⁶ „Til den tid,” siger Herren,
    „vil jeg samle mit adspredte, forslåede folk
        og læge dem, jeg var nødt til at straffe.
⁷ Jeg vil begynde forfra med den rest, der er tilbage,
    og samle mit adspredte folk til en stærk nation.
Da vil jeg være deres konge
    og regere fra Zions bjerg for evigt.
⁸ Kong David vogtede over Jerusalem
    fra udkigstårnet på Ofelhøjens palads.
Engang skal Davids rige genoprettes,
    og Jerusalem, kongens by, få sin værdighed igen.”

⁹ Jeg hører i min ånd de høje skrig
    som fra en fødende kvinde.
Jerusalem, din konge er væk,
    din øverste leder er forsvundet.
¹⁰ Jerusalems indbyggere har grund til at stønne,
    som om de alle vred sig i veer.
I bliver ført bort fra byen
    og må overnatte under åben himmel.
I bliver ført langt bort til Babylon,
    men engang vil jeg bringe jer hjem igen.
Herren selv vil komme til det land
    og befri jer fra jeres fjenders hånd.

¹¹ Jeg ser i min ånd mange nationer,
    der samler sig imod Jerusalem.
De ønsker at få ram på den hellige by
    og fuldstændigt udslette den.
¹² Men de kender ikke Herrens planer,
    de forstår ikke hans tanker.
Det er nemlig Herren, der har samlet dem,
    som man samler kornet på tærskepladsen.
¹³ Jerusalems indbyggere, tærsk dem,
    som en okse tærsker korn.
Jeg giver jer horn af jern og klove af bronze,
    så I kan knuse mange nationer.
Deres rigdomme skal overgives til Herren, jeres Gud,
    deres skatte tilhører Kongen over hele jorden.

¹⁴ Jeg ser i min ånd Jerusalems indbyggere samle sig i klynger,
    for fjenderne har belejret byen.
De vil tage kongens scepter fra ham
    og slå ham i ansigtet med det.