40 Til Sangmesteren. Af David. En Salme.

² Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte mit Skrig. ³ Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed, ⁴ en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på Herren. ⁵ Salig den Mand, der sætter sin Lid til Herren, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn. ⁶ Mange Undere gjorde du, Herre min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

⁷ Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører, Brænd- og Syndoffer kræver du ikke. ⁸ Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift; ⁹ at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre." ¹⁰ I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; Herre, du ved det. ¹¹ Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling. ¹² Du, Herre, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og Sandhed skal altid være mit Værn.

¹³ Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet. ¹⁴ Du værdiges, Herre, at fri mig, Herre, il mig til Hjælp. ¹⁵ Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel; ¹⁶ Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig! ¹⁷ Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "Herren er stor!" ¹⁸ Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud!

41 Til Sangmesteren. En Salme af David.

² Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser Herren på Ulykkens Dag; ³ Herren vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold. ⁴ På Sottesengen står Herren ham bi, hans Smertensleje gør du ham let.

⁵ Så siger jeg da: Vær mig nådig, Herre, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig! ⁶ Mine Fjender ønsker mig ondt: "Hvornår mon han dør og hans Navn udslettes?" ⁷ Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom. ⁸ Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde: ⁹ "En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der - kommer aldrig op!" ¹⁰ Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig. ¹¹ Men du, o Herre, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem. ¹² Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig. ¹³ Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit Åsyn til evig Tid.

¹⁴ Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed, Amen, Amen!

42 Til Sangmesteren. En Maskil af Koras Sønner.

² Som Hjorten skriger efter rindende Vand, således skriger min Sjæl efter dig, o Gud. ³ Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds Åsyn? ⁴ Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: "Hvor er din Gud?" ⁵ Min Sjæl er opløst, når jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelråb og Lovsang i Højtidsskaren. ⁶ Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

⁷ Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Mizars Bjerg. ⁸ Dyb råber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig. ⁹ Sin Miskundhed sender Herren om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud. ¹⁰ Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender? ¹¹ Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig : "Hvor er din Gud?" ¹² Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

27 Men da det var besluttet, at vi skulde afsejle til Italien, overgave de både Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius af den kejserlige Afdeling. ² Vi gik da om Bord på et adramyttisk Skib, som skulde gå til Stederne langs med Asiens Kyster, og vi sejlede af Sted; og Aristarkus, en Makedonier fra Thessalonika, var med os. ³ Og den næste Dag anløb vi Sidon. Og Julius, som behandlede Paulus venligt. tilstedte ham at gå hen til sine Venner og nyde Pleje. ⁴ Og vi fore bort derfra og sejlede ind under Kypern, fordi Vinden var imod. ⁵ Og vi sejlede igennem Farvandet ved Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien. ⁶ Og der fandt Høvedsmanden et aleksandrinsk Skib, som sejlede til Italien, og bragte os over i det. ⁷ Men da Sejladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Nød og næppe nåede henimod Knidus (thi Vinden føjede os ikke), holdt vi ned under Kreta ved Salmone. ⁸ Med Nød og næppe sejlede vi der forbi og kom til et Sted, som kaldes "Gode Havne", nær ved Byen Lasæa. ⁹ Men da en rum Tid var forløben, og Sejladsen allerede var farlig, såsom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus dem og sagde: ¹⁰ "I Mænd! jeg ser, at Sejladsen vil medføre Ulykke og megen Skade, ikke alene på Ladning og Skib, men også på vort Liv." ¹¹ Men Høvedsmanden stolede mere på Styrmanden og Skipperen end på det, som Paulus sagde. ¹² Og da Havnen ikke egnede sig til Vinterleje, besluttede de fleste, at man skulde sejle derfra, om man muligt kunde nå hen og overvintre i Føniks, en Havn på Kreta, som vender imod Sydvest og Nordvest, ¹³ Da der nu blæste en Sønden: vind op, mente de at have nået deres Hensigt, lettede Anker og sejlede langs med og nærmere ind under Kreta. ¹⁴ Men ikke længe derefter for der en heftig Storm ned over den, den såkaldte "Eurakvilo". ¹⁵ Og da Skibet reves med og ikke kunde holde op imod Vinden, opgave vi det og lode os drive. ¹⁶ Men da vi løb ind under en lille Ø, som kaldes Klavde, formåede vi med Nød og næppe at bjærge Båden. ¹⁷ Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive kastede ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lode sig således drive. ¹⁸ Og da vi måtte kæmpe hårdt med Stormen, begyndte de næste Dag at kaste over Bord. ¹⁹ Og på den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets Redskaber. ²⁰ Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og vi havde et Uvejr over os; som ikke var ringe, blev fra nu af alt Håb om Redning os betaget. ²¹ Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, så stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: "I Mænd! man burde have adlydt mig og ikke været sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne Ulykke og Skade. ²² Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal forgå, men alene Skibet. ²³ Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg tilhører, hvem jeg også tjener, og sagde: ²⁴ "Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og se,Gud har skænket dig alle dem, som sejle med dig." ²⁵ Derfor, I Mænd! værer ved godt Mod; thi jeg har den Tillid til Gud, at det skal ske således, som der er blevet talt til mig. ²⁶ Men vi må strande på en Ø."