Pláč 1
Bible 21
Opuštěné město
1 Ach, [a] jak zůstalo opuštěno
to město plné lidí!
Jako by bylo ovdovělo
to proslulé mezi národy!
Bývalo kněžnou mezi zeměmi,
a teď je v otroctví.
2 Hořce naříká celou noc,
po tvářích kanou slzy.
Z jejích milenců, kolik jich bylo,
ji žádný nejde utěšit.
Všichni přátelé ji zradili,
obrátili se proti ní!
3 Juda odešel do vyhnanství
ponížen krutou porobou.
Přebývá mezi pohany
a nemá, kde by spočinul.
Všichni, kdo ho pronásledovali,
ho dostihli v jeho sevření.
4 Osiřelé jsou cesty na Sion,
nikdo už nejde na slavnost.
Jeho brány pustě zejí,
jeho kněží sténají,
jeho panny mají smutek –
Sionu je tak hořce!
5 Jeho protivníci triumfují,
nepřátelé mají zdar.
Hospodin totiž Jeruzalém ranil
kvůli mnoha jeho nevěrám.
Do zajetí šly i děti –
nepřítel si je vzal!
6 Dceru sionskou opustila
veškerá nádhera.
Její velmoži jako jeleni
pastvu marně hledají;
zbaveni síly prchají
před svými pronásledovateli.
7 Ve dnech trápení a bloudění
Dcera jeruzalémská vzpomíná
na všechny poklady,
jež kdysi mívala.
Když její lid padal rukou soka
a nikdo nešel na pomoc,
nepřítel se tenkrát díval
a smál se nad tou záhubou.
8 Dcera jeruzalémská hrozně hřešila,
stala se nečistou.
Každý ctitel jí teď pohrdá,
když vidí její nahotu,
a ona zatím sténá,
hanbou zakrývá si tvář.
9 Na jejích sukních špína ulpěla,
nestarala se, co bude pak.
Neuvěřitelný byl její pád
a nikde žádná útěcha.
Pohleď, Hospodine, na mé trápení –
nepřítel zvítězil!
10 Na vše, co jí bylo drahé,
vztáhl svou ruku nepřítel.
Viděla, jak do její svatyně
vtrhli pohané –
ti, o kterých jsi nařídil:
„Do tvého shromáždění nesmějí!“ [b]
11 Všechen její lid sténá
a žebrá o chleba.
Své drahé dali za něco k jídlu,
aby se udrželi naživu.
Pohleď, Hospodine, jen se podívej,
v jaké jsem hrozné potupě!
12 Není to pro vás vůbec nic,
všichni, kdo procházíte kolem?
Jen se podívejte, pohleďte,
zda je bolest podobná té, kterou trpím,
kterou mě ranil Hospodin
v den, kdy se rozlítil.
13 On seslal oheň z výšiny
do mých kostí, které zachvátil.
On nastražil mým nohám síť,
obrátil mě zpátky.
On způsobil mé zničení,
celé dny ležím v bezmoci!
14 Z mých hříchů se stalo jho,
jež bylo jeho rukou svázáno.
Zavěsily se mi na hrdlo,
to jho mě síly zbavilo!
Hospodin mě vydal do rukou,
před nimiž obstát nemohu.
15 Hospodin pohrdl všemi hrdiny,
kteří jsou v mých zdech.
Vojsko proti mně shromáždil,
aby rozdrtil mé mládence.
Hospodin šlapal v lisu
panenskou dceru Judu!
16 To proto nyní pláči,
z očí mi tečou slzy.
Není nablízku, kdo by mě potěšil,
kdo by mi život navrátil.
Mé děti zůstaly opuštěny –
nepřítel zvítězil.
17 Sion své ruce vztahuje,
chybí mu těšitel.
Hospodin vzbudil proti Jákobovi
všechny nepřátele z okolí;
Jeruzalém je mezi nimi
jako nečistý.
18 Hospodin je ale v právu,
vždyť jsem se vzepřela jeho příkazům.
Poslyšte, všechny národy,
pohleďte na mé trápení:
Mé panny i mí mládenci
museli jít do zajetí.
19 Volala jsem své milence,
ti mě však zradili.
Moji kněží i mí stařešinové
ve městě pomřeli,
když žebrali o něco k jídlu,
aby se udrželi naživu.
20 Pohleď, Hospodine, na mé úzkosti,
jak se mi chvějí útroby!
Srdce mi buší v prsou
nad mojí hroznou vzpourou.
Venku meč vraždí děti,
doma umírají hlady!
21 Každý slyší mé sténání,
nikdo mě ale netěší.
Všichni mí nepřátelé slyší o mém neštěstí
a jásají nad tím, co jsi dopustil.
Kéž už přivedeš ten vyhlášený den,
kdy je postihne to, co mě!
22 Kéž už všechna jejich zloba
vystoupí před tvou tvář.
Proveď jim, co jsi mi učinil
za všechny mé nevěry.
Je příliš mého sténání,
srdce mi puká bolestí!
Klagesangene 1
Bibelen på hverdagsdansk
Jerusalem i sorg
1 Ak ja, den travle by er nu folketom.
Den storslåede by sidder tilbage som en fattig enke.
Dronningen blandt byer blev degraderet til tjenestepige.
2 Byen jamrer og græder natten lang.
Ingen kommer for at trøste hende i sorgen.
Alle de gamle venner har svigtet hende.
3 Det judæiske folk blev mishandlet og ført bort som slaver.
De vansmægter nu i det fremmede uden at finde hvile.
De kunne ikke undslippe, da fjenden oversvømmede byen.
4 Efter at templet blev ødelagt, er det forbi med højtid og fest.
Vejene op til Jerusalem er øde, og byens gader tomme.
Præsterne sørger, pigerne græder, hele byen er fortvivlet.
5 Fjenderne gik af med sejren og plyndrede byen.
Det var Herrens straf for al folkets ulydighed.
Alle byens indbyggere blev ført bort som slaver.
6 Glansen er fuldstændig gået af den før så herlige by.
Byens ledere var udhungrede som hjorte, der forgæves leder efter føde.
De var for udmattede til at undslippe deres forfølgere.
7 Hjemløs og fattig sidder Jerusalem og mindes de skatte, hun[a] har mistet.
Ingen af hendes venner kom hende til hjælp mod fjendens angreb.
Hun blev hånet og spottet af den overlegne fjende.
8 Ingen vil længere se op til Jerusalem, som de gjorde engang.
Hun blev ydmyget og plyndret på grund af sine mange synder.
Nu sidder hun og jamrer, afklædt og skamfuld.
9 Jerusalem var utro mod Herren uden at tænke på følgerne.
Hun fik en frygtelig straf, og der er ingen, der trøster hende.
„Se min elendighed!” råber hun til Herren. „Min fjende foragter mig!”
10 Katastrofen er ikke til at bære, for alt er tabt.
Ikke alene blev alle byens værdier plyndret,
men fremmede folkeslag brød ind i templet og vanhelligede det.
11 Lidelsen ramte alle, som boede i byen.
Hungersnøden tvang dem til at sælge deres sidste ejendele for lidt mad.
Byen råber i sin nød: „Ak, Herre, se dog, hvor foragtet jeg er!
12 Mon der findes en større smerte end min?
Hvad mener I, der står og ser på min ulykke?
Det er jo Herren selv, der har sendt sin straf.
13 Nettet blev kastet ud over mig, og han fangede mig i fælden.
Dommen kom ned fra himlen som en fortærende ild.
Ensom og forladt sidder jeg her i min stadige pine.
14 Om halsen på mig ligger en byrde, som tynger mig til jorden.
Alle mine synder har han lagt som et åg på mine skuldre.
Jeg kunne intet gøre mod de mægtige fjender, han sendte.
15 På slagmarken ligger mine døde, tapre krigere.
Han sendte en mægtig hær mod mine unge soldater.
Han trampede på os, som man tramper druer i vinpersen.
16 Resultatet er en stadig strøm af tårer.
Der er ingen til at trøste og hjælpe mig.
Alt er håbløst, for fjenden har besejret os totalt.”
17 Selv om byen beder om nåde, er der ingen trøst at hente.
Det var Herren, der befalede nabofolkene at gå imod Israel.
De ser nu på Jerusalem som det værste skidt.
18 „Trods mine lidelser,” siger Jerusalem, „ved jeg, at Herrens dom var retfærdig,
for vi gjorde oprør imod alle hans befalinger.
Forstå min smerte, alle I folkeslag: Mine indbyggere er ført bort som slaver.
19 Uanset mit råb om hjælp blev jeg svigtet af mine nærmeste venner.
Mine præster og ledere bukkede under for hungersnøden,
forgæves søgte de efter mad nok til at overleve.
20 Vær mig nådig, Herre, for jeg erkender min synd.
De, der vovede sig ud på gaden, blev dræbt af sværdet,
men de, der blev inde i husene, bukkede under for sulten.
21 Ynkelige suk er alt, hvad jeg kan ytre, og der kommer ingen for at trøste mig.
Mine fjender fryder sig over den dom, du har afsagt over mig.
Gid du snart vil fælde dom over dem, ligesom du dømte mig.
22 Åh, Herre, glem ikke al deres ondskab!
Straf dem, som du har straffet mig!
Mit hjerte er fuldt af sorg, og jeg sukker konstant.”
Footnotes
- 1,7 Byer er i bibelsk poesi altid hunkøn.
21st Century Translation (Bible21). Copyright © 2009 by BIBLION, o.s.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.