Nehemias møder modstand

³³ Da Sanballat blev klar over, at vi var i gang med at genopbygge muren, blev han rasende og gav sig til at håne judæerne, ³⁴ mens hans landsmænd og Samarias officerer hørte på det. „Hvad i alverden bilder de elendige judæere sig ind?” sagde han. „Tror de, at de kan bygge muren op på en enkelt dag, hvis bare de ofrer til deres Gud? De kan da ikke bygge noget af de forbrændte murbrokker, de graver frem fra ruindyngerne.”

³⁵ Tobija, der stod ved siden af ham, bemærkede: „Lad dem bygge, så meget de vil! Den mur braser sammen, bare en ræv springer op på den!”

³⁶ Da bad jeg: „Herre, hør hvordan de gør nar af os! Lad dem selv blive gjort til nar. Lad dem få lov at prøve, hvordan det er at blive ført i eksil i et fremmed land. ³⁷ Herre, se ikke igennem fingre med deres synd. Tilgiv dem ikke, for de har hånet dem, der bygger på muren.”

³⁸ Så fortsatte vi med at arbejde på muren hele vejen rundt om byen. Den var allerede oppe i halv højde, for der var en god arbejdsmoral, og alle arbejdede hårdt.

4 Men da Sanballat og Tobija så, at arbejdet på muren skred godt frem, og at de gabende huller blev repareret, blev de urolige og sendte bud om det til araberne, ammonitterne og ashdoditterne. ² De dannede en sammensværgelse og lagde planer om at angribe Jerusalem for at sætte en stopper for arbejdet. ³ Men vi bad til vores Gud og satte vagtposter ved muren nat og dag.

⁴ Judæerne klagede over, at de, der skulle bære materialerne, var udmattede, og at der var så mange murbrokker, at de ikke kunne komme frem. ⁵ Samtidig planlagde vores fjender et overraskelsesangreb og sagde: „Før de når at se sig om, står vi midt i byen. Så slår vi dem ihjel og sætter en stopper for arbejdet!” ⁶ Men de arbejdere, der boede i de omliggende landsbyer, røbede deres planer og sagde gang på gang: „Fjenderne gør sig klar til at angribe os fra alle sider.”

⁷ Derfor opstillede jeg folkene familie for familie bevæbnet med sværd, spyd og buer bag ved muren på de steder, hvor den var lavest. ⁸ Da jeg så, hvor bange de var, sammenkaldte jeg lederne og folket og holdt en lille tale til dem: „I skal ikke være bange!” sagde jeg. „Husk på, at den almægtige Gud er med os! Så vær ved godt mod og kæmp for jeres slægtninge, sønner, døtre, koner og hjem!”

⁹ Da vores fjender blev klar over, at vi var blevet advaret, og at Gud havde forpurret deres planer om et overraskelsesangreb, vendte vi tilbage til arbejdet på muren. ¹⁰ Men fra da af arbejdede vi altid i to hold. Mens halvdelen af folket var i gang, stod den anden halvdel sammen med lederne bag ved dem og holdt vagt i fuld rustning, bevæbnet med spyd, skjolde og buer. ¹¹ De, der slæbte sten, var også bevæbnet. De brugte den ene hånd til at bære sten og holdt spyddet i den anden. ¹² De, der byggede på muren, havde deres sværd i bæltet, mens de arbejdede. Hornblæseren holdt sig hele tiden tæt ved mig, parat til at blæse alarm.

¹³ „Det er et omfattende projekt, vi er i gang med,” forklarede jeg folket og deres ledere, „og vi er spredt ud over et stort område. ¹⁴ Så snart der bliver blæst alarm, skal I straks samle jer der, hvor lyden kommer fra. Så vil vores Gud kæmpe for os!”

¹⁵ Således arbejdede vi fra daggry til solnedgang, mens halvdelen altid stod vagt. ¹⁶ Jeg gav ordre til, at alle, der boede uden for muren, skulle overnatte inde i byen, så de og deres tjenestefolk kunne deltage i arbejdet om dagen og holde vagt om natten. ¹⁷ Både jeg selv og mine folk sov med tøjet på, og vi gik aldrig nogen steder ubevæbnet.^[a]