5 Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre, ² at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig. ³ Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane; ⁴ men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd; ⁵ hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed; ⁶ hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke. ⁷ Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord! ⁸ Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær, ⁹ at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År. ¹⁰ at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus, ¹¹ så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen, ¹² og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse, ¹³ så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig! ¹⁴ Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!" ¹⁵ Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd; ¹⁶ lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene! ¹⁷ Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig! ¹⁸ Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru, ¹⁹ den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed! ²⁰ Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn? ²¹ Thi for Herrens Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor; ²² den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb; ²³ han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.