Add parallel Print Page Options

Opuštěné město

Ach, [a] jak zůstalo opuštěno
to město plné lidí!
Jako by bylo ovdovělo
to proslulé mezi národy!
Bývalo kněžnou mezi zeměmi,
a teď je v otroctví.

Hořce naříká celou noc,
po tvářích kanou slzy.
Z jejích milenců, kolik jich bylo,
ji žádný nejde utěšit.
Všichni přátelé ji zradili,
obrátili se proti ní!

Juda odešel do vyhnanství
ponížen krutou porobou.
Přebývá mezi pohany
a nemá, kde by spočinul.
Všichni, kdo ho pronásledovali,
ho dostihli v jeho sevření.

Osiřelé jsou cesty na Sion,
nikdo už nejde na slavnost.
Jeho brány pustě zejí,
jeho kněží sténají,
jeho panny mají smutek –
Sionu je tak hořce!

Jeho protivníci triumfují,
nepřátelé mají zdar.
Hospodin totiž Jeruzalém ranil
kvůli mnoha jeho nevěrám.
Do zajetí šly i děti –
nepřítel si je vzal!

Dceru sionskou opustila
veškerá nádhera.
Její velmoži jako jeleni
pastvu marně hledají;
zbaveni síly prchají
před svými pronásledovateli.

Ve dnech trápení a bloudění
Dcera jeruzalémská vzpomíná
na všechny poklady,
jež kdysi mívala.
Když její lid padal rukou soka
a nikdo nešel na pomoc,
nepřítel se tenkrát díval
a smál se nad tou záhubou.

Dcera jeruzalémská hrozně hřešila,
stala se nečistou.
Každý ctitel jí teď pohrdá,
když vidí její nahotu,
a ona zatím sténá,
hanbou zakrývá si tvář.

Na jejích sukních špína ulpěla,
nestarala se, co bude pak.
Neuvěřitelný byl její pád
a nikde žádná útěcha.
Pohleď, Hospodine, na mé trápení –
nepřítel zvítězil!

10 Na vše, co jí bylo drahé,
vztáhl svou ruku nepřítel.
Viděla, jak do její svatyně
vtrhli pohané –
ti, o kterých jsi nařídil:
„Do tvého shromáždění nesmějí!“ [b]

11 Všechen její lid sténá
a žebrá o chleba.
Své drahé dali za něco k jídlu,
aby se udrželi naživu.
Pohleď, Hospodine, jen se podívej,
v jaké jsem hrozné potupě!

12 Není to pro vás vůbec nic,
všichni, kdo procházíte kolem?
Jen se podívejte, pohleďte,
zda je bolest podobná té, kterou trpím,
kterou mě ranil Hospodin
v den, kdy se rozlítil.

13 On seslal oheň z výšiny
do mých kostí, které zachvátil.
On nastražil mým nohám síť,
obrátil mě zpátky.
On způsobil mé zničení,
celé dny ležím v bezmoci!

14 Z mých hříchů se stalo jho,
jež bylo jeho rukou svázáno.
Zavěsily se mi na hrdlo,
to jho mě síly zbavilo!
Hospodin mě vydal do rukou,
před nimiž obstát nemohu.

15 Hospodin pohrdl všemi hrdiny,
kteří jsou v mých zdech.
Vojsko proti mně shromáždil,
aby rozdrtil mé mládence.
Hospodin šlapal v lisu
panenskou dceru Judu!

16 To proto nyní pláči,
z očí mi tečou slzy.
Není nablízku, kdo by mě potěšil,
kdo by mi život navrátil.
Mé děti zůstaly opuštěny –
nepřítel zvítězil.

17 Sion své ruce vztahuje,
chybí mu těšitel.
Hospodin vzbudil proti Jákobovi
všechny nepřátele z okolí;
Jeruzalém je mezi nimi
jako nečistý.

18 Hospodin je ale v právu,
vždyť jsem se vzepřela jeho příkazům.
Poslyšte, všechny národy,
pohleďte na mé trápení:
Mé panny i mí mládenci
museli jít do zajetí.

19 Volala jsem své milence,
ti mě však zradili.
Moji kněží i mí stařešinové
ve městě pomřeli,
když žebrali o něco k jídlu,
aby se udrželi naživu.

20 Pohleď, Hospodine, na mé úzkosti,
jak se mi chvějí útroby!
Srdce mi buší v prsou
nad mojí hroznou vzpourou.
Venku meč vraždí děti,
doma umírají hlady!

21 Každý slyší mé sténání,
nikdo mě ale netěší.
Všichni mí nepřátelé slyší o mém neštěstí
a jásají nad tím, co jsi dopustil.
Kéž už přivedeš ten vyhlášený den,
kdy je postihne to, co mě!

22 Kéž už všechna jejich zloba
vystoupí před tvou tvář.
Proveď jim, co jsi mi učinil
za všechny mé nevěry.
Je příliš mého sténání,
srdce mi puká bolestí!

Footnotes

  1. Pláč 1:1 Každá sloka kapitoly začíná dalším písmenem hebrejské abecedy.
  2. Pláč 1:10 Deut 23:4 (srov. Žalm 79:1)

Jerusalem i sorg

Ak ja, den travle by er nu folketom.
    Den storslåede by sidder tilbage som en fattig enke.
        Dronningen blandt byer blev degraderet til tjenestepige.
Byen jamrer og græder natten lang.
    Ingen kommer for at trøste hende i sorgen.
        Alle de gamle venner har svigtet hende.
Det judæiske folk blev mishandlet og ført bort som slaver.
    De vansmægter nu i det fremmede uden at finde hvile.
        De kunne ikke undslippe, da fjenden oversvømmede byen.
Efter at templet blev ødelagt, er det forbi med højtid og fest.
    Vejene op til Jerusalem er øde, og byens gader tomme.
        Præsterne sørger, pigerne græder, hele byen er fortvivlet.
Fjenderne gik af med sejren og plyndrede byen.
    Det var Herrens straf for al folkets ulydighed.
        Alle byens indbyggere blev ført bort som slaver.
Glansen er fuldstændig gået af den før så herlige by.
    Byens ledere var udhungrede som hjorte, der forgæves leder efter føde.
        De var for udmattede til at undslippe deres forfølgere.
Hjemløs og fattig sidder Jerusalem og mindes de skatte, hun[a] har mistet.
    Ingen af hendes venner kom hende til hjælp mod fjendens angreb.
        Hun blev hånet og spottet af den overlegne fjende.
Ingen vil længere se op til Jerusalem, som de gjorde engang.
    Hun blev ydmyget og plyndret på grund af sine mange synder.
        Nu sidder hun og jamrer, afklædt og skamfuld.
Jerusalem var utro mod Herren uden at tænke på følgerne.
    Hun fik en frygtelig straf, og der er ingen, der trøster hende.
        „Se min elendighed!” råber hun til Herren. „Min fjende foragter mig!”
10 Katastrofen er ikke til at bære, for alt er tabt.
    Ikke alene blev alle byens værdier plyndret,
        men fremmede folkeslag brød ind i templet og vanhelligede det.
11 Lidelsen ramte alle, som boede i byen.
    Hungersnøden tvang dem til at sælge deres sidste ejendele for lidt mad.
        Byen råber i sin nød: „Ak, Herre, se dog, hvor foragtet jeg er!
12 Mon der findes en større smerte end min?
    Hvad mener I, der står og ser på min ulykke?
        Det er jo Herren selv, der har sendt sin straf.
13 Nettet blev kastet ud over mig, og han fangede mig i fælden.
    Dommen kom ned fra himlen som en fortærende ild.
        Ensom og forladt sidder jeg her i min stadige pine.
14 Om halsen på mig ligger en byrde, som tynger mig til jorden.
    Alle mine synder har han lagt som et åg på mine skuldre.
        Jeg kunne intet gøre mod de mægtige fjender, han sendte.
15 På slagmarken ligger mine døde, tapre krigere.
    Han sendte en mægtig hær mod mine unge soldater.
        Han trampede på os, som man tramper druer i vinpersen.
16 Resultatet er en stadig strøm af tårer.
    Der er ingen til at trøste og hjælpe mig.
        Alt er håbløst, for fjenden har besejret os totalt.”

17 Selv om byen beder om nåde, er der ingen trøst at hente.
    Det var Herren, der befalede nabofolkene at gå imod Israel.
        De ser nu på Jerusalem som det værste skidt.

18 „Trods mine lidelser,” siger Jerusalem, „ved jeg, at Herrens dom var retfærdig,
    for vi gjorde oprør imod alle hans befalinger.
        Forstå min smerte, alle I folkeslag: Mine indbyggere er ført bort som slaver.
19 Uanset mit råb om hjælp blev jeg svigtet af mine nærmeste venner.
    Mine præster og ledere bukkede under for hungersnøden,
        forgæves søgte de efter mad nok til at overleve.
20 Vær mig nådig, Herre, for jeg erkender min synd.
    De, der vovede sig ud på gaden, blev dræbt af sværdet,
        men de, der blev inde i husene, bukkede under for sulten.
21 Ynkelige suk er alt, hvad jeg kan ytre, og der kommer ingen for at trøste mig.
    Mine fjender fryder sig over den dom, du har afsagt over mig.
        Gid du snart vil fælde dom over dem, ligesom du dømte mig.
22 Åh, Herre, glem ikke al deres ondskab!
    Straf dem, som du har straffet mig!
        Mit hjerte er fuldt af sorg, og jeg sukker konstant.”

Footnotes

  1. 1,7 Byer er i bibelsk poesi altid hunkøn.

[a]How deserted(A) lies the city,
    once so full of people!(B)
How like a widow(C) is she,
    who once was great(D) among the nations!
She who was queen among the provinces
    has now become a slave.(E)

Bitterly she weeps(F) at night,
    tears are on her cheeks.
Among all her lovers(G)
    there is no one to comfort her.
All her friends have betrayed(H) her;
    they have become her enemies.(I)

After affliction and harsh labor,
    Judah has gone into exile.(J)
She dwells among the nations;
    she finds no resting place.(K)
All who pursue her have overtaken her(L)
    in the midst of her distress.

The roads to Zion mourn,(M)
    for no one comes to her appointed festivals.
All her gateways are desolate,(N)
    her priests groan,
her young women grieve,
    and she is in bitter anguish.(O)

Her foes have become her masters;
    her enemies are at ease.
The Lord has brought her grief(P)
    because of her many sins.(Q)
Her children have gone into exile,(R)
    captive before the foe.(S)

All the splendor has departed
    from Daughter Zion.(T)
Her princes are like deer
    that find no pasture;
in weakness they have fled(U)
    before the pursuer.

In the days of her affliction and wandering
    Jerusalem remembers all the treasures
    that were hers in days of old.
When her people fell into enemy hands,
    there was no one to help her.(V)
Her enemies looked at her
    and laughed(W) at her destruction.

Jerusalem has sinned(X) greatly
    and so has become unclean.(Y)
All who honored her despise her,
    for they have all seen her naked;(Z)
she herself groans(AA)
    and turns away.

Her filthiness clung to her skirts;
    she did not consider her future.(AB)
Her fall(AC) was astounding;
    there was none to comfort(AD) her.
“Look, Lord, on my affliction,(AE)
    for the enemy has triumphed.”

10 The enemy laid hands
    on all her treasures;(AF)
she saw pagan nations
    enter her sanctuary(AG)
those you had forbidden(AH)
    to enter your assembly.

11 All her people groan(AI)
    as they search for bread;(AJ)
they barter their treasures for food
    to keep themselves alive.
“Look, Lord, and consider,
    for I am despised.”

12 “Is it nothing to you, all you who pass by?(AK)
    Look around and see.
Is any suffering like my suffering(AL)
    that was inflicted on me,
that the Lord brought on me
    in the day of his fierce anger?(AM)

13 “From on high he sent fire,
    sent it down into my bones.(AN)
He spread a net(AO) for my feet
    and turned me back.
He made me desolate,(AP)
    faint(AQ) all the day long.

14 “My sins have been bound into a yoke[b];(AR)
    by his hands they were woven together.
They have been hung on my neck,
    and the Lord has sapped my strength.
He has given me into the hands(AS)
    of those I cannot withstand.

15 “The Lord has rejected
    all the warriors in my midst;(AT)
he has summoned an army(AU) against me
    to[c] crush my young men.(AV)
In his winepress(AW) the Lord has trampled(AX)
    Virgin Daughter(AY) Judah.

16 “This is why I weep
    and my eyes overflow with tears.(AZ)
No one is near to comfort(BA) me,
    no one to restore my spirit.
My children are destitute
    because the enemy has prevailed.”(BB)

17 Zion stretches out her hands,(BC)
    but there is no one to comfort her.
The Lord has decreed for Jacob
    that his neighbors become his foes;(BD)
Jerusalem has become
    an unclean(BE) thing(BF) among them.

18 “The Lord is righteous,(BG)
    yet I rebelled(BH) against his command.
Listen, all you peoples;
    look on my suffering.(BI)
My young men and young women
    have gone into exile.(BJ)

19 “I called to my allies(BK)
    but they betrayed me.
My priests and my elders
    perished(BL) in the city
while they searched for food
    to keep themselves alive.

20 “See, Lord, how distressed(BM) I am!
    I am in torment(BN) within,
and in my heart I am disturbed,(BO)
    for I have been most rebellious.(BP)
Outside, the sword bereaves;
    inside, there is only death.(BQ)

21 “People have heard my groaning,(BR)
    but there is no one to comfort me.(BS)
All my enemies have heard of my distress;
    they rejoice(BT) at what you have done.
May you bring the day(BU) you have announced
    so they may become like me.

22 “Let all their wickedness come before you;
    deal with them
as you have dealt with me
    because of all my sins.(BV)
My groans(BW) are many
    and my heart is faint.”

Footnotes

  1. Lamentations 1:1 This chapter is an acrostic poem, the verses of which begin with the successive letters of the Hebrew alphabet.
  2. Lamentations 1:14 Most Hebrew manuscripts; many Hebrew manuscripts and Septuagint He kept watch over my sins
  3. Lamentations 1:15 Or has set a time for me / when he will

How doth the city sit solitary, that was full of people! how is she become as a widow! she that was great among the nations, and princess among the provinces, how is she become tributary!

She weepeth sore in the night, and her tears are on her cheeks: among all her lovers she hath none to comfort her: all her friends have dealt treacherously with her, they are become her enemies.

Judah is gone into captivity because of affliction, and because of great servitude: she dwelleth among the heathen, she findeth no rest: all her persecutors overtook her between the straits.

The ways of Zion do mourn, because none come to the solemn feasts: all her gates are desolate: her priests sigh, her virgins are afflicted, and she is in bitterness.

Her adversaries are the chief, her enemies prosper; for the Lord hath afflicted her for the multitude of her transgressions: her children are gone into captivity before the enemy.

And from the daughter of Zion all her beauty is departed: her princes are become like harts that find no pasture, and they are gone without strength before the pursuer.

Jerusalem remembered in the days of her affliction and of her miseries all her pleasant things that she had in the days of old, when her people fell into the hand of the enemy, and none did help her: the adversaries saw her, and did mock at her sabbaths.

Jerusalem hath grievously sinned; therefore she is removed: all that honoured her despise her, because they have seen her nakedness: yea, she sigheth, and turneth backward.

Her filthiness is in her skirts; she remembereth not her last end; therefore she came down wonderfully: she had no comforter. O Lord, behold my affliction: for the enemy hath magnified himself.

10 The adversary hath spread out his hand upon all her pleasant things: for she hath seen that the heathen entered into her sanctuary, whom thou didst command that they should not enter into thy congregation.

11 All her people sigh, they seek bread; they have given their pleasant things for meat to relieve the soul: see, O Lord, and consider; for I am become vile.

12 Is it nothing to you, all ye that pass by? behold, and see if there be any sorrow like unto my sorrow, which is done unto me, wherewith the Lord hath afflicted me in the day of his fierce anger.

13 From above hath he sent fire into my bones, and it prevaileth against them: he hath spread a net for my feet, he hath turned me back: he hath made me desolate and faint all the day.

14 The yoke of my transgressions is bound by his hand: they are wreathed, and come up upon my neck: he hath made my strength to fall, the Lord hath delivered me into their hands, from whom I am not able to rise up.

15 The Lord hath trodden under foot all my mighty men in the midst of me: he hath called an assembly against me to crush my young men: the Lord hath trodden the virgin, the daughter of Judah, as in a winepress.

16 For these things I weep; mine eye, mine eye runneth down with water, because the comforter that should relieve my soul is far from me: my children are desolate, because the enemy prevailed.

17 Zion spreadeth forth her hands, and there is none to comfort her: the Lord hath commanded concerning Jacob, that his adversaries should be round about him: Jerusalem is as a menstruous woman among them.

18 The Lord is righteous; for I have rebelled against his commandment: hear, I pray you, all people, and behold my sorrow: my virgins and my young men are gone into captivity.

19 I called for my lovers, but they deceived me: my priests and mine elders gave up the ghost in the city, while they sought their meat to relieve their souls.

20 Behold, O Lord; for I am in distress: my bowels are troubled; mine heart is turned within me; for I have grievously rebelled: abroad the sword bereaveth, at home there is as death.

21 They have heard that I sigh: there is none to comfort me: all mine enemies have heard of my trouble; they are glad that thou hast done it: thou wilt bring the day that thou hast called, and they shall be like unto me.

22 Let all their wickedness come before thee; and do unto them, as thou hast done unto me for all my transgressions: for my sighs are many, and my heart is faint.