Messias’ indtog i Jerusalem^(A)

21 Da de nærmede sig landsbyen Betfage på Olivenbjergets skråning tæt ved Jerusalem, sagde Jesus til to af sine disciple: ² „Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Der vil I hurtigt få øje på et æsel, som står bundet med sit føl ved siden af. Løs æslet og kom hen til mig med dem. ³ Hvis nogen stiller jer spørgsmål, skal I bare sige: Herren har brug for dem, men han vil straks sende dem tilbage.”

⁴ På den måde gik det i opfyldelse, som Gud havde talt gennem profeten:

⁶ De to disciple gjorde, som Jesus havde sagt. ⁷ De hentede hunæslet og det unge hanæsel og lagde deres kapper på dem, hvorefter Jesus satte sig op på æselføllet. ⁸ Mange mennesker i mængden bredte deres kapper ud på vejen foran ham, mens andre lagde palmegrene ud, alt sammen for at hylde ham. ⁹ Og både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte:

¹⁰ Der blev røre i hele Jerusalem, da Jesus kom ind i byen. „Hvem er han?” spurgte folk. ¹¹ „Det er Jesus,” lød det fra dem i optoget, „profeten fra Nazaret i Galilæa!”

Den sidste tempeludrensning^(B)

¹² Jesus gik senere ind på tempelpladsen og begyndte at jage alle de handlende og deres kunder ud. Han væltede valutahandlernes^[c] borde og duesælgernes bænke og råbte til dem: ¹³ „Skriften siger, at ‚mit hus skal være et bønnens hus’,^[d] men I gør det til ‚et tilholdssted for røvere’.^[e]”

¹⁴ Blinde og lamme mennesker blev ført hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem. ¹⁵ Men da ypperstepræsterne og de skriftlærde så de mange helbredelsesmirakler og hørte børnene løbe omkring og råbe: „Priset være Davids Søn!”, blev de rasende og sagde til Jesus: ¹⁶ „Hører du ikke, hvad børnene råber?”

„Jo, det har jeg hørt,” sagde han. „Men I har måske aldrig læst det sted i Skrifterne, hvor der står: ‚Du har fået småbørn til at lovprise din herlighed’?”^[f]

¹⁷ Så forlod han dem og gik ud af byen til Betania, hvor han overnattede.

Figentræet uden frugt^(C)

¹⁸ Tidligt om morgenen på vej ind til Jerusalem, blev Jesus sulten. ¹⁹ Han fik øje på et figentræ, der stod ved vejen, og gik hen for at se, om der var nogen frugter på det. Men der var kun blade. Så sagde han til træet: „Aldrig mere skal du bære frugt!”^[g] Og straks visnede træet.

²⁰ Da disciplene så det, var de forbløffede. „Hvordan kunne det træ visne så hurtigt?” spurgte de.

²¹ Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Hvis I tror uden at tvivle, så vil I ikke blot kunne gøre sådan med et figentræ, men I vil endog kunne sige til det ‚bjerg’ her: ‚Flyt dig ud i havet!’ Og så vil det ske. ²² I skal få alt, hvad I beder om, hvis I tror.”

De jødiske lederes uærlighed^(D)

²³ Da Jesus var nået frem til templet og var i gang med at undervise, kom ypperstepræsterne og andre af de jødiske ledere hen og konfronterede ham. „Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?”

²⁴ „Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her. ²⁵ Hvem gav Johannes Døber ret til at døbe? Var han udsendt af Gud, eller var han ikke?”

De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare. „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. ²⁶ Og hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så falder hele hoben over os, for de tror alle sammen, at Johannes var en profet.”

²⁷ Til sidst sagde de: „Det ved vi ikke.”

„Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her.”

De jødiske lederes hykleriske ulydighed

²⁸ „Hvad mener I så om følgende historie?” fortsatte Jesus: „Der var en mand, der havde to sønner. En dag sagde han til den ene af sønnerne: ‚Gå ud og arbejd i vingården.’ ²⁹ ‚Nej, det vil jeg ikke,’ svarede sønnen, men lidt senere ombestemte han sig og gik alligevel derud. ³⁰ Faderen gik også til den anden søn med den samme anmodning. ‚Det skal jeg nok!’ svarede sønnen, men han gik alligevel ikke derud. ³¹ Hvem af de to gjorde, hvad faderen havde bedt dem om?”

„Det gjorde den første,” svarede de.

„Det siger jeg jer: Bedragere og prostituerede kommer lettere ind i Guds rige, end I gør. ³² For Johannes Døber forkyndte, at I skulle ændre jeres indstilling, men det ville I ikke. Derimod var både bedragere og prostituerede villige til at ændre indstilling. Det så I godt, men alligevel ombestemte I jer ikke.”

Jesus afslører de jødiske lederes ondskab^(E)

³³ „Lad mig fortælle jer en anden historie,” fortsatte Jesus. „Der var en landmand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, lavede et stengærde omkring den og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. ³⁴ Ved høsttid sendte han nogle af sine folk derhen, for at de kunne få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. ³⁵ Men forpagterne overfaldt dem. En slog de til jorden, en anden dræbte de, og en tredje stenede de.

³⁶ Så sendte ejeren endnu flere af sine folk af sted, for at de kunne opkræve hans del af høsten. Men resultatet var det samme. ³⁷ Til sidst sendte han sin søn, for han tænkte: ‚Min søn må de da respektere.’ ³⁸ Men da forpagterne fik øje på sønnen, sagde de til hinanden: ‚Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ ³⁹ Så greb de ham, trak ham uden for vingården og slog ham ihjel.”

⁴⁰ Jesus afsluttede historien med et spørgsmål: „Når nu ejeren selv kommer, hvad vil han så gøre med forpagterne?”

⁴¹ De svarede: „Han vil slå de onde mennesker ihjel, og så vil han forpagte ejendommen bort til andre, som vil give ham hans del af høsten, når tiden er inde.”

⁴² Så spurgte Jesus dem: „Har I aldrig læst, hvad der står skrevet:

⁴³ Og han fortsatte: „Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som vil gøre, hvad Gud beder dem om. ⁴⁴ De, der snubler over denne sten, vil slå sig fordærvet, men dem stenen falder på, vil blive knust.”

⁴⁵ Ypperstepræsterne og farisæerne forstod udmærket, at historierne handlede om dem. ⁴⁶ De ville gerne have anholdt ham på stedet, men de var bange for, hvad folkeskaren så ville gøre, for alle anså ham for at være en profet.

Historien om kongesønnens bryllupsfest^(F)

22 Jesus fortsatte med endnu en historie om Guds rige:

² „Der var engang en konge, som skulle holde bryllup for sin søn. ³ Da alt var klar til festen, sendte han sine tjenere ud for at lade de indbudte vide, at det nu var tid at komme. Men de ville ikke komme. ⁴ Så sendte kongen flere tjenere ud for at sige: ‚Hør nu her! Alt er parat! Mine okser og mit fedekvæg er slagtet. Skynd jer at komme til bryllupsfesten!’ ⁵ Men de indbudte var ligeglade. En havde travlt med arbejdet på sin gård, en anden med sin forretning. ⁶ Andre greb fat i kongens sendebud, mishandlede dem og slog dem ihjel. ⁷ Da blev kongen vred. Han sendte sine soldater af sted, og morderne blev udryddet og deres by brændt. ⁸ Derefter sagde han til sine tjenere: ‚Alt er klar til fest, men de indbudte gæster var ikke værdige til at komme med til festen. ⁹ Gå derfor i stedet ud til byernes indfaldsveje og indbyd alle dem, I træffer på.’ ¹⁰ Tjenerne gik af sted og hentede alle dem, de kunne finde—gode og onde imellem hinanden. På den måde blev festsalen fyldt med gæster.

¹¹ Da kongen trådte ind for at hilse på gæsterne, lagde han mærke til en, der ikke havde bryllupstøj på. ¹² ‚Hør, min ven,’ sagde kongen, ‚hvordan er du kommet herind uden bryllupstøj?’ Der var intet svar. ¹³ Så sagde kongen til sine tjenere: ‚Bind hænder og fødder på ham og smid ham ud af bryllupssalen.’ Derude i mørket er der gråd og stor fortvivlelse, ¹⁴ for de indbudte er mange, men de udvalgte er få.”

De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord^(G)

¹⁵ Det blev farisæerne for meget. De stak hovederne sammen for at finde ud af, hvordan de kunne få Jesus til at sige noget, de kunne arrestere ham for. ¹⁶ Så besluttede de at sende nogle af deres disciple til ham sammen med herodianerne^[i] for at stille ham et snedigt spørgsmål. De skulle sige: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og at du underviser folk om Guds vilje. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, og du snakker ikke folk efter munden. ¹⁷ Sig os nu, hvad du mener: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?” ¹⁸ Men Jesus gennemskuede deres onde hensigter. „Hyklere! Hvorfor sætter I fælder for mig? ¹⁹ Vis mig den mønt, I betaler skat med.”

De rakte ham en. ²⁰ „Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?”

²¹ „Det er kejserens navn og billede.”

„Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”^[j]

²² Da farisæerne hørte det svar, var de ved at tabe både næse og mund, og de gik stille deres vej.

Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde^(H)

²³ Samme dag kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. De stillede Jesus følgende spørgsmål: ²⁴ „Mester, Moses har sagt, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. ²⁵ Nu var der en familie med syv brødre. Den ældste giftede sig, men døde kort efter. Da han ingen børn havde fået, blev hans enke gift med bror nummer to, ²⁶ men han døde også uden at få børn. Og sådan gik det dem alle syv. ²⁷ Til sidst døde også konen. ²⁸ Hvem af de syv brødre skal så være hendes mand, når de genopstår fra de døde? De har jo alle været gift med hende.”

²⁹ „I er helt på vildspor, fordi I hverken forstår Skriftens ord eller Guds kraft. ³⁰ Efter genopstandelsen fra de døde er der ikke længere nogen, der gifter sig. På det område bliver de ligesom englene i Himlen. ³¹ Og med hensyn til genopstandelsen fra de døde, har I så ikke læst det sted, hvor Gud taler til Moses om de afdøde forfædre? Han sagde:

³² ‚Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.’

Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever.”

³³ Alle tilhørerne var fulde af beundring over det svar, Jesus gav.

Det vigtigste bud i Toraen^(I)

³⁴ Da farisæerne fik at vide, hvordan Jesus havde lukket munden på saddukæerne, udtænkte de et nyt spørgsmål. ³⁵ De fik en af de skriftlærde til at spørge:

³⁶ „Mester, hvilket bud er det vigtigste i Toraen?”

³⁷ Jesus svarede: „Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl og med alle dine tanker.^{[k] 38} Det er det største og fornemmeste bud. ³⁹ Der er også et andet bud, som er lige så vigtigt: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’^{[l] 40} Det er det, Toraen og profeterne drejer sig om.”

Messias som Davids søn^(J)

⁴¹ Mens farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem: ⁴² „Hvad mener I om Messias? Hvem er han søn af?”^[m]

„Han er Davids søn,” svarede de.

⁴³ „Hvordan kunne så David, der var inspireret af Helligånden, kalde ham ‚herre’? David sagde jo:

⁴⁵ Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?”

⁴⁶ Det kunne de ikke svare på. Og fra da af, var der ingen, der turde stille spidsfindige spørgsmål.