Mirjam gør oprør mod Moses

12 En dag gjorde Mirjam og Aron oprør imod Moses, fordi han havde taget sig en kone fra det land, der hed Kush,^[a] syd for Egypten. ² „Kan Herren kun tale til Moses?” sagde de. „Hvad med os? Herren kan vel lige så godt tale til os.” Herren hørte det, ³ men Moses prøvede ikke at forsvare sig, for han var jordens mest ydmyge menneske. ⁴ Herren talte nu til både Moses, Aron og Mirjam og sagde: „Gå alle tre hen til åbenbaringsteltet!” Da stillede de sig foran teltet.

⁵ Derpå steg Herren ned, skjult i en sky, og stillede sig ved indgangen til teltet. „Aron og Mirjam, træd frem,” beordrede han. Det gjorde de så. ⁶ Herren fortsatte: „Når jeg taler til en profet, gør jeg det normalt gennem syner og drømme, ⁷ men det er ikke på den måde, jeg kommunikerer med min tjener Moses. Han er en trofast leder for mit folk.^{[b] 8} Med ham taler jeg ansigt til ansigt og ikke i gåder. Han har set mig, som jeg er. Hvor vover I så at gøre oprør imod ham?”

⁹ Så forlod Herren dem i vrede, ¹⁰ og da skyen løftede sig fra teltet, var Mirjam fyldt med hvide pletter over hele kroppen. Aron var rystet over synet af det ¹¹ og udbrød: „Åh Moses, gå i forbøn for os, så vi ikke mister livet på grund af denne tåbelige synd. ¹² Mirjam ligner jo et dødfødt barn, der allerede er begyndt at gå i forrådnelse.”

¹³ Da råbte Moses til Herren: „Herre, jeg beder dig: Gør hende rask.”

¹⁴ Herren svarede: „Hvis hendes egen far havde spyttet hende i ansigtet, var hun blevet uren og måtte bære sin skam i syv dage. Send hende derfor uden for lejren. Efter syv dage kan hun vende tilbage igen.”

¹⁵ Så blev Mirjam udstødt af lejren i syv dage, og folket måtte vente på hende, før de kunne rejse videre. ¹⁶ Derefter forlod de Hatzerot og nåede frem til Parans ørken, hvor de slog lejr og blev et stykke tid.