105 Pris Herren, påkald hans navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag! ² Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere; ³ ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger Herren; ⁴ spørg efter Herren og hans magt, søg bestandig hans Åsyn; ⁵ kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme, ⁶ I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte, Jakobs Sønner! ⁷ Han, Herren, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden; ⁸ han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn, ⁹ Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak; ¹⁰ han holdt den i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel, ¹¹ idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod." ¹² Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der, ¹³ og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet, ¹⁴ tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger ¹⁵ "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!" ¹⁶ Hungersnød kaldte han frem over Landet, hver Brødets Støttestav brød han; ¹⁷ han sendte forud for dem en Mand, Josef solgtes som Træl; ¹⁸ de tvang hans Fødder med Lænker, han kom i Lænker af Jern, ¹⁹ indtil hans Ord blev opfyldt; ved Herrens Ord stod han Prøven igennem. ²⁰ På Kongens Bud blev han fri, Folkenes Hersker lod ham løs: ²¹ han tog ham til Herre for sit Hus, til Hersker over alt sit Gods; ²² han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste til Rette. ²³ Og Israel kom til Ægypten, Jakob boede som Gæst i Kamiternes Land. ²⁴ Han lod sit Folk blive såre frugtbart og stærkere end dets Fjender; ²⁵ han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere. ²⁶ Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand; ²⁷ han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere i Kamiternes Land; ²⁸ han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans Ord; ²⁹ han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel; ³⁰ af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de; ³¹ han talede, så kom der Bremser og Myg i alt deres Land; ³² han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet; ³³ han slog både Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres Land; ³⁴ han talede, så kom der Græshopper, Springere uden Tal, ³⁵ de åd alt Græs i Landet, de åd deres Jords Afgrøde; ³⁶ alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres Kraft; ³⁷ han førte dem ud med Sølv og Guld, ikke een i hans Stammer snubled ³⁸ Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem. ³⁹ Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten; ⁴⁰ de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem; ⁴¹ han åbnede Klippen, og Vand strømmede ud, det løb som en Flod i Ørkenen. ⁴² Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener; ⁴³ han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel; ⁴⁴ han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje. ⁴⁵ Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love. Halleluja!

106 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig! ² Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris? ³ Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed! ⁴ Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse, ⁵ at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!

⁶ Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst. ⁷ Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav. ⁸ Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt; ⁹ han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk; ¹⁰ han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd; ¹¹ Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem; ¹² da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris. ¹³ Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd; ¹⁴ de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud; ¹⁵ så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen. ¹⁶ De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, Herrens hellige; ¹⁷ Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok; ¹⁸ Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op. ¹⁹ De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed; ²⁰ de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs; ²¹ de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten, ²² Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav. ²³ Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde. ²⁴ De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord, ²⁵ men knurrede i deres Telte og hørte ikke på Herren; ²⁶ da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen, ²⁷ splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene. ²⁸ De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre; ²⁹ de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem. ³⁰ Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse, ³¹ og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig. ³² De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde; ³³ thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord. ³⁴ De udryddede ikke de Folk, som Herren havde sagt, de skulde, ³⁵ med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter; ³⁶ deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare; ³⁷ til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre; ³⁸ de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod; ³⁹ de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter. ⁴⁰ Da blev Herren vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv; ⁴¹ han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer; ⁴² deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd. ⁴³ Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden; ⁴⁴ dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage; ⁴⁵ han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed; ⁴⁶ han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.

⁴⁷ Frels os, Herre vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.

⁴⁸ Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!

3 Og jeg, Brødre! kunde ikke tale til eder som til åndelige, men som til kødelige, som til spæde Børn i Kristus. ² Mælk gav jeg eder at drikke, ikke fast Føde; thi I kunde endnu ikke tåle det, ja, I kunne det ikke engang nu; ³ thi endnu ere I kødelige. Når der nemlig er Nid og Splid iblandt eder, ere I da ikke kødelige og vandre på Menneskers Vis? ⁴ Thi når en siger: "Jeg hører Paulus til," og en anden: "Jeg hører Apollos til," ere I så ikke "Mennesker"?

⁵ Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvilke I bleve troende og det, efter som Herren gav enhver. ⁶ Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav Vækst. ⁷ Så er da hverken den noget, som planter, ikke heller den, som vander, men Gud, som giver Vækst. ⁸ Den, som planter, og den, som vander, ere eet; men hver skal få sin egen Løn efter sit eget Arbejde. ⁹ Thi Guds Medarbejdere ere vi; Guds Ager, Guds Bygning ere I.

¹⁰ Efter den Guds Nåde, som blev given mig, har jeg som en viis Bygmester lagt Grundvold, men en anden bygger derpå. Men enhver se til, hvorledes han bygger derpå! ¹¹ thi anden Grundvold kan ingen lægge end den, som er lagt, hvilken er Jesus Kristus. ¹² Men dersom nogen på Grundvolden bygger med Guld, Sølv, kostbare Sten, Træ, Hø, Strå, ¹³ da skal enhvers Arbejde blive åbenbaret; thi Dagen skal gøre det klart, efterdi den åbenbares med Ild, og hvordan enhvers Arbejde er, det skal Ilden prøve. ¹⁴ Dersom det Arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han få Løn; ¹⁵ dersom ens Arbejde bliver opbrændt, da skal han gå Glip af den; men selv skal han blive frelst, dog som igennem Ild. ¹⁶ Vide I ikke, at I ere Guds Tempel, og Guds Ånd bor i eder? ¹⁷ Dersom nogen fordærver Guds Tempel, skal Gud fordærve ham; thi Guds Tempel er helligt, og det ere jo I.

¹⁸ Ingen bedrage sig selv! Dersom nogen tykkes at være viis iblandt eder i denne Verden, han vorde en Dåre, for at han kan vorde viis. ¹⁹ Thi denne Verdens Visdom er Dårskab for Gud; thi der er skrevet: "Han er den, som griber de vise i deres Træskhed;" ²⁰ og atter:"Herren kender de vises Tanker, at de ere forfængelige." ²¹ Derfor rose ingen sig af Mennesker! Alle Ting ere jo eders, ²² være sig Paulus eller Apollos eller Kefas eller Verden eller Liv eller Død eller det nærværende eller det tilkommende: alle Ting ere eders; ²³ men I ere Kristi, og Kristus er Guds.