Add parallel Print Page Options

Tre disciple ser et glimt af Jesus i hans herlighed(A)

17 Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og Johannes (Jakobs bror) med op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Pludselig skiftede Jesus udseende for øjnene af de tre disciple. Hans ansigt strålede som solen, og hans klæder blev blændende hvide. Derefter så disciplene Moses og Elias komme til syne og tale med Jesus. „Herre, hvor er det skønt at være her,” udbrød Peter. „Hvis du synes, så vil jeg bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.”

Endnu mens Peter talte, kom en lysende sky og indhyllede dem, og de hørte en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn. Ham er jeg fuldt tilfreds med. Lyt til ham!”

Disciplene faldt på knæ med ansigtet mod jorden, helt overvældede og skrækslagne. Men Jesus bøjede sig ned og rørte ved dem. „Rejs jer op,” sagde han. „I skal ikke være bange.” Da de kiggede op, var Jesus alene tilbage.

På vej ned ad bjerget sagde Jesus til dem, at de ikke måtte fortælle om, hvad de lige havde set, før han var oprejst fra de døde.

Read full chapter