Add parallel Print Page Options

Bespisningen af de 5000(A)

13 Da Jesus fik det at vide,[a] gik han op i en båd sammen med disciplene for at tage væk til et øde sted, hvor de kunne være alene. Men en masse mennesker fra de forskellige byer hørte, at han var taget videre, og de fulgte med ham til fods langs bredden af søen.

14 Da Jesus gik i land, så han en stor folkeskare. Han blev fyldt af medlidenhed og helbredte dem, der var syge.

15 Lidt før det blev mørkt, kom disciplene hen til ham. „Det er ved at blive sent,” sagde de, „og stedet her er øde. Du må hellere sende alle de mennesker bort, så de kan nå at tage ind til landsbyerne og købe noget mad.”

16 „Det er ikke nødvendigt,” svarede Jesus. „I kan give dem noget at spise!”

17 „Jamen, vi har kun fem brød og to fisk,” svarede disciplene.

18 „Godt! Kom med dem!” sagde Jesus.

19 Så bad han folk sætte sig i græsset. Derefter tog han de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud for dem. Han brækkede brødene i stykker og begyndte at dele ud til disciplene, og disciplene gav maden videre til folkemængden. 20 Alle spiste og blev mætte. Og da de tiloversblevne stykker blev samlet sammen, fyldte de 12 kurve. 21 Der var omkring 5000 mænd, foruden kvinder og børn, som blev bespist.

Read full chapter

Footnotes

  1. 14,13 Teksten er uklar med hensyn til, hvad det var, Jesus fik at vide. Måske Johannes’ død, måske hvad Herodes havde talt med sine tjenere om som beskrevet i vers 1-2. Luk. 13,31 fortæller os, at Herodes var ude på slå Jesus ihjel. Vi ved også fra Luk. 8,3 at Joanna, gift med Herodes’ hofchef, var en discipel af Jesus. Hun ville utvivlsomt have advaret Jesus, hvis hans liv var i fare.