Lukas 20:9-26

Bibelen på hverdagsdansk

Jesus afslører de jødiske lederes ondskab^(A)

⁹ Jesus fortalte nu folkeskaren følgende historie:

„Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken og lejede den så ud til nogle forpagtere. Derefter rejste han til udlandet, hvor han slog sig ned i længere tid. ¹⁰ Ved høsttid sendte han en af sine folk af sted for at få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage. ¹¹ Derefter sendte ejeren en anden af sine folk af sted, men det samme gentog sig. Han blev slået og hånet og sendt bort uden at få noget. ¹² En tredje blev sendt af sted, men med samme resultat. De slog ham til blods og jog ham bort. ¹³ Så sagde ejeren til sig selv: ‚Hvad skal jeg gøre? Jo, nu ved jeg det: Jeg vil sende min elskede søn. Ham må de da have respekt for!’ ¹⁴ Da forpagterne så sønnen, diskuterede de, hvad de nu skulle gøre. ‚Det er ham, der skal arve det hele. Lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven,’ blev de enige om. ¹⁵ Derpå trak de ham uden for vingården og slog ham ihjel.”

„Hvad mon vingårdens ejer vil gøre ved dem?” spurgte Jesus. ¹⁶ „Han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark bort til andre.”

Da de omkringstående hørte det, råbte de: „Gid det aldrig må ske!”

¹⁷ Jesus så på dem og fortsatte: „Jamen, hvad betyder det så, når der står i Skriften: ‚Den sten, bygmestrene kasserede, blev selve hjørnestenen.’^{[a] 18} Enhver, der snubler over den sten, vil slå sig fordærvet; men den, som stenen falder på, bliver knust!”

¹⁹ Derefter ville de skriftlærde og ypperstepræsterne gerne have arresteret Jesus med det samme, for de var godt klar over, at det var dem, han hentydede til. Men samtidig var de bange for, at der skulle blive uroligheder.

De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord^(B)

²⁰ De jødiske ledere holdt derefter skarpt øje med Jesus, og de sendte spioner ud, som skulle foregive at være gudfrygtige mennesker, der stillede ærlige spørgsmål. Men hensigten var at få ham til at sige noget, som de kunne anklage ham for over for de romerske myndigheder. ²¹ Nogle af dem stillede Jesus følgende spørgsmål: „Mester, vi ved, at du taler og underviser om, hvad der er Guds vilje, og du snakker ikke folk efter munden. ²² Sig os derfor: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?”

²³ Men Jesus gennemskuede deres snedighed: ²⁴ „Vis mig en mønt!” sagde han. „Hvem er der billede af på mønten? Hvad er det for et navn, der er indridset i den?”

„Det er kejserens navn og billede,” svarede de.

²⁵ „Godt,” sagde Jesus, „så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans!”^[b]

²⁶ Det svar havde de ikke ventet. Det lykkedes dem altså ikke at få Jesus til at gå i en fælde, mens der var vidner på det. Og så tav de.