Add parallel Print Page Options

En ikke-jødisk kvindes tro(A)

21 Jesus og disciplene forlod nu den del af landet og trak sig tilbage til egnene omkring Tyrus og Sidon.

22 En ikke-jødisk kvinde, som boede på den egn, kom til Jesus og råbte bønfaldende: „Vær barmhjertig mod mig, Herre, du Davids Søn! Min datter har en dæmon i sig, og den plager hende ustandselig.”

23 Jesus svarede hende ikke lige med det samme. Disciplene gik hen til ham og sagde: „Bed hende om at gå. Det vækker opsigt, at hun råber efter os.” 24 Så vendte Jesus sig mod kvinden og sagde: „Jeg er kun udsendt for at hjælpe jøderne.” 25 Men hun trådte nærmere og faldt på knæ foran ham: „Herre, hjælp mig dog!”

26 Jesus svarede: „Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”

27 „Det er sandt, Herre,” sagde hun, „og dog løber hvalpene hen og spiser de krummer, som falder ned fra deres herres bord.”

28 „Du har stor tro!” udbrød Jesus. „Du skal få det, du har bedt om!” I samme øjeblik var hendes datter helbredt.

Read full chapter

21 Og Jesus gik bort derfra og drog til Tyrus's og Sidons Egne. 22 Og se, en kananæisk Kvinde kom fra disse Egne, råbte og sagde: "Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af en ond Ånd." 23 Men han svarede hende ikke et Ord. Da trådte hans Disciple til, bade ham og sagde: "Skil dig af med hende, thi hun råber efter os." 24 Men han svarede og sagde: "Jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Får af Israels Hus." 25 Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde: "Herre, hjælp mig!" 26 Men han svarede og sagde: "Det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde." 27 Men hun sagde: "Jo, Herre! de små Hunde æde jo dog også af de Smuler, som falde fra deres Herrers Bord." 28 Da svarede Jesus og sagde til hende: "O Kvinde, din Tro er stor, dig ske, som du vil!" Og hendes Datter blev helbredt fra samme Time.

Read full chapter