Add parallel Print Page Options

Bøn om Israels redning og hævn over fjenden

79 En sang af Asaf.

Åh, Gud, fjenderne har invaderet dit eget land.
    De har gjort din helligdom uren
        og lagt Jerusalem i ruiner.
Dine dræbte tjenere blev gribbenes føde,
    de gudfrygtiges kroppe blev ædt af vilde dyr.
Blodet flød i Jerusalems gader,
    der er ingen tilbage til at begrave de faldne.
Nabolandene håner og foragter os,
    vi er blevet til spot for vore omgivelser.

Hvor længe vil du straffe os, Herre?
    Hvor længe vil din harme brænde som ild?
Udøs hellere din vrede over de gudløse folk.
    Straf dem, der ikke tilbeder dig.
Fjenden har nu ødelagt dit udvalgte folk,
    de har lagt byen og landet i ruiner.

Straf os ikke for vore forfædres synder.
    Skynd dig at vise din nåde og barmhjertighed.
        Er vi ikke blevet ydmyget nok?
Hjælp os, for du er vor Gud og Frelser.
    Du er jo en trofast og nådig Gud.
Tilgiv vores synd og red os,
    for du er en trofast og nådig Gud.
10 Hvorfor skal gudløse folk håne os?
    De siger: „Hvor er deres Gud?”
Gør gengæld for drabet på dine tjenere,
    så alle i hele verden får det at vide.
11 Lyt til fangernes suk,
    red dem, som er dømt til at dø.
12 Tag syvfold hævn på de folkeslag,
    som har hånet dig, Herre.
13 Så vil vi takke dig for evigt,
    vi, som er dit folk, den hjord, du vogter.
        Så vil vi lovprise dig i de kommende generationer.

Bøn for nationens genopbygning

80 Til korlederen: En sang af Asaf. Synges til melodien „Pagtens lilje.”

Hør os, du Israels Hyrde,
    du, som leder dit folk med omsorg,
du, som troner blandt hellige keruber,
    bøj dig og lyt til vor bøn.
Træd frem i magt og stråleglans.
    Hjælp Efraim, Benjamin og Manasse.
        Stå frem i din vælde og red os.
Genopret dit folk, Gud.
    Se i nåde til os og frels os.

Herre, almægtige Gud,
    hvor længe vil du blive ved at være vred?
        Hvor længe er du døv for vore bønner?
Du gav os sorg i overflod,
    tårer i rigeligt mål,
vore nabofolk foragter os,
    vore fjender ler ad os.
Genopret dit folk, almægtige Gud.
    Se i nåde til os og frels os.

Du tog os som en ung vinstok fra Egypten,
    jog folkeslag bort, så vi kunne få plads.
10 Du beredte jorden for din vinstok,
    den slog rod og spredte sig over landet.
11 Den bredte sig ud over bjergene,
    dækkede de mægtige cedertræer.
12 Den bredte sine ranker til Middelhavet
    og nåede helt op til Eufratfloden.

13 Hvorfor har du nedbrudt vingårdens gærde,
    så alle og enhver kan plukke af druerne?
14 Skovens vildsvin gnaver af planterne,
    de vilde dyr æder af druerne.
15 Vend dit ansigt imod os, almægtige Gud!
    Se i nåde til os fra din himmel.
Tag dig af din mishandlede vinstok.
16     Genopliv det skud, du plantede, det folk, du udvalgte.
17 Din vinstok er nu hugget ned og brændt.
    Dit folk er bukket under for din vrede.

18 Velsign det folk, som vil tjene dig,
    den nation, som du selv har udvalgt.
19         Så skal vi aldrig svigte dig mere.
Genopret dit folk,
    så vi igen kan påkalde dit navn.
20 Genopret dit folk, almægtige Herre.
    Se i nåde til os og frels os.

Flertallet faldt, en rest kom med

11 Betyder det, at Gud har skubbet det jødiske folk fra sig? Nej, bestemt ikke. Jeg tilhører jo selv det samme folk. Jeg nedstammer fra Abraham og hører til Benjamins stamme. Gud har ikke slået hånden af det folk, han selv har udvalgt. Kender I ikke det sted i Skriften, hvor Gud taler til Elias, dengang Elias beklagede sig over Israels folk? „Herre! Dine profeter har de slået ihjel, og dine altre har de revet ned. Jeg er den eneste, der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel!”[a] Men Gud svarede: „Jeg har stadig 7000 mænd, som ikke har bøjet knæ for afguderne.”[b] Det samme gælder i dag. Der er et lille mindretal, som Gud i sin nåde har udvalgt. Men de er ikke blevet udvalgt på grund af deres gode gerninger, for så ville der ikke være tale om nåde.

7-8 Altså er det kun en lille, udvalgt skare blandt jøderne, som har opnået det, de alle søgte efter. De øvrige er blevet forhærdede, som Skriften siger: „Gud har gjort dem åndeligt sløve. De har øjne, men kan ikke se. De har ører, men kan ikke høre.”[c] Og David siger:

„Må deres fester føre dem i fælden,
    så de bliver fanget og får løn som forskyldt.
10 Gør det sort for deres øjne,
    så de ikke kan se.
Lad dem altid gå rundt med bøjet ryg.”[d]

Guds plan for jøderne

11 Betyder jødernes fald, at alt er forbi for dem? Nej, bestemt ikke. Men da de afviste budskabet, nåede det ud til de andre folkeslag. På den måde ville Gud gøre jøderne misundelige. 12 Da jødernes afvisning af budskabet betød en rigdom af velsignelse for resten af verden, og da deres tab betød gevinst for de øvrige folkeslag, hvilken velsignelse vil der så ikke komme ud af det, når jøderne engang fuldt ud tager imod deres Messias? 13 Lad mig fortælle jer kristne, som ikke har jødisk baggrund, at selvom jeg er jøde, har Gud først og fremmest sendt mig for at forkynde budskabet om Jesus for de andre folkeslag. Og det er jeg glad for, 14 især hvis det kan gøre nogle af mine landsmænd misundelige, så de også kan blive frelst. 15 For hvis den kendsgerning, at de fleste jøder afviste budskabet, var årsag til, at mennesker ud over hele verden nu bliver forsonet med Gud, hvad vil der så ikke ske, når hele det jødiske folk engang kommer til tro på deres Messias? Det bliver, ligesom når de døde får nyt liv.

16 Hvis roden af et træ er god i Guds øjne, er hele træet også godt,[e] og hvis den første del af dejen er god nok i Guds øjne, er hele dejen det også. 17 Det er roden af oliventræet, der giver næring til hele træet. Gud har brækket nogle grene af træet på grund af deres vantro, men I, som er blevet „Abrahams børn” ved troen, er blevet indpodet mellem de oprindelige grene, selvom I kommer fra et vildtvoksende oliventræ. I har fået del i den rige næring, der kommer fra roden.[f] 18 Men pas på, at I ikke ser ned på de grene, som blev brækket af. Husk på, at det ikke er jer, der giver næring til roden, men roden, der giver næring til jer.

Read full chapter

Footnotes

  1. 11,3 1.Kong. 19,10.
  2. 11,4 1.Kong. 19,18.
  3. 11,7-8 Frit efter Es. 29,10 og 5.Mos. 29,3.
  4. 11,10 Citat fra Sl. 69,23-24 i Septuaginta (LXX).
  5. 11,16 Med dette jødiske billede tænker Paulus på Abraham som roden, der var acceptabel for Gud, og alle, som har den samme tro som Abraham, er derfor ligeledes acceptable for Gud.
  6. 11,17 Oliventræet er et billede på troen. De afbrækkede grene er et billede på de vantro jøder, og de indpodede grene er et billede på de ikke-jøder, som kom til tro på Kristus. Da roden er et billede på Abraham, er den saft, der kommer fra roden, et billede på den tro og tillid, som Abraham havde.