79 Hedninger er trængt ind i din arvelod, Gud de har besmittet dit hellige Tempel og gjort Jerusalem til en Stenhob; ² de har givet Himlens Fugle dine Tjeneres Lig til Æde, Jordens vilde Dyr dine frommes Kød; ³ deres Blod har de udøst som Vand omkring Jerusalem, ingen jorder dem; ⁴ vore Naboer er vi til Hån, vore Grander til Spot og Spe. ⁵ Hvor længe vredes du, Herre - for evigt? hvor længe skal din Nidkærhed lue som Ild? ⁶ Udøs din Vrede på Folk, der ikke kender dig, på Riger, som ikke påkalder dit Navn; ⁷ thi de har opædt Jakob og lagt hans Bolig øde.

⁸ Tilregn os ikke Fædrenes Brøde, lad din Barmhjertighed komme os snarlig i Møde, thi vi er såre ringe, ⁹ Hjælp os, vor Frelses Gud, for dit Navns Æres Skyld, fri os, forlad vore Synder for dit Navns Skyld! ¹⁰ Hvorfor skal Hedninger sige: "Hvor er deres Gud?" Lad dine Tjeneres udgydt Blod blive hævnet på Hedningerne for vore Øjne! ¹¹ Lad de fangnes Suk nå hen for dit Åsyn, udløs Dødens Børn efter din Arms Vælde, ¹² lad syvfold Gengæld ramme vore Naboer for Hånen, de viser dig, Herre! ¹³ Men vi dit Folk og den Hjord, du røgter, vi vil evindelig takke dig, forkynde din Pris fra Slægt til Slægt!

80 Til Sangmesteren. El-sjosjannim-edut. Af Asaf. En Salme.

² Lyt til, du Israels Hyrde, der leder Josef som en Hjord, træd frem i Glans, du, som troner på Keruber, ³ for Efraims, Benjamins og Manasses Øjne; opbyd atter din Vælde og kom til vor Frelse! ⁴ Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses! ⁵ Herre, Hærskarers Gud, hvor længe vredes du trods din Tjeners Bøn? ⁶ Du har givet os Tårebrød at spise, Tårer at drikke i bredfuldt Mål. ⁷ Du har gjort os til Stridsemne for vore Naboer, vore Fjender håner os. ⁸ Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses!

⁹ Du rykked en Vinstok op i Ægypten, drev Folkeslag bort og plantede den; ¹⁰ du rydded og skaffed den Plads, den slog Rod og fyldte Landet; ¹¹ Bjergene skjultes af dens Skygge. Guds Cedre af dens Ranker; ¹² den bredte sine Skud til Havet og sine kviste til Floden. ¹³ Hvorfor har du nedbrudt dens Hegn, så alle vejfarende plukker deraf? ¹⁴ Skovens Vildsvin gnaver deri, Dyrene på Marken æder den op!

¹⁵ Hærskarers Gud, vend tilbage, sku ned fra Himlen og se! Drag Omsorg for denne Vinstok, ¹⁶ for Skuddet, din højre planted! ¹⁷ Lad dem, der sved den og huggede den sønder, gå til for dit Åsyns Trussel! ¹⁸ Lad din Hånd være over din højres Mand, det Menneskebarn, du opfostrede dig! ¹⁹ Da viger vi ikke fra dig, hold os i Live, så påkalder vi dit Navn! ²⁰ Herre, Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses!

11 Jeg siger da: Mon Gud har forskudt sit folk? det være langt fra! Thi også jeg er en Israelit, af "Abrahams Sæd, Benjamins Stamme. ² Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller vide I ikke, hvad Skriften siger i Stykket om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende: ³ "Herre! dine Profeter have de ihjelslået, dine Altre have de nedbrudt, og jeg er den eneste, der er levnet, og de efterstræbe mit Liv." ⁴ Men hvad siger det guddommelige Gensvar til ham?"Jeg har levnet mig selv syv Tusinde Mænd, som ikke have bøjet Knæ for Bål." ⁵ Således er der også i den nærværende Tid blevet en Levning som et Nådes-Udvalg. ⁶ Men er det af Nåde, da er det ikke mere af Gerninger, ellers bliver Nåden ikke mere Nåde. ⁷ Hvad altså? Det, Israel søger efter, har det ikke opnået, men Udvalget har opnået det; de øvrige derimod bleve forhærdede, ⁸ som der er skrevet: "Gud gav dem en Sløvheds Ånd, Øjne til ikke at se med, Øren til ikke at høre med indtil den Dag i Dag." ⁹ Og David siger: "Deres Bord vorde til Snare og til Fælde og til Anstød og til Gengældelse for dem; ¹⁰ deres Øjne vorde formørkede, så de ikke se, og bøj altid deres Ryg!"

¹¹ Jeg siger da: Mon de have stødt an, for at de skulde falde? Det være langt fra! Men ved deres Fald er Frelsen kommen til Hedningerne, for at dette kunde vække dem til Nidkærhed. ¹² Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Tab er Hedningers Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det! ¹³ Og til eder, I Hedninger, siger jeg: For så vidt jeg nu er Hedningeapostel, ærer jeg min Tjeneste, ¹⁴ om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkærhed og frelse nogle af dem. ¹⁵ Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad bliver da deres Antagelse andet end Liv ud af døde?

¹⁶ Men dersom Førstegrøden er hellig, da er Dejgen det også; og dersom Roden er hellig, da ere Grenene det også. ¹⁷ Men om nogle af Grenene bleve afbrudte, og du, en vild Oliekvist, blev indpodet iblandt dem og blev meddelagtig i Olietræets Rod og Fedme, ¹⁸ da ros dig ikke imod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer jo ikke du Roden, men Roden dig.