139 Herre, du ransager mig og kender mig! ² Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand, ³ du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant. ⁴ Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, Herre, til fulde. ⁵ Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig. ⁶ At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke! ⁷ Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn? ⁸ Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der; ⁹ tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender, ¹⁰ da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!

¹¹ Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!" ¹² så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.

¹³ Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv. ¹⁴ Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde. ¹⁵ Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb; ¹⁶ som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet. ¹⁷ Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum! ¹⁸ Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.

¹⁹ Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig, ²⁰ de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn. ²¹ Jeg hader jo dem, der hader dig, Herre, og væmmes ved dem, der står dig imod; ²² med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender. ²³ Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker! ²⁴ Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!