Add parallel Print Page Options

Hjælp under falsk anklage

35 En sang af David.

Herre, kæmp mod dem, der bekæmper mig.
    Gå i krig mod dem, som angriber mig.
Tag din rustning på, grib dit skjold,
    gør klar til kamp mod mine fjender.
Kast dit spyd og brug din lanse
    mod dem, der forfølger mig.
        Lov mig, at du vil redde mig.
Bring skam over dem,
    der ønsker at slå mig ihjel.
Forvir dem, så de må vende om,
    og deres onde planer mislykkes.
Blæs dem væk som avner for vinden,
    lad din mægtige engel drive dem bort.
Gør deres vej mørk og glat,
    lad din engel forfølge dem.

Uden grund har de sat fælder for mig,
    gravet en faldgrube på min vej.
Men pludselig kommer ulykken over dem,
    de bliver fanget i deres egen fælde,
        de styrter selv i faldgruben.

Så vil jeg glæde mig over dig, Herre,
    jeg vil fryde mig over din frelse.
10 Fra mit hjertes dyb vil jeg råbe:
    Herre, ingen kan sammenlignes med dig.
Du, som redder de svage fra deres undertrykkere,
    frelser de værgeløse fra røveres overgreb.

11 Falske vidner stod frem imod mig,
    anklagede mig for noget, jeg ikke havde gjort.
12 De gengældte godt med ondt
    og gjorde mig helt fortvivlet.
13 Dengang de var syge, sørgede jeg,
    klædte mig i sæk og aske,
bad med bøjet hoved
    og fastede inderligt for dem.
14 Jeg følte det, som var det min egen familie,
    jeg sørgede for dem, som var det min mor.
15 Men da jeg selv kom ud i problemer,
    blev de glade og samlede sig imod mig.
De angreb mig uden varsel,
    bagtalte mig dagen lang.

16 Da jeg snublede, gjorde de nar ad mig.
    De viste tænder som glubske løver.

17 Herre, hvor længe vil du bare se på?
    Grib dog ind og frels mig fra de løver.
        Red mit liv fra de rasende bæster.
18 Så vil jeg offentligt give dig ære,
    prise dig blandt alt dit folk.

19 De blev mine fjender uden årsag.
    Lad dem ikke sejre over mig.
De hadede mig uden grund.
    Lad dem ikke udføre deres onde planer.
20 De ønsker ikke at skabe fred,
    men planlægger ondt mod uskyldige folk.
21 De råber deres anklager imod mig:
    „Ha!” siger de. „Vi så det selv!”

22 Herre, du har set det hele. Vær ikke tavs.
    Lad mig ikke i stikken nu.
23 Grib ind, Herre, og skaf mig ret.
    Min Herre og Gud, før min sag.
24 Erklær mig skyldfri, for du er retfærdig.
    Lad dem ikke sejre over mig.
25 Lad dem ikke sige: „Ha! Det gik, som vi havde håbet!”
    Lad dem ikke tænke: „Nu er det ude med ham!”
26 Gør dem alle skamfulde,
    alle, der fryder sig over min ulykke.
Lad dem, der gør nar ad mig,
    selv blive gjort til grin.
27 Men lad dem, som ønsker mig det godt,
    juble af glæde og sige:
„Lovet være Herren,
    for han hjælper sine tjenere.”
28 Så vil jeg altid mindes din godhed.
    Ja, jeg vil prise dig dagen lang.

35 Herre, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig, grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig, tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!" Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige, de blive som Avner for Vinden, og Herrens Engel nedstøde dem, deres Vej blive mørk og glat, og Herrens Engel forfølge dem! Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav. Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven. Min Sjæl skal juble i Herren, glædes ved hans Frelse, 10 alle mine Ledemod sige: "Herre, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"

11 Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til; 12 de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt. 13 Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved, 14 som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg. 15 Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør; 16 for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig. 17 Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver. 18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

19 Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke! 20 Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig; 21 de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!" 22 Du så det, Herre, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig; 23 rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre, 24 døm mig efter din Retfærd Herre, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig 25 Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!" 26 Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe. 27 Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være Herren, som under sin Tjener Fred!" 28 Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.

35 Plead my cause, O Lord, with them that strive with me: fight against them that fight against me.

Take hold of shield and buckler, and stand up for mine help.

Draw out also the spear, and stop the way against them that persecute me: say unto my soul, I am thy salvation.

Let them be confounded and put to shame that seek after my soul: let them be turned back and brought to confusion that devise my hurt.

Let them be as chaff before the wind: and let the angel of the Lord chase them.

Let their way be dark and slippery: and let the angel of the Lord persecute them.

For without cause have they hid for me their net in a pit, which without cause they have digged for my soul.

Let destruction come upon him at unawares; and let his net that he hath hid catch himself: into that very destruction let him fall.

And my soul shall be joyful in the Lord: it shall rejoice in his salvation.

10 All my bones shall say, Lord, who is like unto thee, which deliverest the poor from him that is too strong for him, yea, the poor and the needy from him that spoileth him?

11 False witnesses did rise up; they laid to my charge things that I knew not.

12 They rewarded me evil for good to the spoiling of my soul.

13 But as for me, when they were sick, my clothing was sackcloth: I humbled my soul with fasting; and my prayer returned into mine own bosom.

14 I behaved myself as though he had been my friend or brother: I bowed down heavily, as one that mourneth for his mother.

15 But in mine adversity they rejoiced, and gathered themselves together: yea, the abjects gathered themselves together against me, and I knew it not; they did tear me, and ceased not:

16 With hypocritical mockers in feasts, they gnashed upon me with their teeth.

17 Lord, how long wilt thou look on? rescue my soul from their destructions, my darling from the lions.

18 I will give thee thanks in the great congregation: I will praise thee among much people.

19 Let not them that are mine enemies wrongfully rejoice over me: neither let them wink with the eye that hate me without a cause.

20 For they speak not peace: but they devise deceitful matters against them that are quiet in the land.

21 Yea, they opened their mouth wide against me, and said, Aha, aha, our eye hath seen it.

22 This thou hast seen, O Lord: keep not silence: O Lord, be not far from me.

23 Stir up thyself, and awake to my judgment, even unto my cause, my God and my Lord.

24 Judge me, O Lord my God, according to thy righteousness; and let them not rejoice over me.

25 Let them not say in their hearts, Ah, so would we have it: let them not say, We have swallowed him up.

26 Let them be ashamed and brought to confusion together that rejoice at mine hurt: let them be clothed with shame and dishonour that magnify themselves against me.

27 Let them shout for joy, and be glad, that favour my righteous cause: yea, let them say continually, Let the Lord be magnified, which hath pleasure in the prosperity of his servant.

28 And my tongue shall speak of thy righteousness and of thy praise all the day long.

Psalm 35

[A Psalm] of David.

Contend, O Lord, with those who contend with me; fight against those who fight against me!

Take hold of shield and buckler, and stand up for my help!

Draw out also the spear and javelin and close up the way of those who pursue and persecute me. Say to me, I am your deliverance!

Let them be put to shame and dishonor who seek and require my life; let them be turned back and confounded who plan my hurt!

Let them be as chaff before the wind, with the [a]Angel of the Lord driving them on!

Let their way be through dark and slippery places, with the Angel of the Lord pursuing and afflicting them.

For without cause they hid for me their net; a pit of destruction without cause they dug for my life.

Let destruction befall [my foe] unawares; let the net he hid for me catch him; let him fall into that very destruction.

Then I shall be joyful in the Lord; I shall rejoice in His deliverance.

10 All my bones shall say, Lord, who is like You, You Who deliver the poor and the afflicted from him who is too strong for him, yes, the poor and the needy from him who snatches away his goods?

11 Malicious and unrighteous witnesses rise up; they ask me of things that I know not.

12 They reward me evil for good to my personal bereavement.

13 But as for me, when they were sick, my clothing was sackcloth; I afflicted myself with fasting, and I prayed with head bowed on my breast.

14 I behaved as if grieving for my friend or my brother; I bowed down in sorrow, as one who bewails his mother.

15 But in my stumbling and limping they rejoiced and gathered together [against me]; the smiters (slanderers and revilers) gathered against me, and I knew them not; they ceased not to slander and revile me.

16 Like profane mockers at feasts [making sport for the price of a cake] they gnashed at me with their teeth.

17 Lord, how long will You look on [without action]? Rescue my life from their destructions, my dear and only life from the lions!

18 I will give You thanks in the great assembly; I will praise You among a mighty throng.

19 Let not those who are wrongfully my foes rejoice over me; neither let them wink with the eye who hate me without cause.(A)

20 For they do not speak peace, but they devise deceitful matters against those who are quiet in the land.

21 Yes, they open their mouths wide against me; they say, Aha! Aha! Our eyes have seen it!

22 You have seen this, O Lord; keep not silence! O Lord, be not far from me!

23 Arouse Yourself, awake to the justice due me, even to my cause, my God and my Lord!

24 Judge and vindicate me, O Lord my God, according to Your righteousness (Your rightness and justice); and let [my foes] not rejoice over me!

25 Let them not say in their hearts, Aha, that is what we wanted! Let them not say, We have swallowed him up and utterly destroyed him.

26 Let them be put to shame and confusion together who rejoice at my calamity! Let them be clothed with shame and dishonor who magnify and exalt themselves over me!

27 Let those who favor my righteous cause and have pleasure in my uprightness shout for joy and be glad and say continually, Let the Lord be magnified, Who takes pleasure in the prosperity of His servant.

28 And my tongue shall talk of Your righteousness, rightness, and justice, and of [my reasons for] Your praise all the day long.

Footnotes

  1. Psalm 35:5 See footnote on Gen. 16:7.