Prædikeren 2
Bibelen på hverdagsdansk
Findes livets mening i rigdom og forlystelser?
2 Jeg sagde til mig selv: „Lad mig prøve livets goder. Nu vil jeg have det sjovt og nyde livet.” Men også det var meningsløst. 2 Det er tåbeligt at le hele tiden. Hvad opnår man ved at more sig dag ud og dag ind? 3 Jeg forsøgte at komme i godt humør ved at drikke vin og slå mig løs, imens jeg tænkte over, hvordan man bedst kan bruge sit korte liv her på jorden.
4 Jeg lagde store planer og førte dem ud i livet: Jeg byggede huse og plantede vingårde, 5 anlagde haver og parker med alle mulige frugttræer, 6 gravede damme med vand til mine plantager. 7 Jeg købte mandlige og kvindelige slaver ud over dem, der blev født i min husstand. Jeg ejede flere kvægflokke og fåreflokke end nogen anden i Jerusalem før mig. 8 Jeg samlede guld og sølv og købte sjældne kostbarheder fra andre konger og lande. Jeg havde sangere og sangerinder og hengav mig til sanselig nydelse med et stort harem. 9 Således overgik jeg alle tidligere konger i Jerusalem både i visdom og store bedrifter.
10 Alt, hvad jeg fik øje på, købte jeg. Jeg nægtede ikke mig selv nogen fornøjelse, men glædede mig over alt, hvad jeg fik udrettet. Det var lønnen for mit store slid. 11 Men da jeg tænkte nærmere over det, jeg havde opnået, syntes det mig alligevel helt omsonst. I virkeligheden havde jeg ikke gjort noget af værdi.
Er livets mening at få visdom?
12 Derfor gav jeg mig til at sammenligne visdom med tåbelighed. Hvad ellers skulle jeg finde på? 13 Jeg indså, at visdom er at foretrække frem for tåbelighed, ligesom lys er at foretrække frem for mørke. 14 Den vise tænker over hvilke konsekvenser, hans handlinger får for fremtiden, mens tåben famler rundt i mørke. Men jeg indså også, at den samme skæbne rammer os alle. 15 Så tænkte jeg: „Når både tåben og jeg lider samme skæbne, hvad gavner så al min visdom? Så er selv det at søge visdom jo meningsløst!” 16 Både den vise og tåben skal dø, og ingen af dem huskes for evigt, for med tiden bliver alting glemt. 17 Da blev jeg led ved livet, for uanset hvad vi foretager os, er det alt sammen meningsløst.
Ligger livets mening i at få succes?
18 Jeg blev frustreret over mit slid og slæb, for alt det, jeg har bygget op, må jeg jo overlade til min efterfølger. 19 Og hvem ved, om det bliver en vismand eller en tåbe? Alligevel er jeg tvunget til at overlade resultatet af alle mine anstrengelser i hans hænder. Hvor meningsløst!
20 Det ærgrede mig at tænke på alt det arbejde, jeg havde udført. 21 Man har slidt og slæbt for at realisere sine planer med visdom, kundskab og dygtighed kun for at overlade sit livsværk til en anden, som ikke har rørt en finger. Det er jo meningsløst og direkte uretfærdigt! 22 Hvad får man ud af alle de anstrengelser og bekymringer, man gør sig her i livet? 23 Kun lidelser og skuffelser. Selv om natten finder tankerne ingen hvile. Hvor meningsløst!
Livet som en gave
24 Det bedste, man kan gøre, er derfor at spise og drikke og glæde sig over sit arbejde. Jeg indså, at denne glæde egentlig er en gave fra Gud. 25 For hvem kan spise eller glæde sig uden at være taknemmelig til Gud? 26 Han giver jo visdom, kundskab og glæde til dem, der ønsker at gøre hans vilje. Men syndere giver han det slidsomme arbejde at samle rigdom for derefter at give det til dem, der gør hans vilje. Altså er synderes slid meningsløst.
Ecclesiastes 2
King James Version
2 I said in mine heart, Go to now, I will prove thee with mirth, therefore enjoy pleasure: and, behold, this also is vanity.
2 I said of laughter, It is mad: and of mirth, What doeth it?
3 I sought in mine heart to give myself unto wine, yet acquainting mine heart with wisdom; and to lay hold on folly, till I might see what was that good for the sons of men, which they should do under the heaven all the days of their life.
4 I made me great works; I builded me houses; I planted me vineyards:
5 I made me gardens and orchards, and I planted trees in them of all kind of fruits:
6 I made me pools of water, to water therewith the wood that bringeth forth trees:
7 I got me servants and maidens, and had servants born in my house; also I had great possessions of great and small cattle above all that were in Jerusalem before me:
8 I gathered me also silver and gold, and the peculiar treasure of kings and of the provinces: I gat me men singers and women singers, and the delights of the sons of men, as musical instruments, and that of all sorts.
9 So I was great, and increased more than all that were before me in Jerusalem: also my wisdom remained with me.
10 And whatsoever mine eyes desired I kept not from them, I withheld not my heart from any joy; for my heart rejoiced in all my labour: and this was my portion of all my labour.
11 Then I looked on all the works that my hands had wrought, and on the labour that I had laboured to do: and, behold, all was vanity and vexation of spirit, and there was no profit under the sun.
12 And I turned myself to behold wisdom, and madness, and folly: for what can the man do that cometh after the king? even that which hath been already done.
13 Then I saw that wisdom excelleth folly, as far as light excelleth darkness.
14 The wise man's eyes are in his head; but the fool walketh in darkness: and I myself perceived also that one event happeneth to them all.
15 Then said I in my heart, As it happeneth to the fool, so it happeneth even to me; and why was I then more wise? Then I said in my heart, that this also is vanity.
16 For there is no remembrance of the wise more than of the fool for ever; seeing that which now is in the days to come shall all be forgotten. And how dieth the wise man? as the fool.
17 Therefore I hated life; because the work that is wrought under the sun is grievous unto me: for all is vanity and vexation of spirit.
18 Yea, I hated all my labour which I had taken under the sun: because I should leave it unto the man that shall be after me.
19 And who knoweth whether he shall be a wise man or a fool? yet shall he have rule over all my labour wherein I have laboured, and wherein I have shewed myself wise under the sun. This is also vanity.
20 Therefore I went about to cause my heart to despair of all the labour which I took under the sun.
21 For there is a man whose labour is in wisdom, and in knowledge, and in equity; yet to a man that hath not laboured therein shall he leave it for his portion. This also is vanity and a great evil.
22 For what hath man of all his labour, and of the vexation of his heart, wherein he hath laboured under the sun?
23 For all his days are sorrows, and his travail grief; yea, his heart taketh not rest in the night. This is also vanity.
24 There is nothing better for a man, than that he should eat and drink, and that he should make his soul enjoy good in his labour. This also I saw, that it was from the hand of God.
25 For who can eat, or who else can hasten hereunto, more than I?
26 For God giveth to a man that is good in his sight wisdom, and knowledge, and joy: but to the sinner he giveth travail, to gather and to heap up, that he may give to him that is good before God. This also is vanity and vexation of spirit.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.