Add parallel Print Page Options

Guds undere gennem Israels historie(A)

105 Sig tak til Herren og giv ham ære!
    Forkynd hans undere for alle folkeslag!
Syng og spil til hans ære,
    tænk på alle de mirakler, han har udført.
Glæd jer over hans herlighed.
    Lad alle, der kender ham, fryde sig.
Søg hjælp hos Herren og hans styrke,
    hold jer altid nær til ham.
Tænk på de fantastiske ting, han har gjort,
    alle de undere, han har udført.
I er jo børn af Guds tjener, Abraham,
    I er de udvalgte efterkommere af Jakob.[a]
Han er Herren, vor Gud,
    han hersker over hele jorden.
Han holder altid sine løfter,
    er trofast gennem tusind generationer.
Han står bag sin pagt med Abraham,
    det løfte, han højtideligt afgav til Isak.
10 Han bekræftede det overfor Jakob
    som en vedvarende pagt med Israels folk:
11 „Jeg giver jer Kana’ans land,
    det skal være jeres særlige ejendom.”
12 Det sagde han, da de endnu var få,
    en lille flok fremmede i Kana’ans land.
13 De vandrede fra land til land,
    fra det ene rige til det andet.
14 Men han tillod ingen at skade dem,
    han advarede konger om at holde sig væk.
15 „Rør ikke mine udvalgte,
    gør ikke mine profeter fortræd!”

Read full chapter

Footnotes

  1. 105,6 Nogle håndskrifter siger: „efterkommere af Jakob, den udvalgte.”

105 Pris Herren, påkald hans navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag! Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere; ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger Herren; spørg efter Herren og hans magt, søg bestandig hans Åsyn; kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme, I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte, Jakobs Sønner! Han, Herren, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden; han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn, Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak; 10 han holdt den i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel, 11 idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod." 12 Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der, 13 og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet, 14 tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger 15 "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!"

Read full chapter