Add parallel Print Page Options

Om at miste troen og om at tilgive(A)

17 En dag sagde Jesus til sine disciple: „Det kan ikke undgås, at nogle falder fra troen. Men ve dem, som er skyld i, at andre falder fra. Det ville være bedre, om de blev kastet i havet med en møllesten om halsen, end at de får en af de svage i troen til at falde fra. Pas derfor på, hvordan I lever!

Hvis din ven[a] forsynder sig imod dig, så konfronter ham med det. Hvis han hører på dig og beder om tilgivelse, så tilgiv ham. Selv hvis han forsynder sig syv gange om dagen, skal du tilgive ham, for så vidt han angrer og beder om tilgivelse.”

Om tro og lydighed

Apostlene sagde nu til Jesus: „Giv os mere tro!”

Jesus svarede: „Var jeres tro blot som et sennepskorn, kunne I sige til morbærfigentræet her: ‚Ryk dig op og slå rod i havet!’ Og det ville adlyde jer.

Forestil jer, at en mand har en slave til at arbejde i marken eller passe får. Når slaven kommer hjem efter dagens arbejde, mon hans herre så vil sige til ham: ‚Kom her og sæt dig til bords. Nu skal jeg sørge for, at du straks får noget at spise.’ Nej, han siger: ‚Tag et forklæde på og lav aftensmad til mig. Efter at jeg er færdig med måltidet, kan du selv tage dig noget at spise.’ Siger man tak til en slave, fordi han gør, hvad han har fået besked på?

10 På samme måde med jer. Når I har gjort, hvad jeg har befalet jer, skal I sige: ‚Vi er jo bare slaver og har kun gjort, hvad vi fik besked på.’ ”

Ti bliver helbredt, én bliver frelst

11 På sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus på et tidspunkt grænsen mellem Galilæa og Samaria. 12 I nærheden af en landsby kom ti spedalske hen imod ham. De standsede op et stykke fra ham 13 og råbte: „Jesus, Mester, vær barmhjertig og gør os raske!”

14 Han så på dem og sagde: „Gå hen til præsterne og lad jer undersøge.”

Mens de var på vej derhen, forsvandt deres spedalskhed.

15 En af dem vendte tilbage til Jesus, da han så, at han var blevet helbredt, og på vejen lovpriste han Gud med høj røst. 16 Han faldt på knæ med ansigtet mod jorden foran Jesus og takkede ham for, hvad han havde gjort. Det var en samaritaner! 17 Jesus spurgte: „Blev de ikke helbredt alle ti? Hvor er de ni? 18 Er den her fremmede den eneste, der er kommet tilbage for at give Gud æren?”

19 Så sagde Jesus til ham: „Rejs dig blot og gå hjem. Din tro har frelst dig.”

Read full chapter

Footnotes

  1. 17,3 På græsk: „bror”. Der tænkes nok på en medkristen fra ens omgangskreds.