A A A A A
Bible Book List

Markus 11Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Messias' indtog i Jerusalem

11 Jesus og hans følge var nu tæt på Jerusalem. De var kommet til landsbyen Betfage på Olivenbjergets skråning og havde udsigt til en anden landsby, Betania.[a] Da kaldte Jesus på to af sine disciple. »Gå hen til den landsby, I ser foran jer,« sagde han. »Når I kommer derhen, vil I med det samme få øje på et æselføl, som endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. Hvis nogen spørger jer, hvad I skal med det, så sig: ›Herren har brug for det, men han vil straks sende det tilbage.‹ «

De to mænd gik og fandt æselføllet bundet ved en dør ud til gaden. Da de var ved at løse det, råbte nogle folk i nærheden: »Hvad er det, I gør? Hvad skal I med det føl?« De svarede, som Jesus havde sagt, og så fik de lov at tage føllet.

Æslet blev ført hen til Jesus, og disciplene lagde deres kapper over ryggen på det. Derefter satte Jesus sig op på æslet og red ind mod Jerusalem. Som en hyldest til ham gav mange mennesker sig til at brede deres kapper ud på vejen, mens andre skar nogle palmegrene af og lagde dem som et tæppe på vejen. Både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte:

»Hoshana![b]
Velsignet være den, som kommer i Herrens navn!
10     Gud velsigne vores forfar Davids rige, som er på vej!
Hoshana til Gud i det Højeste!«

11 På den måde red Jesus ind i Jerusalem. Han gik straks op til templet, hvor han så sig omkring, men da det var sent, gik han sammen med sine tolv disciple ud til Betania for at overnatte der.[c]

Figentræet uden frugt

12 Næste morgen, da de gik fra Betania ind mod Jerusalem, blev Jesus sulten. 13 Han så på lang afstand et figentræ, som havde masser af blade, og han gik hen for at se, om der måske var figner på det, men der var kun blade, for det var ikke i frugtsæsonen. 14 Så sagde han til træet: »Aldrig mere skal nogen spise frugt af dig!«[d] Det hørte hans disciple.

Den sidste tempeludrensning

15 Kort efter nåede de Jerusalem, hvor Jesus gik ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende og deres kunder ud. Han væltede valutahandlernes borde og duesælgernes bænke, 16 og han tillod ingen at bære deres varer gennem templets område.[e]

17 Derefter begyndte Jesus at undervise folk. Han sagde: »Siger Skriften ikke: ›Mit hus skal være et bønnens hus for alle folkeslag.‹[f]? Men I har gjort det til et ›tilholdssted for røvere‹[g] 18 Da ypperstepræsterne og de skriftlærde fik at vide, hvad Jesus havde gjort, begyndte de at lægge planer om, hvordan de bedst kunne få ham ryddet af vejen. De var nemlig bange for ham, da han var en trussel mod deres autoritet, og folk var ovenud begejstrede for hans undervisning.

19 Da det blev aften, gik Jesus og disciplene igen uden for byen.

Betydningen af tro og tilgivelse

20 Næste morgen kom de forbi det figentræ, som Jesus havde forbandet, og disciplene lagde mærke til, at det var visnet fra roden af. 21 Peter huskede, hvad Jesus dagen forinden havde sagt til træet, og han udbrød: »Se, Mester! Det figentræ, du forbandede, er visnet!«

22 Jesus svarede sine disciple: »Ja, I må have tro til Gud. 23 Og det siger jeg jer: Hvis I befaler sådan et ›bjerg‹: ›Du skal rykkes op og kastes i havet,‹ så vil det ske, forudsat at I ikke inderst inde tvivler på det, men virkelig tror på, at det vil ske. 24 På den baggrund siger jeg til jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om - tro, at I har fået det, så er det jeres!

25 Men før I begynder at bede, skal I tilgive dem, som I har noget imod, så jeres Far i Himlen også kan tilgive jer de synder, I har begået. 26 Men hvis I ikke tilgiver, så vil jeres Far, som er i Himlen, heller ikke tilgive jeres synder.«[h]

De jødiske lederes uærlighed

27 Kort efter nåede de frem til Jerusalem, hvor Jesus straks gik op på tempelpladsen for at undervise. Men ypperstepræsterne, de skriftlærde og nogle andre jødiske ledere kom hen og konfronterede ham. 28 »Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her I templet?«

29 »Lad mig først stille jer et spørgsmål,« svarede Jesus. »Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her. 30 Var Johannes Døber udsendt af Gud, eller var han ikke? Svar mig på det.«

31 De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare: »Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. 32 Hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så får vi folket imod os.« Alle var nemlig overbevist om, at Johannes var en profet.

33 Derfor svarede de: »Det ved vi ikke.«

»Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre, hvad jeg gør her,« sagde Jesus.

Footnotes:

  1. 11,1 Betfage lå på vejen fra Jeriko til Jerusalem, mens Betania lå 1 km væk fra vejen mod sydøst.
  2. 11,9-10 Folkeskaren hentyder til de kendte ord i Sl.118,25-26, som oprindeligt var en velsignelse til dem, som var på vej til templet for at fejre den store påskefest. Her bliver ordene til en velkomsthyldest til Jesus som den konge, der skulle genoprette Davids faldne storhedsrige. Det hebraiske »Hoshi'ah na« i Sl.118,25 og variant formen »Hosha-na«, som vi møder her, betyder egentlig »Frels (os)!« men er også et hyldestråb til den konge, som nu er på vej. Jøderne havde en stærk længsel efter en konge, der kunne frigøre dem fra romernes overherredømme.
  3. 11,11 Så kunne de aflevere æslet med det samme. Jesus havde en del nære venner i Betania.
  4. 11,14 Det var en symbolsk, profetisk handling med en åndelig betydning. Figentræet er billede på de daværende vantro, jødiske ledere, som havde megen udvendig pragt og imponerende ritualer, men der var ingen åndelig frugt.
  5. 11,17 Første gang Jesus var til påskefest i Jerusalem, havde han foretaget en tilsvarende tempeludrensning. Den står omtalt i Joh.2,13-16. I dagene før påske blev al surdej fjernet fra husene som et symbol på udrensning af ondskaben, der griber om sig, ligesom surdej gennemtrænger hele dejen. Jesus havde ansvar for at drive ondskaben bort fra sin Fars hus.
  6. 11,17 Es.56,7.
  7. 11,17 Jer.7,11.
  8. 11,26 Nogle håndskrifter mangler vers 26.
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.

  Back

1 of 1

You'll get this book and many others when you join Bible Gateway Plus. Learn more

Viewing of
Cross references
Footnotes