² Herre, min Gud, jeg råber til dig om dagen,
    jeg kalder på dig om natten.
³ Lad min bøn nå frem til dig,
    lyt til mit råb om hjælp.
⁴ Min sjæl er tynget af problemer,
    jeg befinder mig på gravens rand.
⁵ Man betragter mig allerede som død,
    et menneske, der har mistet sin kraft.
⁶ Man ser på mig som et lig,
    der ligger i sin grav,
som et menneske, der snart bliver glemt
    og ikke længere nyder godt af din hjælp.
⁷ Du har kastet mig i det dybe hul,
    i den mørkeste afgrund.
⁸ Din straf tynger mig til jorden,
    skyller over mig som brændingen.
⁹ Du har fået mine venner til at forlade mig,
    du har gjort det, så de væmmes ved mig,
        jeg er fanget og ser ingen udvej.
¹⁰ Mine øjne er matte af fortvivlelse.
    Åh, Herre, dagen lang råber jeg til dig,
        rækker hænderne op imod dig i bøn.
¹¹ Mon du gør underværker for de døde?
    Står de op af graven for at lovprise dig?
¹² Vil de døde fortælle om din nåde?
    Forkynder man din trofasthed i dødsrigets mørke?
¹³ Vil afgrunden opleve dine undere?
    Huskes din godhed i glemslens land?
¹⁴ Herre, jeg råber til dig om hjælp,
    hver morgen stiger mine bønner op til dig.
¹⁵ Hvorfor har du forkastet mig, Herre?
    Hvorfor skjuler du dit ansigt for mig?
¹⁶ Jeg er hjælpeløs og døden nær,
    fra min ungdom plaget af rædsel.
¹⁷ Din straf overvælder mig,
    så jeg er ved at gå til af angst.
¹⁸ Som en malstrøm hvirvler den omkring mig,
    slår sammen over mit hoved.
¹⁹ Mine venner og min familie har forladt mig,
    mine bekendte har efterladt mig i mørket.