Add parallel Print Page Options

12 Men før alt det sker, vil I blive forfulgt og taget til fange. I vil blive slæbt for retten og kastet i fængsel, og I vil blive stillet for både konger og guvernører, fordi I tjener mig. 13 Det vil give jer anledning til at fortælle dem budskabet om mig. 14 Og husk, at I ikke skal bekymre jer om, hvordan I skal forsvare jer, 15 for jeg vil selv give jer inspiration til det, I skal sige, og jeg vil give jer visdomsord, som ingen af jeres anklagere vil kunne argumentere imod.

16 Selv de, der står jer nærmest—forældre, søskende, slægtninge og venner—vil forråde og udlevere jer, og nogle af jer vil blive slået ihjel. 17 Ja, I vil blive hadet af mange, fordi I hører mig til. 18 Men i virkeligheden kan de slet ikke skade jer. 19 Hvis I holder ud indtil det sidste, skal I få det evige liv.

Jerusalems ødelæggelse og straffen over de vantro jøder(A)

20 Når I ser fremmede soldater omringe Jerusalem, da ved I, at byen står foran sin ødelæggelse. 21 De, der er i Judæa, skal flygte op i bjergene. De, der opholder sig inde i Jerusalem, skal skynde sig ud, og de, der er udenfor, skal ikke prøve på at komme ind. 22 Da vil retfærdigheden ske fyldest, og den straf, som profeterne har advaret om, vil blive til virkelighed. 23 Ve de kvinder, der på det tidspunkt er gravide, og ve de mødre, der har små børn, som skal ammes, for der vil komme stor elendighed over landet, og Guds straf vil ramme folket. 24 Nogle vil blive dræbt i kampen, og andre vil blive ført bort til fremmede lande som fanger. Jerusalem vil blive trampet ned af fremmede folkeslag, indtil den fastsatte periode er udløbet.

Tegnene på, at Jesus snart kommer igen(B)

25 Der vil komme varsler på himmelhvælvingen, både ved solen, månen og stjernerne, og i hele verden vil folkeslagene blive grebet af angst og stå rådvilde på grund af mægtige bølger og den brusende brænding. 26 Folk vil besvime af rædsel, når de ser, hvad der er ved at ske med jorden, for himlens kræfter vil komme ud af balance. 27 Da vil de se Menneskesønnen komme til syne i en sky med kraft og megen herlighed. 28 Når alt det her begynder at ske, så ret ryggen og løft hovedet, for befrielsens time nærmer sig.”

Read full chapter