Add parallel Print Page Options

23 Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes, han lader mig ligge på grønne Vange. Til Hvilens Vande leder han mig, han kvæger min Sjæl, han fører mig ad rette Veje for sit Navns Skyld. Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.

I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord for mig, du salver mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over. Kun Godhed og Miskundhed følger mig alle mine Dage, og i Herrens Hus skal jeg bo gennem lange Tider.

24 Herrens er Jorden og dens Fylde, Jorderig og de, som bor derpå; thi han har grundlagt den på Have, grundfæstet den på Strømme. Hvo kan gå op på Herrens Bjerg, og hvo kan stå på hans hellige Sted? Den med skyldfri Hænder og Hjertet rent, som ikke sætter sin Hu til Løgn og ikke sværger falsk; han får Velsignelse fra Herren, Retfærdighed fra sin Frelses Gud. Så er den Slægt, som spørger efter ham, som søger dit Åsyn, Jakobs Gud! - Sela.

Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind! Hvo er den Ærens Konge? Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i Krig! Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind! 10 Hvo er han, den Ærens Konge? Herren, Hærskarers Herre, han er Ærens Konge! - Sela.

25 Herre, jeg løfter min sjæl til dig min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig. Nej, ingen som bier på dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de, som er troløse uden Grund. Lad mig kende dine Veje, Herre lær mig dine Stier. Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig. Herre, kom din Barmhjertighed i Hu og din Nåde, den er jo fra Evighed af. Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o Herre! God og oprigtig er Herren, derfor viser han Syndere Vejen. Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej. 10 Alle Herrens Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd. 11 For dit Navns Skyld, Herre, tilgive du min Brøde, thi den er stor. 12 Om nogen frygter Herren, ham viser han den Vej, han skal vælge; 13 selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få Landet i Eje. 14 Fortroligt Samfund har Herren med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt. 15 Mit Øje er stadig vendt imod Herren, thi han frier mine Fødder af Snaren. 16 Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm. 17 Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød. 18 Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder. 19 Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund. 20 Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke beskæmmes. 21 Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på dig, Herre. 22 Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler!

26 Skaf mig ret o Herre, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på Herren uden at vakle. Ransag mig, Herre, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte; thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed. Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke. Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej. Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, Herre, for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere. Herre, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.

Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd, 10 i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse. 11 Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig! 12 Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love Herren.

27 Herren er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? Herren er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes? Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender! Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg. Om eet har jeg bedet Herren, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i Herrens Hus for at skue Herrens Livsalighed og grunde i hans Tempel. Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe. Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise Herren.

Herre, hør mit Råb, vær nådig og svar mig! Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Åsyn!" Dit Åsyn søger jeg, Herre; skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud! 10 Thi Fader og Moder forlod mig, men Herren tager mig til sig. 11 Vis mig, Herre, din Vej og led mig ad jævne Stier for Fjendernes Skyld; 12 giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der udånder Vold, står frem imod mig. 13 Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue Herrens Godhed i de levendes Land - 14 Bi på Herren, fat Mod, dit Hjerte være stærkt, ja bi på Herren!

28 Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven. Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel. Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord. Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste! Thi Herrens Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!

Lovet være Herren, thi han har hørt min tryglende Røst; min Styrke, mit Skjold er Herren, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.

Herren er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse. Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid!

29 Giver Herren, I Guds Sønner, giver Herren Ære og Pris, giver Herren hans Navns Ære; tilbed Herren i helligt Skrud! Herrens Røst er over Vandene, Ærens Gud lader Tordenen rulle, Herren, over de vældige Vande! Herrens Røst med Vælde, Herrens Røst i Højhed, Herrens Røst, den splintrer Cedre, Herren splintrer Libanons Cedre, får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde Okse! Herrens Røst udslynger Luer. Herrens Røst får Ørk til at skælve, Herren får Kadesj's Ørk til at skælve! Herrens Røst får Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven. Alt i hans Helligdom råber: "Ære!" 10 Herren tog Sæde og sendte Vandfloden, Herren tog Sæde som Konge for evigt. 11 Herren give Kraft til sit Folk, Herren velsigne sit Folk med Fred!

30 En Salme. En Sang ved Husets Indvielse. Af David.

Herre, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig; Herre min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig. Fra Dødsriget, Herre, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af Gravens Dyb. Lovsyng Herren, I hans fromme, pris hans hellige Navn! Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Nåde; om Aftenen gæster os Gråd, om Morgenen Frydesang.

Jeg tænkte i min Tryghed: "Jeg rokkes aldrig i Evighed!" Herre, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn, jeg blev forfærdet. Jeg råbte, Herre, til dig, og tryglende bad jeg til Herren: 10 "Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud? 11 Herre, hør og vær nådig, Herre, kom mig til Hjælp!" 12 Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i Glæde, 13 at min Ære skal prise dig uden Ophør. Herre min Gud, jeg vil takke dig evigt!

31 Til Sangmesteren. En Salme af David.

Herre, jeg lider på dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes. Udfri mig i din Retfærd, du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig, fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt, i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, Herre, du tro faste Gud, du hader dem, der bolder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på Herren, jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide. Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.

10 Vær mig nådig, Herre, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre. 11 Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres. 12 For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Keodinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig. 13 Som en død er jeg gået dem at Minde, jeg er som et ødelagt Kar. 14 Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.

15 Men, Herre, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud, 16 mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig, 17 lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed. 18 Herre, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden. 19 Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.

20 Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, over mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne. 21 Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv. 22 Lovet være Herren, thi under fuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad. 23 Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt fra dine Øjne!" Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig. 24 Elsk Herren, alle hans fromme; de trofaste skærmer Herren; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold. 25 Fat Mod, eders Hjerte være stærkt, alle I, som bier på Herren!

32 Salig den, hvis Overdtrærdselser er forladt, hvis Synd er skjult: saligt det Menneske, Herren ej tilregner Skyld, og i hvis Ånd der ikke er Svig.

Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav, under Jamren Dagen igennem, thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft svandt som i Sommerens Tørke. - Sela. Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde: "Mine Overtrædelser vil jeg bekende for Herren!" Da tilgav du mig min Syndeskyld. - Sela. Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da store Vandskyl, ham skal de ikke nå. Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel omgiver du mig. - Sela.

Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit Øje på dig. Vær ikke uden Forstand som Hest eller Muldyr, der tvinges med Tømme og Bidsel, når de ikke vil komme til dig. 10 Den gudløses Smerter er mange, men den, der stoler på Herren, omgiver han med Nåde. 11 Glæd jer i Herren, I retfærdige, fryd jer, jubler, alle I oprigtige af Hjertet!

33 Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig Lovsang; lov Herren med Citer, tak ham til tistrenget Harpe; en ny Sang synge I ham, leg lifligt på Strenge til Jubelråb!

Thi sandt er Herrens Ord, og al hans Gerning er trofast; han elsker Retfærd og Ret, af Herrens Miskundhed er Jorden fuld. Ved Herrens Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Ånde. Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i Forrådskamre. Al Jorden skal frygte for Herren, Alverdens Beboere skælve for ham; thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der. 10 Herren kuldkasted Folkenes Råd, gjorde Folkeslags Tanker til intet; 11 Herrens Råd står fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt. 12 Saligt det Folk, der har Herren til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod!

13 Herren skuer fra Himlen, ser på alle Menneskens Børn; 14 fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor på Jorden; 15 han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres Værk.

16 Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft; 17 til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke. 18 Men Herrens Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på Nåden, 19 for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid. 20 Herren bier vor Sjæl, han er vor Hjælp og vort Skjold; 21 thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige Navn.

22 Din Miskundhed være over os, Herre, så som vi håber på dig.

34 Af David, da han lod afsindig for Abimelek, og denne jog ham fra sig, og han drog bort.

Jeg vil love Herren til hver en Tid, hans Pris skal stadig fylde min Mund min Sjæl skal rose sig af Herren, de ydmyge skal høre det og glæde sig. Hylder Herren i Fællig med mig, lad os sammen ophøje hans Navn! Jeg søgte Herren, og han svarede mig og friede mig fra alle mine Rædsler. Se hen til ham og strål af Glæde, eders Åsyn skal ikke beskæmmes. Her er en arm, der råbte, og Herren hørte, af al hans Trængsel frelste han ham. Herrens Engel slår Lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.

Smag og se, at Herren er god, salig den Mand, der lider på ham! 10 Frygter Herren, I hans hellige, thi de, der frygter ham, mangler intet. 11 Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger Herren, dem fattes intet godt. 12 Kom hid, Børnlill, og hør på mig, jeg vil lære jer Herrens Frygt. 13 Om nogen attrår Liv og ønsker sig Dage for at skue Lykke, 14 så var din Tunge for ondt, dine Læber fra at tale Svig; 15 hold dig fra ondt og øv godt, søg Fred og j ag derefter.

17 Mod dem, der gør ondt, er Herrens Åsyn for at slette deres Minde af Jorden;[a] 16 på retfærdige hviler hans Øjne, hans Ører hører deres Råb; 18 når de skriger, hører Herren og frier dem af al deres Trængsel. 19 Herren er nær hos dem, hvis Hjerte er knust, han frelser dem, hvis Ånd er brudt. 20 Den retfærdiges Lidelser er mange, men Herren frier ham af dem alle; 21 han vogter alle hans Ledemod, ikke et eneste brydes. 22 Ulykke bringer de gudløse Død, og bøde skal de, der hader retfærdige. 23 Herren forløser sine Tjeneres Sjæl, og ingen, der lider på ham, skal bøde.

35 Herre, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig, grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig, tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!" Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige, de blive som Avner for Vinden, og Herrens Engel nedstøde dem, deres Vej blive mørk og glat, og Herrens Engel forfølge dem! Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav. Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven. Min Sjæl skal juble i Herren, glædes ved hans Frelse, 10 alle mine Ledemod sige: "Herre, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"

11 Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til; 12 de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt. 13 Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved, 14 som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg. 15 Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør; 16 for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig. 17 Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver. 18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

19 Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke! 20 Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig; 21 de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!" 22 Du så det, Herre, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig; 23 rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre, 24 døm mig efter din Retfærd Herre, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig 25 Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!" 26 Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe. 27 Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være Herren, som under sin Tjener Fred!" 28 Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.

36 Til Sangmesteren. Af HerrenS Tjener David.

Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje; thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham. Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt; på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke. Herre, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne, din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; Herre, du frelser Folk og Fæ, hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge; de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm; 10 thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!

11 Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet. 12 Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort. 13 Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig.

37 Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret! Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne. Stol på Herren og gør det gode, bo i Landet og læg Vind på Troskab, da skal du have din Fryd i Herren, og han skal give dig, hvad dit Hjerte attrår. Vælt din Vej på Herren, stol på ham, så griber han ind og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare Dag. Vær stille for Herren og bi på ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med Rænker. Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun Harm. Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på Herren, skal arve Landet. 10 En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke. 11 Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen Fred. 12 Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham; 13 men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme. 14 De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret; 15 men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen. 16 Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom; 17 thi de gudløses Arme skal brydes, men Herren støtter de retfærdige; 18 Herren kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver evindelig; 19 de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage. 20 Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er Herrens Fjender, de svinder, de svinder som Røg. 21 Den gudløse låner og bliver i Gælden, den retfærdige ynkes og giver; 22 de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander, udryddes. 23 Af Herren stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans Vej; 24 om end han snubler, falder han ikke, thi Herren støtter hans Hånd. 25 Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød; 26 han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse. 27 Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig; 28 thi Herren elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes; 29 de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid. 30 Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er; 31 sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt. 32 Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet, 33 men, Herren giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten. 34 Bi på Herren og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang. 35 Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder 36 men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke. 37 Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid; 38 men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt. 39 De retfærdiges Frelse kommer fra Herren, deres Tilflugt i Nødens Stund; 40 Herren hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt.

38 En Salme af David. Lehazkir.

Herre, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme! Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig. Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld; thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig. Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet; jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang. Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop, jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde. 10 Herre, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig; 11 mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.

12 For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert; 13 de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig. 14 Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund, 15 som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar. 16 Thi til dig står mit Håb, o Herre, du vil bønhøre, Herre min Gud, 17 når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!" 18 Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig; 19 thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd. 20 Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund, 21 som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode. 22 Herre, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig, 23 il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!

39 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!" Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged, mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

Lær mig, Herre, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort! Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela. Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det. Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig. Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer! 10 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo. 11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til. 12 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela. 13 Hør, o Herre, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. 14 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!

40 Til Sangmesteren. Af David. En Salme.

Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte mit Skrig. Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed, en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på Herren. Salig den Mand, der sætter sin Lid til Herren, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn. Mange Undere gjorde du, Herre min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører, Brænd- og Syndoffer kræver du ikke. Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift; at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre." 10 I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; Herre, du ved det. 11 Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling. 12 Du, Herre, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og Sandhed skal altid være mit Værn.

13 Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet. 14 Du værdiges, Herre, at fri mig, Herre, il mig til Hjælp. 15 Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel; 16 Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig! 17 Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "Herren er stor!" 18 Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud!

41 Til Sangmesteren. En Salme af David.

Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser Herren på Ulykkens Dag; Herren vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold. På Sottesengen står Herren ham bi, hans Smertensleje gør du ham let.

Så siger jeg da: Vær mig nådig, Herre, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig! Mine Fjender ønsker mig ondt: "Hvornår mon han dør og hans Navn udslettes?" Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom. Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde: "En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der - kommer aldrig op!" 10 Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig. 11 Men du, o Herre, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem. 12 Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig. 13 Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit Åsyn til evig Tid.

14 Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed, Amen, Amen!

42 Til Sangmesteren. En Maskil af Koras Sønner.

Som Hjorten skriger efter rindende Vand, således skriger min Sjæl efter dig, o Gud. Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds Åsyn? Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: "Hvor er din Gud?" Min Sjæl er opløst, når jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelråb og Lovsang i Højtidsskaren. Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Mizars Bjerg. Dyb råber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig. Sin Miskundhed sender Herren om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud. 10 Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender? 11 Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig : "Hvor er din Gud?" 12 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

43 Skaf mig Ret, o Gud, og strid for mig mod Folk, som ej kender til Mildhed, fri mig fra en falsk, uretfærdig Mand! Thi du er min Tilflugts Gud, hvi har du forstødt mig? Hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, træn:t af Fjender? Send dit Lys og din Sandhed, de lede mig, bringe mig til dit hellige Bjerg og til dine Boliger, at jeg må komme til Guds Alter, til min Glædes Gud, juble og prise dig til Citer, Gud, min Gud!

Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

44 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Maskil.

Gud, vi har hørt det med egne ører, vore Fædre har fortalt os derom; du øved en Dåd i deres Dage, i Fortids Dage med din Hånd; Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig; thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær. Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr. Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne træder vi ned i dit Navn; thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr; men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive til Skamme. Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. - Sela.

10 Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore Hære; 11 du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte; 12 du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem Folkene, 13 dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved Salget. 14 Til Hån for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander, 15 du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste på Hovedet ad os. 16 Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Åsyn 17 for spottende, hånende Tale, for Fjendens og den hævngerriges Blikke.

18 Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller din Pagt! 19 Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej. 20 Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke. 21 Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne ud mod en fremmed Gud, 22 vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løn dom 23 nej, for din Skyld dræbes vi Dagen lang og regnes som Slagtekvæg! 24 Vågn op, hvi sover du, Herre? Bliv vågen, forstød ej for stedse! 25 Hvorfor vil du skjule dit Åsyn, glemme vor Nød og Trængsel? 26 Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved Jorden. 27 Stå op og kom os til Hjælp, forløs os for din Miskundheds Skyld!

45 Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af Koras Sønner. En Maskil. En Sang om Kærlighed.

Mit Hjerte svulmer af liflige Ord, jeg kvæder mit Kvad til Kongens Pris, som Hurtigskriverens Pen er min Tunge.

Den skønneste er du af Menneskens Børn, Ynde er udgydt på dine Læber, derfor velsignede Gud dig for evigt. Omgjord din Lænd med Sværdet, o Helt, Lykken følge din Højhed og Hæder, far frem for Sandhedens Sag, for Ydmyghed og Retfærd, din høj re lære dig frygtelige Ting! Dine Pile er hvæssede, Folkeslag falder for din Fod, Kongens Fjender rammes i Hjertet. Din Trone, o Gud, står evigt fast, en Retfærds Stav er din Kongestav. Du elsker Ret og hader Uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig med Glædens Olie fremfor dine Fæller, af Myrra, Aloe og Kassia dufter alle dine Klæder. Du glædes ved Strengeleg fra Elfenbenshaller, 10 Kongedøtre står i kostbare Klæder, Dronningen i Ofrguldets Skrud ved din højre.

11 Hør, min Datter, opmærksomt og bøj dit Øre : Glem dit Folk og din Faders Hus, 12 at Kongen må attrå din Skønhed, thi han er din Herre. 13 Tyrus's Datter skal hylde dig med Gaver, Folkets Rigmænd bejle til din Yndest. 14 Idel Pragt er Kongedatteren, hendes Dragt er Perler, stukket i Guld; 15 fulgt af Jomfruer føres hun frem i broget Pragt, Veninderne fører hende hen til Kongen. 16 De føres frem under Glæde og Jubel, holder deres Indtog i Kongens Palads.

17 Dine Sønner træde ind i dine Fædres Sted, sæt dem til Fyrster rundt i Landet! 18 Jeg vil minde om dit Navn fra Slægt til Slægt; derfor skal Folkene love dig evigt og altid.

46 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. Al-alamot. En Sang.

Gud er vor Tilflugt og Styrke, en Hjælp i Angster, prøvet til fulde Derfor frygter vi ikke, om Jorden end bølger og Bjergene styrter i Havenes Skød, om end deres Vande bruser og syder og Bjergene skælver ved deres Vælde. - Sela.

En Flod og dens Bække glæder Guds Stad, den Højeste har helliget sin Bolig; i den er Gud, den rokkes ikke, Gud bringer den Hjælp, når Morgen gryr. Folkene larmed, Rigerne vakled, han løfted Røsten, så Jorden skjalv, Hærskarers Herre er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. - Sela.

Kom hid og se på Herrens Værk, han har udført frygtelige Ting på Jord. 10 Han gør Ende på Krig til Jordens Grænser, han splintrer Buen, sønderbryder Spydene, Skjoldene tænder han i Brand. 11 Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt Folkene, ophøjet på Jorden! 12 Hærskarers Herre er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. - Sela.

47 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.

Alle Folkeslag, klap i Hænderne, bryd ud i jublende Lovsang for Gud! Thi Herren, den Højeste, er frygtelig, en Konge stor over hele Jorden. Han bøjede Folkefærd under os og Folkeslag under vor Fod; han udvalgte os vor Arvelod, Jakob hans elskedes Stolthed. - Sela. Gud steg op under Jubel, Herren under Homets Klang. Syng, ja syng for Gud, syng, ja syng for vor Konge; thi han er al Jordens Konge, syng en Sang for Gud. Gud har vist, han er Folkenes Konge, på sin hellige Trone har Gud taget Sæde. 10 Folkenes Stormænd samles med Folket, der tilhører Abrahams Gud; thi Guds er Jordens Skjolde, højt ophøjet er han!

48 En Sang. En Salme af Koras Sønner.

Stor og højlovet er vor Gud i sin Stad. Smukt løfter sig hans hellige Bjerg, al Jordens Fryd, Zions Bjerg i det højeste Nord, den store Konges By. Som Værn gjorde Gud sig kendt i dens Borge. Thi Kongerne samlede sig, rykked frem tilsammen; de så og tav på Stedet, flyed i Angst, af Rædsel grebes de brat, af Veer som en, der føder. Med Østenstormen knuser du Tarsisskibe.

Som vi havde hørt det, så vi det selv i Hærskarers Herres By, i vor Guds By; til evig Tid lader Gud den stå. - Sela. 10 I din Helligdom tænker vi, Gud, på din Miskundhed; 11 som dit Navn så lyder din Pris til Jordens Grænser. Din højre er fuld af Retfærd, 12 Zions Bjerg fryder sig, Judas Døtre jubler over dine Domme. 13 Drag rundt om Zion, gå rundt og tæl dets Tårne, 14 læg Mærke til dets Ringmur, så gennem dets Borge, at I kan melde Slægten, der 15 kommer: Sådan er Gud, vor Gud for evigt og altid, han skal lede os.

49 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.

Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk, både høj og lav, både rig og fattig! Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt; jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.

Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde, de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom? Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live 10 og aldrig få Graven at se; 11 nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre, 12 deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn. 13 Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår. 14 Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela. 15 I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig. 16 Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela. 17 Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges; 18 thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke. 19 Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!" 20 han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue. 21 Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår.

50 Gud, Gud Herren talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge; fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm; han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk: "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!" Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. Sela.

Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg! Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje; jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde; 10 thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge; 11 jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel. 12 Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde! 13 Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod? 14 Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter. 15 Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

16 Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden, 17 når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg? 18 Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til, 19 slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig. 20 Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn; 21 det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart. 22 Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder. 23 Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.

51 Til Sangmesteren. En Salme af David, dengang Natan kom til ham, efter at han havde været inde hos Batseba.

Gud, vær mig nådig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed, tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og rens mig for min Synd! Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd står mig altid for Øje. Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du dømmer. Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd. Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, så lær mig da Visdom i Hjertedybet. Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne; 10 mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble; 11 skjul dit Åsyn for mine Synder, udslet alle mine Misgerninger; 12 skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Ånd i mit Indre; 13 kast mig ikke bort fra dit Åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig; 14 glæd mig igen med din Frelse, giv mig til Støtte en villig Ånd! 15 Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skal vende om til dig. 16 Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, så skal min Tunge lovsynge din Retfærd; 17 Herre, åben mine Læber, så skal min Mund forkynde din Pris.

18 Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer, vandt det dig ikke. 19 Offer for Gud er en sønderbrudt Ånd; et sønderbrudt, sønderknust Hjerte agter du ikke ringe, o Gud.

20 Gør vel i din Nåde mod Zion, opbyg Jerusalems Mure! 21 Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd- og Heloffer, da bringes Tyre op på dit Alter.

52 Til Sangmesteren. En Maskil af David, da Edomiten Doeg kom og meldte Saul, at David var gaaet ind i Ahimeleks Hus.

Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme? Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du Rænkesmed, du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. - Sela. Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge!

Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! - Sela. De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende: "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!"

10 Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed stoler jeg evigt og altid på. 11 Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn.

53 Til Sangmesteren. Al-mahalat. En Maskil af David.

Dåerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt. Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud. Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een.

Er de Udådsmænd da uden Forstand de, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Gud? Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejres Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem.

Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Gud vender sit Folks Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes.

54 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David, da Zifiterne kom og sagde til Saul: "David har skjult sig hos os."

Frels mig o Gud, ved dit navn og skaf mig min ret ved din Vælde, hør, o Gud, min Bøn, lyt til min Munds Ord! Thi frække står op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har de ikke for Øje. - Sela.

Se, min Hjælper er Gud, Herren støtter min Sjæl! Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed! Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn, o Herre, thi det er godt; thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine Fjender!

55 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David.

Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen, lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage, jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt; Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig. Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig. Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly, ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela. Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr. 10 Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen; 11 de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure; 12 Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.

13 Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå; 14 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig, 15 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.

16 Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! 17 Jeg, jeg råber til Gud, og Herren vil frelse mig. 18 Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre 19 og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig. 20 Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.

21 På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt. 22 Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.

23 Kast din Byrde på Herren, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes. 24 Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!

56 Til Sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En Miktam, da Filisterne greb ham i Gat.

Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd; mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig! Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig, og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig? De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt. De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet. Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud! Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Tårer; de står jo i din Bog. 10 Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig. 11 Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med Herrens Hjælp skal jeg prise hans Ord. 12 Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig? 13 Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig. 14 Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys.

57 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da han flygtede ind i Hulen for Saul. Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over. Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig; han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed. Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd. Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden! Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. - Sela.

Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. 10 Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd; 11 thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. 12 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!

58 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam.

Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskenes Børn retfærdigt? Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold. Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild. Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger. Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, Herre; lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs. Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol. 10 Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede

11 Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod; 12 Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!"

59 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da Saul udsendte Folk, som skulle vogte Huset for at dræbe ham.

Fri mig fra mine Fjender, min Gud bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig; fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd! Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde. Uden at jeg har forbrudt mig, Herre, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til! Du er jo Herren, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! - Sela. Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen! Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem skulde høre det?"

Men du, o Herre, du ler ad dem, du spotter alle Folk, 10 dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn; 11 med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd! 12 Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem, 13 giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger; 14 udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela. 15 Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen, 16 vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.

17 Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag. 18 Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud.

Footnotes

  1. Salme 34:17 vers 16 og 17 har byttet plads

23 Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes, han lader mig ligge på grønne Vange. Til Hvilens Vande leder han mig, han kvæger min Sjæl, han fører mig ad rette Veje for sit Navns Skyld. Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.

I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord for mig, du salver mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over. Kun Godhed og Miskundhed følger mig alle mine Dage, og i Herrens Hus skal jeg bo gennem lange Tider.

24 Herrens er Jorden og dens Fylde, Jorderig og de, som bor derpå; thi han har grundlagt den på Have, grundfæstet den på Strømme. Hvo kan gå op på Herrens Bjerg, og hvo kan stå på hans hellige Sted? Den med skyldfri Hænder og Hjertet rent, som ikke sætter sin Hu til Løgn og ikke sværger falsk; han får Velsignelse fra Herren, Retfærdighed fra sin Frelses Gud. Så er den Slægt, som spørger efter ham, som søger dit Åsyn, Jakobs Gud! - Sela.

Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind! Hvo er den Ærens Konge? Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i Krig! Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind! 10 Hvo er han, den Ærens Konge? Herren, Hærskarers Herre, han er Ærens Konge! - Sela.

25 Herre, jeg løfter min sjæl til dig min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig. Nej, ingen som bier på dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de, som er troløse uden Grund. Lad mig kende dine Veje, Herre lær mig dine Stier. Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig. Herre, kom din Barmhjertighed i Hu og din Nåde, den er jo fra Evighed af. Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o Herre! God og oprigtig er Herren, derfor viser han Syndere Vejen. Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej. 10 Alle Herrens Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd. 11 For dit Navns Skyld, Herre, tilgive du min Brøde, thi den er stor. 12 Om nogen frygter Herren, ham viser han den Vej, han skal vælge; 13 selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få Landet i Eje. 14 Fortroligt Samfund har Herren med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt. 15 Mit Øje er stadig vendt imod Herren, thi han frier mine Fødder af Snaren. 16 Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm. 17 Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød. 18 Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder. 19 Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund. 20 Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke beskæmmes. 21 Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på dig, Herre. 22 Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler!

26 Skaf mig ret o Herre, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på Herren uden at vakle. Ransag mig, Herre, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte; thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed. Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke. Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej. Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, Herre, for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere. Herre, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.

Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd, 10 i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse. 11 Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig! 12 Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love Herren.

27 Herren er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? Herren er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes? Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender! Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg. Om eet har jeg bedet Herren, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i Herrens Hus for at skue Herrens Livsalighed og grunde i hans Tempel. Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe. Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise Herren.

Herre, hør mit Råb, vær nådig og svar mig! Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Åsyn!" Dit Åsyn søger jeg, Herre; skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud! 10 Thi Fader og Moder forlod mig, men Herren tager mig til sig. 11 Vis mig, Herre, din Vej og led mig ad jævne Stier for Fjendernes Skyld; 12 giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der udånder Vold, står frem imod mig. 13 Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue Herrens Godhed i de levendes Land - 14 Bi på Herren, fat Mod, dit Hjerte være stærkt, ja bi på Herren!

28 Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven. Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel. Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord. Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste! Thi Herrens Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!

Lovet være Herren, thi han har hørt min tryglende Røst; min Styrke, mit Skjold er Herren, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.

Herren er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse. Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid!

29 Giver Herren, I Guds Sønner, giver Herren Ære og Pris, giver Herren hans Navns Ære; tilbed Herren i helligt Skrud! Herrens Røst er over Vandene, Ærens Gud lader Tordenen rulle, Herren, over de vældige Vande! Herrens Røst med Vælde, Herrens Røst i Højhed, Herrens Røst, den splintrer Cedre, Herren splintrer Libanons Cedre, får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde Okse! Herrens Røst udslynger Luer. Herrens Røst får Ørk til at skælve, Herren får Kadesj's Ørk til at skælve! Herrens Røst får Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven. Alt i hans Helligdom råber: "Ære!" 10 Herren tog Sæde og sendte Vandfloden, Herren tog Sæde som Konge for evigt. 11 Herren give Kraft til sit Folk, Herren velsigne sit Folk med Fred!

30 En Salme. En Sang ved Husets Indvielse. Af David.

Herre, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig; Herre min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig. Fra Dødsriget, Herre, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af Gravens Dyb. Lovsyng Herren, I hans fromme, pris hans hellige Navn! Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Nåde; om Aftenen gæster os Gråd, om Morgenen Frydesang.

Jeg tænkte i min Tryghed: "Jeg rokkes aldrig i Evighed!" Herre, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn, jeg blev forfærdet. Jeg råbte, Herre, til dig, og tryglende bad jeg til Herren: 10 "Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud? 11 Herre, hør og vær nådig, Herre, kom mig til Hjælp!" 12 Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i Glæde, 13 at min Ære skal prise dig uden Ophør. Herre min Gud, jeg vil takke dig evigt!

31 Til Sangmesteren. En Salme af David.

Herre, jeg lider på dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes. Udfri mig i din Retfærd, du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig, fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt, i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, Herre, du tro faste Gud, du hader dem, der bolder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på Herren, jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide. Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.

10 Vær mig nådig, Herre, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre. 11 Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres. 12 For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Keodinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig. 13 Som en død er jeg gået dem at Minde, jeg er som et ødelagt Kar. 14 Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.

15 Men, Herre, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud, 16 mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig, 17 lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed. 18 Herre, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden. 19 Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.

20 Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, over mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne. 21 Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv. 22 Lovet være Herren, thi under fuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad. 23 Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt fra dine Øjne!" Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig. 24 Elsk Herren, alle hans fromme; de trofaste skærmer Herren; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold. 25 Fat Mod, eders Hjerte være stærkt, alle I, som bier på Herren!

32 Salig den, hvis Overdtrærdselser er forladt, hvis Synd er skjult: saligt det Menneske, Herren ej tilregner Skyld, og i hvis Ånd der ikke er Svig.

Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav, under Jamren Dagen igennem, thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft svandt som i Sommerens Tørke. - Sela. Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde: "Mine Overtrædelser vil jeg bekende for Herren!" Da tilgav du mig min Syndeskyld. - Sela. Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da store Vandskyl, ham skal de ikke nå. Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel omgiver du mig. - Sela.

Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit Øje på dig. Vær ikke uden Forstand som Hest eller Muldyr, der tvinges med Tømme og Bidsel, når de ikke vil komme til dig. 10 Den gudløses Smerter er mange, men den, der stoler på Herren, omgiver han med Nåde. 11 Glæd jer i Herren, I retfærdige, fryd jer, jubler, alle I oprigtige af Hjertet!

33 Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig Lovsang; lov Herren med Citer, tak ham til tistrenget Harpe; en ny Sang synge I ham, leg lifligt på Strenge til Jubelråb!

Thi sandt er Herrens Ord, og al hans Gerning er trofast; han elsker Retfærd og Ret, af Herrens Miskundhed er Jorden fuld. Ved Herrens Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Ånde. Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i Forrådskamre. Al Jorden skal frygte for Herren, Alverdens Beboere skælve for ham; thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der. 10 Herren kuldkasted Folkenes Råd, gjorde Folkeslags Tanker til intet; 11 Herrens Råd står fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt. 12 Saligt det Folk, der har Herren til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod!

13 Herren skuer fra Himlen, ser på alle Menneskens Børn; 14 fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor på Jorden; 15 han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres Værk.

16 Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft; 17 til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke. 18 Men Herrens Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på Nåden, 19 for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid. 20 Herren bier vor Sjæl, han er vor Hjælp og vort Skjold; 21 thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige Navn.

22 Din Miskundhed være over os, Herre, så som vi håber på dig.

34 Af David, da han lod afsindig for Abimelek, og denne jog ham fra sig, og han drog bort.

Jeg vil love Herren til hver en Tid, hans Pris skal stadig fylde min Mund min Sjæl skal rose sig af Herren, de ydmyge skal høre det og glæde sig. Hylder Herren i Fællig med mig, lad os sammen ophøje hans Navn! Jeg søgte Herren, og han svarede mig og friede mig fra alle mine Rædsler. Se hen til ham og strål af Glæde, eders Åsyn skal ikke beskæmmes. Her er en arm, der råbte, og Herren hørte, af al hans Trængsel frelste han ham. Herrens Engel slår Lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.

Smag og se, at Herren er god, salig den Mand, der lider på ham! 10 Frygter Herren, I hans hellige, thi de, der frygter ham, mangler intet. 11 Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger Herren, dem fattes intet godt. 12 Kom hid, Børnlill, og hør på mig, jeg vil lære jer Herrens Frygt. 13 Om nogen attrår Liv og ønsker sig Dage for at skue Lykke, 14 så var din Tunge for ondt, dine Læber fra at tale Svig; 15 hold dig fra ondt og øv godt, søg Fred og j ag derefter.

17 Mod dem, der gør ondt, er Herrens Åsyn for at slette deres Minde af Jorden;[a] 16 på retfærdige hviler hans Øjne, hans Ører hører deres Råb; 18 når de skriger, hører Herren og frier dem af al deres Trængsel. 19 Herren er nær hos dem, hvis Hjerte er knust, han frelser dem, hvis Ånd er brudt. 20 Den retfærdiges Lidelser er mange, men Herren frier ham af dem alle; 21 han vogter alle hans Ledemod, ikke et eneste brydes. 22 Ulykke bringer de gudløse Død, og bøde skal de, der hader retfærdige. 23 Herren forløser sine Tjeneres Sjæl, og ingen, der lider på ham, skal bøde.

35 Herre, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig, grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig, tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!" Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige, de blive som Avner for Vinden, og Herrens Engel nedstøde dem, deres Vej blive mørk og glat, og Herrens Engel forfølge dem! Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav. Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven. Min Sjæl skal juble i Herren, glædes ved hans Frelse, 10 alle mine Ledemod sige: "Herre, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"

11 Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til; 12 de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt. 13 Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved, 14 som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg. 15 Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør; 16 for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig. 17 Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver. 18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

19 Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke! 20 Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig; 21 de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!" 22 Du så det, Herre, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig; 23 rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre, 24 døm mig efter din Retfærd Herre, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig 25 Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!" 26 Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe. 27 Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være Herren, som under sin Tjener Fred!" 28 Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.

36 Til Sangmesteren. Af HerrenS Tjener David.

Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje; thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham. Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt; på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke. Herre, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne, din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; Herre, du frelser Folk og Fæ, hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge; de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm; 10 thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!

11 Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet. 12 Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort. 13 Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig.

37 Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret! Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne. Stol på Herren og gør det gode, bo i Landet og læg Vind på Troskab, da skal du have din Fryd i Herren, og han skal give dig, hvad dit Hjerte attrår. Vælt din Vej på Herren, stol på ham, så griber han ind og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare Dag. Vær stille for Herren og bi på ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med Rænker. Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun Harm. Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på Herren, skal arve Landet. 10 En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke. 11 Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen Fred. 12 Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham; 13 men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme. 14 De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret; 15 men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen. 16 Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom; 17 thi de gudløses Arme skal brydes, men Herren støtter de retfærdige; 18 Herren kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver evindelig; 19 de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage. 20 Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er Herrens Fjender, de svinder, de svinder som Røg. 21 Den gudløse låner og bliver i Gælden, den retfærdige ynkes og giver; 22 de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander, udryddes. 23 Af Herren stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans Vej; 24 om end han snubler, falder han ikke, thi Herren støtter hans Hånd. 25 Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød; 26 han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse. 27 Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig; 28 thi Herren elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes; 29 de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid. 30 Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er; 31 sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt. 32 Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet, 33 men, Herren giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten. 34 Bi på Herren og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang. 35 Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder 36 men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke. 37 Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid; 38 men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt. 39 De retfærdiges Frelse kommer fra Herren, deres Tilflugt i Nødens Stund; 40 Herren hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt.

Footnotes

  1. Salme 34:17 vers 16 og 17 har byttet plads