekel Sølv og kastede dem til Pottemageren i Herrens Hus. 14 Så sønderbrød jeg den anden Hyrdestav "Bånd" for at bryde Broderskabet imellem Juda og Jerusalem.

15 Siden sagde Herren til mig: Udstyr dig atter som en Hyrde, en Dåre af en Hyrde! 16 (Thi se, jeg lader en Hyrde fremstå i Landet). Han tager sig ikke af det bortkomne, leder ikke efter det vildfarne, læger ikke det brudte og har ikke Omhu for det sunde, men spiser Kødef af de fede Dyr og river Klovene af dem. 17 Ve, min Dåre af en Hyrde, som svigter Fårene! Et Sværd imod hans Arm og hans højre Øje! Hans Arm skal vorde vissen, hans højre Øje blindes.

12 Et Udsagn; Herrens Ord om Israel. Det lyder fra Herren; som udspændte Himmelen, grundfæstede Jorden og dannede Menneskets Ånd i dets Indre: Se, jeg gør Jerusalem til et berusende Bæger for alle Folkeslag trindt om; også Juda skal være med til at belejre Jerusalem. På hin Dag gør jeg Jerusalem til Løftesten for alle Folkeslag - enhver, som løfter den, skal rive sig på den! Og alle Jordens Folk skal samle sig imod det.

På hin Dag, lyder det fra Herren, slår jeg alle Heste med Angst og Rytterne med Vanvid; Judas Hus åbner jeg Øjnene på, men alle Folkeslagene slår jeg med Blindhed. Og Judas Stammer skal tænke: "Jerusalems Indbyggere er stærke i Hærskarers Herre, deres Gud." På hin Dag gør jeg Judas Stammer til en Ildgryde mellem Brændestykker, et brændende Blus mellem Neg, og de skal æde til højre og venstre alle Folkeslag trindt om, og Jerusalem bliver roligt på sit Sted, i Jerusalem. Så giver Herren først Judas Telte Sejr, for at Davids Hus og Jerusalems Indbyggere ikke skal vinde større Ry end Juda.

På hin Dag værner Herren om Jerusalems Indbyggere, og den skrøbeligste iblandt dem skal på hin Dag blive som David, men Davids Hus som Gud, som Herrens Engel foran dem. På hin Dag vil jeg søge at tilintetgøre alle de Folk, som kommer imod Jerusalem.

10 Og så udgyder jeg over Davids Hus og Jerusalems Indbyg- gere Nådens og Bønnens Ånd, så de ser hen til ham, de har gennemstunget, og sørger over ham, som man sørger over en enbåren Søn, og holder Klage over ham, son1 man holder Klage over den førstefødte. 11 På hin Dag skal Sorgen blive stor i Jerusalem som Sorgen over Hadadrimmon i Megiddos Dal. 12 Landet skal sørge, hver Slægt for sig, Davids Hus's Slægt for sig og deres Kvinder for sig, Natans Hus's Slægt for sig og deres Kvinder for sig, 13 Levis Hus's Slægt for sig og deres Kvinder for sig, Sjim'iternes Slægt for sig og deres Kvinder for sig, 14 alle de tiloversblevne Slægter hver for sig og deres Kvinder for sig.

13 På hin Dag skal en Kilde vælde frem for Davids Hus og Jerusalems Indbyggere mod Synd og Urenhed. Og på hin bag, lyder det fra Hærskarers Herre, udrydder jeg Afgudernes Navne af Landet, så de ikke mer skal ihukommes; også Profeterne og Urenhedens Ånd driver jeg ud af Landet. Når nogen da atter profeterer, skal hans egne Forældre, hans Fader og Moder, sige til ham: Du har forbrudt dit Liv, thi du har talt Løgn i Herrens Navn." Og hans egne Forældre, hans Fader og Moder, skal gennembore ham, når han profeterer. På hin Dag skal hver en Profet skamme sig over sine Syner, når han profeterer, og han skal ikke klæde sig i lådden Kappe for at føre Folk bag Lyset, men sige: "Jeg er ingen Profet; jeg er Bonde og har dyrket Jord fra min Ungdom." Og spørger man ham: "Hvad er det for Sår på dit Bryst?" skal han sige: "Dem fik jeg i mine Boleres Hus."

Frem, Sværd, imod min Hyrde, mod Manden, som står mig nær, så lyder det fra Hærskarers Herre. Hyrden vil jeg slå, så Fårehjorden spredes; mod Drengene løfter jeg Hånden.

Og i hele Landet lyder det fra Herren, skal to Tredjedele udryddes og udånde, men een Tredjedel skal levnes. Og denne Tredjedel fører jeg i Ild og renser den, som man renser Sølv, prøver den, som man prøver Guld. Den skal påkalde mit Navn,og jeg svarer; jeg siger: "Den er mit Folk." Og den skal sige: "Herren er min Gud."

14 Se, en Dag kommer, Herrens Dag, da dit Bytte skal deles i dig. Da samler jeg alle Folkene til Angreb på Jerusalem; Byen indtages, Husene plyndres, Kvinderne skændes, og Halvdelen af Byens Indbyggere vandrer i Landflygtighed; men Resten af Folket skal ikke udryddes af Byen. Og Herren drager ud og strider mod disse Folk, som han fordum stred på Kampens bag. På hin Dag står hans Fødder på Oliebjerget østen for Jerusalem, og Oliebjerget skal revne midt over fra Øst til Vest og danne en vældig Dal, idet Bjergets ene Halvdel viger mod Nord, den anden mod Syd. I skal flygte til mine Bjerges Dal, thi Bjergdalen når til Azal. I skal fly, som l flyede for Jordskælvet i Kong Uzzija af Judas Dage. Og Herren min Gud kommer og alle de Hellige med ham.

På hin Dag skal der ikke være Hede eller Kulde og Frost. Det skal være een eneste Dag - Herren kender den - ikke Dag og Nat; det skal være lyst ved Aftentide. På hin Dag skal rindende Vand vælde frem fra Jerusalem; det halve løber ud i Havet mod Øst, det halve i Havet mod Vest, og det både Sommer og Vinter. Og Herren skal være Konge over hele Jorden. På hin Dag skal Herren være een og hans Navn eet. 10 Og hele Landet bliver en Slette fra Geba til Rimmon i Sydlandet; men Jerusalem skal ligge højt på sit gamle Sted. Fra Benjaminsporten til den gamle Ports Sted, til Hjørneporten, og fra Hanan'eltårnet til de kongelige Vinperser skal det være beboet. 11 Der skal ikke mere lægges Band derpå, og Jerusalem skal ligge trygt.

12 Men dette skal være den Plage, Herren lader ramme alle de Folkeslag, som drager i Leding mod Jerusalem: han lader Kødet rådne på dem i levende Live, Øjnene rådner i deres Øjenhuler og Tungen i deres Mund. 13 På hin Dag skal en vældig Herrens Rædsel opstå iblandt dem, så de griber fat i og løfter Hånd mod hverandre. 14 Også Juda skal stride i Jerusalem. Og alle Folkenes Rigdom skal samles trindt om fra, Guld, Sølv og Klæder i såre store Måder. 15 Og samme Plage skal ramme Heste, Muldyr, Kameler, Æsler og alt Kvæg i Lejrene der.

16 Men alle de, der bliver tilbage af alle Folkene, som kommer imod Jerusalem, skal År efter År drage derop for at tilbede Kongen, Hærskarers Herre, og fejre Løvhyttefest. 17 Og dersom nogen af Jordens Slægter ikke drager op til Jerusalem for at tilbede Kongen, Hærskarers Herre, skal der ikke falde Regn hos dem. 18 Og dersom Ægyptens Slægt ikke drager derop og kommer derhen, så skal de rammes af den Plage, Herren lader ramme Folkene. 19 Det er Straffen over Ægypterne og alle de Folk, som ikke drager op for at fejre Løvhyttefest.

20 På hin Dag skal der stå på Hestenes Bjælder "Helliget Herren". Og Gryderne i Herrens Hus skal være som Offerskålene for Alteret; 21 hver Gryde i Jerusalem og Juda skal være helliget Hærskarers Herre, så alle de ofrende kan komme og tage af dem og koge deri. Og på hin Dag skal der ikke mere være nogen Kana'anæer i Hærskarers Herres Hus.

Herren lover at velsigne Jerusalem

Dernæst sagde Herren til mig: „Jerusalem har en særlig plads i mit hjerte, og jeg er vred på dem, der så grusomt raserede byen. Jeg vil vende tilbage til Zion og bosætte mig der, og Jerusalem skal kaldes ‚Sandhedens og retfærdighedens by’, og tempelbjerget ‚Den Almægtiges hellige bjerg’.

På Jerusalems torve skal der atter sidde gamle kvinder og mænd, som bruger stok på grund af deres høje alder, og gaderne skal vrimle af legende drenge og piger. Jeg ved, at det lyder som en umulighed for den rest, som er tilbage af Judas folk, men det er ikke umuligt for mig, siger Herren. Jeg vil samle mit folk fra øst og fra vest og føre dem hjem til Jerusalem. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud, så de kan opleve sandhed og retfærdighed.

Vær ved godt mod og fortsæt arbejdet med at genopbygge templet. I har hørt Herrens opmuntrende ord gennem profeterne både nu, og dengang genopbygningen af templet skulle til at begynde. 10 Før I begyndte, var der stor fattigdom, og ingen kunne være i fred for fjenderne, ja, alle var fjendtlige over for hinanden. 11 Men nu bliver det anderledes, siger Herren, den Almægtige. 12 Nu skaber jeg fred og fremgang. Vinstokkene skal igen bære frugt, jorden skal igen frembringe korn, og himlen give regn. Sådan vil jeg velsigne den rest af mit folk, som er tilbage. 13 Både Judas og Israels land har været et eksempel til skræk og advarsel for andre folkeslag, men jeg vil frelse dem, så de i stedet kan blive til velsignelse. Vær derfor ikke bange, men tag mod til jer. 14-15 Ligesom jeg før i tiden satte mig for at straffe jeres forfædre, når de vækkede min vrede, og jeg ikke ændrede mening, sådan har jeg nu sat mig for at velsigne Jerusalem og Judas folk. Vær derfor ikke bange. 16 Men I skal tale sandhed og lade retfærdigheden råde i jeres retssager, så der bliver fred. 17 Læg ikke ondskabsfulde planer imod hinanden og sværg ikke falsk, for den slags hader jeg, siger Herren.

18-19 Hvad angår fastedagene i den fjerde, femte, syvende og tiende måned, så skal de blive til glædesfester. I skal sætte en ære i at elske sandheden og holde fred med hinanden. 20 Engang vil folk fra hele verden komme til jer, siger Herren, den Almægtige. 21 De vil sige til hinanden: ‚Kom, lad os rejse til Jerusalem og søge Herren, så han kan velsigne os! Jeg er parat til at tage af sted!’ 22 Selv mennesker fra de store nationer vil komme til Jerusalem for at søge Herren og bede om hans velsignelse. 23 Til den tid vil ti mennesker fra alverdens nationer flokkes om en enkelt jøde, tage ham i ærmet og sige: ‚Lad os få lov at tage med dig, for vi har hørt, at Gud er med jer!’ ”

Dommen over Israels fjender

Det følgende er et profetisk ord om landet Hadrak[a] og specielt om byen Damaskus, for hele menneskeheden og specielt Israels stammer står til ansvar over for Herren. Hans straf vil ramme Hamat ved grænsen til Damaskus, og han vil slå ned på Tyrus og Sidon på trods af deres dygtighed. Selvom Tyrus har bygget sig en stærk fæstning og samlet sig sølv og guld i massevis, vil Herren ødelægge byen, skubbe dens fæstning i havet, og lade ilden opæde resten.

„Ashkalon vil høre om det og ryste af skræk,” siger Herren. „Gaza og Ekron vil vånde sig i fortvivlelse og håbløshed. Gaza vil miste sin konge, Ashkalon vil blive folketom, og et fremmed folk vil overtage Ashdod. Sådan gør jeg ende på filistrenes hovmod. Jeg sætter en stopper for deres afgudsdyrkelse og river det blodige offerkød ud af munden på dem. Men en rest af dem skal vende sig til Gud og indlemmes som en slægt i Judas folk, ligesom jebusitterne for længe siden blev det. Og jeg vil slå lejr omkring mit folk og forhindre, at fremmede hære kommer ind i landet. Jeg vil selv stå vagt om min ejendom.”

Kongen kommer

„Fryd jer og råb af glæde, Jerusalems indbyggere! Se, jeres konge er på vej. Han kommer med retfærdighed og frelse, og han er ydmyg og rider på et hanæsel—det er et æselføl. 10 Jeg vil fjerne stridsvognene fra Israel og krigshestene fra Jerusalem, og jeg vil afvæbne de stridende grupper. Kongen vil bringe fred til alle folkeslag, og han skal herske overalt, fra hav til hav, og fra Eufratfloden til jordens ende.

11 På grund af den pagt, jeg indgik med jer, og som blev beseglet med blod, vil jeg befri jer fra jeres fangehuller. 12 Kom hjem i sikkerhed, for nu er der håb. Jeg lover i dag at give jer dobbelt så meget tilbage, som I har mistet. 13 Juda, du er min bue! Israel, du er min pil! Jerusalem, du er mit sværd, hvormed jeg skal besejre fjenderne.”

Kongen leder sit folk i det endelige slag

14 Herren selv vil lede sit folk i kampen. Hans pile farer af sted som lyn. Den Almægtige blæser alarm, stormer frem som en hvirvelvind fra ørkenen i syd. 15 Han beskytter sit folk, mens de slår fjenderne ned og træder dem under fode. De bliver som berusede af sejren og hugger fjenden ned i et stort blodbad. 16 Til den tid skal Herren, deres Gud, frelse dem, som hyrden, der redder sin hjord, og de skal stråle i det land, han har givet dem, som juveler i en kongekrone. 17 Hvilken vidunderlig fremtid. De unge mænd og piger vil være sunde og stærke, for der skal være rigeligt med korn og vin.

Herrens omsorg for sit folk

10 Bed Herren om regn om foråret, for så vil regnen give vækst til markens planter. Det er jo Herren, der skaber tordenskyerne og sender regn. Husgudernes svar var falske, og sandsigernes syner var svindel. Alle deres drømme var kun tomme ord. Derfor fór I vild som får, der ingen hyrde har.

„Jeg er vred på dem, som skulle være hyrder og ledere for mit folk,” siger Herren, den Almægtige. „Jeg vil velsigne min hjord, Judas folk. De skal ikke længere være som vildfarne får, men stærke som prægtige stridsheste. Jeg vil oprejse ledere iblandt dem, som skal give støtte, håb og sejr. Folket skal blive mægtige krigere for Herren og træde fjenderne ned i støvet under deres fødder. Herren er med dem i kampen, så deres fjender lider nederlag.

Jeg gør Juda stærk og redder Israel. Jeg vil være barmhjertig imod dem og føre dem hjem. Det skal være, som om jeg aldrig havde forstødt dem, for jeg er Herren, deres Gud, og jeg hører deres råb om hjælp. Jeg gør dem stærke, som var de heltemodige krigere, og jeg gør dem glade, som havde de drukket vin. Deres børn skal se det og glæde sig, og alle skal juble over Herren. Jeg kalder dem hjem og samler dem sammen, for jeg har befriet dem. De skal igen blive talrige som før. Selv om jeg spredte dem blandt fjerne folkeslag, vil de aldrig glemme mig. Både de og deres børn skal vende hjem til deres eget land. 10 Fra Egypten og Assyrien henter jeg dem og lader dem bosætte sig i Gilead og Libanon. Der vil ikke være plads til dem alle. 11 Når jeg, Herren, fører mit folk gennem trængslens hav, lægger bølgerne sig. Nilens strømme tørrer ud, og Assyriens og Egyptens herredømme over mit folk får ende. 12 Jeg gør mit folk stærkt, og hvor de end kommer frem, vil de vandre i min kraft, erklærer Herren.

Dom over Israel

11 Luk portene op, Libanon, så ilden kan fortære dine cedertræer. Græd, cypresser, for de majestætiske cedertræer er totalt ødelagte. Græd i fortvivlelse, Bashans egetræer, for den tætte skov er fuldstændig ryddet. Hør, hvor landets ledere klager, for nu er det forbi med deres velstand. Hør, hvor løverne brøler, for Jordandalens krat er afsvedet.”

De to hyrder

Derefter sagde Herren min Gud til mig: „Gå hen og pas en flok får, der snart skal slagtes. De, der køber fårene, er i deres fulde ret til at slagte dem. De, der ejer fårene, siger: ‚Gud ske lov, nu er vi rige!’ De har slet ingen medlidenhed med fårene. På samme måde vil jeg ikke have medlidenhed med landets indbyggere, men lade dem falde i kløerne på deres egne onde ledere, som skal undertrykke dem og ødelægge landet. Og jeg vil ikke gribe ind og redde dem.”

Så tog jeg et job som hyrde for en flok får, der skulle sælges til opkøbere og slagtes. Jeg anskaffede mig to hyrdestave. Den ene kaldte jeg Barmhjertighed, den anden Sammenhold, og jeg vogtede fårene, som jeg havde fået besked på. I løbet af en måned skaffede jeg tre onde hyrder af vejen. Men fårene brød sig ikke om mig, så jeg mistede tålmodigheden med dem.

Så sagde jeg: „Jeg vil ikke være hyrde for jer længere. Det kan godt være, I bliver dræbt af vilde dyr, men det er der ikke noget at gøre ved. Og de overlevende kan få lov at angribe hinanden.”

10 Derpå tog jeg den stav, jeg havde kaldt Barmhjertighed, og brækkede den midt over for at vise, at jeg ikke længere ville beskytte dem mod de fremmede nationer. 11 Så var det job forbi. Men fårenes ejere,[b] som havde overværet dramaet, forstod godt, at det var et budskab fra Herren. 12 Da sagde jeg til dem: „Hvis I synes, så giv mig min løn. Hvis I ikke vil betale, så lad være!” Så betalte de mig 30 sølvstykker.[c] 13 Da sagde Herren til mig: „Giv pottemageren[d] den ‚enorme’ sum penge, de vurderede mig til!” Så tog jeg de 30 sølvstykker og kastede dem ind i tempelgården til pottemageren.

14 Dernæst brækkede jeg den anden stav, som jeg havde kaldt Sammenhold, for på den måde at vise, at sammenholdet mellem Juda og Israel var brudt.

15 Derefter sagde Herren til mig: „Gå igen hen og tag et job som hyrde, men opfør dig som en ondskabsfuld hyrde. 16 Det skal illustrere, hvordan jeg vil overlade mit folk til en hyrde, der ikke hjælper de får, som er i fare, ikke opsøger de vildfarne, ikke læger de tilskadekomne eller sørger for foder til de raske. Tværtimod slagter og spiser han de bedste af dyrene og splitter endda klovene ad.[e] 17 Ve den uduelige hyrde, som ikke vogter min hjord ordentligt. Sværdet skal ramme hans arm, så armen bliver lammet, og det skal gennembore hans højre øje, så han mister synet.”

Gud vil tilintetgøre Jerusalems fjender

12 Det følgende er et budskab til Israel fra Herren, som udspændte himlen, lagde jordens fundament og gav mennesket liv og ånde:

„Engang vil nabolandenes folkeslag angribe Judas land og belejre Jerusalem, men de vil få min vrede at føle, så de bliver helt fortumlede. Til den tid vil jeg gøre Jerusalem til en tung sten, som de ikke kan løfte. Prøver de på det, kommer de til skade. Alle jordens nationer vil samle sig imod mit folk. Men da vil jeg gøre alle fjendens heste panikslagne og rytterne vanvittige. Jeg vil stå vagt over mit folk og gøre fjenderne blinde. Da vil Judas ledere forstå, at Jerusalems indbyggere får deres styrke fra Herren, den almægtige Gud.

Til den tid vil jeg gøre Juda til en ild, der antænder tørt brænde, en fakkel, der sætter neg i brand. Judas folk vil besejre nabolandene, så Jerusalems indbyggere kan få lov at være i fred. Herren vil først give sejr til hæren fra det judæiske opland, for at Jerusalems indbyggere og Davids slægt ikke skal tro, de er bedre end det øvrige Juda.

Da vil Herren komme Jerusalems indbyggere til hjælp, så den svageste føler sig stærk som kong David, og Davids kongelige slægt skal lede dem med en autoritet, som svarer til Herrens engels, ja, med Guds egen autoritet. Til den tid vil jeg tilintetgøre alle de folkeslag, som angriber Jerusalem.

Folket omvender sig

10 Til den tid vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd over Davids kongelige slægt og Jerusalems indbyggere, og de vil få øje på ham, som de har gennemboret. De vil sørge over ham, som man sørger over sin eneste søn, og klage, som man klager over sin førstefødtes død. 11 Sorgen og klagen i Jerusalem skal være lige så stor som dødsklagen ved Hadad-Rimmon[f] i Megiddodalen. 12-14 Der skal være landesorg, for hele Israels folk skal synke i knæ af gråd og anger, både kongeslægten, præsteslægterne og menigmand. Alle landets slægter skal sørge, mændene for sig og kvinderne for sig.

Israel skal renses for synd

13 Til den tid lader jeg en kilde springe frem, som skal rense Davids slægt og Jerusalems indbyggere fra synd og ugudelighed. Jeg vil udrydde alle afguder af landet, så deres navne ikke længere skal huskes. Også spåmænd og falske profeter fjerner jeg fra landet. Hvis nogen derefter begynder at profetere falsk, vil hans egen familie anklage ham: ‚Du profeterer jo falsk i Herrens navn! Derfor skal du dø!’ Derefter vil hans egen familie dræbe ham. De falske profeter tør derfor ikke længere profetere åbenlyst eller iklæde sig den særlige profetdragt. Tværtimod vil de sige: ‚Jeg er ikke nogen profet, bare en almindelig bonde. Jeg har dyrket jorden hele mit liv.’ Og hvis nogen spørger dem: ‚Hvordan har du fået de ar på armene?’[g] skal han svare: ‚Årh, dem har jeg fået i mine elskeres hus.’ ”[h]

En rest bliver renset som gennem ild

„Rejs dig, du sværd, og angrib min hyrde, slå ham, som står mig nær,” siger Herren, den Almægtige. „Slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt. Men jeg vil hjælpe de ydmyge.[i] To tredjedele af landets befolkning skal omkomme, men en tredjedel skal overleve. Den tredjedel vil jeg føre gennem ild, så de renses, som man renser sølv og forædler guld. Da skal de råbe til mig om hjælp, og jeg vil høre deres råb og sige: ‚De er mit folk!’ hvortil de skal svare: ‚Herren er vores Gud!’ ”

Herren skal herske

14 1-2 Der vil komme en tid,[j] hvor Herren vil samle nationerne til en sidste kamp mod Jerusalem. Byen vil blive indtaget, husene plyndret, kvinderne voldtaget og halvdelen af befolkningen sendt i eksil, mens den anden halvdel bliver i byen.

Men da vil Herren skride til handling og nedkæmpe de fjendtlige nationer, sådan som han gjorde i gamle dage. Når han sætter sine fødder på Olivenbjerget øst for Jerusalem, vil det kløves midt igennem fra øst til vest. Bjergets ene halvdel vil bevæge sig mod nord og den anden halvdel mod syd, så der dannes en stor dal imellem dem. Gennem den dal skal I undslippe, for den når hele vejen til Atzal.[k] I skal flygte, som man flygtede for jordskælvet på kong Uzzija af Judas tid. Da skal Herren, vores Gud, komme, og han har sine hellige med.[l]

Til den tid skal det naturlige lys forsvinde, for de mægtige lysgivere på himlen skal smelte. Det bliver helt enestående, og kun Herren ved, hvornår det vil ske. Der skal ikke længere være dag og nat, for om aftenen vil det være lige så lyst som midt på dagen.

Til den tid skal der strømme livgivende vand ud fra Jerusalem, dels i retning af Dødehavet, dels i retning af Middelhavet, og vandet skal strømme både sommer og vinter.

Da skal Herren være konge over hele jorden, og alle skal erkende, at der ikke er nogen anden Gud. 10 Hele landet fra Geba i nord til Rimmon i syd skal sænkes, så det bliver en mægtig slette, men Jerusalem skal ligge hævet derover og dække arealet fra Benjamins Port over til den gamle port og videre til Hjørneporten og Hananeltårnet og til de kongelige vinperser. 11 Da kan de bo trygt i byen, for den vil aldrig igen opleve Guds straf og blive ødelagt.

12 Herren vil sende en plage over de folk, som drog i krig mod Jerusalem. De bliver som omvandrende lig. Deres krop begynder at rådne, mens de endnu er i live, øjnene rådner i øjenhulerne, og tungen rådner i munden på dem. 13 De bliver så panikslagne, at de griber fat i hinanden og hugger hinanden ned. 14 Hele Judas befolkning skal gå ind i kampen for at forsvare Jerusalem. De skal tage rigt bytte fra deres fjender, mængder af guld, sølv og fornemt tøj. 15 Fjendernes heste, muldyr, kameler, æsler og alt deres kvæg skal rammes af den samme frygtelige plage.

16 Men de overlevende fra de nationer, der angreb Jerusalem, skal nu hvert år tage derhen for at tilbede Kongen, den almægtige Herre, og fejre løvhyttefesten. 17 Hvis nogen nægter at komme til Jerusalem for at tilbede Kongen, den almægtige Herre, vil de blive nægtet regn i deres land. 18 Og hvis Egypten nægter at komme, vil Gud straffe landet med en ny plage. 19 Sådan vil Herren straffe både Egypten og alle andre nationer, som ikke vil drage op for at fejre løvhyttefesten.

20 Til den tid skal hestenes bjælder have følgende indskrift: „Indviet til Herren!” Kødgryderne i Herrens tempel skal være lige så hellige som alterets offerskåle. 21 Ja, hver eneste gryde i hele Jerusalem og Juda skal være indviet til Herren og til fri disposition for enhver, som kommer for at ofre til Herren. Og der skal ikke mere være nogen, der driver handel i Herrens tempel.

Footnotes

  1. 9,1 Et symbolsk navn, der betyder „stærk-svag”. Det er uklart, om der tænkes på Syrien eller det medisk-persiske rige.
  2. 11,11 Teksten er uklar og oversættelsen usikker.
  3. 11,12 Den normale pris for en slave.
  4. 11,13 Eller: „kandestøberen”. Det hebraiske ord betyder „den, der former” og kan også bruges om at udtænke planer. Det kunne være en hentydning til de religiøse ledere, der udtænker deres egne planer, jf. Matt. 26,15 og 27,3-10. En syrisk oversættelse taler om „skatkammeret”.
  5. 11,16 For at få de sidste rester af kød med.
  6. 12,11 Hvor den gudfrygtige kong Josias blev dræbt af den egyptiske hær, jf. 2.Krøn. 35,20-25.
  7. 13,6 Det var almindeligt blandt afgudsprofeterne at skære sig selv i armene, jf. 1.Kong. 18,28.
  8. 13,6 Meningen er uklar. Måske er der tale om afgudsdyrkelse, jf. Hoseas 2, måske angreb fra en mand, hvis kone havde haft et forhold til bonden.
  9. 13,7 Meningen uklar. „Vende min hånd imod” er som regel med straf, men kan også være med hjælp. „De ydmyge” kan også betyde „de ringe, svage, foragtede”, og ud fra de næste vers er der måske tale om de overlevende, der omvender sig.
  10. 14,1-2 Mange fortolkere mener, at der her er tale om den 7-årige trængselstid for det jødiske folk, jf. Åb. 4–18.
  11. 14,5 Sandsynligvis det samme som Bet-Etzel i Mika 1,11, et sted tæt ved Jerusalem.
  12. 14,5 Se Jud. 14, Åb. 14,1.