8 Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst? ² Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem; ³ ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den: ⁴ Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn. ⁵ I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand! ⁶ Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord; ⁷ ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru. ⁸ Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt; ⁹ de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt 10Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld; ¹¹ thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den ¹² Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt. ¹³ Herrens Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund. ¹⁴ Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke. ¹⁵ Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love; ¹⁶ ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden. ¹⁷ Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig. ¹⁸ Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd. ¹⁹ Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv. ²⁰ Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier ²¹ for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse. ²² Mig skabte Herren først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet; ²³ jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider; ²⁴ jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til; ²⁵ førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg, ²⁶ førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv. ²⁷ Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet. ²⁸ Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted, ²⁹ da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold, ³⁰ da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid, ³¹ leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn. ³² Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje! ³³ Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom! ³⁴ Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper. ³⁵ Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos Herren; ³⁶ men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.