92 En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.

² Det er godt at takke Herren, lovsynge dit navn, du højeste, ³ ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed ⁴ til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer!

⁵ Thi ved dit Værk har du glædet mig, Herre, jeg jubler over dine Hænders Gerning. ⁶ Hvor store er dine Gerninger, Herre, dine Tanker såre dybe! ⁷ Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt. ⁸ Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse, ⁹ men du er ophøjet for evigt, Herre. ¹⁰ Thi se, dine Fjender, Herre, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes! ¹¹ Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie; ¹² det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd.

¹³ De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder; ¹⁴ plantet i Herrens Hus grønnes de i vor Guds Forgårde; ¹⁵ selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft ¹⁶ for at vidne, at Herren er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes.

4 Hvor du er fager, min veninde, hvor er du fager! Dine Øjne er Duer bag sløret, dit Hår som en Gedeflok bølgende ned fra Gilead, ² dine Tænder som en nyklippet Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam; ³ som en Purpursnor er dine Læber, yndig din Mund, din Tinding som et bristet Granatæble bag ved dit Slør; ⁴ din Hals er som Davids Tårn, der er bygget til Udkig, tusinde Skjolde hænger derpå, kun Helteskjolde; ⁵ dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelle tvillinger, der græsser blandt Liljer. ⁶ Til Dagen svales og Skyggerne længes, vil jeg vandre til Myrrabjerget og Vellugtshøjen. ⁷ Du er fuldendt fager, min Veninde og uden Lyde.

⁸ Kom med mig fra Libanon, Brud, kom med mig fra Libanon, stig ned fra Amanas Tinde, fra Senirs og Hermons Tinde, fra Løvers Huler, fra Panteres Bjerge!

⁹ Du har fanget mig, min Søster, min Brud, du har fanget mig med et af dine Blikke, med en af din Halses Kæder. ¹⁰ Hvor herlig er din Kærlighed, min Søster, min Brud, hvor din Kærlighed er god fremfor Vin, dine Salvers Duft fremfor alskens Vellugt! ¹¹ Dine Læber drypper af Sødme, min Brud, under din Tunge er Honning og Mælk; dine Klæders Duft er som Libanons Duft.

¹² Min Søster, min Brud er en lukket Have, en lukket Kilde, et Væld under Segl. ¹³ Dine Skud er en Lund af Granattræer med kostelige Frugter, Kofer, ¹⁴ Nardus og Kalmus og Kanel og alle Slags Vellugtstræer, Myrra og Safran og Aloe og alskens ypperlig Balsam. ¹⁵ Min Haves Væld er en Brønd med rindende Vand og Strømme fra Libanon. ¹⁶ Nordenvind, vågn, Søndenvind kom, blæs gennem min Have, så dens Vellugt spredes! Min Ven komme ind i sin Have og nyde dens udsøgte Frugt!

⁹ Derefter så jeg, og se en stor Skare, som ingen kunde tælle, af alle Folkeslag og Stammer og Folk og Tungemål, som stod for Tronen og for Lammet, iførte lange, hvide Klæder og med Palmegrene i deres Hænder; ¹⁰ og de råbte med høj Røst og sagde: Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på Tronen, og Lammet! ¹¹ Og alle Englene stode rundt om Tronen og om de Ældste og om de fire Væsener og faldt ned for Tronen på deres Ansigt og tilbade Gud og sagde: ¹² Amen! Velsignelsen og Prisen og Visdommen og Taksigelsen og Æren og Kraften og Styrken tilhører vor Gud i Evighedernes Evigheder! Amen. ¹³ Og en af de Ældste tog til Orde og sagde til mig: Disse, som ere iførte de lange, hvide Klæder, hvem ere de? og hvorfra ere de komne? ¹⁴ Og jeg sagde til ham: Min Herre! du ved det. Og han sagde til mig: Det er dem, som komme ud af den store Trængsel, og de have tvættet deres Klæder og gjort dem hvide i Lammets Blod. ¹⁵ Derfor ere de foran Guds Trone og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel; og han, som sidder på Tronen, skal opslå sit Telt over dem. ¹⁶ De skulle ikke hungre mere, ej heller tørste mere, ej heller skal Solen eller nogen Hede falde på dem. ¹⁷ Thi Lammet, som er midt for Tronen, skal vogte dem og lede dem til Livets Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Tåre af deres Øjne.

10 Men derefter udvalgte Herren også halvfjerdsindstyve andre og sendte dem ud to og to forud for sig, til hver By og hvert Sted, hvorhen han selv vilde komme. ² Og han sagde til dem: "Høsten er stor, men Arbejderne ere få; beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til sin Høst. ³ Går ud! Se, jeg sender eder som Lam midt iblandt Ulve. ⁴ Bærer ikke Pung, ikke Taske, ej heller Sko; og hilser ingen på Vejen! ⁵ Men hvor I komme ind i et Hus, siger der først: Fred være med dette Hus! ⁶ Og er der sammesteds et Fredens Barn, skal eders Fred Hvile på ham; men hvis ikke, da skal den vende tilbage til eder igen. ⁷ Men bliver i det samme Hus, spiser og drikker, hvad de have; thi Arbejderen er sin Løn værd. I må ikke flytte fra Hus til Hus ⁸ Og hvor I komme ind i en By. og de modtage eder, spiser der, hvad der sættes for eder; ⁹ og Helbreder de syge, som ere der, og siger dem: Guds Rige er kommet nær til eder. ¹⁰ Men hvor I komme ind i en By og de ikke modtage eder, der skulle I gå ud på dens Gader og sige: ¹¹ Endog det Støv, som hænger ved vore Fødder fra eders By, tørre vi af til eder; dog dette skulle I vide, at Guds Rige er kommet nær. ¹² Men jeg siger eder, det skal gå Sodoma tåleligere på hin Dag end den By. ¹³ Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da havde de for længe siden omvendt sig, siddende i Sæk og Aske. ¹⁴ Men det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere ved Dommen end eder. ¹⁵ Og du, Kapernaum, som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil Dødsriget. ¹⁶ Den, som hører eder, hører mig, og den, som foragter eder, foragter mig; men den, som foragter mig, foragter den, som udsendte mig."