Add parallel Print Page Options

Jesus taler om Johannes som profet(A)

Da Johannes Døbers disciple var gået, begyndte Jesus at tale om ham til folkeskaren. Han sagde: „Dengang I tog ud i ødemarken for at lytte til Johannes, hvad så I? Et siv, der svajede hid og did for vinden? Nej, vel? En mand klædt på som en fyrste? Nej, den slags folk bliver i deres paladser. Var det for at møde en profet fra Gud? Ja, men ikke bare en almindelig profet. 10 For Johannes er den mand, om hvem der er skrevet:

‚Jeg vil sende min udsending foran dig.
    Han skal berede vejen for dig.’[a]

11 Det siger jeg jer: Ingen af profeterne har haft en opgave, der var mere betydningsfuld end den, Johannes har haft. Men selv den mest ubetydelige i Guds nye rige er større end ham.

Både Johannes og Jesus har mødt megen modstand(B)

12 Lige fra Johannes begyndte sit virke, har Guds rige mødt voldsom modstand, og modstanderne søger at komme det til livs.[b] 13 Både Toraen[c] og alle profeterne til og med Johannes har profeteret om Guds rige. 14 Og hvis I ellers vil tro det, så er Johannes den profet, som det er forudsagt skulle komme lige før Messias. 15 Lad dem høre, som har øre.

Read full chapter

Footnotes

  1. 11,10 Frit citat fra Mal. 3,1a.
  2. 11,12 Dette vers er ofte blevet misforstået, især når det tages ud af sin sammenhæng. En mere ordret gengivelse ville være: „Himlens rige bliver voldeligt behandlet/stormet/angrebet, og voldsmænd (prøver på at) snuppe det.” Det sidste ord betyder at stjæle, fjerne, snuppe og løbe væk med, snuppe for at spise det, snuppe for at ødelægge det. Det forekommer bl.a. i Matt. 13,19 (pille væk, samle op og ødelægge), ApG. 23,10 (få fat i, fjerne), Joh. 10,12 (ulven overfalder, angriber fårene), Matt. 12,29 (plyndre, røve), Joh. 10,28 (rive ud af hånden, fjerne med magt og derefter overtage kontrollen med). I alle tilfælde drejer det sig om at fjerne noget med magt. Herodes havde forsøgt at angribe Guds rige ved at sætte Johannes i fængsel, og mange andre har angrebet Jesus, om ikke fysisk endnu, så med ord.
  3. 11,13 De fem Mosebøger.