Salme 52:1-106:26
Dette er Biblen på dansk
52 Til Sangmesteren. En Maskil af David, 2 da Edomiten Doeg kom og meldte Saul, at David var gaaet ind i Ahimeleks Hus.
3 Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme? 4 Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du Rænkesmed, 5 du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. - Sela. 6 Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge!
7 Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! - Sela. 8 De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende: 9 "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!"
10 Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed stoler jeg evigt og altid på. 11 Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn.
53 Til Sangmesteren. Al-mahalat. En Maskil af David.
2 Dåerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt. 3 Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud. 4 Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een.
5 Er de Udådsmænd da uden Forstand de, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Gud? 6 Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejres Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem.
7 Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Gud vender sit Folks Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes.
54 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David, 2 da Zifiterne kom og sagde til Saul: "David har skjult sig hos os."
3 Frels mig o Gud, ved dit navn og skaf mig min ret ved din Vælde, 4 hør, o Gud, min Bøn, lyt til min Munds Ord! 5 Thi frække står op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har de ikke for Øje. - Sela.
6 Se, min Hjælper er Gud, Herren støtter min Sjæl! 7 Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed! 8 Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn, o Herre, thi det er godt; 9 thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine Fjender!
55 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David.
2 Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen, 3 lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage, 4 jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt; 5 Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig. 6 Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig. 7 Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly, 8 ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela. 9 Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr. 10 Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen; 11 de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure; 12 Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.
13 Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå; 14 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig, 15 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.
16 Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! 17 Jeg, jeg råber til Gud, og Herren vil frelse mig. 18 Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre 19 og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig. 20 Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.
21 På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt. 22 Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.
23 Kast din Byrde på Herren, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes. 24 Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!
56 Til Sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En Miktam, da Filisterne greb ham i Gat.
2 Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd; 3 mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig! 4 Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig, 5 og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig? 6 De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt. 7 De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet. 8 Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud! 9 Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Tårer; de står jo i din Bog. 10 Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig. 11 Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med Herrens Hjælp skal jeg prise hans Ord. 12 Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig? 13 Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig. 14 Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys.
57 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da han flygtede ind i Hulen for Saul. 2 Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over. 3 Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig; 4 han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed. 5 Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd. 6 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden! 7 Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. - Sela.
8 Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, 9 vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. 10 Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd; 11 thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. 12 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
58 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam.
2 Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskenes Børn retfærdigt? 3 Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold. 4 Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild. 5 Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre 6 og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger. 7 Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, Herre; 8 lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs. 9 Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol. 10 Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede
11 Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod; 12 Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!"
59 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da Saul udsendte Folk, som skulle vogte Huset for at dræbe ham.
2 Fri mig fra mine Fjender, min Gud bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig; 3 fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd! 4 Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde. 5 Uden at jeg har forbrudt mig, Herre, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til! 6 Du er jo Herren, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! - Sela. 7 Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen! 8 Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem skulde høre det?"
9 Men du, o Herre, du ler ad dem, du spotter alle Folk, 10 dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn; 11 med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd! 12 Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem, 13 giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger; 14 udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela. 15 Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen, 16 vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.
17 Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag. 18 Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud.
60 Til Sangmesteren. Al-sjusjan-edut. En Miktam af David til Indøvelse, 2 dengang han kæmpede med Aram-Naharajim og Aram-Zoba, og Joab vendte tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, 12 000 Mand.
3 Gud, du har stødt os fra dig, nedbrudt os, du vredes - vend dig til os igen; 4 du lod Landet skælve, slå Revner, læg nu dets Brist, thi det vakler! 5 Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin. 6 Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for Buen. - Sela. 7 Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!
8 Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med jubel, udmåle Sukkots Dal; 9 mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav, 10 Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg." 11 Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder mig hen til Edom?
12 Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. 13 Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. 14 Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!
61 Til Sangmesteren. Til Strengespil. Af David.
2 Hør, o Gud, på mit råb og lyt til min bøn! 3 Fra Jordens Ende råber jeg til dig. Når mit Hjerte vansmægter, løft mig da op på en Klippe, 4 led mig, thi du er min Tilflugt, et mægtigt Tårn til Værn imod Fjenden. 5 Lad mig evigt bo som Gæst i dit Telt, finde Tilflugt i dine Vingers Skjul! - Sela. 6 Ja du, o Gud, har hørt mine Løfter, opfyldt deres Ønsker, der frygter dit Navn.
7 Til Kongens Dage lægger du Dage, hans År skal være fra Slægt til Slægt. 8 Han skal trone evigt for Guds Åsyn; send Nåde og Sandhed til at bevare ham! 9 Da vil jeg evigt love dit Navn og således Dag efter Dag indfri mine Løfter.
62 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.
2 Min Sjæl er Stille for Gud alene, min Frelse kommer fra ham; 3 ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes meget. 4 Hvor længe stormer I løs på en Mand, - alle slår I ham ned - som på en hældende Væg, en faldende Mur? 5 Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. - Sela. 6 Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Håb; 7 ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes. 8 Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt har jeg i Gud; 9 stol på ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud er vor Tilflugt. - Sela.
10 Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, på Vægtskålen vipper de op, de er Tomhed til Hobe. 11 Forlad eder ikke på vold, lad jer ikke blænde af Ran; om Rigdommen vokser, agt ikke derpå! 12 Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds, 13 Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter hans Gerning.
63 En Salme af David, da han var i Judas Ørken.
2 Gud, du er min Gud, dig søger jeg, efter dig tørster min Sjæl, efter dig længes mit Kød i et tørt, vansmægtende,vandløst Land 3 (således var det, jeg så dig i Helligdommen) for at skue din Vælde og Ære; 4 thi din Nåde er bedre end Liv, mine Læber skal synge din Pris. 5 Da vil jeg love dig hele mit Liv, opløfte Hænderne i dit Navn, 6 Som med fede Retter mættes min Sjæl, med jublende Læber priser min Mund dig, 7 når jeg kommer dig i Hu på mit Leje, i Nattevagterne tænker på dig; 8 thi du er blevet min Hjælp, og jeg jubler i dine Vingers Skygge. 9 Dig klynger min Sjæl sig til, din højre holder mig fast.
10 Forgæves står de mig efter livet, i Jordens Dyb skal de synke, 11 gives i Sværdets Vold og vorde Sjakalers Bytte. 12 Men Kongen glædes i Gud; enhver, der sværger ved ham, skal juble, thi Løgnernes Mund skal lukkes.
64 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Hør, o Gud, min røst, når jeg klager, skærm mit Liv mod den rædsomme Fjende; 3 skjul mig for Ugerningsmændenes Råd, for Udådsmændenes travle Hob. 4 der hvæsser Tungen som Sværd, lægger giftige Ord på Buen 5 for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset. 6 Ihærdigt lægger de onde Råd, skryder af, at de lægger Snarer siger: "Hvem skulde se os?" 7 De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke - og Menneskets Indre og Hjerte er dybt.
8 Da rammer Gud dem med en Pil af Slaget rammes de brat; 9 han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem, ryster på Hovedet;
10 alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter hans Hænders Geming; 11 de retfærdige glædes i Herren og lider på ham, de oprigtige af Hjertet jubler til Hobe!
65 Til Sangmesteren. En Salme af David. En Sang.
2 Lovsang tilkommer dig på Zion,o Gud, dig indfrier man Løfter, du, som hører Bønner; 3 alt Kød kommer til dig, når Brøden tynger. 4 Vore Overtrædelser blev os for svare, du tilgiver dem. 5 Salig den, du udvælger, lader bo i dine Forgårde! Vi mættes af dit Huses Rigdom, dit Tempels Hellighed.
6 Du svarer os underfuldt i Retfærd, vor Frelses Gud, du Tilflugt for den vide Jord, for fjerne Strande, 7 du, som grundfæster Bjerge med Vælde, omgjorde med Kraft, 8 du, som dæmper Havenes Brusen, deres Bølgers Brusen og Folkefærds Larm, 9 så Folk ved Verdens Ende gruer for dine Tegn; hvor Morgen og Aften oprinder, bringer du Jubel.
10 Du så til Landet, vanded det, gjorde det såre rigt, Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dets Korn, 11 du vander dets Furer, jævner knoldene, bløder det med Regn, velsigner dets Sæd. 12 Med din Herlighed kroner du Året, dine Vognspor flyder af Fedme; 13 de øde Græsgange flyder, med Jubel omgjordes Højene; 14 Engene klædes med Får, Dalene hylles i Korn, i Jubel bryder de ud og synger!
66 Bryd ud i Jubel for Gud, al Jorden, 2 lovsyng hans Navns Ære, syng ham en herlig Lovsang, 3 sig til Gud: "Hvor forfærdelige er dine Gerninger! For din vældige Styrkes Skyld logrer Fjenderne for dig, 4 al Jorden tilbeder dig, de lovsynger dig, lovsynger dit Navn." - Sela. 5 Kom hid og se, hvad Gud har gjort i sit Virke en Rædsel for Menneskenes Børn. 6 Han forvandlede Hav til Land, de vandrede til Fods over Strømmen; lad os fryde os højlig i ham. 7 Han hersker med Vælde for evigt, på Folkene vogter hans Øjne, ej kan genstridige gøre sig store. - Sela. 8 I Folkeslag, lov vor Gud, lad lyde hans Lovsangs Toner, 9 han, som har holdt vor Sjæl i Live og ej lod vor Fod glide ud! 10 Thi du ransaged os, o Gud, rensede os, som man renser Sølv; 11 i Fængsel bragte du os, lagde Tynge på vore Lænder, 12 lod Mennesker skride hen over vort Hoved, vi kom gennem Ild og Vand; men du førte os ud og bragte os Lindring!
13 Med Brændofre vil jeg gå ind i dit Hus og indfri dig mine Løfter, 14 dem, mine Læber fremførte, min Mund udtalte i Nøden. 15 Jeg bringer dig Ofre af Fedekvæg sammen med Vædres Offerduft, jeg ofrer Okser tillige med Bukke. - Sela. 16 Kom og hør og lad mig fortælle jer alle, som frygter Gud, hvad han har gjort for min Sjæl! 17 Jeg råbte til ham med min Mund og priste ham med min Tunge. 18 Havde jeg tænkt på ondt i mit Hjerte, da havde Herren ej hørt; 19 visselig, Gud har hørt, han lytted til min bedende Røst. 20 Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn eller taget sin Miskundhed fra mig!
67 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme. En Sang.
2 Gud være os nådig og velsigne os, han lade sit Ansigt lyse over os - Sela - 3 for at din Vej må kendes på Jorden, din Frelse blandt alle Folk. 4 Folkeslag skal takke dig, Gud, alle Folkeslag takke dig; 5 Folkefærd skal glædes og juble, thi med Retfærd dømmer du Folkeslag, leder Folkefærd på Jorden, - Sela. 6 Folkeslag skal takke dig Gud, alle Folkeslag takke dig! 7 Landet har givet sin Grøde, Gud, vor Gud, velsigne os, 8 Gud velsigne os, så den vide Jord må frygte ham!
68 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. En Sang.
2 Når Gud står op, da splittes hans fjender, hans Avindsmænd flyr for hans Åsyn, 3 som Røg henvejres, så henvejres de; som Voks, der smelter for Ild, går gudløse til Grunde for Guds Åsyn. 4 Men retfærdige frydes og jubler med Glæde og Fryd for Guds Åsyn. 5 Syng for Gud, lovsyng hans Navn, hyld ham, der farer frem gennem Ørknerne! Herren er hans Navn, jubler for hans Åsyn, 6 faderløses Fader, Enkers Værge, Gud i hans hellige Bolig, 7 Gud, som bringer ensomme hjem, fører Fanger ud til Lykke; men genstridige bor i tørre Egne.
8 Da du drog ud, o Gud, i Spidsen for dit Folk, skred frem gennem Ørkenen - Sela - da rystede Jorden, 9 ja, Himlen dryppede for Guds Åsyn, for Guds Åsyn, Israels Guds. 10 Regn i Strømme lod du falde, o Gud, din vansmægtende Arvelod styrkede du; 11 din Skare tog Bolig der, for de arme sørged du, Gud, i din Godhed, 12 Ord lægger Herren de Kvinder i Munden, som bringer Glædesbud, en talrig Hær: 13 "Hærenes Konger flyr, de flyr, Husets Frue uddeler Bytte. 14 Vil l da blive imellem Foldene? Duens Vinger dækkes af Sølv, dens Fjedre af gulgrønt Guld. 15 Da den Almægtige splittede Kongerne der, faldt der Sne på Zalmon." 16 Et Gudsbjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med spidse Tinder er Basans Bjerg; 17 Hvi skæver I Bjerge med spidse Tinder til Bjerget, Gud ønskede til Bolig, hvor Herren også vil bo for evigt? 18 Titusinder er Guds Vogne, tusinde Gange tusinde, Herren kom fra Sinaj til Helligdommen. 19 Du steg op til det høje, du bortførte Fanger, Gaver tog du blandt Mennesker, også iblandt de genstridige, at du måtte bo der, Herre, o Gud.
20 Lovet være Herren! Fra Dag til Dag bærer han vore Byrder; Gud er vor Frelse. - Sela. 21 En Gud til Frelse er Gud for os, hos den Herre Herren er Udgange fra Døden. 22 Men Fjendernes Hoveder knuser Gud, den gudløses Isse, der vandrer i sine Synder. 23 Herren har sagt: "Jeg henter dem hjem fra Basan, henter dem hjem fra Havets Dyb,
24 at din Fod må vade i Blod, dine Hundes Tunger få del i Fjenderne." 25 Se på Guds Højtidstog, min Guds, min Konges Højtidstog ind i Helligdommen! 26 Sangerne forrest, så de, der spiller, i Midten unge Piger med Pauker: 27 "Lover Gud i Festforsamlinger, Herren, I af Israels Kilde!" 28 Der er liden Benjamin forrest, Judas Fyrster i Flok, Zebulons Fyrster, Naftalis Fyrster.
29 Opbyd, o Gud, din Styrke, styrk, hvad du gjorde for os, o Gud! 30 For dit Tempels Skyld skal Konger bringe dig Gaver i Jerusalem. 31 Tru ad Dyret i Sivet, Tyreflokken, Folkeslags Herrer, så de hylder dig med deres Sølvstykker. Adsplit Folkeslag, der elsker Strid! 32 De kommer med Olie fra Ægypten, Ætiopeme iler til Gud med fulde Hænder. 33 I Jordens Riger, syng for Gud, lovsyng Herren; 34 hyld ham der farer frem på Himlenes Himle, de gamle! Se, han løfter sin Røst, en vældig Røst. 35 Giv Gud Ære! Over Israel er hans Højhed, Hans Vælde i Skyerne, 36 frygtelig er Gud i sin Helligdom. Israels Gud; han giver Folket Styrke og Kraft. Lovet være Gud!
69 Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.
2 Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen, 3 jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig; 4 træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud; 5 flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte! 6 Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.
7 Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers Herre, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud! 8 Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel; 9 fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders Sønner. 10 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig: 11 jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot; 12 i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld. 13 De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.
14 Men jeg beder, Herre, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig! 15 Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb, 16 lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig. 17 Svar mig, Herre, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed; 18 dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig; 19 kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld! 20 Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender. 21 Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde; 22 de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.
23 Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde; 24 lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle! 25 Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem; 26 deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte! 27 Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred. 28 Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd; 29 lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!
30 Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud! 31 Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak; 32 det er mer for Herren end Okser end Tyre med Horn og Klove!
33 Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives! 34 Thi Herren låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.
35 Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der; 36 thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje; 37 hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.
70 Til Sangmesteren. Af David. Lehazkir.
2 Du værdiges, Gud, at fri mig, Herre, il mig til Hjælp! 3 Lad dem beskæmmes og røme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel; 4 lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" 5 Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "Gud er stor!" 6 Arm og fattig er jeg, il mig til Hjælp, o Gud! Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, Herre!
71 Herre, jeg lider på dig, lad mig aldrig i evighed skuffes. 2 Frels mig og udfri mig i din Retfærdighed, du bøjede dit Øre til mig; 3 red mig og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; thi du er min Klippe og Borg! 4 Min Gud, fri mig ud af gudløses Hånd, af Niddings og Voldsmands Kløer; 5 thi du er mit Håb, o Herre! Fra min Ungdom var Herren min Tillid; 6 fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang. 7 For mange står jeg som mærket af Gud, men du er min stærke Tilflugt; 8 min Mund er fuld af din Lovsang, af din Ære Dagen lang.
9 Forkast mig ikke i Alderdommens Tid og svigt mig ikke, nu Kraften svinder; 10 thi mine Fjender taler om mig, de der lurer på min Sjæl, holder Råd: 11 "Gud har svigtet ham! Efter ham! Grib ham, thi ingen frelser!" 12 Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, min Gud; 13 lad dem blive til Skam og Skændsel, dem, der står mig imod, lad dem hylles i Spot og Spe, dem, der vil mig ondt! 14 Men jeg, jeg vil altid håbe, blive ved at istemme din Pris; 15 min Mund skal vidne om din Retfærd, om din Frelse Dagen lang; thi jeg kender ej Ende derpå. 16 Jeg vil minde om den Herre Herrens Vælde, lovsynge din Retfærd, kun den alene. 17 Gud, du har vejledt mig fra min Ungdom af, dine Undere har jeg forkyndt til nu; 18 indtil Alderdommens Tid og de grånende Hår svigte du mig ikke, o Gud. End skal jeg prise din Arm for alle kommende Slægter. 19 Din Vælde og din Retfærdighed når til Himlen, o Gud; du, som øvede store Ting, hvo er din Lige, Gud? 20 Du, som lod os skue mange fold Trængsel og Nød, du kalder os atter til Live og drager os atter af Jordens Dyb; 21 du vil øge min Storhed og atter trøste mig. 22 Til Gengæld vil jeg til Harpespil prise din Trofasthed, min Gud, lege på Citer for dig, du Israels Hellige; 23 juble skal mine Læber - ja, jeg vil lovsynge dig og min Sjæl, som du udløste; 24 også min Tunge skal Dagen igennem forkynde din Retfærd, thi Skam og Skændsel får de, som vil mig ilde.
72 Gud, giv Kongen din ret, Kongesønnen din retfærd, 2 så han dømmer dit Folk med Retfærdighed og dine arme med Ret! 3 Da bærer Bjerge og Høje Fred for Folket i Retfærd. 4 De arme blandt Folket skaffer han Ret, han bringer de fattige Frelse, og han slår Voldsmanden ned. 5 Han skal leve, så længe Solen lyser og Månen skinner, fra Slægt til Slægt. 6 Han kommer som Regn på slagne Enge, som Regnskyl, der væder Jorden; 7 i hans dage blomstrer Retfærd, og dyb Fred råder, til Månen forgår.
8 Fra Hav til Hav skal han herske, fra Floden til Jordens Ender; 9 hans Avindsmænd bøjer knæ for ham, og hans Fjender slikker Støvet; 10 Konger fra Tarsis og fjerne Strande frembærer Gaver, Sabas og Sebas Konger kommer med Skat; 11 alle Konger skal bøje sig for ham, alle Folkene være hans Tjenere.
12 Thi han skal redde den fattige, der skriger om Hjælp, den arme, der savner en Hjælper, 13 ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges Sjæle; 14 han skal fri deres Sjæle fra Uret og vold, deres Blod er dyrt i hans Øjne. 15 Måtte han leve og Guld fra Saba gives ham! De skal bede for ham bestandig, velsigne ham Dagen igennem. 16 Korn skal der være i Overflod i Landet, på Bjergenes Top; som Libanon skal dets Afgrøde bølge og Folk spire frem af Byen som Jordens Urter. 17 Velsignet være hans Navn evindelig, hans Navn skal leve, mens Solen skinner. Ved ham skal man velsigne sig, alle Folk skal prise ham lykkelig!
18 Lovet være Gud Herren, Israels Gud som ene gør Undergerninger, 19 og lovet være hans herlige Navn evindelig; al Jorden skal fyldes af hans Herlighed. Amen, Amen!
20 Her ender Davids, Isajs Søns, Bønner.
73 Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet! 2 Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide; 3 thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel; 4 thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund; 5 de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre. 6 Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i. 7 Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem. 8 I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale, 9 de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden. 10 Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag. 11 De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?" 12 Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand! 13 Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld, 14 jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!
15 Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt." 16 Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne, 17 Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver: 18 Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem. 19 Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel! 20 De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet. 21 Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer, 22 var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.
23 Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre; 24 du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed. 25 Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden! 26 Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt. 27 Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro. 28 Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre Herren, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.
74 Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter? 2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig. 3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde. 4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri. 5 Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning. 6 Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer. 7 På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig. 8 De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet. 9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os. 10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn? 11 Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet. 13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved; 14 du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr; 15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme; 16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol, 17 du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
18 Kom i Hu, o Herre, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn! 19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv; 20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger. 21 Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn! 22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer, 23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
75 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. En Salme af Asaf. En Sang.
2 Vi takker dig, Gud, vi takker dig; de, der påkalder dit Navn, fortæller dine Undere. 3 "Selv om jeg udsætter Sagen, dømmer jeg dog med Retfærd; 4 vakler end Jorden og alle, som bor derpå, har jeg dog grundfæstet dens Støtter." - Sela.
5 Til Dårerne siger jeg: "Vær ej Dårer!" og til de gudløse: "Løft ej Hornet, 6 løft ikke eders Horn mod Himlen, tal ikke med knejsende Nakke!" 7 Thi hverken fra Øst eller Vest kommer Hjælp, ej heller fra Ørk eller Bjerge.
8 Nej, den, som dømmer, er Gud, han nedbøjer en, ophøjer en anden. 9 Thi i Herrens Hånd er et Bæger med skummende, krydet Vin. han skænker i for een efter een, selv Bærmen drikker de ud; alle Jordens gudløse drikker. 10 Men jeg skal juble evindelig, lovsynge Jakobs Gud; 11 alle de gudløses Horn stødes af, de retfærdiges Horn skal knejse!
76 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme af Asaf. En Sang.
2 Gud er kendt i Juda, hans navn er stort i Israel, 3 i Salem er hans Hytte, hans Bolig er på Zion. 4 Der brød han Buens Lyn, skjold og Sværd og Krigsværn. - Sela. 5 Frygtelig var du, herlig på de evige Bjerge. 6 De tapre gjordes til Bytte, i Dvale sank de, og kraften svigted alle de stærke Kæmper. 7 Jakobs Gud, da du truede, faldt Vogn og Hest i den dybe Søvn.
8 Frygtelig er du! Hvo holder Stand mod dig i din Vredes Vælde? 9 Fra Himlen fældte du Dom. Jorden grued og tav, 10 da Gud stod op til Dom for at frelse hver ydmyg på Jord. - Sela. 11 Thi Folkestammer skal takke dig, de sidste af Stammerne fejre dig. 12 Aflæg Løfter og indfri dem for Herren eders Gud, alle omkring ham skal bringe den Frygtindgydende Gaver. 13 Han kuer Fyrsternes Mod, indgyder Jordens Konger Frygt.
77 Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.
2 Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig, 3 jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste; 4 jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela. 5 Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs. 6 Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År; 7 jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd. 8 Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde, 9 er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid, 10 har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.
11 Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før. 12 Jeg kommer Herrens Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu. 13 Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker. 14 Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud! 15 Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene, 16 udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela. 17 Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve; 18 Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did; 19 din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv; 20 din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. 21 Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.
78 Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund; 2 jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid, 3 hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os; 4 vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om Herrens Ære og Vælde og Underne, som han har gjort. 5 Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide, 6 at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom, 7 så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud, 8 ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud 9 - Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag - 10 Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov; 11 hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue. 12 Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark; 13 han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold; 14 han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær; 15 han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme, 16 han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.
17 Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen; 18 de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten, 19 de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken? 20 Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?" 21 Det hørte Herren, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel, 22 fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse. 23 Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne 24 og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn; 25 Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med. 26 Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft; 27 Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand, 28 lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger; 29 Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få. 30 Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund, 31 rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.
32 Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere. 33 Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År. 34 Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud, 35 kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser. 36 De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge; 37 deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro. 38 Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem; 39 han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.
40 Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land! 41 De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige; 42 hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden, 43 da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark, 44 forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene, 45 sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde, 46 gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst, 47 slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost, 48 prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn. 49 Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle; 50 frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest; 51 alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte, 52 lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen, 53 ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender; 54 han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt, 55 drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.
56 Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd; 57 de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue, 58 de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder. 59 Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel; 60 han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker; 61 han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd, 62 prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod; 63 Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange, 64 dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.
65 Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin; 66 han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme. 67 Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke; 68 han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker; 69 han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden. 70 Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde, 71 hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod; 72 han vogtede dem med oprigtigt Hjerte,ledede dem med kyndig Hånd.
79 Hedninger er trængt ind i din arvelod, Gud de har besmittet dit hellige Tempel og gjort Jerusalem til en Stenhob; 2 de har givet Himlens Fugle dine Tjeneres Lig til Æde, Jordens vilde Dyr dine frommes Kød; 3 deres Blod har de udøst som Vand omkring Jerusalem, ingen jorder dem; 4 vore Naboer er vi til Hån, vore Grander til Spot og Spe. 5 Hvor længe vredes du, Herre - for evigt? hvor længe skal din Nidkærhed lue som Ild? 6 Udøs din Vrede på Folk, der ikke kender dig, på Riger, som ikke påkalder dit Navn; 7 thi de har opædt Jakob og lagt hans Bolig øde.
8 Tilregn os ikke Fædrenes Brøde, lad din Barmhjertighed komme os snarlig i Møde, thi vi er såre ringe, 9 Hjælp os, vor Frelses Gud, for dit Navns Æres Skyld, fri os, forlad vore Synder for dit Navns Skyld! 10 Hvorfor skal Hedninger sige: "Hvor er deres Gud?" Lad dine Tjeneres udgydt Blod blive hævnet på Hedningerne for vore Øjne! 11 Lad de fangnes Suk nå hen for dit Åsyn, udløs Dødens Børn efter din Arms Vælde, 12 lad syvfold Gengæld ramme vore Naboer for Hånen, de viser dig, Herre! 13 Men vi dit Folk og den Hjord, du røgter, vi vil evindelig takke dig, forkynde din Pris fra Slægt til Slægt!
80 Til Sangmesteren. El-sjosjannim-edut. Af Asaf. En Salme.
2 Lyt til, du Israels Hyrde, der leder Josef som en Hjord, træd frem i Glans, du, som troner på Keruber, 3 for Efraims, Benjamins og Manasses Øjne; opbyd atter din Vælde og kom til vor Frelse! 4 Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses! 5 Herre, Hærskarers Gud, hvor længe vredes du trods din Tjeners Bøn? 6 Du har givet os Tårebrød at spise, Tårer at drikke i bredfuldt Mål. 7 Du har gjort os til Stridsemne for vore Naboer, vore Fjender håner os. 8 Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses!
9 Du rykked en Vinstok op i Ægypten, drev Folkeslag bort og plantede den; 10 du rydded og skaffed den Plads, den slog Rod og fyldte Landet; 11 Bjergene skjultes af dens Skygge. Guds Cedre af dens Ranker; 12 den bredte sine Skud til Havet og sine kviste til Floden. 13 Hvorfor har du nedbrudt dens Hegn, så alle vejfarende plukker deraf? 14 Skovens Vildsvin gnaver deri, Dyrene på Marken æder den op!
15 Hærskarers Gud, vend tilbage, sku ned fra Himlen og se! Drag Omsorg for denne Vinstok, 16 for Skuddet, din højre planted! 17 Lad dem, der sved den og huggede den sønder, gå til for dit Åsyns Trussel! 18 Lad din Hånd være over din højres Mand, det Menneskebarn, du opfostrede dig! 19 Da viger vi ikke fra dig, hold os i Live, så påkalder vi dit Navn! 20 Herre, Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses!
81 Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.
2 Jubler for Gud, vor Styrke, råb af fryd for Jakobs Gud, 3 istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen; 4 stød i Hornet på Nymånedagen, ved Fuldmåneskin på vor Højtidsdag! 5 Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud; 6 han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.
7 "Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven. 8 I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. - Sela. 9 Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig! 10 En fremmed Gud må ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud! 11 Jeg, Herren, jeg er din Gud! som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den! 12 Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke. 13 Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Råd. 14 Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gå mine Veje! 15 Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres Uvenner! 16 Deres Avindsmænd skulde falde og gå til Grunde for evigt; 17 jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!"
82 Gud står frem i Guders Forsamling midt iblandt Guder holder han Dom 2 "Hvor længe vil I dømme uredeligt og holde med de gudløse? - Sela. 3 Skaf de ringe og faderløse Ret, kend de arme og nødstedte fri; 4 red de ringe og fattige, fri dem ud af de gudløses Hånd! 5 Dog, de kender intet, sanser intet, i Mørke vandrer de om, alle Jordens Grundvolde vakler. 6 Jeg har sagt, at I er Guder, I er alle den Højestes Sønner; 7 dog skal I dø som Mennesker, styrte som en af Fyrsterne!" 8 Rejs dig, o Gud, døm Jorden, thi alle Folkene får du til Arv!
83 En Sang. En Salme af Asaf.
2 Und dig, o Gud, ikke Ro, vær ej tavs, vær ej stille, o Gud! 3 Thi se, dine Fjender larmer, dine Avindsmænd løfter Hovedet, 4 oplægger lumske Råd mod dit Folk, holder Råd imod dem, du værner: 5 "Kom, lad os slette dem ud af Folkenes Tal, ej mer skal man ihukomme Israels Navn!" 6 Ja, de rådslår i Fællig og slutter Pagt imod dig, 7 Edoms Telte og Ismaeliterne, Moab sammen med Hagriterne, 8 Gebal, Ammon, Amalek, Filister land med Tyrus's Borgere; 9 også Assur har sluttet sig til dem, Lots Sønner blev de en Arm. - Sela.
10 Gør med dem som med Midjan, som med Sisera og Jabin ved Kisjons Bæk, 11 der gik til Grunde ved En-Dor og blev til Gødning på Marken! 12 Deres Høvdinger gå det som Oreb og Ze'eb, alle deres Fyrster som Zeba og Zalmunna, 13 fordi de siger: "Guds Vange tager vi til os som Eje." 14 Min Gud, lad dem blive som hvirvlende Løv som Strå, der flyver for Vinden. 15 Ligesom Ild fortærer Krat og Luen afsvider Bjerge, 16 så forfølge du dem med din Storm, forfærde du dem med din Hvirvelvind; 17 fyld deres Åsyn med Skam, så de søger dit Navn, o Herre; 18 lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til Grunde 19 Og kende, at du, hvis Navn er Herren, er ene den Højeste over al Jorden!
84 Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Koras Sønner. En Salme.
2 Hvor elskelig er dine boliger, Hærskares Herre! 3 Af Længsel efter Herrens Forgårde vansmægtede min Sjæl, nu jubler mit Hjerte og Kød for den levende Gud! 4 Ja, Spurven fandt sig et Hjem og Svalen en Rede, hvor den har sine Unger - dine Altre, Hærskarers Herre, min Konge og Gud! 5 Salige de, der bor i dit Hus, end skal de love dig. - Sela. 6 Salig den, hvis Styrke er i dig, når hans Hu står til Højtidsrejser! 7 Når de går gennem Bakadalen, gør de den til Kildevang, og Tidligregnen hyller den i Velsignelser. 8 Fra Kraft til Kraft går de frem, de stedes for Gud på Zion. 9 Hør min Bøn, o Herre, Hærskarers Gud, Lyt til, du Jakobs Gud! - Sela. 10 Gud, vort Skjold, se til og vend dit Blik til din Salvedes Åsyn! 11 Thi bedre een Dag i din Forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds Hus's Tærskel end dvæle i Gudløsheds Telte. 12 Thi Gud Herren er Sol og Skjold, Herren giver Nåde og Ære; dem, der vandrer i Uskyld, nægter han intet godt. 13 Hærskarers Herre, salig er den, der stoler på dig!
85 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.
2 Du var nådig, Herre, imod dit land du vendte Jakobs Skæbne, 3 tog Skylden bort fra dit Folk og skjulte al deres Synd. - Sela. 4 Du lod al din Vrede fare, tvang din glødende Harme. 5 Vend tilbage, vor Frelses Gud, hør op med din Uvilje mod os! 6 Vil du vredes på os for evigt, holde fast ved din Harme fra Slægt til Slægt? 7 Vil du ikke skænke os Liv På ny, så dit Folk kan glæde sig i dig! 8 Lad os skue din Miskundhed, Herre, din Frelse give du os!
9 Jeg vil høre, hvad Gud Herren taler! Visselig taler han Fred til sit Folk og til sine fromme og til dem, der vender deres Hjerte til ham; 10 ja, nær er hans Frelse for dem, som frygter ham, snart skal Herlighed bo i vort Land; 11 Miskundhed og Sandhed mødes, Retfærd og Fred skal kysse hinanden; 12 af Jorden spirer Sandhed frem, fra Himlen skuer Retfærd ned. 13 Derhos giver Herren Lykke, sin Afgrøde giver vort Land; 14 Retfærd vandrer foran ham og følger også hans Fjed.
86 Bøj dit Øre, Herre, og svar mig, thi jeg er arm og fattig! 2 Vogt min Sjæl, thi jeg ærer dig; frels din Tjener, som stoler på dig! 3 Vær mig nådig, Herre, du er min Gud; thi jeg råber til dig Dagen igennem. 4 Glæd din Tjeners Sjæl, thi til dig, o Herre, løfter jeg min Sjæl; 5 thi du, o Herre, er god og rund til at forlade, rig på Nåde mod alle, der påkalder dig. 6 Lyt til min Bøn, o Herre, lån Øre til min tryglende Røst! 7 På Nødens Dag påkalder jeg dig, thi du svarer mig. 8 Der er ingen som du blandt Guderne, Herre, og uden Lige er dine Gerninger. 9 Alle Folk, som du har skabt, skal komme, Herre, og tilbede dig, og de skal ære dit Navn. 10 Thi du er stor og gør vidunderlige Ting, du alene er Gud. 11 Lær mig, Herre, din Vej, at jeg kan vandre i din Sandhed; vend mit Hjerte til dette ene: at frygte dit Navn. 12 Jeg vil takke dig, Herre min Gud, af hele mit Hjerte, evindelig ære dit Navn; 13 thi stor er din Miskundhed mod mig, min Sjæl har du frelst fra Dødsrigets Dyb. 14 Frække har rejst sig imod mig, Gud; Voldsmænd, i Flok vil tage mit Liv, og dig har de ikke for Øje. 15 Men, Herre, du er en barmhjertig og nådig Gud, langmodig og rig på Nåde og Sandhed. 16 Vend dig til mig og vær mig nådig, giv din Tjener din Styrke, frels din Tjenerindes Søn! 17 Und mig et Tegn på din Godhed; at mine Fjender med Skamme må se, at du, o Herre, hjælper og trøster mig!
87 Sin Stad, grundfæstet på hellige Bjerge, har Herren kær, 2 Zions Porte fremfor alle Jakobs Boliger. 3 Der siges herlige Ting om dig, du Guds Stad. - Sela. 4 Jeg nævner Rahab og Babel blandt dem, der kender Herren, Filisterland, Tyrus og Kusj, en fødtes her, en anden der. 5 Men Zion kalder man Moder, der fødtes enhver, den Højeste holder det selv ved Magt. 6 Herren tæller efter i Folkeslagenes Liste, en fødtes her, en anden der. - Sela. 7 Syngende og dansende siger de: "Alle mine Kilder er i dig!"
88 En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraiten Heman.
2 Herre min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig; 3 lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre! 4 Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, 5 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med, 6 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet. 7 Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted; 8 tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela. 9 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud, 10 mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, Herre, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
11 Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela. 12 Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed? 13 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land? 14 Men jeg, o Herre, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde. 15 Hvorfor forstøder du, Herre, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig? 16 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom; 17 din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde, 18 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig; 19 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
89 En Maskil af Ezraiten Etan.
2 Om Herrens, Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed. 3 Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed. 4 Jeg sluttede en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener: 5 "Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!" - Sela. 6 Og Himlen priser dit Under, Herre, din Trofasthed i de Helliges Forsamling. 7 Thi hvem i Sky er Herrens Lige, hvo er som Herren iblandt Guds Sønner? 8 En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham. 9 Herre, Hærskarers Gud, hvo er som du? Herre, din Nåde og Trofasthed omgiver dig. 10 Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem. 11 Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm. 12 Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig med dets Fylde. 13 Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn. 14 Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet. 15 Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for dit Åsyn. 16 Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, Herre, i dit Åsyns Lys! 17 De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed. 18 Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest; 19 thi vort Skjold er hos Herren, vor Konge er Israels Hellige!
20 Du taled engang i et Syn til dine fromme : "Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket; 21 jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie; 22 thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke. 23 Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned; 24 jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der bader ham; 25 med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn; 26 jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre; 27 mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. 28 Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger; 29 jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt; 30 jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til. 31 Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud, 32 hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud, 33 da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag; 34 men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke; 35 jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn. 36 Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle - David sviger jeg ikke: 37 Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen, 38 stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru, - Sela.
39 Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham; 40 Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet; 41 du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger; 42 alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot. 43 Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender; 44 hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen; 45 du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden, 46 afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. - Sela. 47 Hvor længe vil du skjule dig, Herre, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild? 48 Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn! 49 Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets Hånd? - Sela. 50 Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David? 51 Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn, 52 hvorledes dine Fjender håner, Herre, hvorledes de håner din Salvedes Fodspor.
53 Lovet være Herren i Evighed, Amen, Amen!
90 Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt. 2 Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud! 3 Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!" 4 Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt. 5 Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror; 6 ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.
7 Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi. 8 Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys. 9 Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk. 10 Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted. 11 Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig! 12 At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!
13 Vend tilbage, Herre! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere; 14 mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage. 15 Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt! 16 Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn! 17 Herren vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!
91 Den der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge, 2 siger til Herren: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, på hvem jeg stoler. 3 Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest; 4 han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge. 5 Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen der flyver om Dagen 6 ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot. 7 Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Hånd, til dig når det ikke hen; 8 du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf; 9 (thi du, Herre, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig. 10 Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær; 11 thi han byder sine Engle at vogte dig på alle dine Veje; 12 de skal bære dig på deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten; 13 du skal træde på Slanger og Øgler, trampe på Løver og Drager.
14 "Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn; 15 kalder han på mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære: 16 med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!"
92 En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.
2 Det er godt at takke Herren, lovsynge dit navn, du højeste, 3 ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed 4 til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer!
5 Thi ved dit Værk har du glædet mig, Herre, jeg jubler over dine Hænders Gerning. 6 Hvor store er dine Gerninger, Herre, dine Tanker såre dybe! 7 Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt. 8 Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse, 9 men du er ophøjet for evigt, Herre. 10 Thi se, dine Fjender, Herre, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes! 11 Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie; 12 det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd.
13 De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder; 14 plantet i Herrens Hus grønnes de i vor Guds Forgårde; 15 selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft 16 for at vidne, at Herren er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes.
93 Herren har vist, han er Konge, har iført sig Højhed, Herren har omgjordet sig med Styrke. Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke. 2 Din Trone står fast fra fordum, fra Evighed er du! 3 Strømme lod runge, Herre, Strømme lod runge deres Drøn, Strømme lod runge deres Brag. 4 Fremfor vældige Vandes Drøn, fremfor Havets Brændinger er Herren herlig i det høje! 5 Dine Vidnesbyrd er fuldt at lide på, Hellighed tilkommer dit Hus, Herre, så længe Dagene varer!
94 Herre du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans; 2 stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige! 3 Hvor længe skal gudløse, Herre, hvor længe skal gudløse juble? 4 De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre; 5 de underkuer, o Herre, dit Folk og undertrykker din Arvelod; 6 de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel; 7 de siger: "Herren kan ikke se,Jakobs Gud kan intet mærke!"
8 Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer? 9 Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se? 10 Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt? 11 Herren kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.
12 Salig den Mand, du tugter, Herre, og vejleder ved din Lov 13 for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse; 14 thi Herren bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod. 15 Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.
16 Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udådsmænd? 17 Var Herren ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille. 18 Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig, Herre; 19 da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.
20 står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn? 21 Jager de end den ret,færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod, 22 Herren er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe; 23 han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter Herren vor Gud.
95 Kom, lad os Juble, for Herren, råbe af fryd for vor Frelses Klippe, 2 møde med Tak for hans Åsyn, juble i Sang til hans Pris! 3 Thi Herren er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder; 4 i hans Hånd er Jordens dybder, Bjergenes Tinder er hans; 5 Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder dannet. 6 Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for Herren, vor Skaber!
7 Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord, han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst: 8 "Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa i Ørkenen, 9 da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit Værk. 10 Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje. 11 Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gå ind til min Hvile!
96 Syng Herren en ny sang, syng for Herren, al jorden, 2 syng for Herren og lov hans Navn, fortæl om hans Frelse Dag efter Dag, 3 kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle Folkeslag! 4 Thi stor og højlovet er Herren, forfærdelig over alle Guder; 5 thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, Herren er Himlens Skaber. 6 For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Lov og Pris i hans Helligdom. 7 Giv Herren, I Folkeslags Slægter, giv Herren Ære og Pris, 8 giv Herren hans Navns Ære, bring Gaver og kom til hans Forgårde, 9 tilbed Herren i helligt Skrud, bæv for hans Åsyn, al Jorden! 10 Sig blandt Folkeslag: "Herren har vist, han er Konge, han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke, med Retfærd dømmer han Folkene." 11 Himlen glæde sig, Jorden juble, Havet med dets Fylde bruse, 12 Marken juble og alt, hvad den bærer! Da fryder sig alle Skovens Træer 13 for Herrens Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkene i sin Trofasthed.
97 Herren har vist, han er Konge! Jorden juble, lad glædes de mange Strande! 2 Skyer og Mulm er om ham, Retfærd og Ret er hans Trones Støtte; 3 Ild farer frem foran ham, og luer iblandt hans Fjender. 4 Hans Lyn lyste op på Jorderig, Jorden så det og skjalv; 5 Bjergene smelted som Voks for Herren, for hele Jordens Herre; 6 Himlen forkyndte hans Retfærd, alle Folkeslag skued hans Herlighed. 7 Til Skamme blev alle, som dyrkede Billeder, de, som var stolte af deres Afguder; alle Guder bøjed sig for ham. 8 Zion hørte det og glædede sig, og Judas Døtre jublede over dine Domme, Herre! 9 Thi du, o Herre, er den Højeste over al Jorden, højt ophøjet over alle Guder! 10 I, som elsker Herren, hade det onde! Han vogter sine frommes Sjæle og frier dem af de gudløses Hånd; 11 over de retfærdige oprinder Lys og Glæde over de oprigtige af Hjertet. 12 I retfærdige, glæd jer i Herren, lovsyng hans hellige Navn!
98 Syng Herren en sang, thi vidunderlige ting har han gjort; Sejren vandt ham hans højre, hans hellige Arm. 2 Sin Frelse har Herren gjort kendt, åbenbaret sin Retfærd for Folkenes Øjne; 3 han kom sin Nåde mod Jakob i Hu, sin Trofasthed mod Israels Hus. Den vide Jord har skuet vor Guds Frelse. 4 Råb af Fryd for Herren, al Jorden, bryd ud i Jubel og Lovsang; 5 lovsyng Herren til Citer, lad Lovsang tone til Citer, 6 råb af Fryd for Kongen, Herren, til Trompeter og Hornets Klang! 7 Havet med dets Fylde skal bruse, Jorderig og de, som bor der, 8 Strømmene klappe i Hænder, Bjergene juble til Hobe 9 for Herrens Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkeslag med Ret!
99 Herren har vist, han er Konge, Folkene bæver, han troner på Keruber, Jorden skælver! 2 Stor er Herren på Zion, ophøjet over alle Folkeslag; 3 de priser dit Navn, det store og frygtelige; hellig er han! 4 Du er en Konge, der elsker Retfærd, Retten har du grundfæstet, i Jakob, øved du Ret og Retfærd. 5 Ophøj Herren vor Gud, bøj eder for hans Fødders Skammel; hellig er han! 6 Moses og Aron er blandt hans Præster og Samuel blandt dem, der påkalder hans Navn; de råber til Herren, han svarer; 7 i Skystøtten taler han til dem, de holder hans Vidnesbyrd, Loven, han gav dem; 8 Herre vor Gud, du svarer dem. Du var dem en Gud, som tilgav og frikendte dem, for hvad de gjorde. 9 Ophøj Herren vor Gud, bøj eder for hans hellige Bjerg, thi hellig er Herren vor Gud!
100 Råb af Fryd for Herren, al jorden, 2 tjener Herren med Glæde, kom for hans Åsyn med Jubel! 3 Kend, at Herren er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans Folk og den Hjord, han vogter. 4 Gå ind i hans Porte med Takkesang, med Lovsange ind i hans Forgårde, tak ham og lov hans Navn! 5 Thi god er Herren, hans Miskundhed varer evindelig, fra Slægt til Slægt hans Trofasthed!
101 Om Nåde og Ret vil jeg synge, dig vil jeg lovsynge, Herre. 2 Jeg vil agte på uskyldiges Vej, når den viser sig for mig, vandre i Hjertets Uskyld bag Hjemmets Vægge, 3 på Niddingsdåd lader jeg aldrig mit Øje hvile. Jeg hader den, der gør ondt, han er ej i mit Følge; 4 det falske Hjerte må holde sig fra mig, den onde kender jeg ikke; 5 den, der sværter sin Næste, udrydder jeg; den opblæste og den hovmodige tåler jeg ikke. 6 Til Landets trofaste søger mit Øje, hos mig skal de bo; den, der vandrer uskyldiges Vej, skal være min Tjener; 7 ingen, der øver Svig, skal bo i mit Hus, ingen, som farer med Løgn, bestå for mit Øje. 8 Alle Landets gudløse gør jeg til intet hver Morgen for at udrydde alle Udådsmænd af Herrens By.
102 Bøn af en elendig, naar hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for Herren.
2 Herre, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig, 3 skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig! 4 Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild; 5 mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød. 6 Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden; 7 jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder; 8 om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget; 9 mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig. 10 Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer 11 over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort; 12 mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
13 Men du troner evindelig, Herre, du ihukommes fra Slægt til Slægt; 14 du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde; 15 thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe. 16 Og Herrens Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger; 17 thi Herren opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed; 18 han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset. 19 For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise Herren; 20 thi han ser ned fra sin hellige Højsal, Herren skuer ned fra Himmel til Jord 21 for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed, 22 at Herrens Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem, 23 når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene Herren.
24 Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv. 25 Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt. 26 Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk; 27 de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning; 28 som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende! 29 Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.
103 Min Sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn! 2 Min Sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans Velgerninger! 3 Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine Sygdomme, 4 han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed, 5 han, som mætter din Sjæl med godt, så du bliver ung igen som Ørnen! 6 Herren øver Retfærdighed og Ret mod alle fortrykte. 7 Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn sine Gerninger; 8 barmhjertig og nådig er Herren, langmodig og rig på Miskundhed; 9 han går ikke bestandig i Rette, gemmer ej evigt på Vrede; 10 han handled ej med os efter vore Synder, gengældte os ikke efter vor Brøde. 11 Men så højt som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor over dem, der frygter ham. 12 Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjernet vore Synder fra os. 13 Som en Fader forbarmer sig over sine Børn, forbarmer Herren sig over dem, der frygter ham.
14 Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, vi er Støv; 15 som Græs er Menneskets dage, han blomstrer som Markens Blomster; 16 når et Vejr farer over ham, er han ej mere, hans Sted får ham aldrig at se igen. 17 Men Herrens Miskundhed varer fra Evighed og til Evighed over dem, der frygter ham, og hans Retfærd til Børnenes Børn 18 for dem, der holder hans Pagt og kommer hans Bud i Hu, så de gør derefter.
19 Herren har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme underlagt. 20 Lov Herren, I hans Engle, I vældige i Kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans Røst. 21 Lov Herren, alle hans Hærskarer, hans Tjenere, som fuldbyrder hans Vilje. 22 Lov Herren, alt, hvad han skabte, på hvert eneste Sted i hans Rige! Min Sjæl, lov Herren!
104 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed, 2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt; 3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger; 4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere! 5 Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den; 6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge. 7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst, 8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem; 9 du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden. 10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de; 11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst; 12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder. 13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer; 14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden 15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte. 16 Herrens Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet, 17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig. 18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt. 19 Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid; 20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr; 21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud. 22 De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler; 23 Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på. 24 Hvor mange er dine Gerninger, Herre, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt! 25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store; 26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri. 27 De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide; 28 du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt. 29 Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet; 30 du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
31 Herrens Herlighed vare evindelig, Herren glæde sig ved sine Værker! 32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger 33 Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til. 34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i Herren. 35 Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja!
105 Pris Herren, påkald hans navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag! 2 Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere; 3 ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger Herren; 4 spørg efter Herren og hans magt, søg bestandig hans Åsyn; 5 kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme, 6 I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte, Jakobs Sønner! 7 Han, Herren, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden; 8 han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn, 9 Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak; 10 han holdt den i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel, 11 idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod." 12 Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der, 13 og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet, 14 tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger 15 "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!" 16 Hungersnød kaldte han frem over Landet, hver Brødets Støttestav brød han; 17 han sendte forud for dem en Mand, Josef solgtes som Træl; 18 de tvang hans Fødder med Lænker, han kom i Lænker af Jern, 19 indtil hans Ord blev opfyldt; ved Herrens Ord stod han Prøven igennem. 20 På Kongens Bud blev han fri, Folkenes Hersker lod ham løs: 21 han tog ham til Herre for sit Hus, til Hersker over alt sit Gods; 22 han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste til Rette. 23 Og Israel kom til Ægypten, Jakob boede som Gæst i Kamiternes Land. 24 Han lod sit Folk blive såre frugtbart og stærkere end dets Fjender; 25 han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere. 26 Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand; 27 han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere i Kamiternes Land; 28 han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans Ord; 29 han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel; 30 af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de; 31 han talede, så kom der Bremser og Myg i alt deres Land; 32 han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet; 33 han slog både Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres Land; 34 han talede, så kom der Græshopper, Springere uden Tal, 35 de åd alt Græs i Landet, de åd deres Jords Afgrøde; 36 alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres Kraft; 37 han førte dem ud med Sølv og Guld, ikke een i hans Stammer snubled 38 Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem. 39 Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten; 40 de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem; 41 han åbnede Klippen, og Vand strømmede ud, det løb som en Flod i Ørkenen. 42 Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener; 43 han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel; 44 han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje. 45 Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love. Halleluja!
106 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig! 2 Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris? 3 Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed! 4 Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse, 5 at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!
6 Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst. 7 Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav. 8 Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt; 9 han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk; 10 han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd; 11 Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem; 12 da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris. 13 Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd; 14 de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud; 15 så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen. 16 De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, Herrens hellige; 17 Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok; 18 Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op. 19 De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed; 20 de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs; 21 de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten, 22 Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav. 23 Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde. 24 De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord, 25 men knurrede i deres Telte og hørte ikke på Herren; 26 da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen,