Bespisningen af de 4000 ikke-jøder^(A)

8 Der var igen samlet en stor skare mennesker omkring Jesus, og de havde ikke noget at spise. Jesus kaldte så på disciplene. ² „Jeg har ondt af alle de mennesker,” sagde han. „Nu har de været sammen med mig her i tre dage, og de har ikke mere at spise. ³ Hvis jeg sender dem af sted uden at give dem noget, kan de falde om af udmattelse på vejen hjem. Nogle af dem er jo kommet langvejsfra.”

⁴ „Men det er da umuligt at skaffe brød nok her i ødemarken,” indvendte disciplene.

⁵ „Hvor mange brød har I?” spurgte Jesus.

„Syv,” svarede de.

⁶ Så fik han folk til at sætte sig på jorden. Derefter tog han de syv brød, takkede Gud, brækkede dem i stykker og gav stykkerne til disciplene, som så delte mad ud til folkeskaren. ⁷ Der var også nogle småfisk, som Jesus bad en takkebøn for, hvorefter han gav dem til disciplene, for at de skulle dele dem ud. ⁸ Der var nok til, at alle spiste sig mætte, og da resterne blev samlet sammen, fyldte de syv kurve. ⁹ Tallet på de tilstedeværende mænd var ca. 4000. Efter måltidet fik han dem alle til at gå hjem.

¹⁰ Umiddelbart efter gik Jesus om bord i en båd sammen med sine disciple, og de sejlede til egnene ved Dalmanuta.

Farisæerne nægter at tro på Jesus som Messias^(B)

¹¹ Da farisæerne der på stedet fik at vide, at Jesus var kommet, gik de hen for at diskutere med ham. De bad ham om at gøre et mirakel som tegn på, at han virkelig var kommet fra Gud. På den måde ville de sætte ham på prøve.

¹² Jesus sukkede dybt i sin ånd: „Visse mennesker forlanger tegn og undere, før de vil tro. Men det siger jeg jer: Sådanne mennesker får ikke noget tegn at se!”

¹³ Sammen med sine disciple forlod Jesus nu de vantro farisæere, gik op i båden og sejlede over til den anden side af søen.

Advarsel mod farisæernes vantro^(C)

¹⁴ Disciplene havde glemt at tage mere brød med, så de havde kun ét brød med sig i båden. ¹⁵ Så da Jesus advarede dem og sagde: „Vær på vagt over for den surdej, der kommer fra Herodes og farisæerne,” ¹⁶ begyndte de at diskutere, om han havde sagt det, fordi de ikke havde brød nok med.

¹⁷ Jesus var klar over, hvad de hviskede sammen om. „Hvorfor snakker I om, at I ikke har brød med?” sagde han. „Fatter I endnu ikke alt det, som allerede er sket? ¹⁸ Har I ikke øjne at se med? Har I ikke ører at høre med? ¹⁹ Har I allerede glemt det, der skete med de 5000, jeg bespiste med fem brød? Hvor mange kurve med brødrester samlede I ind bagefter?”

„Tolv,” svarede de.

²⁰ „Og da jeg bespiste de 4000 med syv brød, hvor meget blev der da tilovers?”

„Syv kurvfulde,” svarede de.

²¹ „Fatter I stadig ingenting?”

Jesus helbreder en blind mand i Betsajda

²² Da de ankom til Betsajda, kom folk med en blind mand og bad Jesus røre ved ham og helbrede ham. ²³ Jesus tog den blinde ved hånden og førte ham uden for landsbyen. Så spyttede han på den blinde mands øjne og lagde hænderne på dem. Derefter tog han hænderne væk igen og spurgte: „Kan du se noget nu?”

²⁴ Manden så sig omkring. „Ja, jeg kan vist se nogle mennesker, for der er noget ligesom træer, der går omkring.”

²⁵ Jesus lagde igen hænderne over mandens øjne, og nu blev hans syn normalt, så han kunne se alt tydeligt. ²⁶ Derpå sendte Jesus ham hjem, idet han sagde: „Lad være med at sige det til nogen i landsbyen.”

Peters åbenbaring om Jesus som Messias^(D)

²⁷ Jesus og disciplene forlod nu Galilæa og satte kursen mod landsbyerne omkring Cæsarea Filippi. Undervejs spurgte han dem: „Hvem siger folk, at jeg er?”

²⁸ „Nogle mener, at du er Johannes Døber, der er kommet tilbage fra de døde,” svarede de. „Andre siger, du er Elias eller en anden af de gamle profeter, der er genopstået.”

²⁹ „Og hvad siger I? Hvem tror I, at jeg er?”

Peter svarede: „Du er Messias, den frelser, vi har ventet på!”

³⁰ Jesus advarede dem dog imod at fortælle det til nogen.

Messias som den lidende Frelser^(E)

³¹ Derefter gav Jesus sig til at fortælle dem om de lidelser, der ventede ham. „De vil forkaste mig alle sammen,” sagde han, „både ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere. Til sidst dræber de mig—men på den tredje dag^[a] står jeg op fra de døde.”

³² Jesus talte frit ud om det, men Peter trak ham til side og prøvede at tale ham fra det. ³³ Da vendte Jesus ryggen til Peter og irettesatte ham: „Gå væk fra mig, Satan! Du forstår jo ikke, hvad der er Guds vilje. Du ser det kun fra et menneskeligt synspunkt.”

Det koster dyrt at følge Guds vilje^(F)

³⁴ Han kaldte nu alle disciplene og hele folkeskaren sammen og sagde: „De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig, også selv om det koster livet. ³⁵ De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der mister livet, fordi de holder fast ved mig og mit budskab, vil få det evige liv. ³⁶ Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis sjælen går fortabt? ³⁷ Findes der noget, der er mere værd end et menneskes sjæl? ³⁸ Hvis I fornægter mig og mine ord, når I står over for denne verdens vantro og syndige mennesker, så vil jeg, Menneskesønnen, også fornægte jer, når jeg kommer i min Fars herlighed sammen med de hellige engle.”

9 Jesus fortsatte: „Det siger jeg jer: Nogle af jer, der står her, skal ikke dø, før I har set Guds herredømme blive åbenbaret med kraft.”

Tre disciple ser et glimt af Jesus i hans herlighed^(G)

² Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og Johannes med op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Pludselig skiftede Jesus udseende for øjnene af de tre disciple. ³ Hans klæder blev så blændende hvide, som intet jordisk blegemiddel kunne gøre dem. ⁴ Derefter så disciplene Elias og Moses komme til syne og tale med Jesus.

⁵ „Mester, hvor er det skønt at være her,” udbrød Peter. „Lad os bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.”

⁶ Han tænkte ikke over, hvad han sagde, for de var alle helt forfærdede.

⁷ Så kom der en sky og indhyllede dem, og de hørte en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn! Lyt til ham!”

⁸ Da de igen så sig omkring, var Moses og Elias forsvundet, og de var alene med Jesus.

⁹ På vej ned ad bjerget sagde Jesus til sine tre ledsagere, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde set oppe på bjerget, før han var genopstået fra de døde. ¹⁰ De mærkede sig det, han sagde, men begyndte samtidig at diskutere indbyrdes, hvad det vil sige at genopstå fra de døde.

Skulle „Elias” ikke komme før Messias?^(H)

¹¹ Disciplene spurgte nu Jesus: „Hvordan kan det være, at de skriftlærde siger, at Elias skal komme før Messias?”

^12-13 Jesus svarede: „Det er rigtigt, at Elias går i forvejen og genopretter alt.^[b] Det siger jeg jer: ‚Elias’ har allerede været her, og de gjorde med ham, hvad de ville, sådan som der står skrevet om ham. Men hvordan kan det være, at selv om Elias skulle komme og genoprette alt, står der alligevel skrevet, at Menneskesønnen skal lide meget og behandles med foragt?”

Alt er muligt for den, som tror^(I)

¹⁴ Da de kom ned fra bjerget, så de, at der stod en stor flok mennesker omkring de øvrige ni disciple, som var ved at diskutere med nogle jødiske skriftlærde. ¹⁵ Da folkeskaren så Jesus, blev de grebet af ærefrygt, løb ham i møde og hilste ærbødigt på ham. ¹⁶ Så spurgte Jesus dem: „Hvad drejer diskussionen sig om?”

¹⁷ „Mester,” råbte en mand i skaren, „jeg bragte min søn herhen, for at du skulle helbrede ham. Han kan ikke tale, for han er besat af en ond ånd. ¹⁸ Hver gang den tager magten over ham, slår den ham til jorden, og så bliver han helt stiv, ligger med fråde om munden og skærer tænder. Jeg bad dine disciple om at jage dæmonen ud, men de kunne ikke.”

¹⁹ „Åh, I vantro mennesker!” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med drengen.”

²⁰ De førte drengen derhen, men aldrig så snart havde den onde ånd fået øje på Jesus, før den hev og sled i drengen. Den kastede ham omkuld, så han lå og væltede rundt på jorden med fråde om munden. ²¹ Jesus vendte sig mod drengens far: „Hvor længe har han haft det sådan?”

„Fra han var ganske lille,” lød svaret. ²² „Den har tit prøvet at tage livet af ham ved at vælte ham ind i flammer eller ned i vand. Åh, vær dog barmhjertig og hjælp os—hvis du kan!”

²³ „Hvis jeg kan?” sagde Jesus. „For den, som tror, er alting muligt.”

²⁴ „Jeg tror!” råbte faderen. „Afhjælp min vantro!”

²⁵ Nu så Jesus, at en masse mennesker kom løbende fra alle sider, så han skyndte sig at tale strengt til den onde ånd: „Du døve og stumme ånd, jeg befaler dig at komme ud af drengen og aldrig mere vende tilbage til ham!”

²⁶ Ånden skreg vildt og begyndte igen at hive og slide i drengen, men til sidst fór den ud af ham. Drengen lå som livløs på jorden, og der gik en mumlen gennem skaren: „Han er død!”

²⁷ Men Jesus tog ham ved hånden og hjalp ham på benene—og han blev stående.

²⁸ Da Jesus kort efter var alene med sine disciple inden døre, spurgte de ham: „Hvorfor kunne vi ikke drive den dæmon ud?”

²⁹ „Den slags kan kun drives ud ved bøn og faste,”^[c] svarede han.

Jesus taler igen om sin død og genopstandelse^(J)

³⁰ Jesus og hans disciple forlod derefter den egn og vandrede gennem Galilæa, hvor de søgte at undgå for megen opmærksomhed, ³¹ for Jesus var optaget af at undervise sine disciple. Han sagde bl.a. til dem: „Menneskesønnen skal snart gives i menneskers vold og blive dræbt. Men på den tredje dag genopstår jeg fra de døde.”

³² Disciplene fattede ikke, hvad han snakkede om, men de kunne ikke lide at spørge ham om det.

Den største er den, som vil tjene^(K)

³³ De fortsatte til Kapernaum, til det hus, hvor Jesus boede. Da de var inden døre, spurgte han: „Hvad var det, I talte med hinanden om undervejs?”

³⁴ Ingen af dem svarede, for de havde diskuteret hvem af dem, der var den mest betydningsfulde. ³⁵ Så satte Jesus sig ned og bad de Tolv komme nærmere. „Den af jer, der vil være den største, skal være den mindste, en tjener for alle,” sagde han.

³⁶ Jesus tog så et barn ved hånden og trak det ind i kredsen. Han lagde armen om skulderen på barnet og sagde: ³⁷ „Enhver, der accepterer sådan et barn, fordi det hører mig til, accepterer i virkeligheden mig. Og den, der accepterer mig, accepterer min Far, som sendte mig.”

Den, der ikke er imod, er for^(L)

³⁸ Johannes sagde nu til Jesus: „Mester! Vi så en mand drive dæmoner ud i dit navn, og vi sagde til ham, at det skulle han holde op med, for han var ikke en af dine disciple.”

³⁹ „Lad være med at hindre ham,” sagde Jesus. „Ingen kan det ene øjeblik gøre undere i mit navn og så i det næste tale ondt om mig. ⁴⁰ Den, der ikke er imod os, er for os.^{[d] 41} Og hvis nogen giver jer blot et glas vand, fordi I hører mig til, så kan jeg love jer, at det menneske ikke skal gå glip af sin belønning.

Fristelser, som fører til fortabelse^(M)

⁴² Men hvis nogen ødelægger troen hos en af de små, der har tillid til mig, var det bedre for det menneske, om det blev kastet i havet med en møllesten om halsen.

⁴³ Hvis din hånd er skyld i, at du falder fra troen, så hug den af! Det er bedre for dig at gå ind til det evige liv uden din hånd end at blive kastet i Helvedes uudslukkelige ild med begge hænder i behold.^{[e] 45} Er det din fod, der får dig til at falde fra troen, så hug den af! Det er bedre for dig at gå haltende ind til det evige liv end at blive kastet i Helvede med begge ben i behold. ⁴⁷ Er det øjet, der får dig til at falde fra troen, så riv det ud! Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end at blive kastet i Helvede med begge øjne i behold. ⁴⁸ Det er et sted, hvor ‚ormene aldrig dør, og ilden aldrig slukkes.’^[f]

Gennem prøvelsernes ild til hellighed

⁴⁹ Enhver discipel skal renses gennem prøvelsernes ild. ⁵⁰ Et liv levet i fuld lydighed til Gud er et prisværdigt liv—men et liv uden lydighed er lige så nytteløst som salt, der har mistet sin kraft. Lev med visdom og hold fred med hinanden.”^[g]