³² Og de komme til en Gård, hvis Navn var Gethsemane; og han siger til sine Disciple "Sætter eder her, imedens jeg beder." ³³ Og han tager Peter og Jakob og Johannes med sig, og han begyndte at forfærdes og svarlig at ængstes. ³⁴ Og han siger til dem: "Min Sjæl er dybt bedrøvet indtil Døden; bliver her og våger!" ³⁵ Og han gik lidt frem, kastede sig ned på Jorden og bad om, at den Time måtte gå ham forbi, om det var muligt. ³⁶ Og han sagde: "Abba Fader! alting er dig muligt; tag denne Kalk fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil." ³⁷ Og han kommer og finder dem sovende og siger til Peter: "Simon, sover du? Kunde du ikke våge een Time? ³⁸ Våger, og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse; Ånden er vel redebon, men Kødet er skrøbeligt." ³⁹ Og han gik atter hen og bad og sagde det samme Ord, ⁴⁰ Og han vendte tilbage og fandt dem atter sovende; thi deres Øjne vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham. ⁴¹ Og han kommer tredje Gang og siger til dem: "Sove I fremdeles og hvile eder? Det er nok; Timen er kommen; se, Menneskesønnen forrådes i Synderes Hænder. ⁴² Står op, lader os gå; se, han, som forråder mig, er nær."

³⁹ Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men også Disciplene fulgte ham. ⁴⁰ Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: "Beder om ikke at falde i Fristelse." ⁴¹ Og han rev sig løs fra dem, så meget som et Stenkast, og faldt på Knæ, bad og sagde: ⁴² "Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!" ⁴³ Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham. ⁴⁴ Og da han var i Dødsangst, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdråber, der faldt ned på Jorden. ⁴⁵ Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse. ⁴⁶ Og han sagde til dem: "Hvorfor sove I? Står op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse."