Herren, den Almægtige, dømmer sit folk,
    tordner mod dem fra sin trone i Himlen.
³ Han forlader sin himmelske bolig,
    træder ned på bjergenes tinder.
⁴ De smelter som voks under hans vrede,
    som ved en syndflod skylles højene væk.
⁵ For Israels folk har vendt sig fra Herren,
    Judas folk har syndet mod deres Gud.
Hvem gik forrest i Israels frafald?
    Var det ikke Samaria?
Hvem førte an i Judas afgudsdyrkelse?
    Var det ikke Jerusalem?
⁶ Derfor bliver Samaria til en ruinhob,
    et sted, hvor der plantes vinstokke.
Herren smider husenes sten ned i dalen,
    så fundamenterne ligger blottede tilbage.
⁷ Alle stenstøtter skal smadres,
    alle afgudsbilleder brændes.
De afskyelige afguder
    skal blive til affald.
Byens rigdom kom fra gaver til dens afguder,
    nu bliver rigdommen givet til andre folks guder.

⁸ Derfor vil jeg sørge og klage,
    gå barfodet omkring uden kjortel.
Jeg vil hyle som en sjakal
    og skrige som en struds.
⁹ For Samaria er dødeligt såret,
    og Juda vil få samme skæbne.
Ulykken banker på mit eget folks port,
    snart når den frem til Jerusalem.
¹⁰ Fortæl det ikke til filistrene i Gat,
    vis dem ikke jeres sorg.
Kast støv på hovedet,
    Bet-Leafras borgere.^[a]
11 Shafirs folk bliver ydmyget,
    i laser bliver de ført i eksil.
Za’anan bliver belejret,
    så ingen kan komme ud.
Bet-Etzel er klædt i sorg,
    for ulykken standsede ikke der.
¹² Marots indbyggere håber på det bedste,
    men det er forgæves.
Herrens straf er på vej,
    den nærmer sig Jerusalems port.
¹³ Spænd hestene for vognen og flygt,
    I folk fra Lakish.
Det var jer, der indførte Israels afguder,
    og derved førte I Jerusalem til fald.
¹⁴ Tag afsked med Moreshet-Gat,
    for den bliver overtaget af nye ejere.
Akzib har intet haft af værdi,
    som Judas^[b] konger kunne bruge.
¹⁵ Maresha bliver erobret af fjenden,
    Judas ledere søger tilflugt i Adullams hule.
¹⁶ Judas land, græd over dine indbyggere,
    klip dig skaldet som en grib,
for de bliver taget fra dig
    og ført bort som fanger.